En kompetent dværg
En kompetent dværg. Således plejer jeg at svare, når spørgsmålet falder på, hvordan danske specialstyrkers omdømme er blandt vores allierede. Dværgmetaforen er ganske rammende. Når det kommer til Jægerkorpsets og Frømandskorpsets pondus i den globale specialstyrkefamilie, kan korpsene ikke andet end betegnes som små. Meget små. Tæt på irrelevante. Men dog kompetente!
Med slet skjult selvtilfredshed har politikere, højtstående officerer og andet godtfolk ofte for vane at varedeklarere vores specialstyrker med svedige superlativer. At vi er beundret verden over – at vi bidrager med det ypperste indenfor specialstyrker. At vi er verdens bedste. Ikke et øje tørt. Jeg tillader mig at være mere forbeholden.
Lad mig først og fremmest slå fast: Danmark kan absolut være tilfredse med den enkelte jægersoldats og frømands faglige niveau. De er fremragende soldater. Så hvorfor vælger jeg blot betegne operatørerne i de to korps som ”kompetente” og ikke for eksempel ”sublime” eller ”verdens bedste”?
Det gør jeg af følgende simple grund: De er ikke sublime, og vi har ikke verdens bedste specialstyrker. For at kunne blive løftet op i den absolutte verdensklasse af specialstyrker mangler der efter min mening grundlæggende to ting.
For det første ressourcer. Et godt eksempel er træningsfaciliteter. Da jeg op igennem 00’erne gjorde tjeneste i Jægerkorpset, blev der ivrigt snakket om at bygge et skydehus på korpsets matrikel, hvor jægerne kunne træne såkaldt rumkamp med skarp ammunition (med henblik på gidselbefrielsesaktioner eller indtrængning på og rensning af fjendtlige bygninger). Det blev ved snakken. Fire forkølede træpinde på en græsplæne markerede fantasifostret, der røg i glemmebogen. Alle seriøse specialstyrker i NATO har i årtier haft eget skydehus. Danmark glimrer med sit fravær heraf og står gang på gang med hatten i hånden hos vore allierede for at låne deres skydehuse.
For det andet – og allervigtigst: Danske specialstyrker mangler p.t. operativ erfaring og har gjort det i nogle år. En soldat kan træne, træne og træne – og det skal han – men det er nu engang på slagmarken, han for alvor formes, støbes og hærdes. Som operativ jægersoldat i 00’erne var mit team og jeg udsendt på skarpe missioner minimum en gang om året. Oftest flere gange. En operativ kultur gennemsyrede de enkelte teams, samtidig med den fælles forståelse om missionernes vitale betydning blomstrede og styrkede enhedens korpsånd.
Det er op til forsvaret og først og fremmest politikerne, om de ønsker at bringe danske specialstyrker op i sværvægtsklassen i selskab med deres amerikanske og britiske brødre. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske. Holdningen er sikkert noget i stil med, at det er ”godt nok”.
Nyd søndagen. Med venlig hilsen – en tidligere kompetent dværg.
