Kategori: Nyheder

Hvad er en helt?

I min tidligere profession, militæret, dyrker man om nogen steder begrebet ”helte”. Historisk set har militæret da også verden over fostret mænd og kvinder, som har udvist mod og handlekraft i en ekstraordinær grad såvel i krigstid som fredstid.    
 
Men hvad er en helt? Wikipedia giver et knastørt bud herpå: ”En helt er en person, der har udøvet en heroisk handling som at sætte livet på spil for at redde andre” (i disse #MeeToo-tider skal det for en god ordens skyld nævnes, at en kvindelig helt benævnes heltinde). Definitionen er dog mere bred og nuanceret, synes jeg.
 
Helte findes i mange varianter. Oplagte eksempler på heltestatus er nationens sportsfolk som for eksempel fodboldslandsholdet, der i 1992 vandt europamesterskabet, og Bjarne Riis, da han vandt Tour de France eller Caroline Wozniacki, som i år vandt Australian Open i tennis.
 
Udenfor sportens verden hylder vi også andre personer for særligt bemærkelsesværdige præstationer. Blandt andre kan nævnes den danske astronaut, Andreas Mogensen, og et andet fremragende eksempel – om end mere diffust i danskernes bevidsthed – er frihedskæmperne under anden verdenskrig.
 
Også den danske kvinde, Anja Ringgren Lovén, der i Nigeria kæmper for at redde børn, som er anklaget for at være hekse, er i min bog en heltinde. Ligesom Lone Dröscher-Nielsens kamp for orangutanger på Borneo efter min mening er en heltegerning. For ikke at nævne den unge hollænder, Boyan Slat, der har dedikeret sit liv til at rense verdenshavene for plasticaffald.
 
Også i dagligdagen er vi omgivet af helte. Det kan være alt lige fra sygeplejersken, der genopliver en hjertepatient, eller falckredderen, som skærer en familie fri fra en forulykket bil til faren, der med livet som indsats beskytter sin familie fra indbrudstyve. 
 
At bekæmpe eller overvinde en tragedie er også at være en helt. Jeg kender et kræftramt barn, som i en helt ekstrem grad, demonstrerer mod og viljestyrke i sin kamp for at overleve. Jeg kender en soldat, der mistede begge ben, da han trådte på en sprængladning i Afghanistan. Hans ukuelige kamp videre frem i livet er efter min mening en heltegerning.
 
Så der er mange former for helte. De tiljublede og højt profilerede enere og dagligdagens almindelige mennesker som du og jeg. Fælles for dem alle er, at de på et tidspunkt eller i et tidsrum har udvist en adfærd og taget en eller flere beslutninger, som demonstrerer exceptionelt mod, handlekraft og viljestyrke.  
 
Men væsentligst er efter min mening, at sande helte ikke bevidst søger heltestatussen. De er helte, fordi de på et tidspunkt eller i et tidsrum simpelthen gjorde dét, som de mente, var det rigtige at gøre. De tilsidesatte egne behov, interesser og hensyn til fordel for andre mennesker, dyr, klimaet eller miljøet. De handlede fuldstændig uselvisk.
 
Afslutningsvis: Nogle mennesker anser mig for at være en helt, fordi jeg i min tidligere profession som jægersoldat var udsendt i krig. Det kvalificerer ikke til at være en helt. Ligesom mine kollegaer passede jeg blot mit arbejde. Hverken mere eller mindre.

 ”Intet i verden erstatter vedholdenhed”

Set udefra kan specialstyrkesoldater forekomme overmenneskelige. Som om alle jægersoldater og frømænd er begunstiget med en fysisk og mental kapacitet, der er andre mennesker overlegen. Jeg anerkender – efter 11 år i Jægerkorpset – at der er eksempler på jægere eller frømænd med en helt særlig genetik, men når det kommer til stykket, består specialstyrkerne af ganske almindelige mænd (vi har fortsat en kvinde til gode) – med en ualmindelig vedholdenhed.
 
Og netop vedholdenhed er nøgleordet, når det gælder specialstyrkesoldaternes kendetegn – og i øvrigt det at præstere i livet generelt. Man kan være i besiddelse af nok så meget talent og have nok så stærke intentioner, men er man ikke vedholdende, vil ens drømme, ambitioner og mål fortage sig i horisontens tåger. Som den tidligere amerikanske præsident, Calvin Coolidge, så rammende udtrykte det:
 
”Intet i verden erstatter vedholdenhed. Talent gør det ikke; intet er mere almindeligt end mislykkede mennesker med talent. Genialitet gør det ikke; misforståede genier finder man overalt. Uddannelse gør det ikke; verden er fuld af uddannede tabere. Kun vedholdenhed og beslutsomhed er almægtige.”
 
Som ung var jeg en middelmådig soldat. Mit faglige og fysiske niveau var fornuftigt men ikke prangende. Men jeg ønskede brændende at blive jægersoldat. Derfor trænede, trænede og trænede jeg. Og så jeg trænede noget mere. Jeg var ekstremt vedholdende. Da jeg startede på Jægerkorpsets optagelsesforløb, var jeg blandt 96 håbefulde soldater. Fire måneder senere havde kun otte gennemført. Og jeg var én af dem. Så jeg har lært – på den hårde måde – at et middelmådigt talent kan drive det vidt, såfremt det gødes med den fornødne vedholdenhed.
 
Jeg har nu været forfatter i omkring ni år. Guderne skal vide, at et forfatterskab ikke ”lå til højrebenet”, da jeg begyndte at krydse klinger med prosaen. En i bedste fald middelmådig studentereksamen fra 1985 og efterfølgende en karriere som soldat, fotograf, it-sælger og minerydder dannede ikke just det oplagte afsæt for en karriere som forfatter. Men i skrivende stund har jeg forfattet i alt seks bøger og er på vej med den syvende. Mine romaner sælger fint og anmeldes ligeledes ganske fint. Men svesken på disken; jeg er ingen Hemingway. Som forfatter har jeg endnu masser at lære.
 
Men – hvilket er pointen med denne klumme: Jeg gør mit absolut yderste for at udvikle mig som forfatter. Jeg læser op grammatikken, nørder med plottet, settings, sætningskonstruktionerne og karaktererne og helmer ikke før min pens fulde potentiale er udnyttet (hvordan man så end kommer til den erkendelse). Og ja, jeg har masser af svagheder, men en af mine styrker er, at jeg er en stædig rad. Trods et middelmådigt talent og mentale lussinger – og dem har der været en del af – er jeg i stand til at rejse mig, rette snuden fremad og herefter ikke kigge mig over skulderen. Jeg er vedholdende.
 
Lad således ovenstående være en opfordring til dig, der trisser rundt derude med en ambition, et mål i en drøm i maven men måske ikke føler, at du er i besiddelse af det fornødne talent: Bare se at komme i gang!

Den moderne soldats byrde

Da jeg i sin tid blev optaget i Jægerkorpset, bestod kampudrustningen af en rygsæk samt et webbing, hvorpå der var monteret en feltflaske, nogle ekstra magasiner til riflen, en kampkniv og lidt andet relevant diller-daller. Nuvel, på de natlige øvelser gav det da sved på panden af bære rygsækken igennem de nordjyske plantager. Typisk vejede den mellem 35-40 kilo, men samlet set var udrustningen ikke tilnærmelsesvis ligeså så tung, som da jeg for nogle år siden befandt mig i mit operative efterår som jægersoldat.
 
Et eksempel herpå er én af de 10 døgn lange rekognosceringsoperationer, mine jægerkammerater og jeg gennemførte dybt inde i de afghanske bjerge. Her vejede min udrustning 82 kilo. Selv vejede jeg 83 kilo. Derudover skulle vi slæbe to rygsække med hver 50 liter vand op ad den næsten lodrette klippeside, da der ikke var vand til rådighed i de golde bjerge. Og der var ikke tale om en fornøjelig vandretur men derimod om en taktisk infiltration uden sikkerhedsudstyr i et ubarmhjertigt og fjendtligt terræn i bælgravende mørke.     
Hvad medbragte vi, eftersom udrustningen var så tung? Først og fremmest våben, ekstra ammunition, sprængstoffer, nærsikringsgranater, radioer, GPS’er, observationsudstyr til dag og nat, kameraer, stativer, medic-pakninger, batterier (hvilket alene vejede omkring 15 kilo per mand) samt mad til 10 døgn.
Hvorfor er den moderne soldats – såvel den konventionelle som jægersoldaten – udrustning så tung i forhold til ældre generationers? På grund af den teknologiske udvikling. Naturligvis giver den en række taktiske fordele på slagmarken som for eksempel det termiske og lysforstærkende udstyr til brug for kamp i mørke. Den moderne soldat har bedre og mere udstyr i form af våben, optik, mørkekampudstyr, kommunikationsudstyr, beskyttelsesudstyr osv. i forhold til for bare 20-25 år siden.
 
Men samtidig medfører den teknologiske udvikling en markant vægtforøgelse for soldatens personlige udrustning, og gør dermed livet på slagmarken betydeligt mere strabadserende for ham. Men soldaten har nu om dage den samme anatomi, som han havde for 20-25 år siden. Han har de samme skuldre, hofter og knæ.  
 
Hvor går grænsen, for hvor tung udrustning soldaten kan slæbe? Jeg plejer at svare, at grænsen for mit vedkommende var nået, når jeg skulle slæbe, hvad der svarede til min egen kropsvægt, hvilket er en ekstrem fysisk byrde. Men udsigten til, at soldaten fortsat plastres til med yderligere teknologi og dermed får endnu tungere udrustning, er absurd.
 
Så fremtidens soldat står overfor en korsvej. Enten skal hans personlige udrustning begrænses, hvilket givetvis ikke kommer til at ske, eller hans udrustning skal udvikles, så den bliver lettere – eksempelvis ved hjælp af de såkaldte exo-skeletter, som amerikanerne designer med henblik på at styrke benene og den nedre del af ryggen. For køen af nuværende og tidligere soldater hos forsvarets infirmerier, fysioterapeuterne eller hospitalernes scannere bliver ikke kortere. 
 
P.S. Hvis du vil vide mere om exo-skeletter så læs min klumme herom fra søndag den 23. december 2018.

Hav et godt 2019 – uden frygt for terror!

En del danskere, jeg møder, frygter at blive udsat for et terrorangreb. Tag det roligt – plejer jeg at sige til dem – sandsynligheden for, at du bliver udsat for et terrorangreb, er forsvindende lille, og chancen for, at du dør af hudkræft eller bliver kørt over af en bus, er langt større. Dette siger jeg ikke for at forklejne de grufulde omstændigheder og konsekvenser ved et terrorangreb. Terror begås af kujoner og skal bekæmpes med alle midler. Men jeg siger det fordi, vi under ingen omstændigheder skal lade terroren kontrollere eller tyrannisere vores levevis.

Vi skal forstå, at formålet med terrorisme er at skræmme os. At få os til at tro, at vi konstant lever i overhængende fare for at blive skudt, stukket ned, sprunget i luften eller blive kørt over af en lastbil. Det gør vi ikke. Terrorens sjæl næres af frygt og intimidering. Den er et psykologisk våben, som benyttes af primitive og hadefulde mennesker, der ikke har andre metoder eller våben at ty til. Havde de haft det, ville de benytte dem.

Når terroristerne slår 10, 20, 100 eller flere mennesker ihjel er det blodigt, brutalt og tragisk – ikke mindst for ofrene og deres pårørende. Men historisk set har terroristerne aldrig sejret ved hjælp af vold, lemlæstelse og død. I nyere tid er De Røde Brigader, IRA, Baader-Meinhof og De Sorte Pantere gode eksempler herpå, og samtlige af disses terrororganisationers projekter er smuldret over tid. Tværtimod har det vist sig, at når befolkningerne udsættes for terrorangreb, forenes de i endnu højere grad, og myndighedernes vilje og evne til at bekæmpe terror styrkes.

Ej heller Islamisk Stats illusoriske og regressive projekt om etableringen af et globalt kalifat har vist sig at sejre. Jovist, ideologien lever fortsat i bedste velgående og vil gøre det i årtier fremover. Men efter min bedste overbevisning vil Islamisk Stat og deres åndsfæller ultimativt fejle.

Misforstå mig ikke. Terror skal tages alvorligt, og vores sikkerheds- og efterretningstjenester skal gøre alt, hvad de kan for at sikre befolkningen mod angreb. Men terroren bliver aldrig en eksistentiel trussel mod os. I glimt kan terroristerne forekomme magtfulde, og deres forehavender forekommer skræmmende, men de kan aldrig besejre 300 millioner amerikanerne og 300 millioner europæere.

Så mit råd til dig, som til dagligt måtte gå rundt og frygte at blive udsat for et terrorangreb, er simpelt: Lad være med at være frygtsom. Sandsynligheden for, at du bliver involveret i terrorangreb, er ekstremt lille. Smør hellere noget ekstra solcreme i fjæset når du er på ferie og se dig bedre for, når du går over gaden.

Hav et godt 2019.

Jason Bourne eller hystade?

”Når jeg sidder på en café eller bar, scanner jeg stedet for udgange. Jeg søger efter spejle eller skinnende overflader, så jeg kan observere alle vinkler og de personer, som befinder sig på stedet. Jeg vurderer hvem, der udgør den potentielt største trussel, og udser mig mindst to våben indenfor rækkevidde, som jeg kan bruge til at forsvare mig selv med.”
Kender du typen? Det gør jeg. Typen der anser sig selv for at være en klon mellem James Bond og Jason Bourne. Som overfor familie og venner gør en dyd ud af at indtage denne ”jeg-ved-sgu-nok-af-bitter-erfaring-hvad-det-drejer-sig-om-rolle.”
Er vedkommende en opmærksomhedssøgende hystade med paranoide tendenser, eller er vagtsomheden og årvågenheden berettiget? Jeg mener både-og.
Graden af vagtsomhed og årvågenhed som ovenfor beskrevet udvises oftest af den uerfarne amatør og ikke af den professionelle. Omvendt er en passende grad af årvågenhed mod potentielle trusler og farer afgjort berettiget.
Min træning og krigsindsættelse som jægersoldat igennem 11 år har absolut formet min adfærd i det offentlige rum. Ikke mindst henset til den latente terrortrussel, der er blevet en del af vores samfund. Omgivelserne scannes af min mentale radar, som ved udslag aktiverer små røde lamper for mit indre øje. Instinktivt rettes en krog af min bevidsthed mod køretøjer, genstande og personer, der adskiller sig fra normalbilledet – og ja; hvis min mentale radar finder det relevant, identificerer jeg også ind- og udgange på caféer, restauranter, barer, markeder og andre offentlige lokaliteter.
Men jeg farer ikke sammen ved den mindste lyd eller sidder konsekvent med front mod ind- og udgange på restauranter eller med benene placeret på ydersiden af stolebenene for at kunne flygte fra bordet. Ej heller overvejer jeg, hvilke produkter jeg i min lokale Netto kan anvende som våben mod terrorister, der brager ind igennem vinduerne. Det ville ikke være sund og rationel vagtsomhed. Det ville være udtryk for tyndslidte nerver i en flosset sjæl.
Naturligvis vil jeg være mere årvågen og fokuseret på trusler og farer under en operation i Irak eller Afghanistan, end når jeg indtager min burger på McDonald’s. Og jeg vil i mit nuværende civile liv altid udvise den instinktive vagtsomhed, når det giver mening. Men den har ikke invaderet mit tankesæt.
Grundlæggende handler det om sund, situationsbaseret fornuft. Så næste gang du for eksempel indlogerer dig på et hotel; så orientér dig om nødudgangene, læs brandinstruksen og ellers nyd opholdet med de mennesker, du omgiver dig med. Og øg vagtsomheden når og hvis, det bliver relevant.

Hvordan fungerer et team i Jægerkorpset? Dette spørgsmål er jeg jævnligt blevet stillet i løbet af de sidste seks år, jeg har holdt foredrag. Der er mange svar hertil. Men ét grundlæggende fællestræk kendetegner Jægerkorpsets teams: De er såkaldte high performance-teams, hvilket betyder, at de i forhold til andre teams kontinuerligt præsterer bedre, begår færre fejl og overskrider grænserne for det forventelige på trods af alle forhindringer.

Men hvad vil det sige i praksis? Hvilke egenskaber besidder den enkelte jægersoldat, og hvad er det for en professionel adfærd, som han bidrager med til sit team? Nedenstående forsøger jeg overordnet at redegøre herfor.   

1. Forberedelse
   Først og fremmest en grundig forberedelse.Djævlen bor i detaljen, og det er kendetegnende for professionel adfærd, at du bruger den nødvendige tid og energi på god planlægning, samt at du sikrer dig mod forglemmelser og fejl i en omhyggelig, disciplineret adfærd. Kun ved en solid forberedelse kan teamet eksekvere optimalt.
2. Ansvarlighed
 Professionelle gør alt, der står i deres magt, for at fuldføre den opgave, de påtager sig. I den proces er tid og personlige interesser uvæsentlige. Intet er mere uprofessionelt end at forlade et projekt, før det er færdigt, fordi man ikke orker mere, eller fordi de opståede problemer er større end forventet. Det er også kendetegnende for professionel adfærd at hjælpe øvrige teammedlemmer med at udføre deres opgaver og bidrage til fællesskabet.
3. Respekt
 Professionelle anerkender og respekterer andre professionelles kompetencer. Som professionel ser du behovet for at lytte til andre professionelles ekspertise uden for dit eget kompetenceområde og virkefelt. Det er afgørende, at den faglige stolthed, som er en del af den professionelles styrke, ikke fører til arrogance eller manglende lydhørhed over for andre ekspertgrupper.
4. Smidighed
      Vigtigt! (og efter min mening desværre en mangelvare i mange danske virksomheder) Medlemmer af et high performance-team undgår så vidt muligt at markere deres magt, forsvare territorier og stå på deres ret. I den professionelles adfærd ligger en stærk motivation til at løse opgaven. Det fordrer en fleksibilitet og smidighed, som er mulig på grund af det faglige overblik og den erfaring, den professionelle besidder.
5. Stolthed
 Faglig stolthed kendetegner professionelle og er en drivkraft bag den kvalitet, professionelle leverer. I teams og professionelle miljøer opstår ofte en fagidentitet, som grænser til faglig fetichisme med særlige ritualer og normer. Det styrker den faglige identitet og stolthed og dermed teamets præstationsevne.
6. Ydmyghed
 I langt de fleste situationer er den professionelle lavmælt og optræder med afdæmpet selvsikkerhed. Den professionelle pisker ikke en stemning op, men bidrager til ro og effektivitet gennem sin adfærd. Den bevidste lavmælthed er især udtalt under kriser og pres. Undtagelsen er de situationer, der kræver professionel aggression og særlig handlekraft. Sidstnævnte egenskaber er om nogen væsentlige for et teammedlem i Jægerkorpset.  

I 11 år – heraf over to år i krig – gjorde jeg tjeneste i Jægerkorpsets high performance teams. Et sandt privilegium. Bad ass-kollegaer. Bad ass-teams.

Taktisk Vejrtrækning

”Man kan ikke fysisk kontrollere sin frygt og nervøsitet,” lød det skråsikkert fra en deltager til ét af mine foredrag forleden. ”Jo, det kan du faktisk,” svarede jeg. Som jægersoldat brugte jeg nemlig simple vejrtrækningsøvelser til at få styr på nervøsiteten under en operationsindsættelse.

Situationen var den samme hver gang, hvad enten det gjaldt at springe faldskærm, fastrope fra en helikopter, trænge ind i et hus eller som livvagt at forlade den skudsikre bil og træde ud i Bagdads blodige gader. Kroppen befandt sig udadtil i tilsyneladende ro, men indvendig havde udsigten til fare sat min produktion af kamphormoner på højtryk. Maven trak sig sammen, hjertet hamrede, det prikkede i fingrene. Den grønne farve i natbrillerne blev endnu skarpere, lyden fra helikopterens hvinende turbine blev tydeligere, dunsten af hydraulikolie fremstod klarere, og en tørhed bredte sig i munden.

Sådan følte jeg det, når jeg med mit team for eksempel befandt mig i en mørklagt helikopterkabine, tungt bevæbnet og iført hjelm, balaclava og skudsikker vest påsat 6-bang-granater, ekstra ammunition, sprængladninger, koben samt anden udrustning til brug for operationen. Bag piloterne sad kabinechefen på knæ og holdt én finger op mod os. Ét minut. Om cirka 60 sekunder ville helikopteren ankomme til målet – en lagerbygning, hvor ”terrorister” holdt et dansk gidsel. Opgaven lød på at lade os fire ned ad det 15 meter lange reb, sprænge tagdøren op, trænge ind i bygningen, eliminere terroristerne og befri gidslet.

Teamet rykkede helt frem mod den åbne dør, og forreste mand satte sig med benene ud over kanten i den kølige aftenluft, der hvirvlede forbi med 150 kilometer i timen. Som bagerste mand var jeg den sidste til at forlade helikopteren. Stress-symptomerne blev altid særligt markante inden for de sidste par minutter, og jeg vidste, hvordan de skulle imødegås.

Jeg påbegyndte min ’taktiske vejrtrækning’. Under balaclavaen pustede jeg ud i fire sekunder. Derefter fyldte jeg lungerne igennem næsen i fire sekunder og stimulerede på den måde kroppens antistresshormoner. Så holdt jeg vejret i fire sekunder og pustede til sidst ud igennem munden i fire sekunder. Denne øvelse gentog jeg fire gange.

Både helikopteren og min puls sagtnede nu farten, mærkede jeg. Knuden i maven løsnede sig op, det prikkede ikke længere i fingrene, og min mundhule var igen fugtig. Iltbalancen var genoprettet i kroppen. Jeg var klarsynet, og operationsplanen stod knivskarpt i bevidstheden.

Helikopteren sagtnede farten helt og holdt positionen over målet, hvorpå den første jæger forsvandt ned ad rebet skarpt efterfulgt af den næste. Jeg rykkede frem mod døren, tjekkede mit våben og min udrustning en sidste gang. Roligt og fokuseret greb jeg få sekunder senere fat i rebet, svang mig ud ad døren og firede mig ned ad rebet.

Prøv taktisk vejrtrækning næste gang du er nervøs. Skidtet virker.