Drop selvmedlidenheden

Drop selvmedlidenheden

Jeg glemmer aldrig den nat. Udmattet og gennemblødt af sved kæmpede jeg mig med over 80 kilo tung udrustning op ad den næsten lodrette klippeside uden sikkerhedsudstyr dybt inde i de fjendtlige, afghanske bjergegne. Fjenden vidste, at mine jægerkammerater og jeg var i området; Chinook-helikopteren, der få timer forinden satte os af på klippen, havde larmet som et damplokomotiv på steorider.   

Mit våben hang frit på brystet i skulderremmen, så jeg kunne bruge mine arme og hænder til at hive og presse mig opad. Med én støvle ad gangen fandt jeg fodfæste og mobiliserede al kraft i hver eneste fiber i mit ben. Mine tynde handsker var flossede af de skarpe klippekanter. Jeg kiggede ned ad klippesiden. At miste balancen her betød den sikre død.

Dette overgik min vildeste fantasi, og pludselig gav helvedet som aspirant til Jægerkorpset mening. Sanseindtryk fra de fire måneders optagelsesprøve for igennem hovedet. Smerte, frygt, uvished og blodsmag i munden. At blive ved selvom kroppen siger nej. Jeg stoppede et øjeblik for at drikke lidt vand, og et par småsten dryssede ned ad klippen forbi mig. I nogle sekunder turde jeg ikke trække vejret. Var det fjenden? Et dyr? Eller klippens luner?

Stående der på klippen var jeg presset til det alleryderste af min fysiske og mentale formåen. Og måske er det nærliggende at antage, at jeg havde lidt ondt af mig selv. Bare en smule. At jeg ynkede mig selv. Men det var ikke tilfældet. Jeg havde på ingen måde ondt af mig selv. År forinden havde jeg taget et aktivt valg om at søge ind i Jægerkorpset. Ingen havde tvunget mig op på den klippe. Jeg var der helt af egen fri vilje.

Hvilket er min pointe med denne klumme: Det nytter ikke at have ondt af sig selv, når det – i mit tilfælde bogstaveligt talt – går op ad bakke. For der kommer ingen og hjælper dig. Livet består af en række mentale flaskehalse. Nogle dage er nemme, andre dage er mindre nemme og enkelte er ad helvedes til. Og når de er ad helvedes til, er der kun en ting at sige: Suck it up!

En klog herre udtrykte det engang meget rammende: ”Selvmedlidenhed er det mest destruktive narkotikum, der kan skaffes uden recept. Det er afhængighedsskabende, giver kortvarig velvære og ødelægger realitetssansen.” Jeg kunne ikke være mere enig.