Den Ensomme Ulv
Den ensomme ulv – terrorens discount
Iført et falsk selvmordsbælte og bevæbnet med en kniv knivdræbte den 28-årige Usman Khan forleden to uskyldige civile i London. Et par vidner til terrorangrebet reagerede heroisk ved at tackle og overmande Khan, der øjeblikke senere blev skudt og dræbt af politiet. Terroristen var dømt for terrorrelaterede forbrydelser og blev prøveløsladt i 2018, hvilket burde give anledning til grå hår i såvel britiske som andre landes efterretnings- og sikkerhedstjenester.
For hvis en person, som allerede er dømt for terror – og således må antages at være under kontrol af myndighederne – kan slippe afsted med at begå yderligere terror, hvordan kan vi så stole på, at efterretningstjenesterne har styr på potentielle terrorister, der endnu ikke ar dukket op på radaren?
Terrorister som Usman Khan er det, eksperter betegner som en ”ensom ulv”. Det vil sige en person, der planlægger og udfører et terrorangreb på egen hånd uden medsammensvorne og heller ikke kommunikerer med ligesindede i forbindelse med angrebet.
Terrorangreb begået af ”ensomme ulve” kræver ikke den store planlægning eller erfaring. De er terrorens discountudgave. Det eneste, det kræver – som i tilfældet med Usman Khan – er et par store knive, gaffa tape (den ene kniv var angiveligt tapet fast på hånden) og viljen til at slå ihjel samt potentielt dø for sin overbevisning.
”Ensomme ulve” er et mareridt for efterretnings- og sikkerhedstjenesterne, fordi de næsten er umulige at opspore. Terrorangrebet i London var simpelt og lavteknologisk, og Usman Khan efterlod sandsynligvis ingen digitale spor på Internettet eller mobiltelefonen, som kunne have aktiveret de røde lamper hos efterretningstjenesterne.
Sammenholdt med de beskedne ressourcer den ”ensomme ulvs” terrorangreb kræver, er det yderst effektivt. Det har global rækkevidde i medierne, og for terroristerne bliver det allervigtigste succeskriterie opfyldt: Frygt. Denne form for terror er ikke designet til at bringe en nation i knæ. Målet er psykologisk funderet. Det er – bogstavelig talt – at terrorisere befolkningen.
Siden jeg blev født, har jeg hørt om terror – og har i en årrække som soldat været med til at bekæmpe den. Desværre kommer jeg også til at høre om terror, indtil jeg dør, men bliver forhåbentlig ikke vidne til den. Således opløftet ønskes I en god søndag i advent.