Jason Bourne eller hystade?

”Når jeg sidder på en café eller bar, scanner jeg stedet for udgange. Jeg søger efter spejle eller skinnende overflader, så jeg kan observere alle vinkler og de personer, som befinder sig på stedet. Jeg vurderer hvem, der udgør den potentielt største trussel, og udser mig mindst to våben indenfor rækkevidde, som jeg kan bruge til at forsvare mig selv med.”
Kender du typen? Det gør jeg. Typen der anser sig selv for at være en klon mellem James Bond og Jason Bourne. Som overfor familie og venner gør en dyd ud af at indtage denne ”jeg-ved-sgu-nok-af-bitter-erfaring-hvad-det-drejer-sig-om-rolle.”
Er vedkommende en opmærksomhedssøgende hystade med paranoide tendenser, eller er vagtsomheden og årvågenheden berettiget? Jeg mener både-og.
Graden af vagtsomhed og årvågenhed som ovenfor beskrevet udvises oftest af den uerfarne amatør og ikke af den professionelle. Omvendt er en passende grad af årvågenhed mod potentielle trusler og farer afgjort berettiget.
Min træning og krigsindsættelse som jægersoldat igennem 11 år har absolut formet min adfærd i det offentlige rum. Ikke mindst henset til den latente terrortrussel, der er blevet en del af vores samfund. Omgivelserne scannes af min mentale radar, som ved udslag aktiverer små røde lamper for mit indre øje. Instinktivt rettes en krog af min bevidsthed mod køretøjer, genstande og personer, der adskiller sig fra normalbilledet – og ja; hvis min mentale radar finder det relevant, identificerer jeg også ind- og udgange på caféer, restauranter, barer, markeder og andre offentlige lokaliteter.
Men jeg farer ikke sammen ved den mindste lyd eller sidder konsekvent med front mod ind- og udgange på restauranter eller med benene placeret på ydersiden af stolebenene for at kunne flygte fra bordet. Ej heller overvejer jeg, hvilke produkter jeg i min lokale Netto kan anvende som våben mod terrorister, der brager ind igennem vinduerne. Det ville ikke være sund og rationel vagtsomhed. Det ville være udtryk for tyndslidte nerver i en flosset sjæl.
Naturligvis vil jeg være mere årvågen og fokuseret på trusler og farer under en operation i Irak eller Afghanistan, end når jeg indtager min burger på McDonald’s. Og jeg vil i mit nuværende civile liv altid udvise den instinktive vagtsomhed, når det giver mening. Men den har ikke invaderet mit tankesæt.
Grundlæggende handler det om sund, situationsbaseret fornuft. Så næste gang du for eksempel indlogerer dig på et hotel; så orientér dig om nødudgangene, læs brandinstruksen og ellers nyd opholdet med de mennesker, du omgiver dig med. Og øg vagtsomheden når og hvis, det bliver relevant.

Hvordan fungerer et team i Jægerkorpset? Dette spørgsmål er jeg jævnligt blevet stillet i løbet af de sidste seks år, jeg har holdt foredrag. Der er mange svar hertil. Men ét grundlæggende fællestræk kendetegner Jægerkorpsets teams: De er såkaldte high performance-teams, hvilket betyder, at de i forhold til andre teams kontinuerligt præsterer bedre, begår færre fejl og overskrider grænserne for det forventelige på trods af alle forhindringer.

Men hvad vil det sige i praksis? Hvilke egenskaber besidder den enkelte jægersoldat, og hvad er det for en professionel adfærd, som han bidrager med til sit team? Nedenstående forsøger jeg overordnet at redegøre herfor.   

1. Forberedelse
   Først og fremmest en grundig forberedelse.Djævlen bor i detaljen, og det er kendetegnende for professionel adfærd, at du bruger den nødvendige tid og energi på god planlægning, samt at du sikrer dig mod forglemmelser og fejl i en omhyggelig, disciplineret adfærd. Kun ved en solid forberedelse kan teamet eksekvere optimalt.
2. Ansvarlighed
 Professionelle gør alt, der står i deres magt, for at fuldføre den opgave, de påtager sig. I den proces er tid og personlige interesser uvæsentlige. Intet er mere uprofessionelt end at forlade et projekt, før det er færdigt, fordi man ikke orker mere, eller fordi de opståede problemer er større end forventet. Det er også kendetegnende for professionel adfærd at hjælpe øvrige teammedlemmer med at udføre deres opgaver og bidrage til fællesskabet.
3. Respekt
 Professionelle anerkender og respekterer andre professionelles kompetencer. Som professionel ser du behovet for at lytte til andre professionelles ekspertise uden for dit eget kompetenceområde og virkefelt. Det er afgørende, at den faglige stolthed, som er en del af den professionelles styrke, ikke fører til arrogance eller manglende lydhørhed over for andre ekspertgrupper.
4. Smidighed
      Vigtigt! (og efter min mening desværre en mangelvare i mange danske virksomheder) Medlemmer af et high performance-team undgår så vidt muligt at markere deres magt, forsvare territorier og stå på deres ret. I den professionelles adfærd ligger en stærk motivation til at løse opgaven. Det fordrer en fleksibilitet og smidighed, som er mulig på grund af det faglige overblik og den erfaring, den professionelle besidder.
5. Stolthed
 Faglig stolthed kendetegner professionelle og er en drivkraft bag den kvalitet, professionelle leverer. I teams og professionelle miljøer opstår ofte en fagidentitet, som grænser til faglig fetichisme med særlige ritualer og normer. Det styrker den faglige identitet og stolthed og dermed teamets præstationsevne.
6. Ydmyghed
 I langt de fleste situationer er den professionelle lavmælt og optræder med afdæmpet selvsikkerhed. Den professionelle pisker ikke en stemning op, men bidrager til ro og effektivitet gennem sin adfærd. Den bevidste lavmælthed er især udtalt under kriser og pres. Undtagelsen er de situationer, der kræver professionel aggression og særlig handlekraft. Sidstnævnte egenskaber er om nogen væsentlige for et teammedlem i Jægerkorpset.  

I 11 år – heraf over to år i krig – gjorde jeg tjeneste i Jægerkorpsets high performance teams. Et sandt privilegium. Bad ass-kollegaer. Bad ass-teams.

Taktisk Vejrtrækning

”Man kan ikke fysisk kontrollere sin frygt og nervøsitet,” lød det skråsikkert fra en deltager til ét af mine foredrag forleden. ”Jo, det kan du faktisk,” svarede jeg. Som jægersoldat brugte jeg nemlig simple vejrtrækningsøvelser til at få styr på nervøsiteten under en operationsindsættelse.

Situationen var den samme hver gang, hvad enten det gjaldt at springe faldskærm, fastrope fra en helikopter, trænge ind i et hus eller som livvagt at forlade den skudsikre bil og træde ud i Bagdads blodige gader. Kroppen befandt sig udadtil i tilsyneladende ro, men indvendig havde udsigten til fare sat min produktion af kamphormoner på højtryk. Maven trak sig sammen, hjertet hamrede, det prikkede i fingrene. Den grønne farve i natbrillerne blev endnu skarpere, lyden fra helikopterens hvinende turbine blev tydeligere, dunsten af hydraulikolie fremstod klarere, og en tørhed bredte sig i munden.

Sådan følte jeg det, når jeg med mit team for eksempel befandt mig i en mørklagt helikopterkabine, tungt bevæbnet og iført hjelm, balaclava og skudsikker vest påsat 6-bang-granater, ekstra ammunition, sprængladninger, koben samt anden udrustning til brug for operationen. Bag piloterne sad kabinechefen på knæ og holdt én finger op mod os. Ét minut. Om cirka 60 sekunder ville helikopteren ankomme til målet – en lagerbygning, hvor ”terrorister” holdt et dansk gidsel. Opgaven lød på at lade os fire ned ad det 15 meter lange reb, sprænge tagdøren op, trænge ind i bygningen, eliminere terroristerne og befri gidslet.

Teamet rykkede helt frem mod den åbne dør, og forreste mand satte sig med benene ud over kanten i den kølige aftenluft, der hvirvlede forbi med 150 kilometer i timen. Som bagerste mand var jeg den sidste til at forlade helikopteren. Stress-symptomerne blev altid særligt markante inden for de sidste par minutter, og jeg vidste, hvordan de skulle imødegås.

Jeg påbegyndte min ’taktiske vejrtrækning’. Under balaclavaen pustede jeg ud i fire sekunder. Derefter fyldte jeg lungerne igennem næsen i fire sekunder og stimulerede på den måde kroppens antistresshormoner. Så holdt jeg vejret i fire sekunder og pustede til sidst ud igennem munden i fire sekunder. Denne øvelse gentog jeg fire gange.

Både helikopteren og min puls sagtnede nu farten, mærkede jeg. Knuden i maven løsnede sig op, det prikkede ikke længere i fingrene, og min mundhule var igen fugtig. Iltbalancen var genoprettet i kroppen. Jeg var klarsynet, og operationsplanen stod knivskarpt i bevidstheden.

Helikopteren sagtnede farten helt og holdt positionen over målet, hvorpå den første jæger forsvandt ned ad rebet skarpt efterfulgt af den næste. Jeg rykkede frem mod døren, tjekkede mit våben og min udrustning en sidste gang. Roligt og fokuseret greb jeg få sekunder senere fat i rebet, svang mig ud ad døren og firede mig ned ad rebet.

Prøv taktisk vejrtrækning næste gang du er nervøs. Skidtet virker.  

MEDALJER ELLER AR?

Jeg har sat lidt ord på mit syn om det at fejre vores helte – byd gerne ind med dit syn på sagen … fortsat god søndag.

Bono fra U2 sagde engang, at han ikke havde respekt for medaljer og ordener, men for ar. Sådan har jeg det også. Jeg er aldrig gået op i medaljer, udmærkelser og fine uniformer, men samtidig mener jeg absolut, at vi skal hædre vores helte. Selvmodsigende? Lad mig forklare.

I sidste uge modtog seks danske politibetjente den franske medalje for intern sikkerhed, “Médaille de la sécurité intérieure”, som anerkendelse for deres indsats under attentatet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København i februar 2015. Det er fuldt fortjent. Al respekt for disse betjente. De skal naturligvis anerkendes for deres mod, handlekraft og loyalitet. 

Medaljerne blev tirsdag overrakt ved en ceremoni i Justitsministeriet, hvor justitsminister Søren Pape Poulsen var til stede. Efter fransk forbillede ønsker ministeren at etablere en tilsvarende dansk hæder for politiets indsats. Jeg synes, at det er en fremragende idé! Heltemod bør anerkendes og fejres. 

At rose og anerkende vores soldater, politibetjente, brandmænd, reddere osv. er nemlig noget vi danskere nemlig ikke altid er lige gode til. Jeg har selv mærket det. I sommeren 2005 – tre år efter min hjemkomst som jægersoldat fra Afghanistan – bemærkede jeg tilfældigvis i et af Jægerkorpsets mødelokaler et billede af korpsets daværende chef, som trykker hånd med USA’s præsident, George W. Bush. På vegne af korpset modtager chefen ”The Presidential Unit Citation Award” – den højeste amerikanske militære enhedsudmærkelse, man kan modtage. Jeg blev målløs, da det gik op for mig, hvad korpset i fuldkommen ubemærkethed var blevet hædret med. 

Jeg anser ikke mig selv om helt. Absolut ikke. Jeg var blot en soldat, der passede sit arbejde og personligt er jeg ligeglad med medaljer i sig selv. Men at anerkendelsen blev forbigået med typisk dansk duknakkethed, gjorde mig rasende. Med livet som indsats knoklede jeg i de afghanske bjerge omringet af Taleban og al-Qaida. Og så havde min militære ledelse udvist den arrogance ikke engang at bringe denne anerkendelse videre til mine kammerater og jeg, som fortjente den.

Anerkendelse er nemlig en nødvendighed i den militære verden. Hér er moral – eller ”esprit de corps” – et centralt begreb for holdindsatsen. Føler soldaten, at den sag, han kæmper for, ikke nytter, eller høster han ikke anerkendelse for sin indsats på slagmarken, kæmper soldaten uden moral. Derved uden sjæl og vilje. Og han vil uundgåeligt tabe krigen. 

For at støtte soldaten under hans til tider umenneskelige vilkår, behøver han derfor anerkendelse. Men anerkendelse i form af skåltaler eller højpandede floskler fra bonede gulve har sjældent en reel effekt og fænger ikke den enkelte soldat. I hvert fald ikke blandt dem, jeg har kendt. 
Derfor er en mere konkret og fysisk anerkendelse i form af en udmærkelse, medalje eller orden på sin plads. Ikke alene sendes der et værdifuldt signal til verden udenfor soldatens egne rækker, men i mindst ligeså høj grad indenfor soldatens egne. Og det er i virkeligheden dér, at anerkendelsen betyder mest for soldaten. For hans kammerater betyder mest for ham. Overfor dem føler han den største loyalitet.

Så et stort tillykke med medaljerne til de seks betjente og et bifald til justitsministerens idé om en dansk hædersmedalje. Til trods for, at jeg tilslutter mig Bono’s syn på medaljer og ar.

/Thomas