Nyheder

Opholdsafdelingen

Den samme umiskendelige lyd, som Plessner havde hørt få timer tidligere, kom igen. Han stirrede ud ad vinduet, men kunne intet se. Det var som at kigge ned i et sort hav. Men han vidste, at lyden betød, at de kom nu. Det var stadig helt sort på den anden side af vinduet, men lyden blev kraftigere og kraftigere, og Ehrenberg rystede mere og mere.
  Rotorblade. Turbiner.
  Plessner førte natbrillen op foran øjet – og dér: Den sorte metalklump dukkede op ud af mørket. Ingen blinkende markeringslys eller navigationslys. Helt mørklagt. I ti-femten meters højde brølede helikopteren direkte mod ham og kunne ikke være mere end halvtreds meter væk. Den forekom enorm og ondsindet. Med hvinende turbiner bremsede den ved at sænke næsen og rejse halen som en fugl, der dykkede efter et bytte, og rotorbladene piskede skyer af fygesne henover forskningsstationen. Det var som, at vinduerne var ved at briste for trykket, og Plessner var ikke i stand til at se noget som helst ud ad vinduerne. Men han kunne høre, at helikopteren langsomt fortsatte henover bygningen, som nu skælvede vildt under presset fra rotorbladene. Derimod kunne han ikke høre sine skridt for motorlarmen, da han løb henover gulvet og ud til mellemgangen ved hoveddøren og videre ned til soveværelset i midterlængen. Fra vinduet hér kunne Plessner se den lande umiddelbart syd for forskningsstationen. Den sidste flig af håb i hans underbevidsthed forsvandt som en sort kat i natten. Det var ikke en dansk 101’er med Tarok og resten af gutterne, der med brede og varme smil ville træde ud ad den, klar til at bringe Maliki og ham i sikkerhed. Dette var en russiskudviklet HIP Mi-8-helikopter og var sikkert fuld af udtryksløse og kolde kinesere.
  Da hjulene tog jorden, pressede rotorbladene igen skyer af sne ind mod forskningsstationen, og Plessner kunne hverken se vestlængen eller opholdsafdelingen. Ikke godt.Det var ikke en del af planen, der stod og faldt med et frit udsyn mod begge steder. Men da motorlarmen langsomt døde ud, og rotorbladene drejede langsommere og langsommere for til sidst at løbe tør for kraft, lagde sneskyerne sig, hvorpå både helikopteren, vestlængen og opholdsafdelingen igen blev synlige.
  Men hvor var angrebsstyrken?! Det burde pible ud med kinesere fra helikopteren. Havde de allerede forladt den?! Og i givet fald hvor mange?!
  Der var plads til cirka femogtyve mand om bord på helikopteren, erindrede Plessner fra de gange, han havde fløjet med samme type. Hvis angrebsstyrken bestod af så mange, var han og Maliki færdige. Uanset antallet af termoflasker og mængden af ammunition til Steyr’en og Glock’en, ville det være en umulig kamp at vinde.
  Det blev mere stille igen. Kun vindens tag i bygningen fortsatte med uformindsket styrke i form af knirken og knagen, men der var hverken råb, kommandoer, automatild eller andre tegn på et stormangreb på Ehrenberg. Kineserne valgte åbenbart en mere forsigtig taktik. Sikkert fordi de vidste, at han vidste, at de nu var på vej ind på forskningsstationen og dermed var klar over, at de ikke havde alle parametre opfyldt for et succesfuldt angreb. Overraskelse. Momentum. Aggression.De tre grundsten i enhver succesfuld og offensiv militær operation. Kineserne vidste, at overraskelsen allerede var gået tabt ved helikopterens ankomst. Tilbage stod momentum og aggression. Og hvor kompetente de var til at udnytte disse to parametre, afhang ene og alene af deres evner til at koordinere, kommunikere samt deres grundlæggende soldatermæssige færdigheder, vidste Plessner. Hvilket de kommende sekunder ville afsløre.    
  Han tog det lille orange tændapparat op ad lommen og armerede detonatorerne i de tre termoflasker. Tre røde dioder lyste nu på displayet.
  Armeret.
  Igennem natbrillenscannede han terrænet mellem helikopteren og forskningsstationen, men der var stadig ingen bevægelse at spore nogen steder. Kun en flimrende og grynet mørk nat i sort og grøn. Men et eller andet sted derude var de på vej mod de tre indgange: hoveddøren, bagdøren til køkkenet samt døren for enden af gangen i vestlængen.

De første to dukkede op ved hjørnet ved bagdøren til køkkenet. Iført sorte skimasker, mørke heldragter og noget der lignede moderne militære udrustningsveste, gik mændene hen til døren med rolige skridt. De var bevæbnet med moderne automatrifler, men Plessner kunne ikke se hvilken model. I hvert fald var der ikke tale om den gamle og klassiske AK-47. Disse mænd lod til at være professionelle og paramilitære. Den forreste tog i håndtaget til køkkendøren, og da han konstaterede, at den var låst, trak de sig begge tilbage og forsvandt rundt om hjørnet.
 Santidig anede Plessner to silhuetter, der langsomt nærmede sig døren i vestlængen. Tilsvarende outfit. Samme type våben. Samme procedure: Den forreste tog i dørhåndtaget. Da han konstaterede, at den var åben, trak han sig et par skridt tilbage med makkeren og ventede. Så førte han den ene hånd op foran munden – Plessner antog, at han talte ind i en radio.
 Mændene varprofessionelle. Ikke noget med at bare vade ind ved førstkomne mulighed. Nej, de meldte til den øvrige del af angrebsstyrken, at de havde fundet en åben dør og var klar til at trænge ind. Koordination og kommunikation.
 Plessner kastede et blik ned på tændapparatet. Tre røde dioder. Han tog Glock’en frem og lagde den i vindueskarmen og placerede en finger på knapperne ud for to af dioderne på tændapparatet. Indenfor få sekunder ville han høre en ny lyd, vidste han: Lyden af vind som blæste ned ad gangen i midterlængen, når hoveddøren blev åbnet. Og den ville han kunne høre, når de to mænd for enden af vestlængen gik ind ad døren. Kineserne var professionelle og havde til hensigt at trænge ind samtidigt.  
Præcis på samme tid hvor, Plessner så mændene ved vestlængen træde ind ad døren, hørte han vinden blæse ned ad gangen som et hviskende spøgelse.
  Så trykkede han på de to knapper på tændapparatet.
  Bragethamrede imod Plessners trommehinder, og rystelserne, som helikopteren havde fremkaldt, da den fløj hen over bygningen, forekom som en blid forårsbrise i forhold til den dobbelte eksplosion.Gulvene, væggene og loftet skælvede, og Plessner mærkede benene give efter. Trykbølgen blæste døren til soveværelset op og blev efterfulgt af en støvsky, der bølgede videre ned ad gangen i midterlængen.
  Han trådte hen til døren og kiggede ud. På gulvet foran ham lå et svedet og blodigt underben i en sort læderstøvle, og ved siden af lå en hånd. Hele hjørnet af bygningen var stort set væk, og han kunne kigge direkte op på de sorte skyer. Samme ragnarok for gjaldt for vestlængen, der nærmest var reduceret til det halve. Plessner var fattet, men groggy; en slat Eurodyn og et par termoflasker var sgu noget af en cocktail.
  Det var ikke slut endnu. Da han trådte tilbage til vinduet, så han flere silhuetter nærme sig vestlængen. Kineserne besluttede sig åbenbart for at trænge ind med resten af styrken hér. Fem mand trådte indenfor og begav sig i hastigt tempo ned ad resterne af gangen i vestlængen. De havde ingen grund til forsigtig finesse nu – slaget var vidt åbent og kunne kun vindes ved fremdrift og initiativ. Momentum og aggression.
 Plessner trak Steyr’en frem i skydestillingen, tog sigte og trykkede på aftrækkeren. Projektilet røg igennem soveværelsevinduet og videre i retning mod mændene i vestlængen. Den forreste kineser tumlede omkring. Plessner tog ladegreb og affyrede endnu et skud, hvorpå også den næste kineser drattede om. Men tre mand fortsatte samtidig med at de begyndte at skyde vildt i retning mod opholdsafdelingen, tilsyneladende uden at at vide præcist, hvad de skød mod. Det gik op for Plessner, at de antog, at han befandt sig i opholdsafdeling og satte nu alt ind på at kæmpe sig frem hertil.
 Hvilket passede ham fint; hans overraskelsesmoment var stadig intakt.
  De tre kineserne fortsatte ned ad gangen i vestlængen, drejede rundt om hjørnet og begav sig ned igennem midterlængen under høje tilråb og kommandoer. Plessner forstod ikke, hvad de sagde, men ud for tonefaldet at dømme blev de rådvilde og paniske ved synet af kropsdelene fra deres kammerater.
  Da de passerede soveværelset, trådte Plessner ud bag dem. Med Glock’en afgav han en hurtig serie på tre double taps. To projektiler i hvert baghoved. Mændene havde skudsikre veste på, og ni-millimeter projektilerne ville ikke trænge igennem, hvis han skød dem i ryggen. Alle tre faldt om. To af dem rallede og bevægede sig stadig. Den tredje gjorde ikke.
 Plessner trådte hen over den ene, som bevægede sig. Han havde aldrig brudt sig om det kalkulerede hovedskud på klods hold, men for længe siden havde man lært ham at gøre det; når først fjenden var nede, skulle man sikre sig, at han aldrig kom op igen. Det var brutalt og skånselsløst, men det gav, mening. Et hovedskud på denne afstand var betydeligt mere blodigt og grimt end på film, så Plessner holdt en hånd foran ansigtet for at beskytte sig om mod blod, hjernemasse og knoglestumper. Han gjorde det hurtigt. De hundredeogfemten gram tunge projektiler flåede kinesernes kranierne op og splattede gulvet til med en rød, grødagtig masse.
  Plessner gik tilbage i soveværelset og hentede tændapparatet. Der var en termoflaske tilbage under sofaen i opholdsafdelingen, og han besluttede sig for ikke at lade den gå til spilde. I følge armbåndsuret var klokken nu 17.52. Han programmerede den til at detonere præcis klokken 18.00. Om otte minutter. Det gav ham tid til at få Maliki ud på pulken, hente rygsækken og komme i sikkerhed inden skidtet gik af.
 Plessner trådte ud på gangen med natbrillen for øjet og Glock’en hævet i den anden hånd – ingen garanti for Ehrenberg var kineserfri. Forsigtigt gik han ned mod hjørnet af bygningen, hvor hoveddøren engang havde været. Der hang en dunst af blod og brændt kød til trods for, at vinden strøg ind i bygningen. Da han nåede til svingdøren, som førte ind til opholdsafdelingen, skubbede han den på klem og kiggede ind. Der var tomt, mørkt og stille. Kun det røde digitalur og svingdøren ud til køkkenet kastede en smule lys af sig. Han lagde natbrillen i lommen, trådte indenfor og gik ned mod køkkenet. Først roligt. Så hurtigere og mere utålmodigt.
  Maliki.
  Men Plessner nåede ikke længere end halvvejs henover gulvet, da en stemme lød i mørket foran ham. En stemme, han genkendte øjeblikkeligt.

Nuuk

Klokken var tæt på midnat. Byen var ligeså ensom og bundfrossen som altid. Der hang en spøgelsesagtig stemning over den. Omgivet af stilhed og faner af fygesne, der langsomt overhalede ham, gik Plessner ned ad hovedgaden og passerede husene og bygningerne, hvis sorte vinduer stirrede tomt ud i kulden. På de fem minutter, det havde taget ham at nå hertil fra lejligheden, havde han hverken set mennesker eller trafik. Kun et ubrudt snetæppe og mørklagte bygninger, hvori beboerne sikkert både i vågen tilstand og i søvne drømte om lys, sol og varme.
  Byen mindede ham om de kulissebyer, han havde trænet i som jægersoldat. I korpset var en af disciplinerne fremrykning og kamp i by, og for at træne så realistisk som muligt opførte militæret hele byer med gader, kloaksystemer, rådhuse, skoler, kirker og beboelsesejendomme. Bygningerne indeholdt rigtige kældre, trapper, værelser, toiletter og kontorer med inventar, men var i virkeligheden bare hule skaller uden sjæl og menneskelig puls. Nuuk føltes på samme måde. Som en by, der var blevet opført, men af en eller anden grund ikke havde tjent sit formål og aldrig havde været beboet. Eller som en by, hvor en radioaktiv sky var drevet igennem og havde jaget indbyggerne på flugt og gjort det umuligt at leve der.
  Kun den hvide Porche, som var drejet væk fra hovedgaden, havde vidnet om liv.
  Plessner genkendte både bilen og føreren, hvilket ikke var vanskeligt. Det var den eneste Porche Cayenne i Nuuk, og føreren – en ekceptionelt lille mand med et ekceptionelt stort hoved –  havde ry for at køre aggressivt uden hensyntagen til sine medborgere. Så vidt Plessner vidste, var manden en højt placeret embedsmand i Landsstyret, og som alle magtfulde personer i Grønland var han født ind i den nationens elite, som i generationer havde siddet på flæsket i samfundet. Og i Grønland var ’flæsket’ ensbetydende med Landsstyret. Derudover vidste Plessner ikke noget om manden og var ikke interesseret i at vide noget om ham. Politik og politikere var en verden, der forekom ham ligeså fremmed og kold som Nuuk.
  Plessner passerede hotellet, som fremstod lige så resigneret som resten af byen. I den ubemandede reception var lyset tændt, men der var ikke lys i et eneste af værelserne på de seks etager. Hundrede meter efter hotellet nåede han til en flad, gul træbygning med et skilt i en skriftstørrelse, der var læsbart selv i den største arktiske brandert. På skiltet stod der ’Den Grønne Lagune’.
  Plessner brød sig ikke meget om bodegaer eller værtshuse. Oftest var de vandhuller for halvgamle stoddere, som med deres åndsfæller lukkede fordrukkent pis ud om, hvis skyld det var, at deres formidable, men uforløste talenter aldrig havde fået mulighed for at udfolde sig her i livet. Men Den Grønne Lagune havde én kvalitet: Heineken. Bestyreren, Tommy, blæste på Landsstyrets lov om monopoløl og serverede Heineken til sine betroede stamkunder. Plessner var en af dem. Han gik op ad trappen og trådte indenfor.

Når man kom udefra, føltes det som at træde ind i en sauna. Fugten drev ned ad vinduerne i lokalet, hvor der hang en dunst af våd hund, opkast og nikotin. Det var et lille værtshus, formet som et L, omkring femten meter langt, ti meter bredt og lignede de fleste værthuse i den våde ende; væggene var beklædt med mørkt, forlorent træ og baren fyldte det meste af langsiden. Den var indrammet af træbjælker, prydet med plastic-bling samt et bredt sortiment af billig sprut på bagvæggen. Resten af lokalet var opdelt i trange båse med borde og bænke, og stort set alle flader i lokalet var tilplastret med ’Glædelig jul og godt Tub’år’-reklamer. Stylingen fuldendtes med ranker af plasticblade, der snoede sig om bjælkerne i loftet og mellem båsene – et eksotisk islæt for gæsterne, hvoraf de fleste aldrig havde set et træ. I hjørnet stod en jukeboks og et par spillemaskiner med blinkende konsoller. Dansk røvbaldemusik summede ud af højttalerne, men Plessner ant, og at den ikke kom fra væggens fjernsyn, hvor to mænd med guitarer, nittebælter og puddelkrøller vred sig blandt henrykte teenagepiger. I stedet kom musikken fra jukeboksen i hjørnet, og var med usvigelig sikkerhed bestilt af to højtlydte og overvægtige mænd i baren, begge iført håndværkertøj og gummistøvler.
  Plessner havde ikke set dem før. Danskere, gættede han. Udover dem og bestyren, Tommy, der stod bag baren, var der kun en person i lokalet, og han sad på en barstol lige indenfor døren.
  Ved synet af Plessner sprang manden op og stillede sig demonstrativt foran ham. Han var halvandet hoved lavere end Plessner, kraftigt bygget – store muskler under et tykt lag fedt – havde dårlige tænder, en fingertyk similiguldkæde om halsen, og en stram sort t-shirt afslørede arme dækket af tribaltatoveringer. Han var rumæner, dørmand og formentlig ved at dø af kedsomhed, men pludselig opløftet ved udsigten til at hævne sine to venner, der lå på hospitalet på grund af den nyankomne gæst. Rumænerens brystkasse bevægede sig ind og ud som en blæsebælg, og med knyttede næver nedstirrede han Plessner, som om det var hans livsmission at destruere ’den store dansker’.
  Plessner kiggede på ham, men beholdt hænderne i jakkelommen og foretog sig ikke noget.
  ”Bogdan! … det er o.k.!” lød det fra Tommy bag baren.
  Tøvende trådte rumæneren til side og lod Plessner passere.
  Plessner gik hen over det fugtige gulvtæppe og stillede sig for enden af baren, længst væk fra de to danskere. Tommy var i færd med at skænke fadøl til dem og nikkede til ham. Da han havde serveret øllene, knappede han to Heineken op og gik ned og stillede den ene foran Plessner med en hånd, der manglede tre fingre.
   ”Godaften, Plessner, tag dig ikke af Bogdans opførsel – han keder sig bare. Hvordan går det?” spurgte han.
   ”Fremragende. Dig?”
   ”Vejret får folk til at blive hjemme – ellers er alt ved det gamle. Druk, slagsmål og det sædvanlige pladder fra gæsterne.”
   ”Og d’herrer i smækbukser?”
   ”Begge pladesmede, de arbejder for en entreprenør og skal bo i byen i et par år.”
  Plessner hævede ølflasken mod Tommy, tog en slurk og nød dens friske og frugtagtig aroma. Hankunne godt lide Tommy. Den lille, tætbyggede og kronragede dansker havde vist sig til at stole på. Som ung havde han gjort tjeneste i Siriuspatruljen og mødte herefter sin grønlandske kone i Nuuk, hvor de slog sig ned og fik et par børn sammen. Efter han mistede tre fingre i forbindelse med arbejdet som tømrer, fik Tommy tilbudt jobbet som bestyrer i Den Grønne Lagune, et af byens klassiske værthuse, der fortrinsvis blev frekventeret af dedikerede alkoholikere, heriblandt mange danskere, som af den ene eller anden grund fandt livet nemmere i Grønland end hjemme.
   ”Men et par af mine dørmænd er sygemeldt, de ligger på hospitalet efter en solid gang tæsk. Vistnok et narkoopgør. Så jeg må nøjes med Bogdan for en stund – han er en ilter herre, men kommer til tiden, er aldrig syg og brokker sig heller ikke,” sagde Tommy og nikkede mod rumæneren, der sad henne ved døren og skulede mod Plessner.
  ”Det var ikke et narkoopgør,” sagde Plessner. ”De solgte narko til børn nedenfor min lejlighed.”
  ”Og hvad skete der så med dem?”
  ”Jeg skete.”
  ”Hvad mener du?”
  ”Jeg stoppede dem. Jeg gik ned til dem og sagde, at de skulle lade være med at sælge til børn.”
  ”Shit, var det dig, der tæskede dem?
  ”Ja.”
  ”Hvad skete der?”
  ”Ikke meget. Jeg bad dem begge pænt om at lade være – da de ikke indvilligede, bad jeg dem om at skrubbe af. Så røg de på mig.”
  ”Shit. Andrei er jo enorm.”
  Plessner nikkede. ”Men langsom og kluntet. Og ikke særlig kløgtig.”
  Tommy tændte en cigaret uden filter og betragtede Plessner med et eftertænksomt udtryk.
  ”Skiderikker, så kan de lære det,” sagde han og spyttede et stykke tobak ud. ”De forpester byen med deres narko. Men de bavianer er sgu gode i døren, det må man lade dem – ingen ballade, når de er på vagt.”
  ”Det tror jeg gerne.”
  ”Men jeg ville foretrække, at du stod i døren, det ved du jo. Jeg har givet dig tilbuddet mange gange, så du siger bare til. Anytime.”
  Plessner trak på smilebåndet. ”Tak, men jeg har det godt ude i mit hul i stenbruddet.”
   ”Og du er ikke bekymret for, at det rumænske slæng vil hævne sig på dig?”
   ”Nej, det er jeg ikke.”
   ”Hvorfor ikke? Det ville jeg sgu være.”
   ”Jeg hører vel bare ikke til den bekymrede type, Tommy. Og skulle jeg endelig bekymre mig om noget, bliver det ikke rumænerne.”
   ”Og din sag hjemme i Danmark? Nogen afklaring?”
   ”Ikke endnu. Bureaukrater … svælger i deres sagsakter. Jeg hører vel fra dem, når der er en afklaring.”
  I det samme råbte en snalret stemme fra modsatte ende af baren:
  ”Når I to turtelduer er færdige med at kissemisse, vil vi gerne have noget mere humle.”
  Den ene dansker lænede sig ind over baren og svingede med det tomme fadølsglas.
  “Arbejdet kalder,” sukkede Tommy og forlod Plessner, der gik ned til sin sædvanlige bås og satte sig bag bordet, hvorfra han havde overblik over indgangen og hele lokalet. Gammel vane. Dunsten af opkast var mere tydelig her, og han bemærkede en plet på gulvtæppet, hvor den røde farve var lysere end resten. Sikkert Tommy, der ikke havde formået at skrubbe vællingen af mavesyre, madrester og øl helt op fra tæppet, gættede Plessner på.
  Han fortrængte musikken og skyllede tanker ned med øllen. Nogle af tankerne var rare. Andre ligegyldige. Enkelte smertefulde. En af de smerfulde var om fotoet af drengen og kvinden, der hang hjemme på væggen ved siden af sengen. Han forsøgte at fokusere på de rare og de ligegyldige tanker.
  Plessner var halvvejs igennem øllen, da mobiltelefonen på bordet lyste. Det var en sms fra Tarok.
  “Dårligt nyt – Mulle og hans slædemakker er meldt savnet – stormen gør eftersøgning vanskelig/umulig – vi opdateres fra AKO, giver lyd så snart, der er nyt – fortsat stand down heroppe pga. vejret. /T.”  
  Plessner svarede med beskeden:“Hvad siger Sirius/Danevang?”
  Sekunder senere kom det fra Tarok: “Opkald på Mulles satellittelefon uden resultat – sidste kontakt for 48 timer siden i området omkring Dødemandsbugten.”
 “Arktisk Kommando?”
  “AKO siger, at de ikke kan gøre meget i dette vejr – indsætter alle disponible fly og helikoptere når tiden er inde.”
  “O.k. – skriv når der er nyt.”
  “+” 
  Plessner gik op til baren, hvor Tommy forsynede de to danskere med en lind strøm af fadøl. Den ene af dem skrålede skamløst til musikken i en række absurde sætninger uden hoved og hale, mens den anden udførte bevægelser med hofterne og tydeligvis ønskede at signalere rytmisk tæft. Begge mænd var lige patetiske. Eneste sikre kvalifikation var deres evne til at indtage fadøl i rekordmængder på rekordtid.
  “En øl mere?” spurgte Tommy Plessner, da han var færdig med at betjene dem.
  Plessner nikkede. “Og et skud JD.”
  Tommy stillede øllen og et kvartfuldt glas med Jack Daniel’s foran Plessner, der bundede bourbon-whiskeyen i en mundfuld.
  “En mere.”
  Tommy hældte mere Jack Daniel’s i glasset, og Plessner bundede endnu en gang glasset.
  “Det plejer du sjældent at drikke – noget galt?”
  “Jeg ved det ikke, Tommy, forhåbentlig ikke,” svarede Plessner og gik tilbage mod båsen.
  En af danskerne råbte efter ham: “Hey du, store fyr, er det ikke snart din tur til at give en omgang?”
  Plessner ignorede ham og satte sig.
  Han var klar over, at der endnu ikke var en opdatering fra Tarok om Mulles forsvinden, men tjekkede alligevel, om der var en ny sms på mobilen. Det var der ikke. Plessner mærkede varme strømme igennem kroppen. En del af varmen skyldtes Jack Daniel’s, men mest skyldtes den frustration. Frustration over, at der ikke blev gjort noget for at hjælpe hans bedste ven, der var i problemer – eller i værste fald slet ikke havde problemer længere. Men mest af alt, fordi han ikke selv foretog sig noget for at hjælpe ham. At sidde på sin flade røv og suge øl og bourbon i en sump af en beverding hjalp ikke Mulle.
Kort efter gik gadedøren op. Ind trådte en kvinde, og et koldt vindstød strøg igennem lokalet, men det måtte hurtigt overgive sig til den varme fims. Hun var iført en grøn inkahue og en mørk polarjakke med pelskrave. Hun nikkede til Bogdan, som smilede fjoget til hende, og fulgt af de to danskeres lumre blikke gik hun ned langs baren og stillede sig samme sted, som Plessner havde stået. Uden at spørge, hvad hun ønskede at drikke, hældte Tommy en gedigen – eller en ’fornuftig’, som han plejede at kalde dem – vodka med is op og stillede glasset foran hende. De udvekslede et par ord, men musikken gjorde det umuligt for Plessner at høre, hvad de sagde. Efter at have puttet mønter i jukeboksen og udvalgt sig nogle numre, gik hun hen til en ved siden af ham. Hun kiggede på ham og nikkede, hvilket han gengældte, lagde huen og jakken på bænken, satte sig og tændte en mørk, tynd cigaret. En af danskerne piftede ad hende. Hun sendte ham et køligt blik med påskriften ’taber’ og hengav sig til cigaretten og vodkaen.
  Plessner havde lyst til at betragte hende, men ville ikke give indtryk af, at han lagde an på hende – et kamikazeprojekt, som danskerne allerede havde sat sig på. Men han behøvede heller ikke at kigge på hende. Han vidste udmærket, hvordan hun så ud. Siden han begyndte at frekventere Lagunen, havde han ofte set hende sidde på samme plads og indtage vodka og ryge de mørke, tynde cigaretter. Hun så godt ud og fremstod ikke, som kvinder var flest. Hun havde en særlig aura over sig. Selvsikkerhed. Graciøse, kalkulerede bevægelser. Autoritet. Styrke. Som om hun havde oplevet, set og prøvet ting, andre kvinder ikke havde. Hun ankom altid alene og som regel på dette tidspunkt, ligesom hun også forlod stedet alene, når Tommy lukkede ved to-tiden om natten. Omkring en ud af hundrede gæster på Lagunen var kvinder, så hun vakte altid opsigt. Men Plessner havde aldrig set hende tale med andre end Tommy, og hun lod heller til at være interesseret i selskab. Tilnærmelser fra mandlige gæster var resulteret i prompte afvisninger, og efterhånden lod de hende være i fred.
  Med undtagelse af de to danskere oppe i baren. Den ene lavede kyssemimik i retning mod hende, og den anden løftede glasset og råbte ’skååål’. Tommy bad dem om at dæmpe sig, hvilket havde en begrænset effekt. Samtidig gled deres musikvalg på jukeboksen i baggrunden og blev afløst af kvindens bestilling – et afdæmpet stykke bluesmusik, som Plessner ikke havde hørt før, men godt kunne lide.
  ”Hva’ satan? Skja’ vi nu høre sår’n nåwet banjovals?” ævlede den ene dansker.
  Plessner bemærkede, at hun svagt rystede på hovedet. Han besluttede sig for at være en af de mænd, som ikke lod hende være.
  ”Lang dag?” spurgte han.
  Hun tog et hvæs af cigaretten og askede fraværende.
  ”Alt for kort – kun et glimt af dagslys i formiddags. Jeg kan ikke udstå denne årstid.”
  ”Der er to årstider i Nuuk: Juni og vinter,” sagde Plessner.
  ”Sandt,” sagde hun. ”Din?”
  ”Den er ikke startet endnu – jeg møder på arbejde om et par timer.”
  ”Usædvanligt mødetidspunkt.”
  ”Tidspunktet er underordnet for mig.”
  ”Hvorfor?”
  ”Det er alligevel mørkt stort set døgnet rundt, som du siger. Desuden betaler de mig bedre om natten.”
  ”Og de er?” spurgte hun. ”Med det lange hår er du næppe politimand – sømand?”
  ”Stenbruddet ude ved lufthavnen, vi bryder sten til fremstilling af beton og asfalt.Jeg står for sprængning i granitten,” svarede Plessner.
  ”Sprængningsekspert. Sådan en har jeg ikke mødt før.”
  ”En tørstig sprængningsekspert, der skal have en øl. Kan jeg byde dig på en vodka?”
  Kvinden tippede og kiggede på det kvartfulde glas og sagde: ”Tjae, hvorfor ikke – jeg skal ikke arbejde. Rigeligt med is, tak.”
  Plessner rejste sig, gik op i baren og kom tilbage med drikkevarerne efter et par minutter.
  ”Må jeg?” spurgte han og så på bænken overfor hende i båsen.
  Hun nikkede.
  Plessner stillede øllen og vodkaen på bordet og satte sig overfor hende.
 ”HA! Baaagerøv!” lød det oppe fra baren, hvor den ene af danskerne kørte underlivet frem og tilbage i samlejebevægelser og den anden simulerede et blowjob med hånden foran munden.
  Hun undlod at kigge på mændene og trak på smilebåndet. ”Dine venner?”
  ”Mine kære landsmænd. Men værst for dem i morgen – skål.”
  ”Skål.”
  Plessner bemærkede hendes hånd, da hun hævede glasset. Den var lille, pæn og velplejet, men slidt. Ingen vielsesring. Hudfarven var bemærkelsesværdig brun, som om sommerens sol stadig hang i. Under det korte, sorte hår med sideskilning havde ansigtet samme kulør. Øjnene var skrå, kølige og lyseblå. Nærmest isblå. Hvilket han aldrig havde set en grønlænder have. De markerede kindben førte ned mod den lille mund. Den havde et selvsikkert udtryk. Nærmest som et lille smil. Læberne så bløde ud. Hendes tænder var hvide og regelmæssige. Over den spinkle krop sad en stram, sort rullekravesweater. På afstand havde hun set godt ud. På tæt hold så hun forbandet godt ud.
  ”Hvorfor Lagunen?” spurgte Plessner.
  ”Hvorfor ikke?” Hun smilede. Et halvt smil. “Jeg foretrækker at blive ladt i fred.”
  Plessner vidste ikke, om hun hentød til ham eller danskerne i baren. Hun kom ham i forkøbet.
  “Men du lader til at være et ganske behageligt selskab.” Hun smilede igen. Et helt smil.
  “Ikke alle vil være enige i det,” sagde Plessner og kastede et blik ned på Bogdan, der med korslagte arme stadig sad og stirrede på ham.
  “Nej?” Hun bemærkede, at Plessner kiggede på ham. “Dørmanden mener ikke, at du er behagelig, antager jeg.”
  “Der er nogle ting, som hans venner og jeg ikke er helt enige om. Lad mig sige det på den måde.”
  “Men han lader dig komme ind alligevel?”
  “Tommy gør, vi er på god fod.”
  “Tommy er en god mand.”
  “En god mand, ja.”
  “Og hvorfor kommer duså på Lagunen?” spurgte hun.
  Plessner løftede Heineken-flasken og følte sig lidt patetisk. “Mit favoritmærke. Og fordi jeg sætter pris på Tommy – vi deler samtidig glæden ved Heineken.”
  ”Kendte I hinanden i forvejen?”
  ”Nej, men vi har en fælles interesse i soldaterfaget. Vores art finder hurtigt sammen.”
  ”Så I soldater er ligefrem en art. Var du soldat længe?”
  ”Nogle vil mene alt for længe,” svarede Plessner. Han nævnte ikke, at han teknisk set stadig var soldat.
  ”Og hvem vil mene det?”
  Plessner undlod at fortælle hende hans egentlige pointe; at det var alle de mennesker, han havde slået ihjel. I stedet sagde han: ”Koner og kærester.”
  ”Gift?” spurgte hun.
  ”Har været.”
  ”Drøj skilsmisse?”
  Plessner undlod også at sige, at de aldrig var blevet skilt. Han sagde i det hele taget ikke noget, drak af øllen og kunne ikke lade være med at tænke på fotoet hjemme ved sengen. Plessner fornemmede, at hun indså, at spørgsmålet havde været klodset, og gættede på, at hun vendte tilbage til soldateremnet. I nogle sekunder sad de tavse og lyttede til musikken. Bluesnummeret fadede ud og blev afløst af et stykke popmusik.
  ”Har du været i krig?” spurgte hun.
  ”Ja. Mest Irak og Afghanistan.”
  ”Hvordan var det?”
  ”Varmt.” Plessner smilede.
  ”Du er en mand af få ord, dansker.”
  ”Krig er vanskeligt at beskrive.”
  ”Du skal nok slippe. Skål.”
  ”Skål.”
  ”Og hvad laver du, når du ikke drikker vodka her?” spurgte Plessner.
  ”Jeg er uddannet geolog. I sæsonen er jeg ekspeditionsleder på indlandsisen for velbjergede turister. Uden for sæsonen tilser jeg et par forskerstationer i Nationalparken og udarbejder statistisk materiale for geologerne. Jeg skal faktisk af sted senere på ugen.”
  ”Interessant,” sagde Plessner.
  ”Jeg klager ikke.”

  ”SÅ lille skat, så er det NU! Vi skal danse!”
  Den ene af danskerne stod svajende ved deres bord og vinkede hende op til sig med sine tykke fingre.
  ”Kom sjååe, kom SÅÅR!” vrøvlede han.
  Manden var på Plessners højde og ligeså stor. Men stor som i meget fed. Han var bleg, lugtede ligeså usundt, som han så ud, og havde en næse på størrelse med en frikadelle, der var monteret over et fedtet, uplejet skæg.
  ”Jeg vil ikke danse med dig. Gå tilbage til din plads i baren,” sagde hun.
  ”Jeg vil sgu’ ikke tage et nej for et svaaaar …” blev han ved og rundede af i en bøvs.
  ”Jeg vil ikke danse med dig – jeg er optaget af en samtale med herren her,” gentog hun.
  Hun lod til at have situationen under kontrol, tænkte Plessner, og forholdt sig passiv.
  Danskeren gloede på Plessner. Og på hende. På Plessner igen. Så lagde han hænderne på bordet og lænede sig ind over hende.
  ”Fucking spækabe! Skrid hjem til igloen med dig!” snerrede han og slingrede tilbage mod baren.
  Plessner satte flasken på bordet og rejste sig.
  Fedtbjerget er gået over stregen.
  Oppe i baren bestilte danskeren og hans makker mere øl fra Tommy.
   ”Spækabe, mand – den var sgu go’, har jeg fand’me aldrig hørt før!” grinede makkeren. ”Så for satan, nu kommer ham casanovaen,” klukkede han og pegede på Plessner, der gik op bag den største af dem.
  ”Du skal gå ned og sige undskyld til damen,” sagde Plessner.
  Danskeren vendte sig og gloede fraværende på Plessner.
  ”Dér har vi sgu bagerøven,” sagde han og lænede sig med ryggen op af bardisken, som var det hans ubestridte territorium. ”Hva’ vil du?”
  ”Du skal gå ned og sige undskyld til damen,” gentog Plessner.
  De to mænd glanede på hinanden.
  ”Nu,” sagde Plessner.
  ”Uuh, så galant man er – der er nok en, der skal have fisse af spækaben iaften, hva’!?” grinede danskeren akkompagneret af makkeren.
  ”Vi skal ikke have noget ballade, mine herrer,” indskærpede Tommy bag baren.
  ”Bare rolig, Tommy,” sagde Plessner og lod øjnene hvile på danskeren. ”Der bliver ingen ballade – vi skal bare lige have afviklet et mellemværende mellem din kvindelige gæst og manden her. Hvilket jeg sørger for, at det bliver.”
  ”Shit mand, du er en rigtig casanova, hva’?” klukkede danskeren og lagde armene over kors. ”Tjae, du kan jo bare prøve, smartass.”
  I det samme dukkede Bogdan op. Han stillede sig ved siden af danskerne og stirrede på Plessner. Euforisk. Hævngerrigt. Som en olm tyr øjnede han sin chance og gjorde sig klar til angreb; ansigtet var låst vrede, brystkassen pumpede og næverne knyttede. I sit perifere syn bemærkede Plessner skinnende krom på rumænerens højre hånd; knojern.
  “Bogdan!” kom det fra Tommy, der nikkede i retning af døren. “Vi klarer det her – bland dig udenom!”
  Men denne gang ignorerede rumæneren sin chef og trådte frem mod Plessner. Plessner gjorde front mod Bogdan og kiggede roligt på ham. De to mænd stod nu mindre end en armslængde fra hinanden.
  Plessner kiggede ned.
  Bogdan op.
  Ingen sagde noget. Bogdan bevarede angrebsattituden men foretog sig ikke noget. Plessner vidste, at han tøvede og vidste også af hvilke tre grunde, han gjorde det. For det første, fordi rumæneren først nu for alvor indså, hvor stor hans modstander i virkeligheden var. Dernæst fordi denne lod til at være komplet frygtløs, og endelig fordi Bogdan i dette øjeblik ikke kunne lade være med at tænke på, at manden, der stod overfor ham, var årsagen til, at hans to kammerater lå på hospitalet og indtog føde igennem sugerør.
  Plessner udnyttede det mentale momentum.
  “Lyt efter og lyt godt efter, din mide,” sagde han. “Hvis du svinger det knojern mod mig, må du hellere ramme hårdt og præcist første gang. Fordi det er den eneste chance, du nogensinde får. Og lidt bonusinfo; vælger du at bruge knojernet, skal du vide, at du i morgen vågner op indstøbt i gibs ved siden af dine to kammerater på hospitalet. Dette er ikke en trussel men et løfte. Og jeg holder altid,hvad jeg lover.”
  Han rykkede tættere på Bogdan, hvis højre arm var spændt som en fjeder.
  Knojernet ville aldrig blive et problem, vidste Plessner. Inden det nåede op til hans ansigt, havde han brækket Bogdans næse og med knæet elimineret hans evne til reproduktion i en rum tid. Værre var det, hvis han trak en kniv. Selvom Bogdan ikke formåede at bruge den, var knive livsfarlige selv i ukyndige hænder – de kunne betyde store åbne sår, overskårne sener og perforerede arterier. I kyndige hænder betød de tab af liv.
  Men Bogdan trak ikke en kniv. Hans underlæbe dirrede af raseri, og han vidste, at han allerede havde tabt. Machofacaden krakelerede. Ansigt blev slapt, skuldrene slatne, og rumæneren luskede væk som en ydmyget skoledreng, der var blevet hånet af frikvarterets ubestridte bølle.
  Plessner vendte sig mod danskerne.
  Ingen af dem grinede mere.
  “Hvorfor er du så pisseseriøs, kom nu, mand, op med humøret,” sagde den store af dem.
  “Mit humør er fint – jeg er rent faktisk så lykkelig, at jeg kunne skide en regnbue – sidste chance; gå ned til damen og sig undskyld,” sagde Plessner.
  “Hvorfor skal jeg sige undskyld til hende?”
  “Du kaldte hende en spækabe.”
  “Jamen, det er hun jo …” udbrød han i et højt grin.
  Plessner fik nok.
  Ikke mere Mr. Nice Guy.
  Med tommel- og pegefinger greb han om danskerens kødfulde næse, klemte til og drejede. Den føltes varm og svampet. Manden stak i et hyl og forsøgte at puffe Plessners hånd væk, men jo mere han puffede, jo mere strammede Plessner grebet. Plessner trak ham efter sig og en række grødede og halvkvalte lyde kom ud af danskerens mund, mens han fægtede med armene. Men manden indså hurtigt, at jo mere han gjorde modstand, des mere maltrakteret blev hans næse.
  Den anden dansker sprang frem mod Plessner og svingede et fadølsglas mod ham. Men Plessner hørte ham komme bagfra. Med sin frie arm slog han glasset ud af hånden på manden, førte hånden videre ned omkring hans hals, klemte til og brugte kroppens fremdrift til at skubbe ham videre frem henover gulvet. Med hovedet forrest torpederede danskeren jukeboksen. Der lød et brag. Musikken knitrede og hvislede, som om den blev styret af en dj på syretrip, og jukeboksen ligesom tøvede i et par sekunder, før den fandt tilbage på spillelisten. Så begyndte John Mogensens ’Fut i fejemøget’ at gjalde ud over Lagunen.
  Med sin hånd som en skruetvinge om danskerens næse fortsatte Plessner ned til bordet, hvor kvinden sad.
  “Sig det,” sagde han og klemte om næsen.
  “Åndskynd … Åndskynd!” vrælede danskeren.
  “Undskyld for hvad?” sagde Plessner.
  Luften kunne ikke passere gennem danskerens næse, og han lød som en gammel bokser: “Fordi jeg kandte dig en smækabe – gør det andrig igen … nover det … nover det.”
  Plessner slap næsen.
  “Tag og smut herfra eller jeg rykker den næse helt af og smider den i havnen.”
  Danskeren holdt sig for næsen, gryntede lettet og pjoskede op til sin makker, der var ved at komme på benene med hånden om sin blodige næse. Sammen gik de mod indgangen, tog deres frakker og forsvandt ud af døren, hvor Bogdan ikke var at se længere. Måske han havde forladt stedet i vrede over ydmygelsen, studsede Plessner. Eller måske var han ude i byen for at hente forstærkninger.
  Plessner gik op i baren til Tommy og skrev sit telefonnummer på en serviet.
  “Hvis der er noget galt med jukeboksen, eller hvis der er andet inventar, som er gået i stykker, så ring til mig. Jeg erstatter det,” sagde han og rakte Tommy servietten. “Og hvis det er o.k. med dig, vil jeg gerne bruge fem minutter med damen dernede, inden du lukker.”
  Tommy kiggede på servietten, dernæst på damen og så Plessner.
  “Selvfølgelig,” sagde han.
  Plessner gik tilbage til bordet, satte sig og tog et sip af øllen. I højttalerne forsvandt John Mogensens rustne stemme, og spillelisten indeholdte ikke mere musik. Bortset fra Tommy, som fejede det knuste fadølsglas op fra gulvet, var der stille.
  Hun kiggede på ham.
  “Det behøvede du ikke at have gjort,” sagde hun.
  “Nej, det gjorde jeg ikke. Men nogen skulle gøre det.”
  “Du er vist af den gamle skole.”
  “Og det betyder?”
  “For eksempel, at mænd gør, som du netop gjorde; ikke finder sig i at kvinder forulempes.”
  “Jeg finder mig bare ikke i røvhuller. Og det har jeg på fornemmelsen, du heller ikke gør. ”
  Hun smilede. Et halvt smil. Så drak hun ud, rejste sig, tog frakken på og trak huen ned over hovedet.
  Plessner kiggede op på hende.
  “Jeg fik ikke fat i dit navn,” sagde han.
  Hun smilede. Et helt smil.
  “Det er fordi, jeg ikke har fortalt dig, hvad jeg hedder. Drik nu ikke mere øl, dansker. Du skulle gerne holde fyraften med alle ti fingre i den rigtige længde og form,” sagde hun og gik mod udgangen.