Klanen Jægerkorpset
Klanen Jægerkorpset
Da jeg i sidste weekend skulle promovere min seneste roman på Krimimessen i Horsens, blev jeg spurgt om det ikke var ensomt at være forfatter sammenlignet med mit tidligere job som jægersoldat. Jeg svarede, at jeg som udgangspunkt ikke er et ensomt menneske, men at jeg som forfatter ganske rigtigt arbejder meget alene, hvilket jeg det fint med. Men – tilføjede jeg – naturligvis savner jeg ”klanen” Jægerkorpset.
Du undrer dig måske over, at jeg betegner Jægerkorpset som en klan. Ordvalget er ikke ment negativt. Tværtimod. Klanmentaliteten skaber nemlig ekstremt stærke og effektive teams. Jægerkorpset og andre specialstyrker er blandt verdens bedste til at skabe stærke klaner, fordi de operative soldaters overlevelse er afhængig af en ekstrem loyalitet og tillid internt i teamet.
Da jeg som jægersoldat havde parkeret foran korpsets bygninger for at tilslutte mig mine brødre, iførte jeg mig ikke alene en ydre uniform, men også det jeg kalder en indre uniform. Jeg underlagde mig klanens adfærdskodeks. Siden korpsets oprettelse i 1961 har Jægerkorpset opbygget egne traditioner, ritualer, regler, mottoer og sprog. Hele optagelsesforløbet opleves som et ekstremt strabadserende indvielsesritual, der afsluttes med tildeling af den eftertragtede bordeauxrøde baret og skuldermærket med ordlyden ’JÆGER’.
Når en jægersoldat har demonstreret særlige evner og dygtighed inden for et fagområde – f.eks. vundet en skydekonkurrence eller faldskærmskonkurrence i udlandet – fejres han foran hele korpset med rosende ord fra korpschefen med efterfølgende klapsalver, skulderklap og øl i baren. Åndsfællesskabet i teamet styrkes mest af alt under de realistiske og risikable træningsformer og operationer, hvorfra ikke alle kommer hjem. Når en jægersoldat forlader korpset, hyldes han en sidste gang foran sine brødre tilsat chefens afskedsord, som typisk kan kondenseres til følgende budskab: ’én gang jæger – altid jæger’.
Der tages del i hinandens private anliggender så som kæresteforhold, bryllupper og fødsler, ligesom der drages omsorg i forbindelse med privat sorg og tristesse. Selv efter en jægersoldats død – hvad enten den skyldes naturlige årsager, ulykker eller krigsdeltagelse – slipper korpset ham ikke. Bordeauxfarvede baretter og medaljebesatte uniformer dominerer bisættelserne, et lille sort bånd placeres i hjørnet af hans portræt på stabsgangen (eller tildækkes hvis han har været uartig ved at medvirke i Tv-programmet ”Korpset”), og han eviggøres på korpsets gravsten.
Ovenstående er ikke udtryk for ’bravado’ men som en fælles forståelse af korpskulturens nødvendighed. Det er klankulturen, der skaber den unikke kompetence og effektivitet i Jægerkorpset. Så jo, jeg savner skam min tidligere klan men glæder mig samtidig som en sindssyg til soloridtet frem mod udgivelsen af min næste roman.