Hav en god Flagdag!

Forleden deltog jeg i et vældig hyggeligt middagsselskab. Mine medgæster var fra det bedre borgerskab og talte blandt andet direktører, arkitekter, psykologer og andre akademikere. Alle sympatiske og givetvis dygtige, flittige medborgere, som levede konventionelle og komfortable liv. Jeg skilte mig ud ved at være eneste soldat i selskabet.

Under desserten faldt jeg i snak med en af gæsterne. Han var i slutningen af trediverne, var født og opvokset i Hellerup, hvor han nu ejede og drev en succesfuld tegnestue. På et tidspunkt spurgte han mig om, jeg skulle deltage i forsvarets Flagdag, som afholdes hvert år den 5. september. Jeg svarede, at jeg desværre var forhindret men, at jeg satte stor pris på netop den mærkedag, hvor vi anerkender og hædrer vores soldater, der har været udsendt for Danmark. Til min store overraskelse ændrede stemningen sig herefter med ét omkring middagsbordet.

Mit nationale sindelag faldt tilsyneladende ikke i god jord. Med slet skjult selvtilfredshed erklærede arkitekten sig som pacifist og kunne ikke se pointen med hverken krig, militær eller for den sags skyld Flagdagen. Især selskabets kvindelige gæster nikkede anerkendende. For hvordan i alverden kunne man synes andet end, at krig var ækelt og frastødende, mumlede flere af dem samstemmende. Uden at sige det direkte tog selskabet tydeligvis afstand til mig og min tidligere profession som soldat. At soldater var afstumpede og enfoldige lå ligesom i luften.

Jeg var i godt humør og orkede ikke at gå i retorisk infight med dem. Slet ikke med arkitekten, der fra sin bastion i Hellerup demonstrerede ufejlbarlig godhed, og – senere viste det sig – stort set aldrig havde bevæget sig udenfor reservatet, undtagen når det gjaldt solbeskinnede turistmål eller konferencer med ligesindede.  

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at langt de fleste soldater ser krig som et nødvendigt onde. At soldater om nogen kender de frygtelige konsekvenser ved krig. At mange soldater – heriblandt undertegnede – fuldt ud anerkender, at mange krige har været formålsløse, nytteløse og enormt destruktive.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at jeg som humanitær medarbejder underviste flygtninge i Tjetjenien om faren ved landminer, mens han producerede skitser og tegninger på Arkitektskolen. At jeg sidenhen ryddede landminer i Afghanistan, hvor man spyttede efter mig, fordi jeg ikke bar fuldskæg. Jeg orkede ikke at forklare ham, at jeg samme sted havde oplevet kvinder blive stenet, fordi de var utro, eller mænd få hugget hænderne af, fordi de stjal et æble.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at jeg som soldat sidenhen havde været med til at forhindre ovennævnte despoter for at terrorisere sin egen befolkning. At ingen ord eller midler – udover væbnet magt – kunne have stoppet dem fra deres forehavende.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, hvor privilegeret han var ved at have gennemført sin statsfinansierede uddannelse i et demokratisk og frit land. En frihed som igennem årtier er funderet på blandt andet anvendelsen af militær og potentiel væbnet magt. Ej heller orkede jeg at fortælle ham, hvor meget jeg respekterede hans succes som arkitekt og samtidig hvor lidt, jeg respekterede hans småborgerlige snæversyn.

Jeg orkede ikke at spørge ham, hvordan han som selvbestaltet humanist ikke bare kunne anerkende Flagdagen. En begivenhed der netop ikke romantiserer eller glorificerer krig, men blot har til formål at anerkende de danskere, som har savnet, mistet og lidt.

Nej, jeg gad ganske enkelt ikke. Og heldigvis for det. Selskabet glemte hurtigt emnet, og efter desserten løsnede stemningen op i takt med indtaget af vin, øl og sjusser. Og ham arkitekten var jo i virkeligheden en ganske flink fyr, da han fik noget at drikke.

Hav en god Flagdag på onsdag.