Hjemmeværnet – topmave eller sixpack?

Hjemmeværnet – topmave eller sixpack?

Jeg har stor respekt for Hjemmeværnets 14.000 aktive frivillige og de 30.000 reservister. I en tid hvor det ofte er svært at få danskerne til at yde et frivilligt bidrag til fælleskabet, er det opløftende at se så mange dedikerede mænd og kvinder, der er klar til at iføre sig uniform og støvler. Efter min tid som aktiv jægersoldat arbejdede jeg i to år med at uddanne Hjemmeværnets specialenheder, og jeg har kun gode ting at sige om det personel, jeg i den forbindelse mødte og samarbejdede med.

Nu har kommitteret for Hjemmeværnet Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre, åbnet debatten om et militært stærkere, og bedre uddannet, hjemmeværn. Det sker som et led i regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig kaldet ”Et stærkt værn om Danmark”. Ifølge de to politikere er Danmarks sikkerhed og tryghed truet af islamisk terror og Ruslands aggressive adfærd kombineret med stigende spændinger i Arktis og flygtningestrømmen fra Afrika. Fra politisk side har det allerede udmøntet sig i de planer om at opbygge en stående, slagkraftig brigade på 4000 soldater (som om det kommer til at ske), der kan indsættes med kort varsel i internationale operationer, som jeg tidligere har beskrevet her i Ekstra Bladet.

Men regeringen vil øge den danske forsvarsevne yderligere med et stærkt opgraderet hjemmeværn, der kan bistå NATO-styrker på dansk jord. Hvis vi for eksempel sender vores kommende brigade til de baltiske lande i en optrappet krise med Rusland, bliver Danmark, ifølge regeringens oplæg, et naturligt opmarchområde for forstærkninger fra andre NATO lande. I den situation skal et opgraderet hjemmeværn yde såkaldt værtsnation-støtte for de allierede enheder.

Med Søren Espersens ord betyder det nye trusselsbillede at Hjemmeværnet skal løse opgaver med ”kortere aftræk” end det er i stand til på nuværende tidspunkt. Samtidig betyder regeringens udspil, at udrustning og militær uddannelse skal opdrageres kraftigt for de frivillige. Folkeviddets billede af den overvægtige weekendkriger iført refleksvest og bevæbnet med en slikkepind skal slettes. En af løsningerne er ifølge politikerne at tiltrække flere veteraner og tidligere værnepligtige, der i kraft af deres erfaring og træning bidrager til en tiltrængt professionalisering.

Jeg er på ingen måde modstander af tanken om et handlekraftigt Danmark, der indgår som en mere troværdig partner i NATO samarbejdet end tilfældet er i dag. Men jeg har svært ved at se, hvordan den nødvendige, militære opgradering af 44.000 frivillige – 10 gange så mange soldater som den stående brigade råder over – skal foregå.  Selv hvis vi udelukkende fokuserer på de 14.000 aktive hjemmeværnsfolk og ser bort fra reserven, er det en kæmpe opgave. Jeg tvivler på, at et ekstra optag af tidligere værnepligtige og veteraner kan løse opgaven, uanset hvor professionelle de er.

Siden Hjemmeværnet blev dannet kort efter 2.Verdenskrig, har opgaverne og uddannelsen ændret sig. Oprindeligt var det en militær enhed uddannet til at forsvare Danmark, hvis russerne gik i land. Men russerne kom aldrig, og i dag varetager Hjemmeværnet en bred vifte af opgaver fra trafikregulering ved kræmmermarkeder over forureningsbekæmpelse til eftersøgning af sejlere i havsnød. Medlemmerne modtager en kortvarig, militær grunduddannelse, og er en del af værnsfællesskabet men for langt de fleste medlemmers vedkommende, er der ikke tale om en toptrimmet, professionel militær indsatsstyrke. Det er ansvarsbevidste borgere og familiefædre, der yder en frivillig indsats for Danmark. De har topmave og tyndt hår på toppen, men de leverer en stor indsats. Forsvarets årlige meningsmålinger viser, at Hjemmeværnets popularitet er høj og fortsat stiger i befolkningen.

Danskerne har respekt for det arbejde de frivillige udfører, og føler sig trygge ved indsatsen. Selvfølgelig kan vi udvikle nogle ekstra specialenheder for de særligt egnede og målrettede, men at trimme 14.000 medlemmer for at skabe en slagkraftig, militær styrke, som kan måle sig med professionelle soldater i en krigssituation, ligner mere politisk utopi end et realistisk trænings-scenarie. Hvis der virkelig er politisk vilje til at øge Danmarks forsvarsevne, var det måske mere hensigtsmæssigt at øge bevillingerne yderligere til rekrutteringen og uddannelsen af forsvarets professionelle specialoperationsstyrker fremfor at slække på optagelseskravene, hvilket alt tyder på er tilfældet nu. 

HJV