Verdens bedste øvelse – og job!

Verdens bedste øvelse – og job!

Jægerkorpset har netop afholdt øvelsen Night Hawk. Blandt specialstyrker i NATO har den ry for at indeholde det ypperste og mest realistiske øvelses set-up. Jeg erindrer mine svenske kollegaer, der med slet skjult hentydning til øvelsens efterfølgende intense indtag af øl, betegnede Night Hawk som ”probably the best exercise in the world”.

Hver gang jeg hører ordene Night Hawk, starter en film for mit indre øje. Sædvanligvis befinder jeg mig i en C130 Hercules transportmaskine med min faldskærm på ryggen. I fem kilometers højde bliver sidedøren åbnet. Larmen er øredøvende fra de to enorme motorer, som brøler på vingen få meter fremme.

Jeg kigger ud i et stort, sort hul. Ingenting. Intet lys fra jorden. Ingen måne. Det er sort som en brøndgravers røvhul. Men jeg ved, at den nordjyske muld ligger fem kilometer under mig. Og jeg ved, at jeg inden for to minutter skal springe ud i det sorte hul.

Jeg mærker hjertet sende tunge slag ud i min adrenalinmættede krop. At springe ud af et fly i fem kilometers højde en mørk oktobernat strider imod al logik. En del af mig ønsker ikke at forlade flyet. En anden del kan ikke vente. Min verden er sort og hvid. Ingen dikkerdarer. Jeg sætter af i døren og falder mod jorden med knap 200 km i timen.

Kulden føles som piskesmæld i ansigtet, men jeg ænser det ikke. En sky rammer mig. Jeg falder igennem den på et par sekunder og kan nu skimte prikker af lys på jorden. Vigtigst er at holde øje med min højdemåler. Den viser 9.000 fod, og der er cirka endnu to kilometers frit fald, før jeg skal trække min skærm. Jeg falder videre igennem natten. Og jeg elsker det.

Night Hawk er en fantastisk øvelse – og det er jobbet som jægersoldat også. Trods alle pinslerne det indebar. Jeg frøs. Jeg var sulten. Der blev skudt på mig. Jeg mistede kollegaer. Jeg fik skader på krop og sjæl. Men alligevel betegner jeg altid – uden at tøve – mine 11 år i Jægerkorpsets patruljer som de bedste i mit liv. Hvordan hænger det så sammen?

Jeg tror, at det er fordi, vi mennesker er dem, vi er: Flokdyr. Grundlæggende er vi designet til at bidra­ge til flokken, og vi skal føle, at vi er vigtige for det fællesskab, vi er en del af. Føler vi ikke det, skabes der et tomrum, og vi begynder at visne. Som det sker for mange mennesker i den verden, vi i dag lever i. Derfor holdt jeg så meget af jobbet som soldat. Jeg var vigtig for mine kammerater, og de var vigtige for mig. Jeg følte mig betydningsfuld.

Blot ved at skrive disse linjer, dukker flere billeder op for mit indre øje. Jeg ser sortslørede, tavse ansigter i en mørk heli­kopterkabine over de afghanske bjerge eller den flade irakiske ørken. Larmen er intens og gør det umuligt at tale med ansigterne. Men det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad de tænker, hvad de føler. At udveksle ord er ikke nødvendigt. Jeg er en del af flokken.

Verdens_Bedste_Øv