Har du prøvet ikke at have mål eller retning her i livet? Det har jeg – og jeg bryder mig ikke om det! Jeg har skrevet lidt om det nedenfor …

Vi har sikkert alle prøvet det: At være rådvild, forvirret og simpelthen overvældet af livet som barn og i sine teenageår. Det var jeg i hvert fald. Mit indre kompas var ikke kalibreret, og jeg havde det sikkert ligesom mange andre unge mennesker: for mange spørgsmål og for få svar. I skolen var jeg i bedste fald middelmådig, og jeg drømmede mig væk fra bøgerne og ud i skovene og naturen, hvor jeg følte mig hjemme og tilbragte fritiden med at bygge huler og lege soldat.

Men en dag oplevede jeg pludselig det privilegium at have et klart mentalt referencepunkt. Jeg læste den tidligere jægersoldat Carsten Mørchs bog ”Sådan”. Jeg var solgt. En dyb fascination af disse hemmelige supermænd tilsat ungdommens naivitet overbeviste mig om, at jeg ville blive et nyt og bedre menneske, hvis jeg kunne blive en del af den verden. Så i de kommende år var ønsket om at blive jægersoldat drivkraften i mit unge liv. Alt andet forekom mere eller mindre ligegyldigt, og drømmen om Jægerkorpsets bordeauxrøde baret var lokomotivet, der skulle føre mig til målet. Så jeg trænede. Trænede mere. Og mere. 

Men jeg følte, at træningen var for tilfældig og ikke målbar nok. Jeg manglede struktur. Så for første gang i mit liv blev jeg for alvor struktureret og planlagde nu min træning for ét år ad gangen. Det var før regnearkets tid, og min første træningsplan blev en realitet i min notesbog, hvori jeg fastsatte årsmålene, træningsart samt mængde uge for uge og dag for dag. En træningsuge indeholdt for eksempel 60 km natmarch med 30 kilo oppakning, 1500 meter svømning, 20 km terrænløb i uniform havsvømning i uniform, 12 minutters løbetest, muskeltræning og 18 km natorienteringsløb.

I de følgende år gik jeg således de mørke, nordsjællandske skove og landeveje tynde, dag og nat, sommer og vinter. Enkelte gange gik jeg knap 80 kilometer i træk fra København til den sjællandske nordkyst og retur sydover igennem skove og landsbyer. Jeg svømmede i Øresunds iskolde vand iført min gamle lånte hjemmeværnsuniform og læderstøvler. Ofte sov jeg dagevis i skovene for at vænne mig til mørket og til det at være isoleret. En træningsdag på mellem fire og seks timer var normal, og selvom jeg ofte var udmattet, kold, sulten og våd, fortsatte jeg på blodige og slidte fødder, mens drømmen om at blive jægersoldat blev mere og mere rodfæstet i min bevidsthed.

Fem år senere – på min 23-års fødselsdag – startede jeg optagelsesforløbet til Jægerkorpset. Herefter fulgte fire måneder med et massivt mentalt pres, kulde, sult, en mørbanket krop, ømme fødder samt et minimum af søvn og restitution. Jeg var en god aspirant. Forskånet for alvorlige skader, præsterede jeg oftest i top-fem i prøverne og havde mere overskud end de øvrige aspiranter.

Grunden til min solide aspirant-præstation var det konstante, stabile og høje niveau, jeg kunne holde under hele kurset. Og det var muligt, fordi jeg i de foregående år havde haft en skyhøj motivation baseret på et klart veldefineret mål – et mentalt referencepunkt. Sagt på en anden måde: Mit indre kompas havde været kalibreret.

Ovenstående var ikke eneste gang, jeg har oplevet rådvildhed og manglede en kompaskurs i livet. Har du mod på at høre mere om det, er du velkommen til et af mine foredrag, hvor jeg fortæller om hvordan, jeg har oplevet håndteret modgang, stress og pres. Og ikke mindst undgået det mest destruktive narkotikum, man kan få uden recept: selvmedlidenhed!

Se mere her: www.thomasrathsack.dk/foredrag