Dagen jeg aldrig glemmer
Dagen jeg aldrig glemmer
Det var en klar og solrig eftermiddag i september. Efter en lang og støvet arbejdsdag med minerydning i en tidligere russisk kampstilling i udkanten af den afghanske hovedstad, sippede jeg til min øl i haven og absorberede omgivelserne. Alt forekom normalt.
Gradvist aftog den knastørre hede over Kabul, i takt med solen trak frugttræernes skygger længere og længere. Under et af træerne lå min tre måneder gamle hundehvalp og sov intetanende om den brutale verden, der omgav hende. En svag, sødlig dunst af råddent affald blæste med brisen henover muren. På modsatte side af muren var lydkulissen også den sædvanlige. Et organiseret kaos af dyttende biler og knallerter, en ilter menneskemængde, moskéen længerede nede ad gaden, hvorfra eder og forbandelser mod den store amerikanske satan blev udspyet fra højttaleren på minareten.
Med ét forstummede lydene, og Kabuls sjæl ændrede karakter. Kun minareterne og en sporadisk hundegøen var nu eneste tegn på liv i byen. Jeg havde arbejdet i byen i seks måneder og vidste godt, hvad stilheden betød. Klokken var 19. Talibanbevægelsens jerngreb manifesterede sig i form af det daglige udgangsforbud. Enhver, der trodsede regimets dekreter, blev staffet prompte – ofte for sidste gang. Hængning i lygtepæle var en populær metode. Hurtig og nem at eksekvere. Og et effektivt skræmmemiddel overfor en kuet og frihedsberøvet befolkning, der levede i en bizar tilstand af rædsel, rådvildhed og apati.
Månen hævede sig på en stjernespækket himmel, og jeg drak et par øl mere. Et blik ned på bunden af den tomme swimmingpool afslørede en parabolantenne, som vi havde bakset sammen af fladtryke konservesdåser – TV var ifølge Taliban dekadent og amoralsk. Af en eller grund virkede satellitforbindelsen ikke den dag, og den daglige opdatering af nyheder fra BBC World måtte undværes. Eneste livline til den civiliserede verden var nu satellittelefonen.
Da den ringede lidt senere, kiggede jeg undrende på min kollega. Hovedkvarteret i København ringede sjældent og slet ikke på dette tidspunkt. Det skulle vise sig, at de havde en god grund til at ringe.
Samme nat forlod jeg Kabul. Det gav ikke mening at blive. Alle fingre pegede på Afghanistan og Al Quedas træningslejre i landet. Med min hund og kollega kørte jeg sydpå over de golde højsletter og det mægtige Khyberpas og krydsede om morgenen grænsen til Pakistan, hvor jeg for første gang så billederne af tårnene, der styrtede i grus. Verden var rund på gulvet. Den emmede af hævn. Af krig.
I søndags var det præcist 15 år siden, jeg sad i haven i Kabul. Den 11. september 2001 har som ingen andre datoer brændt sig fast i min bevidsthed. Det var dagen, der ændrede mit liv for bestandig. Fire måneder senere vendte jeg tilbage til Afghanistan i en af de sydlige og betændte provinser. Denne gang i uniform.