Nyheder
💥Korpset – sæson 7💥
Sæson 7 er en realitet, og Korpset har for alvor bidt sig fast i TV2’s sendeflade.
En rigtig god sæson, hvor endnu 14 håbefulde aspiranter bliver katapulteret ind i en for dem hæsblæsende verden med frygt, udmattelse, sult og komplet mangel på kontrol.
Mine instruktører og jeg vender tilbage til gamle dyder fra tidligere sæsoner. Færre krammere. Skærpet retorik. Hvilket de kære aspiranter har det helt fint med.
Som altid en kæmpe fornøjelse at arbejde med mine kammerater fra både Jægerkorpset og Frømandskorpset.
Som jeg plejer at sige, når jeg optager Korpset: “det er som at komme hjem.
Jeg håber, at I kan lide denne sæson.
//Thomas – chefinstruktør RAT
💥Korpset – sæson 6💥
Efter en selvvalgt pause fra sæson 5 er jeg nu tilbage i den dugfriske sæson 6.
Det er blevet en god sæson. Rigtig god. Ærligt; formentlig den bedste. Men døm selv.
Mine instruktører og jeg vender tilbage til gamle dyder fra tidligere sæsoner. Færre krammere. Skærpet retorik. Hvilket de kære aspiranter har det helt fint med.
Som altid en kæmpe fornøjelse at arbejde med mine kammerater fra både Jægerkorpset og Frømandskorpset. Som jeg plejer at sige, når jeg optager Korpset: “det er som at komme hjem.
Jeg håber, at I vil kunne lide de kommende otte episoder.
//Thomas – chefinstruktør Rat
Korpset – gjort af det rette stof 2021
Det højeste trin i verden
Det højeste trin i verden
Den 16. august 1940 udførte løjtnant William Ryder det første officielle faldskærmsspring i den amerikanske hær og dannede dermed grundlaget for tusinder af soldater, der blev indsat med faldskærm under anden verdenskrig.
På samme dato 20 år senere satte endnu en amerikaner rekord i luftrummet, da oberst Joe Kittinger som frontmand i Excelsior III-projektet (navnet Excelsior blev valgt fordi det betyder noget i stil med ’altid opad’ på latin) gennemførte et faldskærmsspring fra en højde af intet mindre af 31 kilometer (!)
Iført hjelm, visir, iltmaske, en særlig g-kraft-dragt og med påmonterede kameraer forlod Kittinger sin gondol 31 kilometer over New Mexicos ørken, og da han nåede til en højde af 27 kilometer, faldt han med en utrolig hastighed af over 1000 kilometer i timen. Efter fire et halvt minuts frit fald udløstes hans skærm, og Kittinger svævede ned over ørkenen og landede sikkert. I alt havde bedriften varet 13 minutter og 45 sekunder.
At springe ud i himmelrummet med faldskærm og lade sig falde frit lyder måske ligetil. Det er det ikke. Mange ting kan gå galt. Da jeg som jægersoldat første gang sprang fra mere beskedne 10 kilometers højde, kom jeg i gevaldige problemer.
Umiddelbart efter mit ’exit’ fra flyet, der fløj cirka 650 kilometer i timen (mod 350 i normal flyvehøjde), trak jeg skærmen. Opbremsningen var så hård, at min iltmaske sprang op i den ene side og nu hang og dinglede kun i den ene lås. Uden ilt i 10 kilometers højde ville jeg miste bevidstheden indenfor cirka 30 sekunder og herefter svæve livløs rundt uden indflydelse på hvor, jeg endte.
Valget var enkelt. Enten kunne jeg tage mine luffer af men herved risikere at tabe dem og ødelægge hænderne med permanente frostskader (det var 50 graders kulde) og i værste fald blive ukampdygtig som soldat. Alternativt kunne jeg forsøge at få iltmasken på plads med lufferne på. Men det var vanskeligt og indebar den risiko, at jeg fejlede og gled ind i bevidstløshed.
Svære forfrysninger eller bevidstløshed? Jeg valgte det sidste. Jeg greb den flagrende iltmaske og placerede den foran munden, mens jeg fumlede med lufferne. Lidt efter hørte jeg et befriende klik fra spændet, der gled op i beslaget. Den kølige og svagt metalliske smag af ilt strømmede nu ind i mine hårdt prøvede luftveje.
Min lille flirt med himmelrummet som ung jægersoldat var ingenting i forhold til de prøvelser som oberst Kittinger blev udsat for. Da han for 60 år siden udførte sit banebrydende spring, dannede hans og hans efterfølgeres mod og pionerånd grundlaget for militære specialstyrkes indsættelser med faldskærm i de kommende årtier. Hvilket mine tidligere kollegaer og jeg har nydt godt af. Så tak for det, hr. oberst.
Foredrag: “Attitude – effektivt værktøj eller smitsom virus”
Foredrag
Jeg afholder mit nye foredrag over hele landet; “Attitude – effektivt værktøj eller smitsom virus”
Betydningen af din personlige attitude kan ikke overvurderes. Som jægersoldat og humanitær minerydder i verdens brændpunkter samt mental indpisker i de populære tv2-programmer Korpset – gjort af det rette stof har den personlige attitude ofte været en udslagsgivende faktor for succes eller fiasko. Med udgangspunkt i masser af anekdoter fra min karriere fortæller jeg om, hvorfor den rette attitude er så effektiv, og ikke mindst hvorfor den negative attitude er destruktiv og lammende som en smitsom virus.
Gud, konge og fædreland?
Gud, konge og fædreland?
Som jægersoldat var jeg i over to år udsendt til Afghanistan og Irak. Her oplevede jeg menneskeheden udfolde sig fra sin mørkeste og mest makabre side og var vidne til armod, frygt, lemlæstelse og død på tætteste hold. Adskillige gange mistede jeg selv nær livet på grund af selvmordsbombere eller beskydning. Og jeg må erkende: Jeg kunne lide at befinde mig i en krigszone.
Denne erkendelse skurer i de flestes ører. Med rette. Siden jeg forlod forsvaret, har jeg tænkt meget over, hvad der ligger til grund for denne irrationelle og bizarre indstilling og har lettest ved at definere de motiver, som IKKE drev mig, for at drage i krig: Det var ikke for Gud, konge og fædreland.
Først det med Gud. Guddommelighed eksisterer ikke i min verden. Jeg tror på, at man kan være et anstændigt menneske uden et moralske retningslinjer fra ophøjede og altfavnende kræfter, der prædiker det ideelle liv. Jeg skal nok definere mit eget liv.
Hvad så med monarkiet? Som institution er kongehuset da ganske hygsomt og et fint nationalt samlingspunkt. Men at gå i krig for Hendes Majestæt? Næh tak. Og så er der fædrelandet. Jeg holder uendelig meget af lille, gæve Danmark og kæmper gerne på nationens vegne, men fædrelandet har kun haft perifer indflydelse på min motivation for at drage i krig.
Jeg drog heller ikke i krig i en højere sags tjeneste. Jeg har klare holdninger, og jeg interesserer mig naturligvis for verden omkring mig, men havde mit motiv været ideologi eller storpolitik, var jeg blevet (en elendig) politiker eller aktivist i en NGO.
Spænding og adrenalinsus er nok en del af forklaringen på min affektion for soldaterlivet. Jeg følte mig spillevende, og hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg stod ansigt til ansigt med fjenden, eller da jeg om natten sprang ud ad en flyvemaskine i 10 kilometers højde.
Men frem for alt drog jeg i krig for at være en del af den samhørighed og det åndsfællesskab, som hersker blandt soldater i krigszoner. Krigens paradoks er, at den udstiller vores mørkeste sider og samtidig mobiliserer de mest ædle og medmenneskelige sider af os. I de afghanske bjerge eller i Bagdads blodige gader var jeg en del af et værdifællesskab, hvor mine kammerater var ærlige, loyale, omsorgsfulde, beskedne, ansvarlige og modige. Facaderne var skrællet af, der florerede ingen løgne, og der var ingen fejhed, grådighed eller egoisme. Det var en bull-shit-fri zone – i skærende kontrast til den verden jeg nu dagligt er en del af.
Drop jubeloptimismen
Drop jubeloptimismen
Jeg er ikke tilhænger af overdreven optimisme og hypen omkring ja-hatte. Et problem er et problem, og det forsvinder ikke, blot fordi vi kalder det en udfordring. Et eksempel. Da jeg var jægersoldat, blev mine kammerater og jeg opdaget af Talibankrigere på en klippehylde i Afghanistan. Det var en livstruende situation. Havde jeg blot trukket på skuldrene og udbrudt til mine bekymrede kammerater ”Rolig nu! Det skal nok gå alt sammen, vi skal bare klemme ballerne lidt sammen og tænke på noget rart!” havde jeg ikke gavnet situationen.
Oppe på klippehylden opstod et gevaldigt problem, og det havde været endnu sværere at løse, hvis vi havde camoufleret det med overdrevent optimistiske vendinger. Det er spild af tid at overveje, om et glas er halvtomt eller halvfyldt, for mængden er den samme, uanset hvad du kalder det. Jeg vil hellere have at vide, præcis hvor meget glasset rummer. Problemer findes, og de forsvinder ikke, uanset hvor tykt et røgslør, vi blæser ud over dem.
Der skal være et solidt fundament af sund fornuft og realitetssans under optimismen, hvis den ikke skal ende i selvbedrag og nederlag. Overdreven optimisme er vejen til overdreven selvtillid og dermed unødigt risikable eller direkte forkerte beslutninger, fordi der ikke levnes plads til konstruktiv kritik og objektive analyser. De mange nytårsforsæt, der brydes hvert år, er et andet glimrende eksempel på optimistisk selvovervurdering, der ender med nederlag og skuffelse.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har et problem med sund optimisme. Forskning viser faktisk, at meget optimistiske mennesker lever længere og oplever mindre sygdom. Blandt andet har de formindsket risiko for depression, et styrket immunforsvar og færre sygedage samt færre kredsløbssygdomme og hjerteproblemer. Generelt oplever optimistiske mennesker større velvære og dermed overskud fysisk og psykisk.
Jeg tilstræber personligt at udvise en realistisk og positiv attitude i livets forhold. Det betyder, at jeg forsøger at analysere min situation så objektivt som muligt og derefter arbejder målrettet på at løse de problemer, jeg møder, uden at miste troen på succes. Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at du dropper jubeloptimismen og ja-hatten. Den risikerer bare at blive en narrehat.
Grib Chancen, Grønland!
Grib Chancen, Grønland!
Kongeriget gik i selvsving da Præsident Donald Trump sidste sommer luftede interessen for at købe Grønland. Mette Frederiksen kaldte ideen absurd og bedyrede, at Grønland ikke er til salg. Siden blev der stille om sagen i medierne, men den er langt fra slut. For havisen i Arktis smelter i rasende fart, og de globale klimaforandringer ændrer fuldstændig den militærstrategiske og politiske situation i Grønland.
Landet er rigt på sjældne jordarter, som er essentielle elektronikindustrien, og de vigende ismasser gør det nemmere at få fat på råstofferne. Samtidig vil et isfrit Arktis åbne en bekvem smutvej til Atlanterhavet og den amerikanske østkyst for kinesiske krigsskibe og ubåde, for ikke at tale om den økonomiske fordel ved at klippe en uge af transporttiden til det lukrative europæiske marked for kinesiske handelsfartøjer. Kina er i fuld gang med at investere heftigt i det arktiske område og har vist stor interesse i Grønland, som jeg beskriver i min roman Dødemandsbugten.
Men kineserne har ikke tænkt sig at vente på at den globale opvarmning gør hele arbejdet for dem. Et kolossalt atomdrevet, polart forskningsskib og en avanceret isbryder kaldet Snedragen 2 er under udvikling på kinesiske værfter, og kinesiske forskere er ved at undersøge, hvordan ubåde kan bryde gennem havis. Danmark har hverken isbrydere eller ubåde og er håbløst bagud på området.
Mens kineserne fokuserer på søfarten, er Rusland i gang med en kraftig opgradering af eksisterende baser og etablering af nye, militære landingsbaner. Russerne siger godt nok, at baserne er nødvendige for at beskytte landets massive olie og gas interesser i Arktis, men militære eksperter påpeger, at anlæggenes størrelse og placering afslører, at de reelt er en fremskydning af Ruslands atomare og strategiske angrebskapacitet. Det er klart, at amerikanske militæranalytikere sover dårligt, når de drømmer om Arktis, og det kan ikke undre, at Donald Trump er irriteret over danske listefødder i forhold til Kina og Rusland.
Så vågn nu op, Grønland, og grib chancen! Vis at I er et ligeværdigt medlem af NATO som en del af Rigsfælleskabet og pres Danmark til reelle forhandlinger med USA om etablering af et effektivt militært beredskab, der magter at hævde jeres suverænitet i Arktis i samarbejde med NATOs øvrige parter. Ikke for Donald Trumps skyld, men for jeres og verdensfredens skyld.
Terror holder ikke coronafri
Terror holder ikke coronafri
Coronapandemien holder kloden i et jerngreb. Nationer lukker mere eller mindre ned, de fleste af os går i hi på matriklen, og alle drømmer om den dag, hvor alt igen kan blive, som det plejede at være. Men indtil videre gælder det om at udvise samfundssind, disciplin og solidaritet. FN’s generalsekretær António Guterres kørte på den store klinge og udtalte forleden: ”Virussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig. Det er derfor, jeg i dag opfordrer til en øjeblikkelig global våbenhvile i alle verdens hjørner.”
Jeg tillader mig at være sarkastisk og til det sige: ”held og lykke med det”. For mens verden er fokuseret på at bekæmpe coronavirussen, som overbebyrder samfundsstrukturerne – fx sundhedsvæsen og sikkerhedstjenester – er Islamisk Stats (IS) ideologiske kræfter absolut ikke interesseret i føje FN’s generalsekretær.
I IS’s ugentlige nyhedsbrev fra marts måned, Al-Naba (hvilket løseligt oversat betyder ’Afsenderen’), opfordres følgere af terrorbevægelsen verden over til ikke at udvise nåde overfor vantro og frafaldne. Tværtimod skal coronapandemien udnyttes til at bedrive terrorhandlinger de steder og lande, der netop nu er skrøbelige på grund af pandemien. I nyhedsbrevet står der endvidere, at den bedste måde til at ”undgå Guds straf – inklusiv coronavirus – er at adlyde ham ved at udføre ’jihad’ og påføre mest mulig smerte på hans fjender.”
Et tragisk eksempel er fra forrige lørdag i den lille franske by Romans-sur-Isère, hvor en 33-årig sudanesisk immigrant skar halsen over på en familiefar foran dennes kone og barn, hvorpå han fortsatte til en slagterbutik og stak en kunde ihjel og sårede yderligere tre personer. Terroristen blev få minutter senere arresteret af politiet, da han knælende på fortovet bad på arabisk.
I et nyhedsbrev i Al-Naba fra januar rapporterede IS om en virus, der spredte død og panik i Kina. Da Iran kort tid efter også oplevede et udbrud af coronavirus, hoverede IS i et nyt nyhedsbrev og skrev, at det var Guds eksemplariske straf for Irans shiamuslimske afgudsdyrkelse. I de seneste nyhedsbreve har IS så (angiveligt) indset, at virussen ikke skelner mellem hverken religion eller etnicitet men sætter nu sin lid til, at Gud først og fremmest vil straffe vantro befolkninger.
IS’s ignorance og ækle væsen kender ingen grænser, og terrorbevægelsen udgør fortsat en trussel. Ikke mindst i denne tid hvor vi er sårbare. At tro at terror holder coronafri – eller våbenhvile som FN’s generalsekretær udtalte – er naivt.