Køb mine bøger her

Køb

Køb mine bøger her

Køb

Nyheder

Gud, konge og fædreland?

, 0

Gud, konge og fædreland?

Som jægersoldat var jeg i over to år udsendt til Afghanistan og Irak. Her oplevede jeg menneskeheden udfolde sig fra sin mørkeste og mest makabre side og var vidne til armod, frygt, lemlæstelse og død på tætteste hold. Adskillige gange mistede jeg selv nær livet på grund af selvmordsbombere eller beskydning. Og jeg må erkende: Jeg kunne lide at befinde mig i en krigszone.

Denne erkendelse skurer i de flestes ører. Med rette. Siden jeg forlod forsvaret, har jeg tænkt meget over, hvad der ligger til grund for denne irrationelle og bizarre indstilling og har lettest ved at definere de motiver, som IKKE drev mig, for at drage i krig: Det var ikke for Gud, konge og fædreland.

Først det med Gud. Guddommelighed eksisterer ikke i min verden. Jeg tror på, at man kan være et anstændigt menneske uden et moralske retningslinjer fra ophøjede og altfavnende kræfter, der prædiker det ideelle liv. Jeg skal nok definere mit eget liv.  

Hvad så med monarkiet? Som institution er kongehuset da ganske hygsomt og et fint nationalt samlingspunkt. Men at gå i krig for Hendes Majestæt? Næh tak. Og så er der fædrelandet. Jeg holder uendelig meget af lille, gæve Danmark og kæmper gerne på nationens vegne, men fædrelandet har kun haft perifer indflydelse på min motivation for at drage i krig.

Jeg drog heller ikke i krig i en højere sags tjeneste. Jeg har klare holdninger, og jeg interesserer mig naturligvis for verden omkring mig, men havde mit motiv været ideologi eller storpolitik, var jeg blevet (en elendig) politiker eller aktivist i en NGO.

Spænding og adrenalinsus er nok en del af forklaringen på min affektion for soldaterlivet. Jeg følte mig spillevende, og hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg stod ansigt til ansigt med fjenden, eller da jeg om natten sprang ud ad en flyvemaskine i 10 kilometers højde.  

Men frem for alt drog jeg i krig for at være en del af den samhørighed og det åndsfællesskab, som hersker blandt soldater i krigszoner. Krigens paradoks er, at den udstiller vores mørkeste sider og samtidig mobiliserer de mest ædle og medmenneskelige sider af os. I de afghanske bjerge eller i Bagdads blodige gader var jeg en del af et værdifællesskab, hvor mine kammerater var ærlige, loyale, omsorgsfulde, beskedne, ansvarlige og modige. Facaderne var skrællet af, der florerede ingen løgne, og der var ingen fejhed, grådighed eller egoisme. Det var en bull-shit-fri zone – i skærende kontrast til den verden jeg nu dagligt er en del af. 

I_KRIG

Drop jubeloptimismen

, 0

Drop jubeloptimismen

Jeg er ikke tilhænger af overdreven optimisme og hypen omkring ja-hatte. Et problem er et problem, og det forsvinder ikke, blot fordi vi kalder det en udfordring. Et eksempel. Da jeg var jægersoldat, blev mine kammerater og jeg opdaget af Talibankrigere på en klippehylde i Afghanistan. Det var en livstruende situation. Havde jeg blot trukket på skuldrene og udbrudt til mine bekymrede kammerater ”Rolig nu! Det skal nok gå alt sammen, vi skal bare klemme ballerne lidt sammen og tænke på noget rart!” havde jeg ikke gavnet situationen.

Oppe på klippehylden opstod et gevaldigt problem, og det havde været endnu sværere at løse, hvis vi havde camoufleret det med overdrevent optimistiske vendinger. Det er spild af tid at overveje, om et glas er halvtomt eller halvfyldt, for mængden er den samme, uanset hvad du kalder det. Jeg vil hellere have at vide, præcis hvor meget glasset rummer. Problemer findes, og de forsvinder ikke, uanset hvor tykt et røgslør, vi blæser ud over dem.

Der skal være et solidt fundament af sund fornuft og realitetssans under optimismen, hvis den ikke skal ende i selvbedrag og nederlag. Overdreven optimisme er vejen til overdreven selvtillid og dermed unødigt risikable eller direkte forkerte beslutninger, fordi der ikke levnes plads til konstruktiv kritik og objektive analyser. De mange nytårsforsæt, der brydes hvert år, er et andet glimrende eksempel på optimistisk selvovervurdering, der ender med nederlag og skuffelse.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har et problem med sund optimisme. Forskning viser faktisk, at meget optimistiske mennesker lever længere og oplever mindre sygdom. Blandt andet har de formindsket risiko for depression, et styrket immunforsvar og færre sygedage samt færre kredsløbssygdomme og hjerteproblemer. Generelt oplever optimistiske mennesker større velvære og dermed overskud fysisk og psykisk.

Jeg tilstræber personligt at udvise en realistisk og positiv attitude i livets forhold. Det betyder, at jeg forsøger at analysere min situation så objektivt som muligt og derefter arbejder målrettet på at løse de problemer, jeg møder, uden at miste troen på succes. Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at du dropper jubeloptimismen og ja-hatten. Den risikerer bare at blive en narrehat.

Drop jubeloptimismen

Grib Chancen, Grønland!

, 0

Grib Chancen, Grønland!

 Kongeriget gik i selvsving da Præsident Donald Trump sidste sommer luftede interessen for at købe Grønland. Mette Frederiksen kaldte ideen absurd og bedyrede, at Grønland ikke er til salg. Siden blev der stille om sagen i medierne, men den er langt fra slut. For havisen i Arktis smelter i rasende fart, og de globale klimaforandringer ændrer fuldstændig den militærstrategiske og politiske situation i Grønland.

Landet er rigt på sjældne jordarter, som er essentielle elektronikindustrien, og de vigende ismasser gør det nemmere at få fat på råstofferne. Samtidig vil et isfrit Arktis åbne en bekvem smutvej til Atlanterhavet og den amerikanske østkyst for kinesiske krigsskibe og ubåde, for ikke at tale om den økonomiske fordel ved at klippe en uge af transporttiden til det lukrative europæiske marked for kinesiske handelsfartøjer. Kina er i fuld gang med at investere heftigt i det arktiske område og har vist stor interesse i Grønland, som jeg beskriver i min roman Dødemandsbugten.

Men kineserne har ikke tænkt sig at vente på at den globale opvarmning gør hele arbejdet for dem. Et kolossalt atomdrevet, polart forskningsskib og en avanceret isbryder kaldet Snedragen 2 er under udvikling på kinesiske værfter, og kinesiske forskere er ved at undersøge, hvordan ubåde kan bryde gennem havis. Danmark har hverken isbrydere eller ubåde og er håbløst bagud på området.

Mens kineserne fokuserer på søfarten, er Rusland i gang med en kraftig opgradering af eksisterende baser og etablering af nye, militære landingsbaner. Russerne siger godt nok, at baserne er nødvendige for at beskytte landets massive olie og gas interesser i Arktis, men militære eksperter påpeger, at anlæggenes størrelse og placering afslører, at de reelt er en fremskydning af Ruslands atomare og strategiske angrebskapacitet. Det er klart, at amerikanske militæranalytikere sover dårligt, når de drømmer om Arktis, og det kan ikke undre, at Donald Trump er irriteret over danske listefødder i forhold til Kina og Rusland.

Så vågn nu op, Grønland, og grib chancen! Vis at I er et ligeværdigt medlem af NATO som en del af Rigsfælleskabet og pres Danmark til reelle forhandlinger med USA om etablering af et effektivt militært beredskab, der magter at hævde jeres suverænitet i Arktis i samarbejde med NATOs øvrige parter. Ikke for Donald Trumps skyld, men for jeres og verdensfredens skyld.

IMG_6833

Terror holder ikke coronafri

, 0

Terror holder ikke coronafri

Coronapandemien holder kloden i et jerngreb. Nationer lukker mere eller mindre ned, de fleste af os går i hi på matriklen, og alle drømmer om den dag, hvor alt igen kan blive, som det plejede at være. Men indtil videre gælder det om at udvise samfundssind, disciplin og solidaritet. FN’s generalsekretær António Guterres kørte på den store klinge og udtalte forleden: ”Virussets hærgen illustrerer tåbeligheden af krig. Det er derfor, jeg i dag opfordrer til en øjeblikkelig global våbenhvile i alle verdens hjørner.”

Jeg tillader mig at være sarkastisk og til det sige: ”held og lykke med det”. For mens verden er fokuseret på at bekæmpe coronavirussen, som overbebyrder samfundsstrukturerne – fx sundhedsvæsen og sikkerhedstjenester – er Islamisk Stats (IS) ideologiske kræfter absolut ikke interesseret i føje FN’s generalsekretær.

I IS’s ugentlige nyhedsbrev fra marts måned, Al-Naba (hvilket løseligt oversat betyder ’Afsenderen’), opfordres følgere af terrorbevægelsen verden over til ikke at udvise nåde overfor vantro og frafaldne. Tværtimod skal coronapandemien udnyttes til at bedrive terrorhandlinger de steder og lande, der netop nu er skrøbelige på grund af pandemien. I nyhedsbrevet står der endvidere, at den bedste måde til at ”undgå Guds straf – inklusiv coronavirus – er at adlyde ham ved at udføre ’jihad’ og påføre mest mulig smerte på hans fjender.”

Et tragisk eksempel er fra forrige lørdag i den lille franske by Romans-sur-Isère, hvor en 33-årig sudanesisk immigrant skar halsen over på en familiefar foran dennes kone og barn, hvorpå han fortsatte til en slagterbutik og stak en kunde ihjel og sårede yderligere tre personer. Terroristen blev få minutter senere arresteret af politiet, da han knælende på fortovet bad på arabisk.   

I et nyhedsbrev i Al-Naba fra januar rapporterede IS om en virus, der spredte død og panik i Kina. Da Iran kort tid efter også oplevede et udbrud af coronavirus, hoverede IS i et nyt nyhedsbrev og skrev, at det var Guds eksemplariske straf for Irans shiamuslimske afgudsdyrkelse. I de seneste nyhedsbreve har IS så (angiveligt) indset, at virussen ikke skelner mellem hverken religion eller etnicitet men sætter nu sin lid til, at Gud først og fremmest vil straffe vantro befolkninger.     

IS’s ignorance og ækle væsen kender ingen grænser, og terrorbevægelsen udgør fortsat en trussel. Ikke mindst i denne tid hvor vi er sårbare. At tro at terror holder coronafri – eller våbenhvile som FN’s generalsekretær udtalte – er naivt.

TERROR_CORONA

Lev for helvede!

, 0

Lev for helvede!

Træt af et flosset socialt liv og psykisk slidt af krigsindsættelse forlod jeg for 10 år siden forsvaret, og ernærer mig nu som forfatter, foredragsholder og Tv-vært. Mit CV tæller desuden referencer som fotograf, markedsøkonom, brolægger, rengøringsmedarbejder, computersælger og programleder for en humanitær minerydningsorganisation. Ikke just stringente karrierevalg.

”Du har aldrig været et ligusterbarn, min dreng,” sagde min mor engang til mig i en kærlig men træt tone. Og ganske rigtigt. Jeg er drevet af en markant rastløshed og stritter imod, når det konventionelle og forudsigelige sniger sig op bag mig og lægger en klam hånd på skulderen. Ikke at der er noget galt med at leve konventionelt og forudsigeligt. Det virker bare ikke for mig.

Jeg trækker bedst vejret i en sfære præget af nysgerrighed, risici og usikkerhed. Først der lever jeg for alvor. Hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg som soldat stod ansigt til ansigt med fjenden, eller når jeg om natten i faldskærm sprang ud fra en flyvemaskine i 10 kilometers højde eller lå med måsen i vejret og bortsprængte flybomber i Afrika. Nu om stunder føler jeg mig spillevende, når jeg omgås ildsprudlende aspiranter på Tv, eller drømmer mig ind i mine romaners fiktionsverden.   

Bagsiden ved denne trang til at søge det uvisse har været mentale knubs, mange nederlag, himmelvendte øjne hos familie og venner samt et til tider uforholdsmæssigt højt forbrug af dåsetun og pasta. Men det har været hver en flad bankkonto værd. Og vigtigst: jeg har formået at undvige selvynken, når det har været mørkest, men har i stedet rejst mig, børstet støvet af skulderen og kigget fremad med styrket sind.   

Når jeg betragter verden omkring mig, oplever jeg ofte et fravær af passion eller endda bare livsglæde og gnist. Mange driver apatisk med strømmen og dyrker nationalfænomenet; brok. Måske vores enorme velstand og tryghed, har gjort os dovne og forvænte. Måske vi i virkeligheden har så få problemer, at grænsen for, hvad der egentligt er et problem, har rykket sig derhen, hvor petitesser bliver gjort til problemer. Det er en skam.    

Den fortærskede kliché om, at livet er kort holder stik, men omvendt er livet rigeligt langt, såfremt det forvaltes godt. Jeg ved ikke med dig – men inden de stiller mig ud på gaden som storskrald og kører mig på forbrændingen, skal jeg dælme opleve så mange favntag med livet som muligt. Så jeg kan kun opfordre dig til følgende: Lev for helvede!

IMG_6175

Kvindernes Kampdag 2020 !

, 0

Kvindernes Kampdag 2020 !

I år fylder den militære transport maskine, C-130, 65 år og kan fejre sin fødselsdag som historiens længst producerede militære flyvemaskine. 

Følelserne vælter op i mig, når jeg ser, hører eller læser om denne ukuelige og seje pige. 

Netop idag på Kvindernes Kampdag må det derfor være på sin plads med en hyldest til hende, så jeg fandt min gamle tekst frem fra ét af hendes tidligere runde år.

Tillykke gamle pige.

Jeg har aldrig fået takket dig ordentligt for de hundredevis af timer, jeg tilbragte i din hule, cigarformede metalbug. Igennem 16 år delte vi glæde, sorg, sejrsrus, afmagt, angst og udmattelse. Stærk som få har du aldrig svigtet mig og mine kammerater, kun sjældent meldt dig syg med mekaniske kvaler eller lidt under elektroniske primadonnanykker. 

Jeg erindrer først og fremmest dit særegne udseende; du er ikke pæn, men din kompakte krop, de lange og rette vinger med fire motorer samt dit ranke haleror udstråler styrke og autoritet, som var du en flyvende bulldog. Til hver en tid kan jeg genkende dig, uanset om du befinder dig adskillige kilometer borte eller højt oppe på himlen over mig.

Og jeg mindes dine lugte; den svage aroma af hydraulikolie og duften af kølig, metallisk ilt, du pumpede ud i min maske for at holde mig i live, mens vi steg op igennem de tynde luftlag, og jeg ventede på at forlade dig iført faldskærm. Ligesom jeg erindrer dine lyde; din hvinende, hydrauliske lasterampe og de fire turboprop motorer, der ved opstart begyndte at summe og hyle og fik propellerne til at snurre – først langsomt, dernæst mere og mere insisterende for til sidst at fylde den vibrerende kabine med en intens og hidsig brølen. En brølen der om noget føltes beroligende, når du med din våbenlast vagtsomt kredsede over de fjendtlige, afghanske bjerge, hvor jeg befandt mig med mine kammerater. Tak for det.

Stor og tyk er du fyldt med uforlignelige kvaliteter – men din elendige komfort er ikke en af dem; de røde netsæder som kun var marginalt behageligere end kirkebænke og din kabinetemperatur, der enten fik mig til at svede tran eller klapre tænder af kulde. Eller dit såkaldte toilet, som du skamløst havde placeret på kabinens bagvæg, hvor man bag et blafrende badeforhæng forrettede sin nødtørft til frit skue og stor moro for medpassagererne.

Jeg mindes varmt din formidable styrke; når du på en hullet grusbane i krigszonerne udløste dine knap 20.000 hestekræfter, slap bremserne og accelererede så kraftigt, at jeg lå skråt i sædet og måtte stemme i med støvlerne og ud ad de små koøjer kunne skimte ørkenlandskabet passere, indtil det blot var lysende streger på nethinden, hvorpå du slap jorden og steg stejlt og brutalt for at beskytte mig mod beskydning fra jorden. En kraftpræstation ingen andre kan gøre dig efter og en væsentlig grund til, at jeg stadig er i live.

Vi har rejst langt sammen, og vi har delt angstfyldte og triste oplevelser. Første gang jeg stod på kanten af lasterampen i ti kilometers højde med en 50 kilo tung rygsæk mellem benene, var jeg nervøs. Da du slukkede den lille røde lampe på væggen og i stedet tændte den grønne, blev jeg hunderæd. Jeg havde egentlig ikke lyst til at forlade dig, men jeg sprang alligevel ud i den sorte og fyrre grader kolde nat, fordi det var mit job. De triste øjeblikke var der heldigvis ikke så mange af. Men der var nok. Når kister svøbt i Dannebrogsflag blev båret ind i din bug, var det lavpunkterne i min militære karriere. Men det var ikke din skyld. Du passede også bare dit job.

Tak for oplevelserne igennem årene, gamle pige. Jeg havde ikke været dem foruden. Og tillykke med de 65 år.

#37 C130 PÅ TLZ
Billede1

Den Længste Krig

, 0

Den Længste Krig
 
En sen nattetime den 12. september 2001 befandt jeg mig bag rattet i en firehjulstrækker og havde øjnene stift rettet mod grusvejens lunefulde huller og sving. Med mig var min hundehvalp og to kollegaer fra den humanitære organisation, jeg arbejdede for, og vi havde netop forladt Afghanistans hovedstad, Kabul, med kursen sat mod Pakistan. Foran os lå en køretur på 11 timer, og bag os lå en storby, hvorover Stars and Stripes snart ville veje.
 
Få timer forinden var USA blevet angrebet af Al-Qaedas selvmordsterrorister, der rev næsten 3000 civile med sig i døden. Billederne fra den forbandede dag, hvor World Trade Center styrtede i grus, hænger stadig klart for mit indre øje. Terrorangrebet forandrede mit liv, ligesom det gjorde for så mange andre.   
 
I otte måneder havde jeg befundet mig i Afghanistan, hvor min opgave var at rydde russiske minefelter og ueksploderet ammunition i de afsidesliggende landsbyer. Det var et slidsomt og til tider farligt arbejde. Og ganske utaknemmeligt. For Talibanbevægelsen – den islamistiske bevægelse der regerede landet og terroriserede sin egen befolkning – havde ikke andet end foragt tilovers for en skægløs og vantro vesterlænding som mig til trods for, at jeg ryddede miner i deres jord, efter deres krige og for egne medbragte penge.
 
Allerede en måned efter terrorangrebet havde det amerikanske militær kontrol over Afghanistan. Talibanbevægelsen, der havde tilladt Al Qaeda-terroristerne at træne i landet, var flygtet sydover til de sydlige provinser og de autonome pakistanske grænseområder, hvor amerikanerne ikke måtte røre dem. I januar 2002 returnerede jeg som jægersoldat og gjorde tjeneste i Afghanistan i et år.    
 
Krigen mod Taliban skulle vise sig at blive USA’s længste og har nu været i omkring 18 år. Den har kostet i omegnen af 2.500 amerikanske soldaters liv og 6.120 milliarder kroner. Danmark mistede 43 soldater i krigen – heriblandt én jægersoldat. Målt per indbygger er antallet det højeste blandt NATO-landene.    
 
Men måske er det slut nu. I dag underskrives en fredsaftale mellem amerikanerne og Talibanbevægelsen i Qatars hovedstad, Doha. Aftalen går i overordnede træk ud på, at talibanerne i fremtiden lover ikke at huse terrororganisationer som i tilfældet med Al-Qaeda, der havde træningslejre i Afghanistan. Til gengæld lover amerikanerne en tilbagetrækning af egne og allierede styrker.
 
Amerikanerne er dødtrætte af krigen, og de er opsatte på at få den bragt til ende. Men de indgår formentlig fredsaftalen med en god portion skepsis, eftersom de ikke stoler på talibanerne. Mod god grund. Talibanerne ved, at amerikanerne er sultne efter en tilbagetrækning og venter sandsynligvis kun på at udnytte tomrummet efter deres exit. Jeg håber, at jeg tager fejl. Afghanerne har brug for fred.

IMG_6077

Sov bedre uden medicin

, 0

IMG_5981 sov
IMG_5982 sov
IMG_5983 sov

Jeg. Mig. Til helvede med de andre.

, 0

Jeg. Mig. Til helvede med de andre.

Det går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på mit tidligere liv som jægersoldat. På godt og ondt. Men klart mest godt. Jeg savner ikke fraværet af hunden og familien, og jeg savner slet ikke koldt vand, våde soveposer og frysetørret mad. Men I guder hvor jeg savner følelsen af at træde ind i teamrummet og øjeblikkeligt føle samhørighedsfølelsen i det lille eksklusive fællesskab, hvor alle helhjertet og uselvisk tilsidesætter egne interesser og agendaer til fordel for teamet.
 
Siden jeg entrerede mit voksenliv udenfor den militære boldgade, er det gået op for mig, hvor privilegeret jeg var. Ikke siden uniformen blev lagt på hylden, har jeg oplevet samme intense fællesskab baseret på integritet, loyalitet og vedholdenhed. Og jeg kommer aldrig til det. Derimod er jeg desværre ofte oplevet ind kollektiver inficeret af ligegyldighed eller endnu værre: Surstrålere, korslagte arme og hvad-er-der-i-det-for-mig-mentalitet.  
 
Jeg har aldrig rigtigt forstået den tilgang til teamet. Den er kontraproduktiv, defensiv og glædesløs. Har man meldt sig ind i fællesskabet, er det ens forbandede pligt at bidrage til det fælles bedste og ikke bremse dets fremdrift med smålige særinteresser. Fungerer man ikke i sit team, afdeling eller arbejdsplads, bør man i stedet opsøge fællesskaber, hvor man passer ind. Nemmere sagt end gjort? Nej, det er blot at gøre det. Tager man ikke fat ved nældens rod, går man sin egen undergang i møde i form af ensomhed, afmagt og udstødelse. Alverdens MUS-samtaler eller HR-tiltag kommer alligevel ikke til at gøre nogen reel forskel.  
 
Er min tidligere arbejdsplads, Jægerkorpset, så et fejlfrit glansbillede? Naturligvis ikke. Som jeg plejer at sige: Vi løb ikke rundt deroppe i korpset med en regnbue ude af røven. Det var ikke en fejlfri arbejdsplads, hvor der ikke blev begået fejl. Langt fra. Og heldigvis. Fejl gør ondt i stoltheden men er i virkeligheden en genvej til vigtig viden. Således blev fejlene omgående erkendt, adresseret og dissekeret med henblik på ikke at begå samme fejl igen.  
 
Forestillingen om Jægerkorpset som et rosenrødt broderskab er efter min mening også en myte. Selvfølgelig er alle jægersoldater ikke perlevenner. Men alle har en grundlæggende forståelse for vigtigheden af den rendyrkede og kompromisløse professionalisme, i det øjeblik man træder ind i teamrummet eller sætter sig ind i helikopteren og drager på mission. Sagt på en anden måde: den indre uniform var ligeså vigtig som den ydre.

IMG_5989

En kompetent dværg

, 0

En kompetent dværg

En kompetent dværg. Således plejer jeg at svare, når spørgsmålet falder på, hvordan danske specialstyrkers omdømme er blandt vores allierede. Dværgmetaforen er ganske rammende. Når det kommer til Jægerkorpsets og Frømandskorpsets pondus i den globale specialstyrkefamilie, kan korpsene ikke andet end betegnes som små. Meget små. Tæt på irrelevante. Men dog kompetente!
 
Med slet skjult selvtilfredshed har politikere, højtstående officerer og andet godtfolk ofte for vane at varedeklarere vores specialstyrker med svedige superlativer. At vi er beundret verden over – at vi bidrager med det ypperste indenfor specialstyrker. At vi er verdens bedste. Ikke et øje tørt. Jeg tillader mig at være mere forbeholden.   
   
Lad mig først og fremmest slå fast: Danmark kan absolut være tilfredse med den enkelte jægersoldats og frømands faglige niveau. De er fremragende soldater. Så hvorfor vælger jeg blot betegne operatørerne i de to korps som ”kompetente” og ikke for eksempel ”sublime” eller ”verdens bedste”?
 
Det gør jeg af følgende simple grund: De er ikke sublime, og vi har ikke verdens bedste specialstyrker. For at kunne blive løftet op i den absolutte verdensklasse af specialstyrker mangler der efter min mening grundlæggende to ting.
  
For det første ressourcer. Et godt eksempel er træningsfaciliteter. Da jeg op igennem 00’erne gjorde tjeneste i Jægerkorpset, blev der ivrigt snakket om at bygge et skydehus på korpsets matrikel, hvor jægerne kunne træne såkaldt rumkamp med skarp ammunition (med henblik på gidselbefrielsesaktioner eller indtrængning på og rensning af fjendtlige bygninger). Det blev ved snakken. Fire forkølede træpinde på en græsplæne markerede fantasifostret, der røg i glemmebogen. Alle seriøse specialstyrker i NATO har i årtier haft eget skydehus. Danmark glimrer med sit fravær heraf og står gang på gang med hatten i hånden hos vore allierede for at låne deres skydehuse.  
 
For det andet – og allervigtigst: Danske specialstyrker mangler p.t. operativ erfaring og har gjort det i nogle år. En soldat kan træne, træne og træne – og det skal han – men det er nu engang på slagmarken, han for alvor formes, støbes og hærdes. Som operativ jægersoldat i 00’erne var mit team og jeg udsendt på skarpe missioner minimum en gang om året. Oftest flere gange. En operativ kultur gennemsyrede de enkelte teams, samtidig med den fælles forståelse om missionernes vitale betydning blomstrede og styrkede enhedens korpsånd.
 
Det er op til forsvaret og først og fremmest politikerne, om de ønsker at bringe danske specialstyrker op i sværvægtsklassen i selskab med deres amerikanske og britiske brødre. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske. Holdningen er sikkert noget i stil med, at det er ”godt nok”.
 
Nyd søndagen. Med venlig hilsen – en tidligere kompetent dværg.

IMG_5824

Load More