Nyheder

Den stakkels admiral

Den stakkels admiral

En nations militære kapacitet måles på mange måder. Blandt andet på dens strategiske tyngde og rækkevidde på verdenshavene i kraft af hangarskibe, og her er klodens eneste supermagt, USA, (også) fuldstændig dominerende. Den amerikanske flåde råder over intet mindre end 11 atomdrevne hangarskibe og dertil de ni noget mindre men stadig yderst potente såkaldte amfibiske angrebsskibe.

Et atomdrevent hangarskib har en række fordele. Det har ubegrænset rækkevidde, da det ikke behøver at tanke konventionelt brændstof, det kan relativt hurtigt indsættes overalt på kloden, og det har tilstrækkelig ildkraft til at afskrække selv den mest obsternasigemodstander (et amerikansk hangarskib har cirka 75 jagerfly – det danske flyvevåben råder i alt over cirka 30 jagerfly).

Overfor USA og NATO nævnes Rusland ofte som en militær trussel. Det er der ingen grund til. I hvert fald ikke hvis man tager udgangspunkt i russernes hangarskibe – eller snarere: hangarskib. For russernes ene hangarskib, Admiral Kuznetsov, er en sølle skrotbunke, der snarere udgør en miljømæssig end en militær trussel.

Faktisk er Kuznetsov temmelig pinlig for russerne, der gerne vil være en værdig modvægt til amerikanernes geopolitiske, globale lederskab. Sidste oktober gik der nemlig ild i den tørdok, som skulle reparere det skrantende hangarskib, og en kæmpe kran kollapsede og landede på skibets dæk med store skader til følge.

Den eneste alternative russiske tørdok, som kan anvendes til reparationen, ligger i en fjern, østlig del af landet, hvilket betyder, at stakkels Kuznetsov skal tøffe hele vejen fra Kola Bugten ved Finland til syd Atlanten, videre over det Indiske Ocean og derefter igennem Stillehavet for at nå sin destination. Der er bare ét problem: Skibets skruer blev afmonteret før ulykken, og Kuznetsov kan dermed ikke sejle for egen kraft.

Det efterlader Rusland i følgende dilemma: Skal man lade sig ydmyge og benytte slæbebåde til at trække zombie-hangarskibet igennem verdenshavene til spot og spe og herved styrke den allerede eksisterende vittighed i militære kredse om Admiral Kuznetsov? Eller skal man vælge at ophugge skibet og derved underminere sin militære anseelse ved ikke at have nogle hangarskibe? Det er problematisk dilemma for russerne, hvis militære muskler er en central del af nationens identitet.

Så når snakken falder på Rusland som militær trussel, skal den bestemt ikke ignoreres. Men omvendt skal vi heller ikke få sved på panden. Det er snarere Admiral Kuznetsov, som bør være bekymret for sin skæbne.

Korpset – gjort af det rette stof

Thomas Rathsack Korpset, Nyheder Korpset, Rat 0

Korpset – gjort af det rette stof

Sæson 3 er nu en realitet. Denne gang vildere end nogensinde. Mine to medinstruktører – Erik og Staun – og jeg hæver aspiranternes udgangsniveau ved kun at starte 12 håbefulde unge og mindre unge danske mænd. Det er således IKKE blevet nemmere at gennemføre de otte hæsblæsende døgn, hvor søvn, mad og restitution er en fjern luksus. Aspiranterne gennemlever hele følelsesspektret: smerte, frygt, afmagt, glæde og eufori. Jeg håber, at I får ligeså meget glæde ud af at følge med på skærmen, som jeg havde at deltage som chefinstruktør RAT.

//RAT

Kvalitet – ikke mangfoldighed!

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 1

Kvalitet – ikke mangfoldighed!

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har for nyligt udtalt, at han ønsker flere kvinder i Jægerkorpset, Frømandskorpset og Siriuspatruljen. Nu om dage indgår kvinder udelukkende i specialstyrkernes administrative funktioner og ikke i de operative teams, som indsættes i forreste krigslinje. Forsvarsministeren ønsker at ændre dette ud fra en betragtning om, ”at mangfoldighed styrker enhver arbejdsplads”.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om enhver arbejdsplads, men udtale mig om Jægerkorpset kan jeg. Og hvis der er én ting, som er irrelevant, når krigen raser, er det mangfoldighed. Kun én ting tæller: At gennemføre den pålagte opgave. Når jeg som jægersoldat blev sendt i krig i bevidstheden om, at jeg meget vel kunne returnere til Danmark i en sort pose, var mangfoldighed en fjern og absurd luksus, mine kammerater og jeg ikke skænkede en tanke.

Når regeringen beslutter at sende danske kvinder og mænd i krig, må det antages, at den bestræber sig på at sende de bedst kvalificerede soldater til krigszonerne – det vil sige de bedst rekrutterede, udrustede og uddannede. Formålet hermed er naturligvis at optimere forudsætningerne for, at soldaterne gennemfører de pålagte opgaver og herved reducere risikoen for, at de dør i nationens tjeneste.

Lad mig understrege: Jeg var bedøvende ligeglad med hvilket køn, etnisk baggrund, seksuel orientering eller politisk overbevisning min kammerat i jægerkorpset havde, når jeg satte mig ved siden af vedkommende i helikopteren, før vi drog på mission. Afgørende var, at vedkommende var kompetent. Hverken mere eller mindre.

Hvis kvinder, der vil være jægersoldater, er i stand til at klare de fysiske strabadser, jeg selv skulle honorere, er de mere end velkomne i specialstyrkerne. For den nysgerrige læser omfattede strabadserne blandt andet at klatre op ad klippesider med over 80 kilo udrustning på ryggen, at bugsere rundt med 200 kilo tunge påhængsmotorer, montere 40 kilo tunge maskingeværer på toppen af køretøjer, gennemføre løbetests med en 60 kilo tung rygsæk, hæve sig op i armene 10 gange med 10 kilo om livet og at løbe med sine over 100 kilo tunge kammerater over skulderen – alt dette ofte i fravær af søvn, mad og restitution.

Derfor må jeg – som jeg tidligere har gjort i mine klummer – advare mod, at begreber som mangfoldighed eller politisk korrekthed prioriteres fremfor soldaternes sikkerhed og kompetencer. Så stop nu den evindelige snak om kønskvotering i specialstyrkerne og ret fokus mod det, der tæller: soldaternes kvalitet.

Selvmordbomberen – et fejt undermenneske

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Selvmordbomberen – et fejt undermenneske

Sidste søndag mistede over 300 mennesker livet – heriblandt tre danske børn – og over 500 blev kvæstet, da islamistiske selvmordsterrorister i koordinerede angreb detonerede deres sprængladninger på en række luksushoteller og katolske kirker i Sri Lanka. Terroristerne havde udset sig såkaldte bløde mål – altså relativt ubeskyttede og tilgængelige lokaliteter fyldt med civile mennesker – idet de hér kunne opnå mest død og ødelæggelse.

Under mine udsendelser som soldat til Irak og Afghanistan var angreb fra selvmordsbombere en daglig trussel. Adskillige gange – ikke mindst da jeg var livvagt i Baghdad – oplevede jeg dem på tæt hold. En enkelt gang på alt for tæt hold, hvor jeg selv nær havde mistet livet. Mine kammerater og jeg frygtede mest af alt selvmordsbomberne, fordi de stort set var umulige at identificere, før det var for sent. Oftest bar han eller hun sprængladningen på kroppen eller skjulte den på en motorcykel eller i en bil og sprang sig selv i luften i en tæt menneskemængde.

Men trods frygten for selvmordsbombere, anerkendte jeg, at det var mit lod som soldat. Jeg var en væbnet kombattant og dermed et oplagt mål for en fjende, der anså mig for at være en del af en besættelsesmagt og i øvrigt repræsentant for alt det, de hadede indædt. Jeg var således en del af krigens spillerregler og slagmarkens kodeks, hvor to væbnede parter udkæmpede en ”fair fight”, der langt hen ad vejen ikke omfattede sagesløse civile.

Men når terroristen slår til mod bløde civile mål, slår min hjerne knuder på sig selv. Når selvmordsbomberen sprænger sig selv i luften ved en morgenbuffet blandt ferieglade børn og teenagere og fredsommelige kirkegængere i Sri Lanka, eller når en galning massakrerer 50 mennesker i New Zealandske moskéer, eller når islamisten likviderer civile på et julemarked i Berlin eller i en lastbil kværner gennem en menneskemængde i Nice, sættes alle moralske spilleregler ud af kraft. Terroristen reducerer herved sig selv til et fejt undermenneske. Han vender menneskeheden ryggen og fornægter lys, håb og liv. Han har opgivet. Han har tabt.

Desværre vil terrorangreb mod civile fortsætte i mange år fremover. Kommende generationer bliver vidner til flere udfald fra terrorister og deres forkvaklede ideologi men kan samtidig finde trøst i, at mørkemændene ultimativt vil tabe.

Således opløftet ønskes du en fortsat god søndag.

Klanen Jægerkorpset

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Klanen Jægerkorpset

Da jeg i sidste weekend skulle promovere min seneste roman på Krimimessen i Horsens, blev jeg spurgt om det ikke var ensomt at være forfatter sammenlignet med mit tidligere job som jægersoldat. Jeg svarede, at jeg som udgangspunkt ikke er et ensomt menneske, men at jeg som forfatter ganske rigtigt arbejder meget alene, hvilket jeg det fint med. Men – tilføjede jeg – naturligvis savner jeg ”klanen” Jægerkorpset.

Du undrer dig måske over, at jeg betegner Jægerkorpset som en klan. Ordvalget er ikke ment negativt. Tværtimod. Klanmentaliteten skaber nemlig ekstremt stærke og effektive teams. Jægerkorpset og andre specialstyrker er blandt verdens bedste til at skabe stærke klaner, fordi de operative soldaters overlevelse er afhængig af en ekstrem loyalitet og tillid internt i teamet.

Da jeg som jægersoldat havde parkeret foran korpsets bygninger for at tilslutte mig mine brødre, iførte jeg mig ikke alene en ydre uniform, men også det jeg kalder en indre uniform. Jeg underlagde mig klanens adfærdskodeks. Siden korpsets oprettelse i 1961 har Jægerkorpset opbygget egne traditioner, ritualer, regler, mottoer og sprog. Hele optagelsesforløbet opleves som et ekstremt strabadserende indvielsesritual, der afsluttes med tildeling af den eftertragtede bordeauxrøde baret og skuldermærket med ordlyden ’JÆGER’.

Når en jægersoldat har demonstreret særlige evner og dygtighed inden for et fagområde – f.eks. vundet en skydekonkurrence eller faldskærmskonkurrence i udlandet – fejres han foran hele korpset med rosende ord fra korpschefen med efterfølgende klapsalver, skulderklap og øl i baren. Åndsfællesskabet i teamet styrkes mest af alt under de realistiske og risikable træningsformer og operationer, hvorfra ikke alle kommer hjem. Når en jægersoldat forlader korpset, hyldes han en sidste gang foran sine brødre tilsat chefens afskedsord, som typisk kan kondenseres til følgende budskab: ’én gang jæger – altid jæger’.

Der tages del i hinandens private anliggender så som kæresteforhold, bryllupper og fødsler, ligesom der drages omsorg i forbindelse med privat sorg og tristesse. Selv efter en jægersoldats død – hvad enten den skyldes naturlige årsager, ulykker eller krigsdeltagelse – slipper korpset ham ikke. Bordeauxfarvede baretter og medaljebesatte uniformer dominerer bisættelserne, et lille sort bånd placeres i hjørnet af hans portræt på stabsgangen (eller tildækkes hvis han har været uartig ved at medvirke i Tv-programmet ”Korpset”), og han eviggøres på korpsets gravsten.

Ovenstående er ikke udtryk for ’bravado’ men som en fælles forståelse af korpskulturens nødvendighed. Det er klankulturen, der skaber den unikke kompetence og effektivitet i Jægerkorpset. Så jo, jeg savner skam min tidligere klan men glæder mig samtidig som en sindssyg til soloridtet frem mod udgivelsen af min næste roman.

Game Face

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Game Face

”Put your game face on, marine!” brummede den amerikanske marinekorpssergent fra passagersædet, da vi sammen forlod basen i den hede og støvede Khandahar-provins i Afghanistan. Ordene var rettet mod den unge marineinfanterist, der efter sergentens mening, stod og hang på sin post i hovedvagten.

Udtrykket ”put on your game face” er vidt udbredt blandt soldater. Det betyder, at soldaten skal udvise en stoisk og positiv adfærd trods de barske omstændigheder, jobbet byder ham. Kort sagt: At soldaten udviser den rette attitude. Den krigserfarne marinekorpssergent var ikke en krakiler men kendte kun for godt til betydningen af sine soldaters attitude. Som Winston Churchill engang sagde: Attituden er den lille ting, der gør den store forskel.

Grundlæggende kan attitude defineres ved den mentale indstilling, man mobiliserer i en given situation. Hvorfor er attituden så vigtig blandt soldater men også generelt i menneskelige fælleskaber? Fordi din attitude har en stærk indflydelse på mennesker omkring dig. Tænk på attituden som en ekstremt smitsom virus, der lynhurtigt spredes til dine omgivelser. Ingen mærker selve virussen, men alle begynder at udvise de samme symptomer.
Jeg var en del af Jægerkorpsets teams i 11 år. Her er der en benhård nultolerancepolitik over for negative attituder. Teammedlemmer, der ikke kan kontrollere deres attitude, bliver luget væk uden tøven. Ét individs negative attitude kan forårsage et helt teams undergang, men den er også̊ ødelæggende for personen selv. Hvis du er en del af et team, har du ansvaret for, at teamets øvrige medlemmer har den stærkest mulige moral og energi.

Dette gælder ikke blot i Jægerkorpsets teams men efter min mening i alle organisationer og arbejdspladser i al almindelighed. Hvis du som medarbejder er en surstråler, har du en negativ indflydelse på dine kollegaers og medarbejderes moral. Hvis du agerer som den vrantne teenager eller deltager i den almene nedrakning af ledelsen omkring kaffeautomaten, udhuler du i virkeligheden dine egne muligheder for succes. Hvis du derimod anlægger en bevidst positiv attitude, kan du påvirke dine omgivelser til at støtte dig i at opnå̊ succes.

Lad mig slutteligt understrege: Med opfordringen til at udvise den rette attitude advokerer jeg ikke for, at vi skal løbe rundt med en regnbue ude af måsen og kramme hinanden i en jubelrus. Men når du møder en udfordring med stoicisme, overskud, godt humør og fremfor alt viljen til at overkomme udfordringen, gør du livet markant lettere for dine omgivelser – og dermed dig selv.

Mavefornemmelse – det livsvigtige instinkt

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Mavefornemmelsen har næsten altid ret

Mavefornemmelse. Intuition. Instinkt. Indfølingsevne. Disse egenskaber var næsten altid udslagsgivende, for hvilken beslutning jeg traf, når jeg som jægersoldat i krig eller under træning fornemmede fare. I langt de fleste tilfælde var beslutningerne rigtige og førte til en korrekt og i nogle tilfælde endda livreddende adfærd. Denne intuitive fremfærd gjaldt ikke blot for mig alene, men også når teamet traf en fælles beslutning.

Mavefornemmelse er en underlig gråzone med fravær af egentlig logik og rationale og opstod for mine teamkammeraters og mit vedkommende som et resultat af erfaring fra tusinder af træningstimer, talrige operative indsættelser og årelangt samarbejde. Teamets sammenhængskraft var så stærk, at et enkelt blik, en bevægelse eller lyd var nok til, at vi intuitivt forstod hinanden.

Under operationer i Irak og Afghanistan blev disse intuitive værktøjer bragt i spil. For en konventionel soldat er slagmarken oftest relativ sort og hvid, og han kan identificere og nedkæmpe fjenden. Som livvagt i en krigszone – for eksempel i Baghdads ellers Basras blodige gader i midten af nullerne – smeltede fjendebilledet sammen til en uforudsigelig og sløret masse. Der var ingen klare indikationer på, hvor fjenden befandt sig, hvordan han var klædt, hvordan han var bevæbnet, og hvad han havde i sinde.

Pludselig kunne han komme kørende med sin familie, detonere en flere hundrede kilo tung sprængladning skjult i bilen og massakrere alt i en radius af hundrede meter. En finskytte kunne affyre sit våben fra et tilfældigt vindue i et beboelseskompleks, uden vi nogensinde fandt ud af, hvor han befandt sig. Et dødt æsel eller en død hund i vejkanten kunne være fyldt med sprængstof, der blev fjernudløst, når vi passerede dyret. På den måde var det oftest umuligt at forudse kontakt med fjenden.

Der er ingen tvivl om, at mavefornemmelsen var ekstrem vigtig, for hvordan vi som individer og team tolkede og agerede i den konkrete situation under krigsindsættelse. Vores tankerækker var nærmest synkrone. Mavefornemmelsen viste vejen og reddede formentlig ofte vores liv. Men denne instinktive adfærd opstod ikke ud af det blå. Som nævnt ovenfor var den et produkt af adskillige års krigserfaring samt mange års træning af procedurer og teknikker.

Krigen er slut – men slaget er knap begyndt

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Krigen er slut – men slaget er knap begyndt

Efter terrorbevægelsen Islamisk Stats (IS) Utopia helt som forventet har mødt sit endeligt på slagmarken i Syrien og Irak, efterlader det spørgsmålet, som vore politikere for længst burde have haft svaret på: Hvad gør vi ved de danske jihadister – eller fremmedkrigere som de også betegnes – der fortsat befinder sig i regionen? Skal de bringes hjem og retsforfølges, eller skal de forblive i regionen og overlades til lokale myndigheder?

I den seneste rapport fra Center for Terroranalyse, som vurderer terrortruslen mod Danmark, fremgår det, at der siden sommeren 2012 er udrejst mindst 150 personer til Syrien eller Irak, og de vurderes at have opholdt sig hos militante islamistiske grupper. Der findes ikke en præcis opgørelse over hvor mange danske jihadister, som sidder fængslet i Mellemøsten, men sidste år vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at omkring 30 danskere stadig opholder sig i konfliktområdet – enten på fri fod eller i hænderne på de syriske eller omkringliggende landes myndigheder.

Og nu raser debatten. Nogle mener, at fremmedkrigerne skal have frataget sit danske statsborgerskab ved at Danmark melder sig ud af FN’s statsløsekonvention, mens andre – heriblandt justitsminister Søren Pape Poulsen – ikke mener, at Danmark skal melde sig ud af statsløsekonventionen. For som han siger: ”et lille land skal overveje, hvor meget det melder sig ud af verden.”

Hvad jeg mener om de danske fremmedkrigere? Lås dem inde og smid nøglen væk. De har fravalgt Danmark, og fortjener ikke dette land. Samtidig ved jeg godt, at virkeligheden er mere nuanceret end som så, og det givetvis ender med, at vi lader dem komme hjem. Hvad der herefter sker med dem, skal jeg ikke kunne sige. Sikkert en masse juridisk tovtrækkeri, skattefinansierede og blåøjede rehabiliterings-programmer krydret med en gang politisk jammer og infight.

Som borger i Danmark kan jeg blot håbe på følgende: At myndighederne – politikerne og efterretningstjenesterne – ved, hvad de har med at gøre, når fremmedkrigerne på et tidspunkt vender hjem. Som medlemmer af IS’s terrorvælde er de erfarne krigsveteraner, og deres modus har været – og formentlig fortsat er – vold og drab. Og skulle dagen komme, hvor blot én af dem fortsætter denne modus på dansk grund, har de mennesker, der foranstaltede deres hjemkomst, svigtet danskerne monumentalt.

Bad ass-teams!

Thomas Rathsack Klumme, Nyheder 0

Hvordan fungerer et team i Jægerkorpset?
Dette spørgsmål er jeg jævnligt blevet stillet i løbet af de sidste seks år, jeg har holdt foredrag. Der er mange svar hertil. Men ét grundlæggende fællestræk kendetegner Jægerkorpsets teams: De er såkaldte high performance-teams, hvilket betyder, at de i forhold til andre teams kontinuerligt præsterer bedre, begår færre fejl og overskrider grænserne for det forventelige på trods af alle forhindringer.

Men hvad vil det sige i praksis?
Hvilke egenskaber besidder den enkelte jægersoldat, og hvad er det for en professionel adfærd, som han bidrager med til sit team? Nedenstående forsøger jeg overordnet at redegøre herfor.

Forberedelse 
Først og fremmest en grundig forberedelse.Djævlen bor i detaljen, og det er kendetegnende for professionel adfærd, at du bruger den nødvendige tid og energi på god planlægning, samt at du sikrer dig mod forglemmelser og fejl i en omhyggelig, disciplineret adfærd. Kun ved en solid forberedelse kan teamet eksekvere optimalt.
Ansvarlighed 
Professionelle gør alt, der står i deres magt, for at fuldføre den opgave, de påtager sig. I den proces er tid og personlige interesser uvæsentlige. Intet er mere uprofessionelt end at forlade et projekt, før det er færdigt, fordi man ikke orker mere, eller fordi de opståede problemer er større end forventet. Det er også kendetegnende for professionel adfærd at hjælpe øvrige teammedlemmer med at udføre deres opgaver og bidrage til fællesskabet.
Respekt 
Professionelle anerkender og respekterer andre professionelles kompetencer. Som professionel ser du behovet for at lytte til andre professionelles ekspertise uden for dit eget kompetenceområde og virkefelt. Det er afgørende, at den faglige stolthed, som er en del af den professionelles styrke, ikke fører til arrogance eller manglende lydhørhed over for andre ekspertgrupper.
Smidighed 
Vigtigt! (og efter min mening desværre en mangelvare i mange danske virksomheder) Medlemmer af et high performance-team undgår så vidt muligt at markere deres magt, forsvare territorier og stå på deres ret. I den professionelles adfærd ligger en stærk motivation til at løse opgaven. Det fordrer en fleksibilitet og smidighed, som er mulig på grund af det faglige overblik og den erfaring, den professionelle besidder.
Stolthed 
Faglig stolthed kendetegner professionelle og er en drivkraft bag den kvalitet, professionelle leverer. I teams og professionelle miljøer opstår ofte en fagidentitet, som grænser til faglig fetichisme med særlige ritualer og normer. Det styrker den faglige identitet og stolthed og dermed teamets præstationsevne.
Ydmyghed 
I langt de fleste situationer er den professionelle lavmælt og optræder med afdæmpet selvsikkerhed. Den professionelle pisker ikke en stemning op, men bidrager til ro og effektivitet gennem sin adfærd. Den bevidste lavmælthed er især udtalt under kriser og pres. Undtagelsen er de situationer, der kræver professionel aggression og særlig handlekraft. Sidstnævnte egenskaber er om nogen væsentlige for et teammedlem i Jægerkorpset.

I 11 år – heraf over to år i krig – gjorde jeg tjeneste i Jægerkorpsets high performance teams. Et sandt privilegium. Bad ass-kollegaer. Bad ass-teams.

Interview med Thomas Rathsack

Thomas Rathsack Interview, Nyheder 1

Interview med Thomas Rathsack

Hvem er Thomas Rathsack?

Jeg er 51 år gammel, forfatter, foredragsholder og tv-vært. Jeg har været soldat i 16 år, heraf 11 i Jægerkorpset, og var udsendt to år til Irak og Afghanistan. Derudover har jeg været humanitær minerydder i den tredje verden, i en årrække arbejdet som fotograf i Sydamerika og endvidere som sikkerhedskonsulent samt it-sælger. Mere personligt er jeg en mental omstrejfer og værdsætter min frihed umådeligt højt. Hunde ligger mig meget på sinde, og jeg involverer mig i projekter, som fremmer forhold for de kære firebenede.

I 2009 blev du i den grad landskendt, da du skrev ”Jæger – I krig med eliten”. Uden at komme ind på indholdet af den bog, kunne det være interessant at høre, hvordan du rent skrivemæssigt turde give dig i kast med at skrive. Hvorfra har du ”skrivegenet”?

Efter i alt 16 år i trøjen begyndte det at knibe med motivationen. Typisk rejste jeg otte måneder om året og havde svært ved at fastholde sociale og nære relationer. Desuden tærer det på både krop og sjæl at være i krig. Så i en alder af 41 besluttede jeg at søge nye udfordringer og en bekendt foreslog mig at skrive en biografi. Med hjælp fra en journalist gik jeg i gang med at skrive og fornøjede mig ganske fint med projektet. Polemikken omkring bogens udgivelse i 2009 dannede grundlaget for mit forfatterskab, idet mit nuværende forlag – Politikens Forlag – tilbød mig at skrive en roman for dem. I skrivende stund har jeg således skrevet fire romaner (er i gang med den femte) samt en håndbog om high performance teams (Stærk Under Pres – håndbog i high perfomance). Det at skrive lå absolut ikke ”til højrebenet” for mig. Jeg har ingen akademiske eller formelle forudsætninger for at skrive men kompenserer med en god portion vilje og stædighed.

Havde ”Jæger – I krig med eliten” indflydelse på, at du efterfølgende besluttede dig til at blive spændingsbogsforfatter?

Med afsæt i ovenstående – ja, absolut. Da jeg skrev min biografi, nød jeg som nævnt skriveprocessen, og det var ikke svært at takke ja til en bogkontrakt fra Politikkens Forlag. Det er især friheden i virket som forfatter, der tiltaler mig. Ingen blander sig reelt i min arbejdsproces. Jeg udtænker selv romanens plot, former selv mine karakterer – og ingen blander sig i, hvornår og hvordan jeg gør det.

Hvordan fik du idéen til ”Djævlens døtre”?

For nogle år siden så jeg en dokumentar om menneskehandel. Jeg blev temmelig rystet over den grad af kynisme og brutalitet industrien – hvilket den jo desværre er – indeholder og besluttede mig for, at en af mine kommende romaner skulle omhandle menneskehandel.

Hvordan har du researchet vedr. handel med unge piger og om den ”genopdragelse”, de udsættes for? Er der noget, der er forfatterskabt?

Takket været et godt netværk har jeg haft mulighed for at opsøge personer, som mere eller mindre var involveret med menneskehandel – blandt andre to østeuropæiske piger, begge med en fortid som prostituerede, og en rumæner, som perifært havde bidraget til bagmændenes logistiske operation. Så langt det meste af indholdet af Djævlens Døtre er baseret på faktiske og reelle begivenheder og omstændigheder indenfor menneskehandelsindustrien.

Nazisme spiller også en væsentlig rolle i bogen. Hvor stor en rolle spiller nazismen i Europa i dag? Hvordan har du researchet? Er der noget, der er forfatterskabt?

Nazismen spiller en marginal rolle i Europa, men den viser tragisk nok fortsat sit ækle fjæs frem nu og her – og er desværre ikke i tilbagegang. I Ungarn – hvor bagmændene i Djævlens Døtre stammer fra – har nazismen et slægtsfællesskab med landets højrenationalistiske bevægelser. Åbne kilder ligger til grund for de passager, der omhandler nynazismen i romanen – det var ikke muligt for mig at finde personer, som direkte var eller havde været involveret i nynazisme.

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? Hvor meget indgår du selv i din hovedperson Michael Plessners karakter?

Jeg forsøger at skabe en balance i romanen, når jeg definerer mine karakterer – forstået på den måde, at persongalleriet ikke må forekomme for ensartet. Herved bliver plottet forudsigeligt og uinteressant. Og frem for alt: Jeg gør mit yderste for, at karaktererne ikke fremstår karikerede eller som stereotyper. Michael Plessner er – plejer jeg at udtrykke det – en kondenseret personificering af min tidligere branche; Jægerkorpset. Men når det er sagt, er han ikke mit alter ego – dog har vi visse fællestræk som for eksempel en stærk retfærdighedssans og handlekraft.

Har du selv medvirket i aktioner, der minder om dem, som hovedpersonen tager del i?

Ja, i seriens tidligere bind (Shadow Army, Sort Daggry og Dødemandsbugten) beskriver jeg indgående, hvordan specialstyrker opererer indsat på missioner bag fjendens linjer. Det har jeg i kraft af min baggrund som jægersoldat i 11 år naturligvis selv oplevet på egen krop.

Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Indledningsvist laver jeg en ret omfattende synopsis og disposition for romanen – den kan nemt fylde en 15-20 sider. Den følges ikke slavisk – der opstår evt. nye karakterer, undervejs mens andre udgår – men jeg ender altid med nogenlunde at holde mig til den oprindelige plan. Jeg har ikke en særlig skriverytme eller skriveproces. Men generelt er jeg en sen starter, dvs. jeg træner som regel om formiddagen og kører på kontoret ved middagstid og skriver herefter 6-7 timer. Herefter bliver min hjerne bliver uinspireret og træt. Typisk skriver jeg en times tid, hvorpå jeg tager en lille pause i den friske luft.

Når du skriver, må du nødvendigvis tage pauser. Hvad laver du, når du ikke skriver?

Djævlens Døtre blev – meget overraskende for mig selv – skrevet på lidt over tre måneder. Sædvanligvis er jeg et år eller længere om at skrive en roman. Men den intense skriveproces i sommeren 2018 betød, at jeg skrev mindst 10 timer dagligt, hvorfor jeg blev nødt til at holde pauser. Så typisk skrev jeg omkring fem timer på kontoret, tog ned og trænede i centeret, hvorpå jeg kørte hjem og fortsatte her. Det varierede og lettede skriveprocessen ved at arbejde to forskellige steder.

Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sender det til forlaget.

Jeg har en god bekendt, med hvem jeg sparrer om plot, indhold og karakterer. Det er for mig meget nyttigt at have en slags djævlens advokat-funktion koblet på skriveprocessen. Men derudover er ingen inde over manuskriptet før det fremsendes til forlaget.

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder sammen og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

Ifm. skrivningen af min første roman, Shadow Army, var jeg i udgangspunktet usikker og meget uerfaren. Derfor besluttede min redaktør og jeg, at jeg afleverede manuskriptet kapitel for kapitel. I den anden roman, Sort Daggry, var jeg mere sikker og afleverede manuskriptet i to halvdele, mens jeg afleverede den tredje, Dødemandsbugten, i fuld færdig form. Jeg har lært utroligt meget ved at skrive de fire romaner og er nu i stand til at stå på egne ben så at sige – selvfølgelig med en kompetent og kritisk redaktør på sidelinjen. Når jeg afleverer manuskriptet, er det selvfølgelig med følelse af forløsning men samtidig velvidende, at der fortsat er arbejde med manuskriptet, efter redaktørens falkeblik har været igennem det.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Jeg har selv fundet på såvel titel som layout. Og forsiden udtrykker fint romans tema: ensomhed, tristesse, frustration, frygt.

Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Djævlens døtre?

Forlagets pr- og marketingsafdelinger gør, hvad de kan for at markedsføre romanen – dvs. reklamer i trykte og digitale medier, optræden i tv- og radio, kontakt til bloggere, bogmesser – fx krimimessen i Horsens i april, hvilket jeg ser meget frem til. Derudover gør jeg meget selv og bruger mange penge på sociale medier, hvor jeg laver reklamekampagner, oplægger læseprøver m.v.

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Jeg synes, at det er fremragende. Professionelle anmeldere kan have tendens til at lægge vægt på andre elementer i bøger og romaner i forhold til den gængse læser. Således kan det være sundt for alle parter, at der kommer anderledes øjne på udgivelser. Og her kan bloggere bidrage på glimrende vis bidrage til bogmarkedet, idet de i sagens natur har andre forudsætninger for at anmelde en bog end en journalist eller litteraturuddannet, professionel anmelder.