Alt for Damerne
Hvad kan gøre dig trodsig?
Når en person moraliserer overfor mig. Når nogen fortæller mig, hvad der er rigtigt og forkort. At tage patent på den gode moral er en tåbelig og enerverende egenskab.
Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?
Til Magaluf, Mallorca. Jeg havde sidste år besluttet mig for at rejse i skrivelejr under fredsommelige og varme himmelstrøg med bløde bølgeskvulp og skyggefulde palmer. Jeg havde derfor bestilt to ugers ophold på et (ud fra billederne at dømme) lækkert hotel på Mallorca. Men helt igennem idiotisk havde jeg ikke brugt de få sekunder på Google, der kunne have afsløret, at destinationen – Magaluf – er Mallorcas ultimative party-by. Så det blev til to uger med hårdt pumpende technomusik og overophedede englændere og russere. Gæt selv om jeg fik ro til at skrive min seneste roman.
Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?
”Jæger – i krig med eliten”.
Er der et karaktertræk, du misunder kvinder for at besidde?
Faktisk ikke. Jeg tror langt hen ad vejen, at det er betydeligt lettere at være en mand. Kvinder forekommer mig emotionelt baseret i alt, hvad de foretager sig – de vil kort sagt gerne være elskelige – hvilket må være meget ressourcekrævende. I modgang tillægger vi mænd ofte ikke modparten eller omverdenen personlige motiver men trækker blot på skuldrene og kigger fremad.
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
Brug ikke tid på overfladiske og ligegyldige relationer. De fører sjældent noget brugbart med sig og berøver i virkeligheden kun dyrebar tid.
Hvad ville du aldrig give penge for?
Andehjerne, levende myrer og den type mad der serveres på f.eks. Noma. Det er prætentiøst fis i en hornlygte.
Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?
Nærighed. Der er intet mere sølle. En anden er aversion mod dyr, hvilket er mig ubegribeligt.
Hvad har været dit livs længste minutter?
Den er ikke svær. Jeg var på operation dybt inde i de fjendtligtsindede afghanske bjergegne, da mit team og jeg blev opdaget af Talibanere. Vi havde ingen mulighed for at flygte, før det blev mørkt, idet vi ville være blevet taget til fanget. Så i et kapløb med tiden ventede vi på mørket, mens fjenden samlede sine styrker med henblik på at angribe os. Vi nåede at flygte efter mørkefald, men havde det været en halv time senere,
Hvilken dag har betydet mest i dit liv?
Den dag jeg bestod Jægerkorpsets optagelsesforløb som 23-årig. Mange års hårdt slid havde endelig materialiseret sig i Jægerkorpsets bordeauxrøde baret. Jeg mærkede en vild forløsning og stolthed, jeg ikke har følt siden.
Hvis du kunne vælge frit (levende, døde, kendte som ukendte), hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?
Min afdøde hund, Selma.
Fakta (udfyld gerne selv):
Thomas Rathsack er forfatter, foredragsholder og jægersoldat, 52 år. Rathsack er aktuel som chefinstruktør i TV2’s programserie ‘Korpset’ Sæson 3, der vises til sommer. Rathsack udgav i 2009 sin selvbiografi ’Jæger – i krig med eliten’, der har solgt over 250.000 eksemplarer. I 2011 debuterede Rathsack som romanforfatter med ‘Shadow Army’, som er første bind i serien om jægersoldaten, Michael Plessner. I 2013 udgav han ‘Sort Daggry’ og i 2015 seriens tredje bind med titlen ‘Dødemandsbugten’. I 2018 udgav Rathsack seriens fjerde bind, ‘Djævlens Døtre’, og skriver nu på seriens femte bind. Desuden har han skrevet bogen ‘Stærk Under Pres – håndbog i high performance’ i samarbejde med Rune Wåhlin Andersen.