Kategori: Nyheder

Klanen Jægerkorpset

Da jeg i sidste weekend skulle promovere min seneste roman på Krimimessen i Horsens, blev jeg spurgt om det ikke var ensomt at være forfatter sammenlignet med mit tidligere job som jægersoldat. Jeg svarede, at jeg som udgangspunkt ikke er et ensomt menneske, men at jeg som forfatter ganske rigtigt arbejder meget alene, hvilket jeg det fint med. Men – tilføjede jeg – naturligvis savner jeg ”klanen” Jægerkorpset.

Du undrer dig måske over, at jeg betegner Jægerkorpset som en klan. Ordvalget er ikke ment negativt. Tværtimod. Klanmentaliteten skaber nemlig ekstremt stærke og effektive teams. Jægerkorpset og andre specialstyrker er blandt verdens bedste til at skabe stærke klaner, fordi de operative soldaters overlevelse er afhængig af en ekstrem loyalitet og tillid internt i teamet.

Da jeg som jægersoldat havde parkeret foran korpsets bygninger for at tilslutte mig mine brødre, iførte jeg mig ikke alene en ydre uniform, men også det jeg kalder en indre uniform. Jeg underlagde mig klanens adfærdskodeks. Siden korpsets oprettelse i 1961 har Jægerkorpset opbygget egne traditioner, ritualer, regler, mottoer og sprog. Hele optagelsesforløbet opleves som et ekstremt strabadserende indvielsesritual, der afsluttes med tildeling af den eftertragtede bordeauxrøde baret og skuldermærket med ordlyden ’JÆGER’.

Når en jægersoldat har demonstreret særlige evner og dygtighed inden for et fagområde – f.eks. vundet en skydekonkurrence eller faldskærmskonkurrence i udlandet – fejres han foran hele korpset med rosende ord fra korpschefen med efterfølgende klapsalver, skulderklap og øl i baren. Åndsfællesskabet i teamet styrkes mest af alt under de realistiske og risikable træningsformer og operationer, hvorfra ikke alle kommer hjem. Når en jægersoldat forlader korpset, hyldes han en sidste gang foran sine brødre tilsat chefens afskedsord, som typisk kan kondenseres til følgende budskab: ’én gang jæger – altid jæger’.

Der tages del i hinandens private anliggender så som kæresteforhold, bryllupper og fødsler, ligesom der drages omsorg i forbindelse med privat sorg og tristesse. Selv efter en jægersoldats død – hvad enten den skyldes naturlige årsager, ulykker eller krigsdeltagelse – slipper korpset ham ikke. Bordeauxfarvede baretter og medaljebesatte uniformer dominerer bisættelserne, et lille sort bånd placeres i hjørnet af hans portræt på stabsgangen (eller tildækkes hvis han har været uartig ved at medvirke i Tv-programmet ”Korpset”), og han eviggøres på korpsets gravsten.

Ovenstående er ikke udtryk for ’bravado’ men som en fælles forståelse af korpskulturens nødvendighed. Det er klankulturen, der skaber den unikke kompetence og effektivitet i Jægerkorpset. Så jo, jeg savner skam min tidligere klan men glæder mig samtidig som en sindssyg til soloridtet frem mod udgivelsen af min næste roman. 

Game Face
 
”Put your game face on, marine!” brummede den amerikanske marinekorpssergent fra passagersædet, da vi sammen forlod basen i den hede og støvede Khandahar-provins i Afghanistan. Ordene var rettet mod den unge marineinfanterist, der efter sergentens mening, stod og hang på sin post i hovedvagten.
 
Udtrykket ”put on your game face” er vidt udbredt blandt soldater. Det betyder, at soldaten skal udvise en stoisk og positiv adfærd trods de barske omstændigheder, jobbet byder ham. Kort sagt: At soldaten udviser den rette attitude. Den krigserfarne marinekorpssergent var ikke en krakiler men kendte kun for godt til betydningen af sine soldaters attitude. Som Winston Churchill engang sagde: Attituden er den lille ting, der gør den store forskel.
 
Grundlæggende kan attitude defineres ved den mentale indstilling, man mobiliserer i en given situation. Hvorfor er attituden så vigtig blandt soldater men også generelt i menneskelige fælleskaber? Fordi din attitude har en stærk indflydelse på mennesker omkring dig. Tænk på attituden som en ekstremt smitsom virus, der lynhurtigt spredes til dine omgivelser. Ingen mærker selve virussen, men alle begynder at udvise de samme symptomer.
Jeg var en del af Jægerkorpsets teams i 11 år. Her er der en benhård nultolerancepolitik over for negative attituder. Teammedlemmer, der ikke kan kontrollere deres attitude, bliver luget væk uden tøven. Ét individs negative attitude kan forårsage et helt teams undergang, men den er også̊ ødelæggende for personen selv. Hvis du er en del af et team, har du ansvaret for, at teamets øvrige medlemmer har den stærkest mulige moral og energi.

Dette gælder ikke blot i Jægerkorpsets teams men efter min mening i alle organisationer og arbejdspladser i al almindelighed. Hvis du som medarbejder er en surstråler, har du en negativ indflydelse på dine kollegaers og medarbejderes moral. Hvis du agerer som den vrantne teenager eller deltager i den almene nedrakning af ledelsen omkring kaffeautomaten, udhuler du i virkeligheden dine egne muligheder for succes. Hvis du derimod anlægger en bevidst positiv attitude, kan du påvirke dine omgivelser til at støtte dig i at opnå̊ succes.

Lad mig slutteligt understrege: Med opfordringen til at udvise den rette attitude advokerer jeg ikke for, at vi skal løbe rundt med en regnbue ude af måsen og kramme hinanden i en jubelrus. Men når du møder en udfordring med stoicisme, overskud, godt humør og fremfor alt viljen til at overkomme udfordringen, gør du livet markant lettere for dine omgivelser – og dermed dig selv.

Mavefornemmelsen har næsten altid ret
 
Mavefornemmelse. Intuition. Instinkt. Indfølingsevne. Disse egenskaber var næsten altid udslagsgivende, for hvilken beslutning jeg traf, når jeg som jægersoldat i krig eller under træning fornemmede fare. I langt de fleste tilfælde var beslutningerne rigtige og førte til en korrekt og i nogle tilfælde endda livreddende adfærd. Denne intuitive fremfærd gjaldt ikke blot for mig alene, men også når teamet traf en fælles beslutning.
 
Mavefornemmelse er en underlig gråzone med fravær af egentlig logik og rationale og opstod for mine teamkammeraters og mit vedkommende som et resultat af erfaring fra tusinder af træningstimer, talrige operative indsættelser og årelangt samarbejde. Teamets sammenhængskraft var så stærk, at et enkelt blik, en bevægelse eller lyd var nok til, at vi intuitivt forstod hinanden.
 
Under operationer i Irak og Afghanistan blev disse intuitive værktøjer bragt i spil. For en konventionel soldat er slagmarken oftest relativ sort og hvid, og han kan identificere og nedkæmpe fjenden. Som livvagt i en krigszone – for eksempel i Baghdads ellers Basras blodige gader i midten af nullerne – smeltede fjendebilledet sammen til en uforudsigelig og sløret masse. Der var ingen klare indikationer på, hvor fjenden befandt sig, hvordan han var klædt, hvordan han var bevæbnet, og hvad han havde i sinde.
 
Pludselig kunne han komme kørende med sin familie, detonere en flere hundrede kilo tung sprængladning skjult i bilen og massakrere alt i en radius af hundrede meter. En finskytte kunne affyre sit våben fra et tilfældigt vindue i et beboelseskompleks, uden vi nogensinde fandt ud af, hvor han befandt sig. Et dødt æsel eller en død hund i vejkanten kunne være fyldt med sprængstof, der blev fjernudløst, når vi passerede dyret. På den måde var det oftest umuligt at forudse kontakt med fjenden.
 
Der er ingen tvivl om, at mavefornemmelsen var ekstrem vigtig, for hvordan vi som individer og team tolkede og agerede i den konkrete situation under krigsindsættelse. Vores tankerækker var nærmest synkrone. Mavefornemmelsen viste vejen og reddede formentlig ofte vores liv. Men denne instinktive adfærd opstod ikke ud af det blå. Som nævnt ovenfor var den et produkt af adskillige års krigserfaring samt mange års træning af procedurer og teknikker.

Krigen er slut – men slaget er knap begyndt

Efter terrorbevægelsen Islamisk Stats (IS) Utopia helt som forventet har mødt sit endeligt på slagmarken i Syrien og Irak, efterlader det spørgsmålet, som vore politikere for længst burde have haft svaret på: Hvad gør vi ved de danske jihadister – eller fremmedkrigere som de også betegnes – der fortsat befinder sig i regionen? Skal de bringes hjem og retsforfølges, eller skal de forblive i regionen og overlades til lokale myndigheder?

I den seneste rapport fra Center for Terroranalyse, som vurderer terrortruslen mod Danmark, fremgår det, at der siden sommeren 2012 er udrejst mindst 150 personer til Syrien eller Irak, og de vurderes at have opholdt sig hos militante islamistiske grupper. Der findes ikke en præcis opgørelse over hvor mange danske jihadister, som sidder fængslet i Mellemøsten, men sidste år vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at omkring 30 danskere stadig opholder sig i konfliktområdet – enten på fri fod eller i hænderne på de syriske eller omkringliggende landes myndigheder.

Og nu raser debatten. Nogle mener, at fremmedkrigerne skal have frataget sit danske statsborgerskab ved at Danmark melder sig ud af FN’s statsløsekonvention, mens andre – heriblandt justitsminister Søren Pape Poulsen – ikke mener, at Danmark skal melde sig ud af statsløsekonventionen. For som han siger: ”et lille land skal overveje, hvor meget det melder sig ud af verden.”

Hvad jeg mener om de danske fremmedkrigere? Lås dem inde og smid nøglen væk. De har fravalgt Danmark, og fortjener ikke dette land. Samtidig ved jeg godt, at virkeligheden er mere nuanceret end som så, og det givetvis ender med, at vi lader dem komme hjem. Hvad der herefter sker med dem, skal jeg ikke kunne sige. Sikkert en masse juridisk tovtrækkeri, skattefinansierede og blåøjede rehabiliterings-programmer krydret med en gang politisk jammer og infight.

Som borger i Danmark kan jeg blot håbe på følgende: At myndighederne – politikerne og efterretningstjenesterne – ved, hvad de har med at gøre, når fremmedkrigerne på et tidspunkt vender hjem. Som medlemmer af IS’s terrorvælde er de erfarne krigsveteraner, og deres modus har været – og formentlig fortsat er – vold og drab. Og skulle dagen komme, hvor blot én af dem fortsætter denne modus på dansk grund, har de mennesker, der foranstaltede deres hjemkomst, svigtet danskerne monumentalt.

Hvordan fungerer et team i Jægerkorpset?
Dette spørgsmål er jeg jævnligt blevet stillet i løbet af de sidste seks år, jeg har holdt foredrag. Der er mange svar hertil. Men ét grundlæggende fællestræk kendetegner Jægerkorpsets teams: De er såkaldte high performance-teams, hvilket betyder, at de i forhold til andre teams kontinuerligt præsterer bedre, begår færre fejl og overskrider grænserne for det forventelige på trods af alle forhindringer.

Men hvad vil det sige i praksis?
Hvilke egenskaber besidder den enkelte jægersoldat, og hvad er det for en professionel adfærd, som han bidrager med til sit team? Nedenstående forsøger jeg overordnet at redegøre herfor.   

1. Forberedelse
   
   Først og fremmest en grundig forberedelse.Djævlen bor i detaljen, og det er kendetegnende for professionel adfærd, at du bruger den nødvendige tid og energi på god planlægning, samt at du sikrer dig mod forglemmelser og fejl i en omhyggelig, disciplineret adfærd. Kun ved en solid forberedelse kan teamet eksekvere optimalt.
   
   
2. Ansvarlighed

   Professionelle gør alt, der står i deres magt, for at fuldføre den opgave, de påtager sig. I den proces er tid og personlige interesser uvæsentlige. Intet er mere uprofessionelt end at forlade et projekt, før det er færdigt, fordi man ikke orker mere, eller fordi de opståede problemer er større end forventet. Det er også kendetegnende for professionel adfærd at hjælpe øvrige teammedlemmer med at udføre deres opgaver og bidrage til fællesskabet.
   
   
3. Respekt

   Professionelle anerkender og respekterer andre professionelles kompetencer. Som professionel ser du behovet for at lytte til andre professionelles ekspertise uden for dit eget kompetenceområde og virkefelt. Det er afgørende, at den faglige stolthed, som er en del af den professionelles styrke, ikke fører til arrogance eller manglende lydhørhed over for andre ekspertgrupper.
   
   
4. Smidighed

   Vigtigt! (og efter min mening desværre en mangelvare i mange danske virksomheder) Medlemmer af et high performance-team undgår så vidt muligt at markere deres magt, forsvare territorier og stå på deres ret. I den professionelles adfærd ligger en stærk motivation til at løse opgaven. Det fordrer en fleksibilitet og smidighed, som er mulig på grund af det faglige overblik og den erfaring, den professionelle besidder.
   
   
5. Stolthed

   Faglig stolthed kendetegner professionelle og er en drivkraft bag den kvalitet, professionelle leverer. I teams og professionelle miljøer opstår ofte en fagidentitet, som grænser til faglig fetichisme med særlige ritualer og normer. Det styrker den faglige identitet og stolthed og dermed teamets præstationsevne.
   
   
6. Ydmyghed

   I langt de fleste situationer er den professionelle lavmælt og optræder med afdæmpet selvsikkerhed. Den professionelle pisker ikke en stemning op, men bidrager til ro og effektivitet gennem sin adfærd. Den bevidste lavmælthed er især udtalt under kriser og pres. Undtagelsen er de situationer, der kræver professionel aggression og særlig handlekraft. Sidstnævnte egenskaber er om nogen væsentlige for et teammedlem i Jægerkorpset.  

I 11 år – heraf over to år i krig – gjorde jeg tjeneste i Jægerkorpsets high performance teams. Et sandt privilegium. Bad ass-kollegaer. Bad ass-teams.

Hvad er en helt?

I min tidligere profession, militæret, dyrker man om nogen steder begrebet ”helte”. Historisk set har militæret da også verden over fostret mænd og kvinder, som har udvist mod og handlekraft i en ekstraordinær grad såvel i krigstid som fredstid.    
 
Men hvad er en helt? Wikipedia giver et knastørt bud herpå: ”En helt er en person, der har udøvet en heroisk handling som at sætte livet på spil for at redde andre” (i disse #MeeToo-tider skal det for en god ordens skyld nævnes, at en kvindelig helt benævnes heltinde). Definitionen er dog mere bred og nuanceret, synes jeg.
 
Helte findes i mange varianter. Oplagte eksempler på heltestatus er nationens sportsfolk som for eksempel fodboldslandsholdet, der i 1992 vandt europamesterskabet, og Bjarne Riis, da han vandt Tour de France eller Caroline Wozniacki, som i år vandt Australian Open i tennis.
 
Udenfor sportens verden hylder vi også andre personer for særligt bemærkelsesværdige præstationer. Blandt andre kan nævnes den danske astronaut, Andreas Mogensen, og et andet fremragende eksempel – om end mere diffust i danskernes bevidsthed – er frihedskæmperne under anden verdenskrig.
 
Også den danske kvinde, Anja Ringgren Lovén, der i Nigeria kæmper for at redde børn, som er anklaget for at være hekse, er i min bog en heltinde. Ligesom Lone Dröscher-Nielsens kamp for orangutanger på Borneo efter min mening er en heltegerning. For ikke at nævne den unge hollænder, Boyan Slat, der har dedikeret sit liv til at rense verdenshavene for plasticaffald.
 
Også i dagligdagen er vi omgivet af helte. Det kan være alt lige fra sygeplejersken, der genopliver en hjertepatient, eller falckredderen, som skærer en familie fri fra en forulykket bil til faren, der med livet som indsats beskytter sin familie fra indbrudstyve. 
 
At bekæmpe eller overvinde en tragedie er også at være en helt. Jeg kender et kræftramt barn, som i en helt ekstrem grad, demonstrerer mod og viljestyrke i sin kamp for at overleve. Jeg kender en soldat, der mistede begge ben, da han trådte på en sprængladning i Afghanistan. Hans ukuelige kamp videre frem i livet er efter min mening en heltegerning.
 
Så der er mange former for helte. De tiljublede og højt profilerede enere og dagligdagens almindelige mennesker som du og jeg. Fælles for dem alle er, at de på et tidspunkt eller i et tidsrum har udvist en adfærd og taget en eller flere beslutninger, som demonstrerer exceptionelt mod, handlekraft og viljestyrke.  
 
Men væsentligst er efter min mening, at sande helte ikke bevidst søger heltestatussen. De er helte, fordi de på et tidspunkt eller i et tidsrum simpelthen gjorde dét, som de mente, var det rigtige at gøre. De tilsidesatte egne behov, interesser og hensyn til fordel for andre mennesker, dyr, klimaet eller miljøet. De handlede fuldstændig uselvisk.
 
Afslutningsvis: Nogle mennesker anser mig for at være en helt, fordi jeg i min tidligere profession som jægersoldat var udsendt i krig. Det kvalificerer ikke til at være en helt. Ligesom mine kollegaer passede jeg blot mit arbejde. Hverken mere eller mindre.

 ”Intet i verden erstatter vedholdenhed”

Set udefra kan specialstyrkesoldater forekomme overmenneskelige. Som om alle jægersoldater og frømænd er begunstiget med en fysisk og mental kapacitet, der er andre mennesker overlegen. Jeg anerkender – efter 11 år i Jægerkorpset – at der er eksempler på jægere eller frømænd med en helt særlig genetik, men når det kommer til stykket, består specialstyrkerne af ganske almindelige mænd (vi har fortsat en kvinde til gode) – med en ualmindelig vedholdenhed.
 
Og netop vedholdenhed er nøgleordet, når det gælder specialstyrkesoldaternes kendetegn – og i øvrigt det at præstere i livet generelt. Man kan være i besiddelse af nok så meget talent og have nok så stærke intentioner, men er man ikke vedholdende, vil ens drømme, ambitioner og mål fortage sig i horisontens tåger. Som den tidligere amerikanske præsident, Calvin Coolidge, så rammende udtrykte det:
 
”Intet i verden erstatter vedholdenhed. Talent gør det ikke; intet er mere almindeligt end mislykkede mennesker med talent. Genialitet gør det ikke; misforståede genier finder man overalt. Uddannelse gør det ikke; verden er fuld af uddannede tabere. Kun vedholdenhed og beslutsomhed er almægtige.”
 
Som ung var jeg en middelmådig soldat. Mit faglige og fysiske niveau var fornuftigt men ikke prangende. Men jeg ønskede brændende at blive jægersoldat. Derfor trænede, trænede og trænede jeg. Og så jeg trænede noget mere. Jeg var ekstremt vedholdende. Da jeg startede på Jægerkorpsets optagelsesforløb, var jeg blandt 96 håbefulde soldater. Fire måneder senere havde kun otte gennemført. Og jeg var én af dem. Så jeg har lært – på den hårde måde – at et middelmådigt talent kan drive det vidt, såfremt det gødes med den fornødne vedholdenhed.
 
Jeg har nu været forfatter i omkring ni år. Guderne skal vide, at et forfatterskab ikke ”lå til højrebenet”, da jeg begyndte at krydse klinger med prosaen. En i bedste fald middelmådig studentereksamen fra 1985 og efterfølgende en karriere som soldat, fotograf, it-sælger og minerydder dannede ikke just det oplagte afsæt for en karriere som forfatter. Men i skrivende stund har jeg forfattet i alt seks bøger og er på vej med den syvende. Mine romaner sælger fint og anmeldes ligeledes ganske fint. Men svesken på disken; jeg er ingen Hemingway. Som forfatter har jeg endnu masser at lære.
 
Men – hvilket er pointen med denne klumme: Jeg gør mit absolut yderste for at udvikle mig som forfatter. Jeg læser op grammatikken, nørder med plottet, settings, sætningskonstruktionerne og karaktererne og helmer ikke før min pens fulde potentiale er udnyttet (hvordan man så end kommer til den erkendelse). Og ja, jeg har masser af svagheder, men en af mine styrker er, at jeg er en stædig rad. Trods et middelmådigt talent og mentale lussinger – og dem har der været en del af – er jeg i stand til at rejse mig, rette snuden fremad og herefter ikke kigge mig over skulderen. Jeg er vedholdende.
 
Lad således ovenstående være en opfordring til dig, der trisser rundt derude med en ambition, et mål eller en drøm men måske ikke føler, at du er i besiddelse af det fornødne talent: Bare se at komme i gang!

Den moderne soldats byrde

Da jeg i sin tid blev optaget i Jægerkorpset, bestod kampudrustningen af en rygsæk samt et webbing, hvorpå der var monteret en feltflaske, nogle ekstra magasiner til riflen, en kampkniv og lidt andet relevant diller-daller. Nuvel, på de natlige øvelser gav det da sved på panden af bære rygsækken igennem de nordjyske plantager. Typisk vejede den mellem 35-40 kilo, men samlet set var udrustningen ikke tilnærmelsesvis ligeså så tung, som da jeg for nogle år siden befandt mig i mit operative efterår som jægersoldat.
 
Et eksempel herpå er én af de 10 døgn lange rekognosceringsoperationer, mine jægerkammerater og jeg gennemførte dybt inde i de afghanske bjerge. Her vejede min udrustning 82 kilo. Selv vejede jeg 83 kilo. Derudover skulle vi slæbe to rygsække med hver 50 liter vand op ad den næsten lodrette klippeside, da der ikke var vand til rådighed i de golde bjerge. Og der var ikke tale om en fornøjelig vandretur men derimod om en taktisk infiltration uden sikkerhedsudstyr i et ubarmhjertigt og fjendtligt terræn i bælgravende mørke.     
Hvad medbragte vi, eftersom udrustningen var så tung? Først og fremmest våben, ekstra ammunition, sprængstoffer, nærsikringsgranater, radioer, GPS’er, observationsudstyr til dag og nat, kameraer, stativer, medic-pakninger, batterier (hvilket alene vejede omkring 15 kilo per mand) samt mad til 10 døgn.
Hvorfor er den moderne soldats – såvel den konventionelle som jægersoldaten – udrustning så tung i forhold til ældre generationers? På grund af den teknologiske udvikling. Naturligvis giver den en række taktiske fordele på slagmarken som for eksempel det termiske og lysforstærkende udstyr til brug for kamp i mørke. Den moderne soldat har bedre og mere udstyr i form af våben, optik, mørkekampudstyr, kommunikationsudstyr, beskyttelsesudstyr osv. i forhold til for bare 20-25 år siden.
 
Men samtidig medfører den teknologiske udvikling en markant vægtforøgelse for soldatens personlige udrustning, og gør dermed livet på slagmarken betydeligt mere strabadserende for ham. Men soldaten har nu om dage den samme anatomi, som han havde for 20-25 år siden. Han har de samme skuldre, hofter og knæ.  
 
Hvor går grænsen, for hvor tung udrustning soldaten kan slæbe? Jeg plejer at svare, at grænsen for mit vedkommende var nået, når jeg skulle slæbe, hvad der svarede til min egen kropsvægt, hvilket er en ekstrem fysisk byrde. Men udsigten til, at soldaten fortsat plastres til med yderligere teknologi og dermed får endnu tungere udrustning, er absurd.
 
Så fremtidens soldat står overfor en korsvej. Enten skal hans personlige udrustning begrænses, hvilket givetvis ikke kommer til at ske, eller hans udrustning skal udvikles, så den bliver lettere – eksempelvis ved hjælp af de såkaldte exo-skeletter, som amerikanerne designer med henblik på at styrke benene og den nedre del af ryggen. For køen af nuværende og tidligere soldater hos forsvarets infirmerier, fysioterapeuterne eller hospitalernes scannere bliver ikke kortere. 
 
P.S. Hvis du vil vide mere om exo-skeletter så læs min klumme herom fra søndag den 23. december 2018.