Den Længste Krig
En sen nattetime den 12. september 2001 befandt jeg mig bag rattet i en firehjulstrækker og havde øjnene stift rettet mod grusvejens lunefulde huller og sving. Med mig var min hundehvalp og to kollegaer fra den humanitære organisation, jeg arbejdede for, og vi havde netop forladt Afghanistans hovedstad, Kabul, med kursen sat mod Pakistan. Foran os lå en køretur på 11 timer, og bag os lå en storby, hvorover Stars and Stripes snart ville veje.
Få timer forinden var USA blevet angrebet af Al-Qaedas selvmordsterrorister, der rev næsten 3000 civile med sig i døden. Billederne fra den forbandede dag, hvor World Trade Center styrtede i grus, hænger stadig klart for mit indre øje. Terrorangrebet forandrede mit liv, ligesom det gjorde for så mange andre.
I otte måneder havde jeg befundet mig i Afghanistan, hvor min opgave var at rydde russiske minefelter og ueksploderet ammunition i de afsidesliggende landsbyer. Det var et slidsomt og til tider farligt arbejde. Og ganske utaknemmeligt. For Talibanbevægelsen – den islamistiske bevægelse der regerede landet og terroriserede sin egen befolkning – havde ikke andet end foragt tilovers for en skægløs og vantro vesterlænding som mig til trods for, at jeg ryddede miner i deres jord, efter deres krige og for egne medbragte penge.
Allerede en måned efter terrorangrebet havde det amerikanske militær kontrol over Afghanistan. Talibanbevægelsen, der havde tilladt Al Qaeda-terroristerne at træne i landet, var flygtet sydover til de sydlige provinser og de autonome pakistanske grænseområder, hvor amerikanerne ikke måtte røre dem. I januar 2002 returnerede jeg som jægersoldat og gjorde tjeneste i Afghanistan i et år.
Krigen mod Taliban skulle vise sig at blive USA’s længste og har nu været i omkring 18 år. Den har kostet i omegnen af 2.500 amerikanske soldaters liv og 6.120 milliarder kroner. Danmark mistede 43 soldater i krigen – heriblandt én jægersoldat. Målt per indbygger er antallet det højeste blandt NATO-landene.
Men måske er det slut nu. I dag underskrives en fredsaftale mellem amerikanerne og Talibanbevægelsen i Qatars hovedstad, Doha. Aftalen går i overordnede træk ud på, at talibanerne i fremtiden lover ikke at huse terrororganisationer som i tilfældet med Al-Qaeda, der havde træningslejre i Afghanistan. Til gengæld lover amerikanerne en tilbagetrækning af egne og allierede styrker.
Amerikanerne er dødtrætte af krigen, og de er opsatte på at få den bragt til ende. Men de indgår formentlig fredsaftalen med en god portion skepsis, eftersom de ikke stoler på talibanerne. Mod god grund. Talibanerne ved, at amerikanerne er sultne efter en tilbagetrækning og venter sandsynligvis kun på at udnytte tomrummet efter deres exit. Jeg håber, at jeg tager fejl. Afghanerne har brug for fred.
