Nyheder

Surstråleren

Surstråleren

Kender du typen fra din arbejdsplads? Brokkehovedet, der konstant lufter sin selvmedlidenhed og utilfredshed, og bevidst deltager i diskussionerne for at kuldsejle dem, mens du eller kollegaerne hverken kan eller orker at lukke ned for vedkommendes giftigheder.

Det gør jeg. Da jeg i forsvaret bestred jobfunktioner udenfor Jægerkorpset samt i civile organisationer, oplevede jeg den såkaldte ”surstråler”. Vedkommende er destruktiv for arbejdspladsen. Han eller hun forpester arbejdsklimaet og ultimativt hæmmer virksomhedens produktivitet.

Problemet med den negative og vrantne attitude er, at den hurtigt breder sig som gift blandt virksomhedens øvrige medarbejderne, teams og afdelinger. Derfor skal den inddæmmes og elimineres omgående. Men hvordan? Dels gennem en stærk og resolut ledelse og dels fra den enkelte medarbejder, som også deler ansvaret for at løfte virksomhedens moral.

Lad mig tage udgangspunkt i den enkelte medarbejder. Jægerkorpset står for mig som mønstereksemplet på god arbejdsmoral. Den enkelte jægersoldat deltager passioneret og dedikeret i fællesskabet og opgaveløsningen. Negative attituder og ”surstrålere” sorteres omgående fra, hvis de da overhovedet formår at slippe igennem rekrutterringens tætte filter. En jægersoldat anerkender værdien i den positive og progressive adfærd; er den ikke tilstede bliver det nemlig umådeligt vanskeligt at opretholde det høje og kontinuerlige fagniveau i teamet.

I de 11 år, jeg var jægersoldat, fokuserede jeg primært på to ting for at bidrage til den gode arbejdsmoral. For det første benyttede jeg det, jeg kalder ”den indre uniform”. Det vil sige, at når jeg hver morgen fremtog og iførte mig den ydre uniform, iførte jeg mig samtidig den indre uniform. Med andre ord: jeg tilsluttede mig hundrede procent Jægerkorpsets kultur, kodeks og værdier, indtil jeg efter fyraften satte mig ind i bilen og kørte hjem.

For det andet nulstillede jeg de personlige relationer med mine kollegaer. Jeg havde såvel gode som mindre gode relationer med mine teammedlemmer. Sådan vil det altid være på en arbejdsplads; nogle kollegaer klikker man med – med andre gør man ikke. Men ved at nulstille de personlige (mis-)relationer, tilsidesatte jeg herved mine egne behov, personlige agendaer og sulten efter anerkendelse. Mit personlige bidrag indgik således smidigt og ukompliceret i den fælles indsats, der skulle føre mit team over målstregen.

Således et par fif til dig der eventuelt aspirerer eller endda allerede sorterer under kategorien ”surstråler”. Tænk over dem. Livet bliver meget nemmere, når man ikke surstråler.

Alt for Damerne

Thomas Rathsack Interview, Nyheder 0

Alt for Damerne

Hvad kan gøre dig trodsig?

Når en person moraliserer overfor mig. Når nogen fortæller mig, hvad der er rigtigt og forkort. At tage patent på den gode moral er en tåbelig og enerverende egenskab.

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

Til Magaluf, Mallorca. Jeg havde sidste år besluttet mig for at rejse i skrivelejr under fredsommelige og varme himmelstrøg med bløde bølgeskvulp og skyggefulde palmer. Jeg havde derfor bestilt to ugers ophold på et (ud fra billederne at dømme) lækkert hotel på Mallorca. Men helt igennem idiotisk havde jeg ikke brugt de få sekunder på Google, der kunne have afsløret, at destinationen – Magaluf – er Mallorcas ultimative party-by. Så det blev til to uger med hårdt pumpende technomusik og overophedede englændere og russere. Gæt selv om jeg fik ro til at skrive min seneste roman.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?

”Jæger – i krig med eliten”.

Er der et karaktertræk, du misunder kvinder for at besidde?

Faktisk ikke. Jeg tror langt hen ad vejen, at det er betydeligt lettere at være en mand. Kvinder forekommer mig emotionelt baseret i alt, hvad de foretager sig – de vil kort sagt gerne være elskelige – hvilket må være meget ressourcekrævende. I modgang tillægger vi mænd ofte ikke modparten eller omverdenen personlige motiver men trækker blot på skuldrene og kigger fremad.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

Brug ikke tid på overfladiske og ligegyldige relationer. De fører sjældent noget brugbart med sig og berøver i virkeligheden kun dyrebar tid.

Hvad ville du aldrig give penge for?

Andehjerne, levende myrer og den type mad der serveres på f.eks. Noma. Det er prætentiøst fis i en hornlygte.

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

Nærighed. Der er intet mere sølle. En anden er aversion mod dyr, hvilket er mig ubegribeligt.

Hvad har været dit livs længste minutter?

Den er ikke svær. Jeg var på operation dybt inde i de fjendtligtsindede afghanske bjergegne, da mit team og jeg blev opdaget af Talibanere. Vi havde ingen mulighed for at flygte, før det blev mørkt, idet vi ville være blevet taget til fanget. Så i et kapløb med tiden ventede vi på mørket, mens fjenden samlede sine styrker med henblik på at angribe os. Vi nåede at flygte efter mørkefald, men havde det været en halv time senere,

Hvilken dag har betydet mest i dit liv?

Den dag jeg bestod Jægerkorpsets optagelsesforløb som 23-årig. Mange års hårdt slid havde endelig materialiseret sig i Jægerkorpsets bordeauxrøde baret. Jeg mærkede en vild forløsning og stolthed, jeg ikke har følt siden.

Hvis du kunne vælge frit (levende, døde, kendte som ukendte), hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

Min afdøde hund, Selma.

Fakta (udfyld gerne selv):

Thomas Rathsack er forfatter, foredragsholder og jægersoldat, 52 år. Rathsack er aktuel som chefinstruktør i TV2’s programserie ‘Korpset’ Sæson 3, der vises til sommer. Rathsack udgav i 2009 sin selvbiografi ’Jæger – i krig med eliten’, der har solgt over 250.000 eksemplarer. I 2011 debuterede Rathsack som romanforfatter med ‘Shadow Army’, som er første bind i serien om jægersoldaten, Michael Plessner. I 2013 udgav han ‘Sort Daggry’ og i 2015 seriens tredje bind med titlen ‘Dødemandsbugten’. I 2018 udgav Rathsack seriens fjerde bind, ‘Djævlens Døtre’, og skriver nu på seriens femte bind. Desuden har han skrevet bogen ‘Stærk Under Pres – håndbog i high performance’ i samarbejde med Rune Wåhlin Andersen.

En uhellig alliance

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

En uhellig alliance

Det strider imod mine instinkter: At skulle samarbejde med en person, organisation eller bevægelse, hvis menneskesyn og værdier repræsenterer det stik modsatte af mine egne. Det var dog den virkelighed, jeg i 2001 stod overfor, da jeg som humanitær minerydder, var nødsaget til at samarbejde med talibanbevægelsen, der fra 1996-2001 regerede Afghanistan med en jernnæve.

Det var mit ansvar at forestå rydningen af et minefelt på størrelse med fem-seks fodboldbaner i udkanten af byen, hvor de russiske forsvarsstillinger var etableret i løbet af den 10 år lange besættelse i 1980’erne. Mine knap 100 afghanske mineryddere, organiseret i fire teams, arbejdede i 40-50 grades varme iført visir og tung kevlar-beskyttelsesvest med det ekstremt langsommelige rydningsarbejde. Som arkæologer krattede de sig frem i den hårde jordskorpe meter for meter med henblik på at identificere og tilintetgøre panser- og personelminerne, imens afghanske teamledere superviserede dem.

Én af teamlederne var problematisk. Ikke alene krævede han blind loyalitet og underkastelse af sine folk, der frygtede ham, men han var også var loyal overfor talibanbevægelsen. Jeg havde ikke den luksus at kunne irettesætte endsige fyre manden. Det ville omgående betyde problemer med talibanbevægelsen, der i forvejen var en belastning.

Men situationen var uholdbar og måtte løses. Jeg adresserede således problemet med min afghanske stab, men for at komplicere tingene yderligere var enkelte medlemmer af staben også talibantilhængere, mens andre foragtede dem, hvilket medførte en betændt og anspændt atmosfære.

Jeg valgte mine ord med omhu og fremførte, at vi måtte vægte sikkerheden for minerydderne og, at det nok var på tide at udskifte og forfremme et par af teamlederne for at få friske øjne i minefeltet. Jeg foreslog derfor lidt henkastet, at vi oprettede stillingen som ’Chief Administrative Mechanic’ til teamlederen. Afghanerne elsker svulstige titler, og på papiret var det en forfremmelse. Forslaget gik rent ind.

I realiteten betød det, at teamlederen skulle sidde på sin flade røv og se vores køretøjer køre ind og ud ad porten, mens de egentlige mekanikere selvstændigt håndterede bilparken. Såvel talibanvenlige som talibanfjendtlige medlemmer af staben nikkede tilfredst. Ingen tabte ansigt, og Taliban blev ikke sure. Og teamlederen blev så begejstret, da jeg overbragte ham nyheden, at han rent faktisk gjorde honnør for mig (hvilket snarere mindede om en ’Mussolini-finte’). Således kan en alliance med ”fjenden” indgås.

Danmark vs. Iran?

BastaMedia Klumme, Nyheder 0

Danmark vs. Iran?

I den seneste måned er flere tankskibe blevet angrebet i Den Persiske Golf, og en dansk fregat er muligvis på vej til området for at beskytte blandt andre handelsskibe fra Danmark, der har verdens femtestørste handelsflåde – større end både USA og Storbritanniens.

Angrebene er ikke alene et regionalt anliggende men et potentielt globalt problem. Hormuz-strædet udgør nemlig indsejlingen til Den Persiske Bugt og er samtidig et knudepunkt for 40 procent af verdens oliehandel.

Det er angiveligt Irans magtfulde revolutionsgarde (IRGC), som USA har på sin liste over terrororganisationer, der står bag angrebene på tankskibene. Og det er en værdig og potent modstander et dansk krigsskib i givet fald stå overfor i Den Persiske Golf.

Revolutionsgarden er en 150.000 mand stor eliteenhed, som blev oprettet for 40 år siden efter den iranske revolution og består af en hær, flyvevåben og en flåde, hvor sidstnævnte menes at stå bag angrebene mod tankskibene. Men revolutionsgarden er mere end blot en militær enhed. Den er en slags ’stat i staten’ og værner om det iranske regimes ideologiske flamme.

Revolutionsgardens fangarme rækker således langt udover landegrænserne og har stor indflydelse i Mellemøsten. Med sit ballistiske missilarsenal, der ifølge amerikanske kilder tæller hundredvis af missiller, kan iranerne nå mål de fleste steder i regionen, og i 2018 sendte de missiler mod en kurdisk oprørsenhed i det nordlige Irak og Islamisk Stats positioner i Syrien.

Mest bemærkelsesværdigt er dog revolutionsgardens særlige enhed, Quds Force, der estimeres til at bestå af 15.000 medlemmer. Dens formål er at gennemføre hemmelige operationer i udlandet og støtter ikke-statslige aktører i flere lande, blandt andre Hizbollah i Libanon, palæstinensiske Hamas, Islamisk Jihad i Gaza samt shiamilitser i Irak, Syrien og Afghanistan.

Udover ovennævnte militære virkemåder er revolutionsgarden også Irans økonomiske kraftcenter og menes at kontrollere en tredjedel af landets økonomi gennem en række fonde og kapitalselskaber. Blandt andet bygger revolutionsgardens ingeniørdivision veje, dæmninger, bygninger og driver olie- og gasprojekter og forestår endda uddannelsesmæssige- og kulturelle aktiviteter.

Men først og fremmest er det revolutionsgardens flåde, som en dansk fregat i givet fald skal bekymre sig om i Den Persiske Golf. For i militære kredse er der bred enighed om, at iranerne ikke er at kimse ad.

Kinas raslen med sablen – på papiret imponerende

BastaMedia Klumme, Nyheder 0

Kinas raslen med sablen – på papiret imponerende

I de seneste år har Kinas militær (PLA = People’s Liberation Army = Folkets Befrielseshær) undergået en massiv modernisering og ekspansion med det klare formål at udfordre og ultimativt overgå USA som klodens militære supermagt.

På papiret er PLA da også imponerende. Med sine 2.6 millioner mænd og kvinder i uniform samt en halv million reservister og yderligere 619.000 særligt egnede civile, der står klar, såfremt nationen kræver deres tjeneste, er Kina USA klart overlegen (til sammenligning har amerikanerne ”kun” 1.3 millioner mænd og kvinder i aktiv tjeneste).

Men på trods af det overvældende antal soldater, står kineserne overfor flere udfordringer, når det gælder om at udnytte deres militær effektivt. For det første er det en enorm opgave at transportere de mange soldater rundt i Kina, når de med tungt udstyr og materiel (ammunition, køretøjer, artilleri, kampvogne osv.) skal deltage på øvelser og anden træning, idet PLA’s logistik er baseret på landets jernbanenetværk.

Skal kineserne således deltage i en krig, må de hellere håbe på, at der går et tog i retning mod slagmarken. Skal kineserne deltage i krig udenfor landets grænser, bliver logistikken selvsagt en endnu større udfordring. Det betyder, at Kina kun kan involvere sig i lokale krige, hvis de vil de vil indsætte hærstyrker i stort antal.

For det andet savner det kinesiske militær krigserfaring. Som den netop afgåede øverstkommanderende for PLA, General He Lei, udtalte før sin afgang: ”Jeg går snart på pension, og til min store ærgrelse fik jeg aldrig muligheden for at deltage i en krig.” (udtalelsen var ment som, at PLA i nyere tid ikke har fået muligheden for at udvikle sig og blive testet) I modsætning til de fleste vestlige nationer – heriblandt Danmark – der især i løbet af de sidste par årtier har deltaget i krigen mod terror, har PLA altså kun ”leget røvere og soldater” i hjemlandet.

Det betyder, at selvom Kina har verdens største militær, mangler dets soldater på alle niveauer operativ erfaring – et centralt parameter for at kunne begå sig på slagmarken. Men til trods for ovenstående forbehold om PLA’s militære potens, er der ingen tvivl om, at kineserne er på vej til at blive en global militær nøglespiller. Dog vil der gå en rum tid, før de vil udgøre en reel trussel udenfor egne grænser.

Krig og kærlighed. Intet mindre. Jeg taler lidt herom i interviewet.

Thomas Rathsack Nyheder 0

Rathsack i Livsstil

Den stakkels admiral

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Den stakkels admiral

En nations militære kapacitet måles på mange måder. Blandt andet på dens strategiske tyngde og rækkevidde på verdenshavene i kraft af hangarskibe, og her er klodens eneste supermagt, USA, (også) fuldstændig dominerende. Den amerikanske flåde råder over intet mindre end 11 atomdrevne hangarskibe og dertil de ni noget mindre men stadig yderst potente såkaldte amfibiske angrebsskibe.

Et atomdrevent hangarskib har en række fordele. Det har ubegrænset rækkevidde, da det ikke behøver at tanke konventionelt brændstof, det kan relativt hurtigt indsættes overalt på kloden, og det har tilstrækkelig ildkraft til at afskrække selv den mest obsternasigemodstander (et amerikansk hangarskib har cirka 75 jagerfly – det danske flyvevåben råder i alt over cirka 30 jagerfly).

Overfor USA og NATO nævnes Rusland ofte som en militær trussel. Det er der ingen grund til. I hvert fald ikke hvis man tager udgangspunkt i russernes hangarskibe – eller snarere: hangarskib. For russernes ene hangarskib, Admiral Kuznetsov, er en sølle skrotbunke, der snarere udgør en miljømæssig end en militær trussel.

Faktisk er Kuznetsov temmelig pinlig for russerne, der gerne vil være en værdig modvægt til amerikanernes geopolitiske, globale lederskab. Sidste oktober gik der nemlig ild i den tørdok, som skulle reparere det skrantende hangarskib, og en kæmpe kran kollapsede og landede på skibets dæk med store skader til følge.

Den eneste alternative russiske tørdok, som kan anvendes til reparationen, ligger i en fjern, østlig del af landet, hvilket betyder, at stakkels Kuznetsov skal tøffe hele vejen fra Kola Bugten ved Finland til syd Atlanten, videre over det Indiske Ocean og derefter igennem Stillehavet for at nå sin destination. Der er bare ét problem: Skibets skruer blev afmonteret før ulykken, og Kuznetsov kan dermed ikke sejle for egen kraft.

Det efterlader Rusland i følgende dilemma: Skal man lade sig ydmyge og benytte slæbebåde til at trække zombie-hangarskibet igennem verdenshavene til spot og spe og herved styrke den allerede eksisterende vittighed i militære kredse om Admiral Kuznetsov? Eller skal man vælge at ophugge skibet og derved underminere sin militære anseelse ved ikke at have nogle hangarskibe? Det er problematisk dilemma for russerne, hvis militære muskler er en central del af nationens identitet.

Så når snakken falder på Rusland som militær trussel, skal den bestemt ikke ignoreres. Men omvendt skal vi heller ikke få sved på panden. Det er snarere Admiral Kuznetsov, som bør være bekymret for sin skæbne.

Korpset – gjort af det rette stof

Thomas Rathsack Korpset, Nyheder Korpset, Rat 0

Korpset – gjort af det rette stof

Sæson 3 er nu en realitet. Denne gang vildere end nogensinde. Mine to medinstruktører – Erik og Staun – og jeg hæver aspiranternes udgangsniveau ved kun at starte 12 håbefulde unge og mindre unge danske mænd. Det er således IKKE blevet nemmere at gennemføre de otte hæsblæsende døgn, hvor søvn, mad og restitution er en fjern luksus. Aspiranterne gennemlever hele følelsesspektret: smerte, frygt, afmagt, glæde og eufori. Jeg håber, at I får ligeså meget glæde ud af at følge med på skærmen, som jeg havde at deltage som chefinstruktør RAT.

//RAT

Kvalitet – ikke mangfoldighed!

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 1

Kvalitet – ikke mangfoldighed!

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har for nyligt udtalt, at han ønsker flere kvinder i Jægerkorpset, Frømandskorpset og Siriuspatruljen. Nu om dage indgår kvinder udelukkende i specialstyrkernes administrative funktioner og ikke i de operative teams, som indsættes i forreste krigslinje. Forsvarsministeren ønsker at ændre dette ud fra en betragtning om, ”at mangfoldighed styrker enhver arbejdsplads”.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om enhver arbejdsplads, men udtale mig om Jægerkorpset kan jeg. Og hvis der er én ting, som er irrelevant, når krigen raser, er det mangfoldighed. Kun én ting tæller: At gennemføre den pålagte opgave. Når jeg som jægersoldat blev sendt i krig i bevidstheden om, at jeg meget vel kunne returnere til Danmark i en sort pose, var mangfoldighed en fjern og absurd luksus, mine kammerater og jeg ikke skænkede en tanke.

Når regeringen beslutter at sende danske kvinder og mænd i krig, må det antages, at den bestræber sig på at sende de bedst kvalificerede soldater til krigszonerne – det vil sige de bedst rekrutterede, udrustede og uddannede. Formålet hermed er naturligvis at optimere forudsætningerne for, at soldaterne gennemfører de pålagte opgaver og herved reducere risikoen for, at de dør i nationens tjeneste.

Lad mig understrege: Jeg var bedøvende ligeglad med hvilket køn, etnisk baggrund, seksuel orientering eller politisk overbevisning min kammerat i jægerkorpset havde, når jeg satte mig ved siden af vedkommende i helikopteren, før vi drog på mission. Afgørende var, at vedkommende var kompetent. Hverken mere eller mindre.

Hvis kvinder, der vil være jægersoldater, er i stand til at klare de fysiske strabadser, jeg selv skulle honorere, er de mere end velkomne i specialstyrkerne. For den nysgerrige læser omfattede strabadserne blandt andet at klatre op ad klippesider med over 80 kilo udrustning på ryggen, at bugsere rundt med 200 kilo tunge påhængsmotorer, montere 40 kilo tunge maskingeværer på toppen af køretøjer, gennemføre løbetests med en 60 kilo tung rygsæk, hæve sig op i armene 10 gange med 10 kilo om livet og at løbe med sine over 100 kilo tunge kammerater over skulderen – alt dette ofte i fravær af søvn, mad og restitution.

Derfor må jeg – som jeg tidligere har gjort i mine klummer – advare mod, at begreber som mangfoldighed eller politisk korrekthed prioriteres fremfor soldaternes sikkerhed og kompetencer. Så stop nu den evindelige snak om kønskvotering i specialstyrkerne og ret fokus mod det, der tæller: soldaternes kvalitet.

Selvmordbomberen – et fejt undermenneske

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Selvmordbomberen – et fejt undermenneske

Sidste søndag mistede over 300 mennesker livet – heriblandt tre danske børn – og over 500 blev kvæstet, da islamistiske selvmordsterrorister i koordinerede angreb detonerede deres sprængladninger på en række luksushoteller og katolske kirker i Sri Lanka. Terroristerne havde udset sig såkaldte bløde mål – altså relativt ubeskyttede og tilgængelige lokaliteter fyldt med civile mennesker – idet de hér kunne opnå mest død og ødelæggelse.

Under mine udsendelser som soldat til Irak og Afghanistan var angreb fra selvmordsbombere en daglig trussel. Adskillige gange – ikke mindst da jeg var livvagt i Baghdad – oplevede jeg dem på tæt hold. En enkelt gang på alt for tæt hold, hvor jeg selv nær havde mistet livet. Mine kammerater og jeg frygtede mest af alt selvmordsbomberne, fordi de stort set var umulige at identificere, før det var for sent. Oftest bar han eller hun sprængladningen på kroppen eller skjulte den på en motorcykel eller i en bil og sprang sig selv i luften i en tæt menneskemængde.

Men trods frygten for selvmordsbombere, anerkendte jeg, at det var mit lod som soldat. Jeg var en væbnet kombattant og dermed et oplagt mål for en fjende, der anså mig for at være en del af en besættelsesmagt og i øvrigt repræsentant for alt det, de hadede indædt. Jeg var således en del af krigens spillerregler og slagmarkens kodeks, hvor to væbnede parter udkæmpede en ”fair fight”, der langt hen ad vejen ikke omfattede sagesløse civile.

Men når terroristen slår til mod bløde civile mål, slår min hjerne knuder på sig selv. Når selvmordsbomberen sprænger sig selv i luften ved en morgenbuffet blandt ferieglade børn og teenagere og fredsommelige kirkegængere i Sri Lanka, eller når en galning massakrerer 50 mennesker i New Zealandske moskéer, eller når islamisten likviderer civile på et julemarked i Berlin eller i en lastbil kværner gennem en menneskemængde i Nice, sættes alle moralske spilleregler ud af kraft. Terroristen reducerer herved sig selv til et fejt undermenneske. Han vender menneskeheden ryggen og fornægter lys, håb og liv. Han har opgivet. Han har tabt.

Desværre vil terrorangreb mod civile fortsætte i mange år fremover. Kommende generationer bliver vidner til flere udfald fra terrorister og deres forkvaklede ideologi men kan samtidig finde trøst i, at mørkemændene ultimativt vil tabe.

Således opløftet ønskes du en fortsat god søndag.