Den moderne soldats byrde

Da jeg i sin tid blev optaget i Jægerkorpset, bestod kampudrustningen af en rygsæk samt et webbing, hvorpå der var monteret en feltflaske, nogle ekstra magasiner til riflen, en kampkniv og lidt andet relevant diller-daller. Nuvel, på de natlige øvelser gav det da sved på panden af bære rygsækken igennem de nordjyske plantager. Typisk vejede den mellem 35-40 kilo, men samlet set var udrustningen ikke tilnærmelsesvis ligeså så tung, som da jeg for nogle år siden befandt mig i mit operative efterår som jægersoldat.
 
Et eksempel herpå er én af de 10 døgn lange rekognosceringsoperationer, mine jægerkammerater og jeg gennemførte dybt inde i de afghanske bjerge. Her vejede min udrustning 82 kilo. Selv vejede jeg 83 kilo. Derudover skulle vi slæbe to rygsække med hver 50 liter vand op ad den næsten lodrette klippeside, da der ikke var vand til rådighed i de golde bjerge. Og der var ikke tale om en fornøjelig vandretur men derimod om en taktisk infiltration uden sikkerhedsudstyr i et ubarmhjertigt og fjendtligt terræn i bælgravende mørke.     
Hvad medbragte vi, eftersom udrustningen var så tung? Først og fremmest våben, ekstra ammunition, sprængstoffer, nærsikringsgranater, radioer, GPS’er, observationsudstyr til dag og nat, kameraer, stativer, medic-pakninger, batterier (hvilket alene vejede omkring 15 kilo per mand) samt mad til 10 døgn.
Hvorfor er den moderne soldats – såvel den konventionelle som jægersoldaten – udrustning så tung i forhold til ældre generationers? På grund af den teknologiske udvikling. Naturligvis giver den en række taktiske fordele på slagmarken som for eksempel det termiske og lysforstærkende udstyr til brug for kamp i mørke. Den moderne soldat har bedre og mere udstyr i form af våben, optik, mørkekampudstyr, kommunikationsudstyr, beskyttelsesudstyr osv. i forhold til for bare 20-25 år siden.
 
Men samtidig medfører den teknologiske udvikling en markant vægtforøgelse for soldatens personlige udrustning, og gør dermed livet på slagmarken betydeligt mere strabadserende for ham. Men soldaten har nu om dage den samme anatomi, som han havde for 20-25 år siden. Han har de samme skuldre, hofter og knæ.  
 
Hvor går grænsen, for hvor tung udrustning soldaten kan slæbe? Jeg plejer at svare, at grænsen for mit vedkommende var nået, når jeg skulle slæbe, hvad der svarede til min egen kropsvægt, hvilket er en ekstrem fysisk byrde. Men udsigten til, at soldaten fortsat plastres til med yderligere teknologi og dermed får endnu tungere udrustning, er absurd.
 
Så fremtidens soldat står overfor en korsvej. Enten skal hans personlige udrustning begrænses, hvilket givetvis ikke kommer til at ske, eller hans udrustning skal udvikles, så den bliver lettere – eksempelvis ved hjælp af de såkaldte exo-skeletter, som amerikanerne designer med henblik på at styrke benene og den nedre del af ryggen. For køen af nuværende og tidligere soldater hos forsvarets infirmerier, fysioterapeuterne eller hospitalernes scannere bliver ikke kortere. 
 
P.S. Hvis du vil vide mere om exo-skeletter så læs min klumme herom fra søndag den 23. december 2018.