”Her smiler ingen. Her ler kun djævlen. Og Djævlen, det er mig.”
(ukendt)

’Ravage’
 
Plessner følte det som at være på en anden planet. Det enorme lokale virkede som et inferno af farver, lyde og lugte, og i midten var et dan­segulv, der til hårdtpumpet technomusik gyngede i et hav af blitzlys og svedige, piercede og tatoverede kroppe. Fra store skærme stråle­de en bizar, animeret pornofilm ned over gulvet og viste en mand, der dyrkede oralsex med et overdrevent veludrustet rumvæsen, mens to kvinder skiftedes til at blive penetreret af en menneskelignende mutant, som ejakulerede med lange stråler af ild. Flere steder på dansegulvet stod kæmpe latexbetrukne senge, hvor fortrinsvis mænd dyrkede kreativ sex med hinanden, fuldkommen uanfægtet af omgi­velserne.
   I den tætpakkede bar hang gæsterne ud i forskellige tematiske outfits. Tæt på Plessner stod en flok meget muskuløse og skæggede mænd iført en form for seletøj af nittebeslået læder og sorte kasketter, mens andre havde valgt en mere Tarzan­inspireret påklædning og kun var iført spandex­underbukser. Men fælles for dem alle var, at de enten dansede, kyssede, masturberede, begramsede eller dyrkede oralsex på hinanden.
   Som Plessner stod dér og spyttede i sin øl iført en fesen skovmands­ skjorte, følte han sig ligeså akavet som en bedemand til barnedåb.
   Men han var heller ikke kommet for selskabets skyld. Han var her for at holde et øje med Günther, hvilket burde være en overkom­melig opgave fra den gunstige position i baren. Tyskerens lysende mohawk var dog ingen steder at se hverken på dansegulvet, i baren eller ved de høje borde, som klubgæsterne hang omkring. Det kunne betyde to ting: Enten var han allerede i gang på knæ et eller andet sted i lokalet, eller også befandt han sig her slet ikke.
   I det samme kom en væver asiatisk udseende tjener valsende imel­lem kødranden af mænd, balancerende med en bakke over skulderen fuld af kulørte cocktails med regnbuefarvede paraplyer. Han var iført en stram hvid søofficersuniform med guldknapper og en matchende kaptajnskasket på sned. Da han fik øje på Plessner, lyste han op i et stort smil.
   ”Uh, hvad kan jeg gøre for dig, gorgeous?” råbte han op mod Pless­ner og kørte derpå tungen frem på overlæben.
   “Du kan først og fremmest stoppe med at kalde mig gorgeous,” sva­rede Plessner venligt. “Dernæst kan du svare mig på, om du kender en mand ved navn Günther. Han er en stor kleppert med mohawk­ frisure, og han ankom for få minutter siden.”
   Den lille mand holdt sin frie hånd for munden, som om han un­dertrykte et fnis, og knækkede med håndleddet.
   “Jeg ved skam udmærket, hvem du taler om. Günther er stam­gæst, men han foretrækker at holde lav profil, så han ses sjældent herude på gulvet.”
   “Hvorfor foretrækker han at holde lav profil?” spurgte Plessner og gættede selv på svaret – som inkarneret nazist var det sikkert dårlig PR at være homoseksuel.
   ”Jeg ved det ikke. Måske er han genert,” lød det fra tjeneren med en stemme, der kæmpede for at trænge igennem larmen.
   “Ved du, hvor han befinder sig?” råbte Plessner.
   Tjeneren pegede ned mod én af de store ståldøre i bunden af lokalet.
   “Måske i et darkroom. Der plejer han at tilbringe nogle timer inde.”
   Plessner skævede mod bunden af lokalet. Dørene var nummereret fra et til fem, og over hver af dem hang et mægtigt oplyst kranium. En rød pære lyste over fire af dørene, over den sidse lyste en grøn pære.
   Travl aften, tænkte Plessner.
   “Du kan jo prøve at gå derind og finde ham,” sagde tjeneren og blinkede.
  “Tak, men jeg tror vist bare, at jeg venter herude.”
   “Helt i orden, skat. Og sig til, hvis jeg kan hjælpe med noget,” lød det lystigt fra den lille asiat, der vimsede videre ind i menneskemyl­deret af feststemte mænd.
   Plessner forlod baren og klemte sig igennem horden af invitatio­ner, kommentarer og udfordrende blikke fra klubbens klientel, inden han fandt en mere anonym position i et hjørne, hvorfra han havde et fint overblik over indgangsdøren og det meste af dansegulvet samt dørene, der førte ind til de fem darkrooms. Her gav han sig til at vente. Af natur var Plessner rastløs og brød sig ikke om at vente, men når han endelig skulle, var han god til det. I sin tidligere profession havde han ofte ventet i dagevis, sommetider i uger, på, at noget skulle ske. Det her var blot en venteposition under anderledes usædvanlige omstændigheder.
 
Efter tre timer, yderligere fem øl og utallige formaninger til inkline­rende mænd om, at han ikke var bøsse, spottede Plessner omsider en mohawkfrisure i døren til darkroom nummer to.
   Günther bevægede sig stille langs bagvæggen af lokalet i ly af den mere dunkle belysning i forhold til det frådende lyshav på dansegul­vet og baren. Ved garderoben standsede den store mand kun få meter fra Plessner og med ryggen til. Tydeligt beklemt over at være åbenlyst eksponeret vendte Günther sig væk fra dansegulvet og baren, og da han iførte sig sin jakke, slog han kraven helt op om ørene for at skjule ansigtet. Plessner bemærkede, at den ellers så strunke og regelmæs­sige mohawkfrisure nu hang noget slattent. Desuden forekom tyske­rens læderagtige og solariebrune ansigt træt og lettere svedigt. Over tre timers gymnastisk udfoldelse havde tilsyneladende sat sine spor, tænkte Plessner og måtte undertrykke en akut trang til at grine over den bizarre Günther.
   I det samme forlod han klubben, og Plessner fulgte kort efter trop igennem baggården og videre ud på gaden, hvor det ikke længere regnede, men til gengæld stormede i sådan en grad, at bladene føg af sted i små iltre tornadoer.
   Günther gik med lange skridt, som om han havde travlt. I betragtning af at klokken var halv fire om morgenen, var det logisk at formode, at han gerne ville hjem i en fart, men Plessner havde tidli­gere antaget det samme, og måske Günther ville frekventere endnu et farverigt værtshus. Det var ikke til at vide.
   I en afstand af 20-­30 meter kunne han fra modsatte fortov snildt holde kontakt med tyskeren, men problemet ville være, hvis Günther pludselig låste sig ind i en opgang og smækkede døren bag sig. At ringe på hans dørtelefon efterfølgende var en absurd tanke. Men det blev heller ikke nødvendigt, for et par blokke længere nede ad gaden, opstod den chance, Plessner havde håbet på.
   Günther krydsede gaden og fortsatte ind i et mindre parkanlæg. Herinde var det bare ham og tyskeren. Langs den flisebelagte sti stod en række lygtepæle, som svagt oplyste den ellers komplet mørke park. Lydløst fulgte Plessner efter. Selv i blæsten kunne han ane lyden af hælene fra Günthers støvler, der ramte fliserne.
   Klak. Klak. Klak.
   Inde i parkanlægget øgede Plessner tempoet og var nu kun fem­ seks skridt bag tyskeren, der fortsat ikke ænsede sin forfølger.
   Det var tid.
   “Hallo!” råbte Plessner og standsede.
   Günther snurrede omkring og gik halvt ned i knæ som en statist fra filmen ‘Matrix’ med de lange frakkeskøder svingende i en blød bue. Hans ene hånd greb ned i lommen, mens han strakte den anden ud fra sig med let åben hånd og bøjede fingre. Kniv. Günther havde fattet sig og konstateret, at manden bag stemmen ikke var i færd med at angribe ham.
   ”Na, und?” spurgte han på et rullende berlinertysk.
   Plessner trådte et par skridt nærmere. Günther blev stående, og det disede skær fra en af lygtepælene langs stien faldt ned på ham. Som han stod dér i den lange sorte læderjakke med kraven oppe om ørene lignede han en klon mellem Dracula og en rockguitarist fra 80’erne. Plessner gættede på, at Günther helst ville identificeres med den blodtørstige Dracula.
   “Jeg har brug for oplysninger, du er i besiddelse af,” sagde Pless­ner.
   Hans tyske var elendigt, så han holdt sig til engelsk, men han kun­ne ligeså godt have forsøgt med de få tyske gloser, han kendte, for samtalen med Günther ville under alle omstændigheder ikke blive synderlig sofistikeret. Den ville snarere blive afviklet i en form for primalsprog.
   Günther snerrede noget på tysk og lød som en arrig hund.
   “Jeg forstår ikke, hvad du siger. Jeg har brug for, at du taler en­gelsk,” sagde Plessner.
   “Scheisse,” lød det fra Günther.
   Dernæst spyede han nogle ord på gebrokkent engelsk:
   “Skrid ad helvede til med dig!”
   “Det kommer ikke til at ske, før du har givet mig de oplysninger, jeg har brug for,” vedblev Plessner roligt.
   “Hvad forstod du ikke i det, jeg lige sagde!?”
   “Jeg forstod det hele, men jeg skal stadig have nogle oplysninger.”
   “Om hvad?” råbte Günther.
   “Om en pige, der har arbejdet på ‘Tabasco’. Tamás har sendt mig.”
   “Jeg vil skide på fucking Tamás. Er du politimand!?”
   “Det er anden gang, nogen spørger mig om det i aften. Nej, det er jeg ikke.”
   “Nu siger jeg det for sidste gang: Smut! Eller du vågner i bedste fald op på hospitalet i en fjern fremtid, pikhoved.”
   “Pikhoveder har du vist fået nok af i aften, kære ven,” sagde Pless­ner.
   Günthers ansigtsudtryk skiftede fra raseri til en snert af undren, og hans stemme blev en kende mindre arrig:
   “Huh? Hvad? Har vi mødtes tidligere i aften?”
   “Nej, jeg var ikke en af vennerne i dit darkroom, og det bliver jeg heller aldrig. Jeg ønsker blot nogle oplysninger om den her pige.”
   Günthers ansigtsudtryk blev spændt, og han knyttede næverne.
   Der var nu to muligheder, vidste Plessner. Enten gav Günther efter og begyndte at tale, eller også ville han ty til det sprog, han var bedst til: Vold. Det sidste var mest sandsynligt.
   Og ganske rigtigt. Günther valgte volden.
   Stålbladet glimtede svagt i lyset fra lygtepælen, da han trak kniven frem, og selv om den var ret lille, var det en grum sag med takker som en brødkiv på det meste af klingen. Knive var tricky, vidste Plessner af bitter erfaring, og i kyndige hænder kunne en savtakket klinge udrette stor skade. Kraftigt blodtab. Chok. Død. Det var ikke første gang, at han stod over for en knivbevæbnet modstander. Men det var første gang, at han stod overfor en modstander, der havde Günthers stør­relse og samtidig var bevæbnet med en kniv. I ubemærkethed greb Plessner om den lille batong, han havde i lommen.
   Günther gik et par skridt frem mod ham, og som en aggressiv påfugl stillede han sig truende med spredte ben og hænderne ud til siderne, mens han lavede fægtebevægelser med kniven. Tyskeren havde i hvert fald sans for primal adfærd, tænkte Plessner.
   “Nu giver jeg dig den sidste chance,” sagde Plessner. “Giv mig oplysningerne om den pige, og du får lov til at gå hjem og få en ispose på røven og hvilet kæberne.”
   Günther kiggede vantro på sin tilsyneladende komplet frygtløse modstander, hvorpå hans ansigtsudtryk gled over i vildt raseri. Men så brød han ud i et bredt grin og kiggede på kniven i hånden og derefter på Plessner igen.
   “Så jeg får lov til at gå? Enten er du slet og ret dum, eller også er du på stoffer.”
   “Jeg er ingen af delene. Det er dit valg.”
   “Og det valg har jeg truffet, fuck­face – du skulle aldrig have fulgt efter mig ind parken. For du kommer aldrig ud igen,” råbte Günther og hævede kniven.
   Plessners udfordringer var åbenlyse – en langt over 100 kilo rasen­de, steroidemættet tysk nynazist bevæbnet med noget, der mindede om en savtakket barberkniv.
   Han krængede smidigt sin jakke af og slyngede den rundt om ven­stre underarm som en gammeldags muffedise, mens han trak rundt om tyskeren for at få lyset i ryggen. Plessner fokuserede mod kniven og Günthers bevægelser.
   Regel nummer ét i en gadekamp mod knive var, at man dårligt kunne undgå at blive ramt. Selv hvis man angreb hurtigt og hårdt, kunne et skævt kontrahug med kniven være dødeligt. Derfor gjaldt det om selv at vælge, hvor modstanderens kniv skulle ramme. En hård underarmsknogle uden vitale blodårer pakket ind i en tyk rulle stof var det mest uskadelige mål, Plessner i denne situation kunne di­ske op med. Han holdt den omvundne arm op foran mavens sårbare bløddele og slog batongens teleskop ud i højre hånd.
   Günther skiftede greb på kniven og lod et fejende hug svinge mod Plessners lyske, hvor den store pulsåre løb lige under huden. Smart træk. Plessner trådte hurtigt frem og fangede hugget i tøjrullen for derefter at følge bevægelsen op med en skalle, der fladede Günthers næse ud, men var for dårligt placeret til at gøre alvorlig skade. Tyske­ren stønnede tungt, og fra den ødelagte tud sprøjtede små stænk af blod.
   Men han var langt fra nede, erkendte Plessner. Günther skiftede endnu engang greb på kniven og holdt den op foran brystet i den knyttede næve med bladet nedad. Med en vejrtrækning, der lød som en tilkalket kaffemaskine, bevægede han lynhurtigt kniven rundt i tætte ottetaller foran kroppen, mens han rykkede ind på Plessner, der langsomt trådte et par skridt tilbage. Det første hug kom pludseligt, skråt op mod øjet. Plessner nåede ikke at løfte sin arm og drejede in­stinktivt hovedet til siden, mens takkerne på kniven trak en tynd ridse hen over kinden. Han mærkede med det samme det varme blod sive ned over kinden. Han måtte tilbageerobre initiativet.
   Günthers arm cirklede igen i de uforudsigelige ottetaller foran kroppen. Uden elegance, men effektivt hamrede Plessner ham hårdt på overarmen med batongen. Armen blev delvis lammet og faldt halvt ned mod hoften. Med fuld kraft rettede Plessner endnu et slag mod håndryggen og registrerede, hvordan kniven hvirvlede ud i mørket. Günther skreg af smerte, men bevarede fatningen. Hurtigt rykkede han baglæns med den ubrugelige arm hængende slapt ned ad siden. Plessner udnyttede det mentale overtag. Han hævede batongen over Günthers hoved, som ville han slå igen. Tyskeren fulgte instinktivt våbnet med øjnene, og da hans blik var fuldstændigt himmelvendt, og den raske arm strakt afværgende ud mod det forventede slag, dyk­kede Plessner pludseligt ned mod mandens ben og trak dem væk under ham med et fast tag i knæhaserne. De landede tungt i en tæt omfavnelse. Plessner lå øverst, og det sidste, Günther registrerede, var danskerens pande, som tordnede mod næseroden.
   Denne gang sad skallen, som den skulle mellem øjnene.
   Günthers blik blev ligeså slapt som resten af hans krop.
   Plessner vendte ham om på ryggen og gennemrodede hans lom­mer. Plessners hænder rystede en smule af adrenalin, registrerede han. Tegnebogen var ligegyldig, men mobiltelefonen kunne være nyttig, og han stak den i lommen. Ellers var der ikke noget i jakken ud over et lille glas med hvidt pulver, formentlig kokain, og to knojern.
   I det samme stønnede Günther og rørte på sig. Plessner ville ikke risikere, at tyskeren endnu engang gik til modangreb og knælede der­for bag ham, løftede ham op i siddende stilling og låste batongen hen over mandens hals. Men ikke mere stramt end, at han kunne trække vejret frit. Der kom liv i tyskeren igen. Günther hostede og harkede og begyndte at sprælle lidt med benene. Bevidstheden var på retur i tyskerens hjerne.
   “Hør hér, Günther,” sagde Plessner. “Du kan ligeså godt indse, at jeg ikke lader dig slippe, før du har givet mig de oplysninger, jeg har brug for. I det øjeblik jeg har dem, lader jeg dig gå.”
   Günther sprællede med benene og prøvede at vriste sig fri af hals­ grebet. Men forgæves. Jo mere han prøvede, des mere strammede Plessner grebet. Til sidst holdt Günther afværgende hænderne op. Han havde fået nok.
   ”Okay, okay. Hvad vil du vide?”
   Plessner løsnede grebet en smule.
   “En pige ved navn Amber har arbejdet på ‘Tabasco’. Hun er op­rindelig fra Ukraine. Jeg vil vide, hvad du ved om hende.”
   Günther gryntede.
   “Jeg har ikke haft hende i mere end knap en måned.”
   ”Og?”
   Plessner strammede grebet igen.
   En stribe hæse gurglelyde sivede op fra Günthers hals.
   “Hun voldte problemer ved at behandle en kunde dårligt,” sagde han. “Jeg skal jævnligt afrapportere og rangordne pigerne. Hun faldt igennem og blev derfor sendt til genopdragelse.”
   ”Genopdragelse? Hvor?” snerrede Plessner og erindrede, hvad Yulia havde sagt om genopdragelsesfaciliteter for de prostituerede.
   Günther spjættede hidsigt over ydmygelsen ved fuldstændigt at have afgivet kontrollen til Plessner.
   “Hvor?” råbte Plessner og strammede grebet yderligere.
   Günther klappede med hånden på jorden, som en fortabt MMA-­kæmper.
   “På Fabrikken,” hvæsede han.
   “Fabrikken? Hvad i helvede er Fabrikken?”
   “Der, hvor pigerne bliver sendt hen, når de skal genopdrages!” ”Hvem styrer den fabrik?”
   “Ungarerne – har kun hørt om lederen. De kalder ham Djævlen, men ingen har rigtig mødt ham.”
   ”Djævlen – skulle han være lederen af den genopdragelses … fa­cilitet?”
   “Ja, og ikke bare den. Han styrer hele organisationen!”
   “Hvor ligger den fabrik?” blev Plessner ved.
   “I det østlige Ungarn. Jeg ved ikke præcis hvor. Ærligt. Jeg ved det ikke, mand.”
   Plessner løsnede grebet, og Günther snappede efter vejret som en hjertepatient.
   “Er Amber dér nu?”
   “Det ved jeg fandeme ikke. Ingen af os ved, hvad der reelt foregår. Ungarerne holder kortene meget tæt til kroppen. Vi får aldrig noget at vide. En gang imellem bliver der leveret nye piger – andre gange bliver de hentet. Som for eksempel i Ambers tilfælde.”
   Plessner fornemmede, at manden talte sandt. Smerterne og ud­mattelsen havde mørnet ham fuldstændig. Med den ene hånd stak han 500 euro i hans jakkelomme, hvorefter han rejste sig og sagde:
   “Hér er til en ny mobiltelefon. Se at komme hjem og få noget søvn, Günther. Du trænger til det.”