Køb mine bøger her

Køb

Køb mine bøger her

Køb
Menu

Nyheder

Korpset – gjort af det rette stof 2021

, , 1

Det er nu officielt: Der kommer en sæson 4 af ‘Korpset – gjort af det rette stof’.
 
Jeg har endnu engang fornøjelsen af at medvirke i ‘Korpset sammen mine mine tidligere kammerater fra Jægerkorpset; Erik B. Jørgensen og Rune Danielsen.
 
Denne gang trykker vi 12 kendte danskere lidt på maven og vil finde ud af hvilket stof, de er gjort af.
 
Det for mig mest interessante ved at deltage i denne sæson er, at vi har at gøre med en samling yderst dedikerede og målrettede mennesker, der alle har bevist, at de har drevet det vidt i her i livet.
 
Om de også har det, der skal til, for at kunne begå sig i min tidligere verden, må komme an på en prøve.
 
 
/Rat
IMG_3198

Det højeste trin i verden

, 0

Det højeste trin i verden

Den 16. august 1940 udførte løjtnant William Ryder det første officielle faldskærmsspring i den amerikanske hær og dannede dermed grundlaget for tusinder af soldater, der blev indsat med faldskærm under anden verdenskrig.

På samme dato 20 år senere satte endnu en amerikaner rekord i luftrummet, da oberst Joe Kittinger som frontmand i Excelsior III-projektet (navnet Excelsior blev valgt fordi det betyder noget i stil med ’altid opad’ på latin) gennemførte et faldskærmsspring fra en højde af intet mindre af 31 kilometer (!)

Iført hjelm, visir, iltmaske, en særlig g-kraft-dragt og med påmonterede kameraer forlod Kittinger sin gondol 31 kilometer over New Mexicos ørken, og da han nåede til en højde af 27 kilometer, faldt han med en utrolig hastighed af over 1000 kilometer i timen. Efter fire et halvt minuts frit fald udløstes hans skærm, og Kittinger svævede ned over ørkenen og landede sikkert. I alt havde bedriften varet 13 minutter og 45 sekunder.

At springe ud i himmelrummet med faldskærm og lade sig falde frit lyder måske ligetil. Det er det ikke. Mange ting kan gå galt. Da jeg som jægersoldat første gang sprang fra mere beskedne 10 kilometers højde, kom jeg i gevaldige problemer.

Umiddelbart efter mit ’exit’ fra flyet, der fløj cirka 650 kilometer i timen (mod 350 i normal flyvehøjde), trak jeg skærmen. Opbremsningen var så hård, at min iltmaske sprang op i den ene side og nu hang og dinglede kun i den ene lås. Uden ilt i 10 kilometers højde ville jeg miste bevidstheden indenfor cirka 30 sekunder og herefter svæve livløs rundt uden indflydelse på hvor, jeg endte.

Valget var enkelt. Enten kunne jeg tage mine luffer af men herved risikere at tabe dem og ødelægge hænderne med permanente frostskader (det var 50 graders kulde) og i værste fald blive ukampdygtig som soldat. Alternativt kunne jeg forsøge at få iltmasken på plads med lufferne på. Men det var vanskeligt og indebar den risiko, at jeg fejlede og gled ind i bevidstløshed.

Svære forfrysninger eller bevidstløshed? Jeg valgte det sidste. Jeg greb den flagrende iltmaske og placerede den foran munden, mens jeg fumlede med lufferne. Lidt efter hørte jeg et befriende klik fra spændet, der gled op i beslaget. Den kølige og svagt metalliske smag af ilt strømmede nu ind i mine hårdt prøvede luftveje.

Min lille flirt med himmelrummet som ung jægersoldat var ingenting i forhold til de prøvelser som oberst Kittinger blev udsat for. Da han for 60 år siden udførte sit banebrydende spring, dannede hans og hans efterfølgeres mod og pionerånd grundlaget for militære specialstyrkes indsættelser med faldskærm i de kommende årtier. Hvilket mine tidligere kollegaer og jeg har nydt godt af. Så tak for det, hr. oberst.  

DET HØJESTE

Foredrag: “Attitude – effektivt værktøj eller smitsom virus”

, 0

Foredrag

Jeg afholder mit nye foredrag over hele landet;    “Attitude – effektivt værktøj eller smitsom virus”

Betydningen af din personlige attitude kan ikke overvurderes. Som jægersoldat og humanitær minerydder i verdens brændpunkter samt mental indpisker i de populære tv2-programmer Korpset – gjort af det rette stof har den personlige attitude ofte været en udslagsgivende faktor for succes eller fiasko. Med udgangspunkt i masser af anekdoter fra min karriere fortæller jeg om, hvorfor den rette attitude er så effektiv, og ikke mindst hvorfor den negative attitude er destruktiv og lammende som en smitsom virus.

Gud, konge og fædreland?

, 0

Gud, konge og fædreland?

Som jægersoldat var jeg i over to år udsendt til Afghanistan og Irak. Her oplevede jeg menneskeheden udfolde sig fra sin mørkeste og mest makabre side og var vidne til armod, frygt, lemlæstelse og død på tætteste hold. Adskillige gange mistede jeg selv nær livet på grund af selvmordsbombere eller beskydning. Og jeg må erkende: Jeg kunne lide at befinde mig i en krigszone.

Denne erkendelse skurer i de flestes ører. Med rette. Siden jeg forlod forsvaret, har jeg tænkt meget over, hvad der ligger til grund for denne irrationelle og bizarre indstilling og har lettest ved at definere de motiver, som IKKE drev mig, for at drage i krig: Det var ikke for Gud, konge og fædreland.

Først det med Gud. Guddommelighed eksisterer ikke i min verden. Jeg tror på, at man kan være et anstændigt menneske uden et moralske retningslinjer fra ophøjede og altfavnende kræfter, der prædiker det ideelle liv. Jeg skal nok definere mit eget liv.  

Hvad så med monarkiet? Som institution er kongehuset da ganske hygsomt og et fint nationalt samlingspunkt. Men at gå i krig for Hendes Majestæt? Næh tak. Og så er der fædrelandet. Jeg holder uendelig meget af lille, gæve Danmark og kæmper gerne på nationens vegne, men fædrelandet har kun haft perifer indflydelse på min motivation for at drage i krig.

Jeg drog heller ikke i krig i en højere sags tjeneste. Jeg har klare holdninger, og jeg interesserer mig naturligvis for verden omkring mig, men havde mit motiv været ideologi eller storpolitik, var jeg blevet (en elendig) politiker eller aktivist i en NGO.

Spænding og adrenalinsus er nok en del af forklaringen på min affektion for soldaterlivet. Jeg følte mig spillevende, og hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg stod ansigt til ansigt med fjenden, eller da jeg om natten sprang ud ad en flyvemaskine i 10 kilometers højde.  

Men frem for alt drog jeg i krig for at være en del af den samhørighed og det åndsfællesskab, som hersker blandt soldater i krigszoner. Krigens paradoks er, at den udstiller vores mørkeste sider og samtidig mobiliserer de mest ædle og medmenneskelige sider af os. I de afghanske bjerge eller i Bagdads blodige gader var jeg en del af et værdifællesskab, hvor mine kammerater var ærlige, loyale, omsorgsfulde, beskedne, ansvarlige og modige. Facaderne var skrællet af, der florerede ingen løgne, og der var ingen fejhed, grådighed eller egoisme. Det var en bull-shit-fri zone – i skærende kontrast til den verden jeg nu dagligt er en del af. 

I_KRIG

Drop jubeloptimismen

, 0

Drop jubeloptimismen

Jeg er ikke tilhænger af overdreven optimisme og hypen omkring ja-hatte. Et problem er et problem, og det forsvinder ikke, blot fordi vi kalder det en udfordring. Et eksempel. Da jeg var jægersoldat, blev mine kammerater og jeg opdaget af Talibankrigere på en klippehylde i Afghanistan. Det var en livstruende situation. Havde jeg blot trukket på skuldrene og udbrudt til mine bekymrede kammerater ”Rolig nu! Det skal nok gå alt sammen, vi skal bare klemme ballerne lidt sammen og tænke på noget rart!” havde jeg ikke gavnet situationen.

Oppe på klippehylden opstod et gevaldigt problem, og det havde været endnu sværere at løse, hvis vi havde camoufleret det med overdrevent optimistiske vendinger. Det er spild af tid at overveje, om et glas er halvtomt eller halvfyldt, for mængden er den samme, uanset hvad du kalder det. Jeg vil hellere have at vide, præcis hvor meget glasset rummer. Problemer findes, og de forsvinder ikke, uanset hvor tykt et røgslør, vi blæser ud over dem.

Der skal være et solidt fundament af sund fornuft og realitetssans under optimismen, hvis den ikke skal ende i selvbedrag og nederlag. Overdreven optimisme er vejen til overdreven selvtillid og dermed unødigt risikable eller direkte forkerte beslutninger, fordi der ikke levnes plads til konstruktiv kritik og objektive analyser. De mange nytårsforsæt, der brydes hvert år, er et andet glimrende eksempel på optimistisk selvovervurdering, der ender med nederlag og skuffelse.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har et problem med sund optimisme. Forskning viser faktisk, at meget optimistiske mennesker lever længere og oplever mindre sygdom. Blandt andet har de formindsket risiko for depression, et styrket immunforsvar og færre sygedage samt færre kredsløbssygdomme og hjerteproblemer. Generelt oplever optimistiske mennesker større velvære og dermed overskud fysisk og psykisk.

Jeg tilstræber personligt at udvise en realistisk og positiv attitude i livets forhold. Det betyder, at jeg forsøger at analysere min situation så objektivt som muligt og derefter arbejder målrettet på at løse de problemer, jeg møder, uden at miste troen på succes. Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at du dropper jubeloptimismen og ja-hatten. Den risikerer bare at blive en narrehat.

Drop jubeloptimismen

Grib Chancen, Grønland!

, 0

Grib Chancen, Grønland!

 Kongeriget gik i selvsving da Præsident Donald Trump sidste sommer luftede interessen for at købe Grønland. Mette Frederiksen kaldte ideen absurd og bedyrede, at Grønland ikke er til salg. Siden blev der stille om sagen i medierne, men den er langt fra slut. For havisen i Arktis smelter i rasende fart, og de globale klimaforandringer ændrer fuldstændig den militærstrategiske og politiske situation i Grønland.

Landet er rigt på sjældne jordarter, som er essentielle elektronikindustrien, og de vigende ismasser gør det nemmere at få fat på råstofferne. Samtidig vil et isfrit Arktis åbne en bekvem smutvej til Atlanterhavet og den amerikanske østkyst for kinesiske krigsskibe og ubåde, for ikke at tale om den økonomiske fordel ved at klippe en uge af transporttiden til det lukrative europæiske marked for kinesiske handelsfartøjer. Kina er i fuld gang med at investere heftigt i det arktiske område og har vist stor interesse i Grønland, som jeg beskriver i min roman Dødemandsbugten.

Men kineserne har ikke tænkt sig at vente på at den globale opvarmning gør hele arbejdet for dem. Et kolossalt atomdrevet, polart forskningsskib og en avanceret isbryder kaldet Snedragen 2 er under udvikling på kinesiske værfter, og kinesiske forskere er ved at undersøge, hvordan ubåde kan bryde gennem havis. Danmark har hverken isbrydere eller ubåde og er håbløst bagud på området.

Mens kineserne fokuserer på søfarten, er Rusland i gang med en kraftig opgradering af eksisterende baser og etablering af nye, militære landingsbaner. Russerne siger godt nok, at baserne er nødvendige for at beskytte landets massive olie og gas interesser i Arktis, men militære eksperter påpeger, at anlæggenes størrelse og placering afslører, at de reelt er en fremskydning af Ruslands atomare og strategiske angrebskapacitet. Det er klart, at amerikanske militæranalytikere sover dårligt, når de drømmer om Arktis, og det kan ikke undre, at Donald Trump er irriteret over danske listefødder i forhold til Kina og Rusland.

Så vågn nu op, Grønland, og grib chancen! Vis at I er et ligeværdigt medlem af NATO som en del af Rigsfælleskabet og pres Danmark til reelle forhandlinger med USA om etablering af et effektivt militært beredskab, der magter at hævde jeres suverænitet i Arktis i samarbejde med NATOs øvrige parter. Ikke for Donald Trumps skyld, men for jeres og verdensfredens skyld.

IMG_6833

Terror holder ikke coronafri

, 0

Terror holder ikke coronafri

Coronapandemien holder kloden i et jerngreb. Nationer lukker mere eller mindre ned, de fleste af os går i hi på matriklen, og alle drømmer om den dag, hvor alt igen kan blive, som det plejede at være. Men indtil videre gælder det om at udvise samfundssind, disciplin og solidaritet. FN’s generalsekretær António Guterres kørte på den store klinge og udtalte forleden: ”Virussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig. Det er derfor, jeg i dag opfordrer til en øjeblikkelig global våbenhvile i alle verdens hjørner.”

Jeg tillader mig at være sarkastisk og til det sige: ”held og lykke med det”. For mens verden er fokuseret på at bekæmpe coronavirussen, som overbebyrder samfundsstrukturerne – fx sundhedsvæsen og sikkerhedstjenester – er Islamisk Stats (IS) ideologiske kræfter absolut ikke interesseret i føje FN’s generalsekretær.

I IS’s ugentlige nyhedsbrev fra marts måned, Al-Naba (hvilket løseligt oversat betyder ’Afsenderen’), opfordres følgere af terrorbevægelsen verden over til ikke at udvise nåde overfor vantro og frafaldne. Tværtimod skal coronapandemien udnyttes til at bedrive terrorhandlinger de steder og lande, der netop nu er skrøbelige på grund af pandemien. I nyhedsbrevet står der endvidere, at den bedste måde til at ”undgå Guds straf – inklusiv coronavirus – er at adlyde ham ved at udføre ’jihad’ og påføre mest mulig smerte på hans fjender.”

Et tragisk eksempel er fra forrige lørdag i den lille franske by Romans-sur-Isère, hvor en 33-årig sudanesisk immigrant skar halsen over på en familiefar foran dennes kone og barn, hvorpå han fortsatte til en slagterbutik og stak en kunde ihjel og sårede yderligere tre personer. Terroristen blev få minutter senere arresteret af politiet, da han knælende på fortovet bad på arabisk.   

I et nyhedsbrev i Al-Naba fra januar rapporterede IS om en virus, der spredte død og panik i Kina. Da Iran kort tid efter også oplevede et udbrud af coronavirus, hoverede IS i et nyt nyhedsbrev og skrev, at det var Guds eksemplariske straf for Irans shiamuslimske afgudsdyrkelse. I de seneste nyhedsbreve har IS så (angiveligt) indset, at virussen ikke skelner mellem hverken religion eller etnicitet men sætter nu sin lid til, at Gud først og fremmest vil straffe vantro befolkninger.     

IS’s ignorance og ækle væsen kender ingen grænser, og terrorbevægelsen udgør fortsat en trussel. Ikke mindst i denne tid hvor vi er sårbare. At tro at terror holder coronafri – eller våbenhvile som FN’s generalsekretær udtalte – er naivt.

TERROR_CORONA

Lev for helvede!

, 0

Lev for helvede!

Træt af et flosset socialt liv og psykisk slidt af krigsindsættelse forlod jeg for 10 år siden forsvaret, og ernærer mig nu som forfatter, foredragsholder og Tv-vært. Mit CV tæller desuden referencer som fotograf, markedsøkonom, brolægger, rengøringsmedarbejder, computersælger og programleder for en humanitær minerydningsorganisation. Ikke just stringente karrierevalg.

”Du har aldrig været et ligusterbarn, min dreng,” sagde min mor engang til mig i en kærlig men træt tone. Og ganske rigtigt. Jeg er drevet af en markant rastløshed og stritter imod, når det konventionelle og forudsigelige sniger sig op bag mig og lægger en klam hånd på skulderen. Ikke at der er noget galt med at leve konventionelt og forudsigeligt. Det virker bare ikke for mig.

Jeg trækker bedst vejret i en sfære præget af nysgerrighed, risici og usikkerhed. Først der lever jeg for alvor. Hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg som soldat stod ansigt til ansigt med fjenden, eller når jeg om natten i faldskærm sprang ud fra en flyvemaskine i 10 kilometers højde eller lå med måsen i vejret og bortsprængte flybomber i Afrika. Nu om stunder føler jeg mig spillevende, når jeg omgås ildsprudlende aspiranter på Tv, eller drømmer mig ind i mine romaners fiktionsverden.   

Bagsiden ved denne trang til at søge det uvisse har været mentale knubs, mange nederlag, himmelvendte øjne hos familie og venner samt et til tider uforholdsmæssigt højt forbrug af dåsetun og pasta. Men det har været hver en flad bankkonto værd. Og vigtigst: jeg har formået at undvige selvynken, når det har været mørkest, men har i stedet rejst mig, børstet støvet af skulderen og kigget fremad med styrket sind.   

Når jeg betragter verden omkring mig, oplever jeg ofte et fravær af passion eller endda bare livsglæde og gnist. Mange driver apatisk med strømmen og dyrker nationalfænomenet; brok. Måske vores enorme velstand og tryghed, har gjort os dovne og forvænte. Måske vi i virkeligheden har så få problemer, at grænsen for, hvad der egentligt er et problem, har rykket sig derhen, hvor petitesser bliver gjort til problemer. Det er en skam.    

Den fortærskede kliché om, at livet er kort holder stik, men omvendt er livet rigeligt langt, såfremt det forvaltes godt. Jeg ved ikke med dig – men inden de stiller mig ud på gaden som storskrald og kører mig på forbrændingen, skal jeg dælme opleve så mange favntag med livet som muligt. Så jeg kan kun opfordre dig til følgende: Lev for helvede!

IMG_6175

Kvindernes Kampdag 2020 !

, 0

Kvindernes Kampdag 2020 !

I år fylder den militære transport maskine, C-130, 65 år og kan fejre sin fødselsdag som historiens længst producerede militære flyvemaskine. 

Følelserne vælter op i mig, når jeg ser, hører eller læser om denne ukuelige og seje pige. 

Netop idag på Kvindernes Kampdag må det derfor være på sin plads med en hyldest til hende, så jeg fandt min gamle tekst frem fra ét af hendes tidligere runde år.

Tillykke gamle pige.

Jeg har aldrig fået takket dig ordentligt for de hundredevis af timer, jeg tilbragte i din hule, cigarformede metalbug. Igennem 16 år delte vi glæde, sorg, sejrsrus, afmagt, angst og udmattelse. Stærk som få har du aldrig svigtet mig og mine kammerater, kun sjældent meldt dig syg med mekaniske kvaler eller lidt under elektroniske primadonnanykker. 

Jeg erindrer først og fremmest dit særegne udseende; du er ikke pæn, men din kompakte krop, de lange og rette vinger med fire motorer samt dit ranke haleror udstråler styrke og autoritet, som var du en flyvende bulldog. Til hver en tid kan jeg genkende dig, uanset om du befinder dig adskillige kilometer borte eller højt oppe på himlen over mig.

Og jeg mindes dine lugte; den svage aroma af hydraulikolie og duften af kølig, metallisk ilt, du pumpede ud i min maske for at holde mig i live, mens vi steg op igennem de tynde luftlag, og jeg ventede på at forlade dig iført faldskærm. Ligesom jeg erindrer dine lyde; din hvinende, hydrauliske lasterampe og de fire turboprop motorer, der ved opstart begyndte at summe og hyle og fik propellerne til at snurre – først langsomt, dernæst mere og mere insisterende for til sidst at fylde den vibrerende kabine med en intens og hidsig brølen. En brølen der om noget føltes beroligende, når du med din våbenlast vagtsomt kredsede over de fjendtlige, afghanske bjerge, hvor jeg befandt mig med mine kammerater. Tak for det.

Stor og tyk er du fyldt med uforlignelige kvaliteter – men din elendige komfort er ikke en af dem; de røde netsæder som kun var marginalt behageligere end kirkebænke og din kabinetemperatur, der enten fik mig til at svede tran eller klapre tænder af kulde. Eller dit såkaldte toilet, som du skamløst havde placeret på kabinens bagvæg, hvor man bag et blafrende badeforhæng forrettede sin nødtørft til frit skue og stor moro for medpassagererne.

Jeg mindes varmt din formidable styrke; når du på en hullet grusbane i krigszonerne udløste dine knap 20.000 hestekræfter, slap bremserne og accelererede så kraftigt, at jeg lå skråt i sædet og måtte stemme i med støvlerne og ud ad de små koøjer kunne skimte ørkenlandskabet passere, indtil det blot var lysende streger på nethinden, hvorpå du slap jorden og steg stejlt og brutalt for at beskytte mig mod beskydning fra jorden. En kraftpræstation ingen andre kan gøre dig efter og en væsentlig grund til, at jeg stadig er i live.

Vi har rejst langt sammen, og vi har delt angstfyldte og triste oplevelser. Første gang jeg stod på kanten af lasterampen i ti kilometers højde med en 50 kilo tung rygsæk mellem benene, var jeg nervøs. Da du slukkede den lille røde lampe på væggen og i stedet tændte den grønne, blev jeg hunderæd. Jeg havde egentlig ikke lyst til at forlade dig, men jeg sprang alligevel ud i den sorte og fyrre grader kolde nat, fordi det var mit job. De triste øjeblikke var der heldigvis ikke så mange af. Men der var nok. Når kister svøbt i Dannebrogsflag blev båret ind i din bug, var det lavpunkterne i min militære karriere. Men det var ikke din skyld. Du passede også bare dit job.

Tak for oplevelserne igennem årene, gamle pige. Jeg havde ikke været dem foruden. Og tillykke med de 65 år.

#37 C130 PÅ TLZ
Billede1

Den Længste Krig

, 0

Den Længste Krig
 
En sen nattetime den 12. september 2001 befandt jeg mig bag rattet i en firehjulstrækker og havde øjnene stift rettet mod grusvejens lunefulde huller og sving. Med mig var min hundehvalp og to kollegaer fra den humanitære organisation, jeg arbejdede for, og vi havde netop forladt Afghanistans hovedstad, Kabul, med kursen sat mod Pakistan. Foran os lå en køretur på 11 timer, og bag os lå en storby, hvorover Stars and Stripes snart ville veje.
 
Få timer forinden var USA blevet angrebet af Al-Qaedas selvmordsterrorister, der rev næsten 3000 civile med sig i døden. Billederne fra den forbandede dag, hvor World Trade Center styrtede i grus, hænger stadig klart for mit indre øje. Terrorangrebet forandrede mit liv, ligesom det gjorde for så mange andre.   
 
I otte måneder havde jeg befundet mig i Afghanistan, hvor min opgave var at rydde russiske minefelter og ueksploderet ammunition i de afsidesliggende landsbyer. Det var et slidsomt og til tider farligt arbejde. Og ganske utaknemmeligt. For Talibanbevægelsen – den islamistiske bevægelse der regerede landet og terroriserede sin egen befolkning – havde ikke andet end foragt tilovers for en skægløs og vantro vesterlænding som mig til trods for, at jeg ryddede miner i deres jord, efter deres krige og for egne medbragte penge.
 
Allerede en måned efter terrorangrebet havde det amerikanske militær kontrol over Afghanistan. Talibanbevægelsen, der havde tilladt Al Qaeda-terroristerne at træne i landet, var flygtet sydover til de sydlige provinser og de autonome pakistanske grænseområder, hvor amerikanerne ikke måtte røre dem. I januar 2002 returnerede jeg som jægersoldat og gjorde tjeneste i Afghanistan i et år.    
 
Krigen mod Taliban skulle vise sig at blive USA’s længste og har nu været i omkring 18 år. Den har kostet i omegnen af 2.500 amerikanske soldaters liv og 6.120 milliarder kroner. Danmark mistede 43 soldater i krigen – heriblandt én jægersoldat. Målt per indbygger er antallet det højeste blandt NATO-landene.    
 
Men måske er det slut nu. I dag underskrives en fredsaftale mellem amerikanerne og Talibanbevægelsen i Qatars hovedstad, Doha. Aftalen går i overordnede træk ud på, at talibanerne i fremtiden lover ikke at huse terrororganisationer som i tilfældet med Al-Qaeda, der havde træningslejre i Afghanistan. Til gengæld lover amerikanerne en tilbagetrækning af egne og allierede styrker.
 
Amerikanerne er dødtrætte af krigen, og de er opsatte på at få den bragt til ende. Men de indgår formentlig fredsaftalen med en god portion skepsis, eftersom de ikke stoler på talibanerne. Mod god grund. Talibanerne ved, at amerikanerne er sultne efter en tilbagetrækning og venter sandsynligvis kun på at udnytte tomrummet efter deres exit. Jeg håber, at jeg tager fejl. Afghanerne har brug for fred.

IMG_6077

Load More