Interview med Thomas Rathsack
Hvem er Thomas Rathsack?
Jeg er 51 år gammel, forfatter, foredragsholder og tv-vært. Jeg har været soldat i 16 år, heraf 11 i Jægerkorpset, og var udsendt to år til Irak og Afghanistan. Derudover har jeg været humanitær minerydder i den tredje verden, i en årrække arbejdet som fotograf i Sydamerika og endvidere som sikkerhedskonsulent samt it-sælger. Mere personligt er jeg en mental omstrejfer og værdsætter min frihed umådeligt højt. Hunde ligger mig meget på sinde, og jeg involverer mig i projekter, som fremmer forhold for de kære firebenede.
I 2009 blev du i den grad landskendt, da du skrev ”Jæger – I krig med eliten”. Uden at komme ind på indholdet af den bog, kunne det være interessant at høre, hvordan du rent skrivemæssigt turde give dig i kast med at skrive. Hvorfra har du ”skrivegenet”?
Efter i alt 16 år i trøjen begyndte det at knibe med motivationen. Typisk rejste jeg otte måneder om året og havde svært ved at fastholde sociale og nære relationer. Desuden tærer det på både krop og sjæl at være i krig. Så i en alder af 41 besluttede jeg at søge nye udfordringer og en bekendt foreslog mig at skrive en biografi. Med hjælp fra en journalist gik jeg i gang med at skrive og fornøjede mig ganske fint med projektet. Polemikken omkring bogens udgivelse i 2009 dannede grundlaget for mit forfatterskab, idet mit nuværende forlag – Politikens Forlag – tilbød mig at skrive en roman for dem. I skrivende stund har jeg således skrevet fire romaner (er i gang med den femte) samt en håndbog om high performance teams (Stærk Under Pres – håndbog i high perfomance). Det at skrive lå absolut ikke ”til højrebenet” for mig. Jeg har ingen akademiske eller formelle forudsætninger for at skrive men kompenserer med en god portion vilje og stædighed.
Havde ”Jæger – I krig med eliten” indflydelse på, at du efterfølgende besluttede dig til at blive spændingsbogsforfatter?
Med afsæt i ovenstående – ja, absolut. Da jeg skrev min biografi, nød jeg som nævnt skriveprocessen, og det var ikke svært at takke ja til en bogkontrakt fra Politikkens Forlag. Det er især friheden i virket som forfatter, der tiltaler mig. Ingen blander sig reelt i min arbejdsproces. Jeg udtænker selv romanens plot, former selv mine karakterer – og ingen blander sig i, hvornår og hvordan jeg gør det.
Hvordan fik du idéen til ”Djævlens døtre”?
For nogle år siden så jeg en dokumentar om menneskehandel. Jeg blev temmelig rystet over den grad af kynisme og brutalitet industrien – hvilket den jo desværre er – indeholder og besluttede mig for, at en af mine kommende romaner skulle omhandle menneskehandel.
Hvordan har du researchet vedr. handel med unge piger og om den ”genopdragelse”, de udsættes for? Er der noget, der er forfatterskabt?
Takket været et godt netværk har jeg haft mulighed for at opsøge personer, som mere eller mindre var involveret med menneskehandel – blandt andre to østeuropæiske piger, begge med en fortid som prostituerede, og en rumæner, som perifært havde bidraget til bagmændenes logistiske operation. Så langt det meste af indholdet af Djævlens Døtre er baseret på faktiske og reelle begivenheder og omstændigheder indenfor menneskehandelsindustrien.
Nazisme spiller også en væsentlig rolle i bogen. Hvor stor en rolle spiller nazismen i Europa i dag? Hvordan har du researchet? Er der noget, der er forfatterskabt?
Nazismen spiller en marginal rolle i Europa, men den viser tragisk nok fortsat sit ækle fjæs frem nu og her – og er desværre ikke i tilbagegang. I Ungarn – hvor bagmændene i Djævlens Døtre stammer fra – har nazismen et slægtsfællesskab med landets højrenationalistiske bevægelser. Åbne kilder ligger til grund for de passager, der omhandler nynazismen i romanen – det var ikke muligt for mig at finde personer, som direkte var eller havde været involveret i nynazisme.
Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? Hvor meget indgår du selv i din hovedperson Michael Plessners karakter?
Jeg forsøger at skabe en balance i romanen, når jeg definerer mine karakterer – forstået på den måde, at persongalleriet ikke må forekomme for ensartet. Herved bliver plottet forudsigeligt og uinteressant. Og frem for alt: Jeg gør mit yderste for, at karaktererne ikke fremstår karikerede eller som stereotyper. Michael Plessner er – plejer jeg at udtrykke det – en kondenseret personificering af min tidligere branche; Jægerkorpset. Men når det er sagt, er han ikke mit alter ego – dog har vi visse fællestræk som for eksempel en stærk retfærdighedssans og handlekraft.
Har du selv medvirket i aktioner, der minder om dem, som hovedpersonen tager del i?
Ja, i seriens tidligere bind (Shadow Army, Sort Daggry og Dødemandsbugten) beskriver jeg indgående, hvordan specialstyrker opererer indsat på missioner bag fjendens linjer. Det har jeg i kraft af min baggrund som jægersoldat i 11 år naturligvis selv oplevet på egen krop.
Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?
Indledningsvist laver jeg en ret omfattende synopsis og disposition for romanen – den kan nemt fylde en 15-20 sider. Den følges ikke slavisk – der opstår evt. nye karakterer, undervejs mens andre udgår – men jeg ender altid med nogenlunde at holde mig til den oprindelige plan. Jeg har ikke en særlig skriverytme eller skriveproces. Men generelt er jeg en sen starter, dvs. jeg træner som regel om formiddagen og kører på kontoret ved middagstid og skriver herefter 6-7 timer. Herefter bliver min hjerne bliver uinspireret og træt. Typisk skriver jeg en times tid, hvorpå jeg tager en lille pause i den friske luft.
Når du skriver, må du nødvendigvis tage pauser. Hvad laver du, når du ikke skriver?
Djævlens Døtre blev – meget overraskende for mig selv – skrevet på lidt over tre måneder. Sædvanligvis er jeg et år eller længere om at skrive en roman. Men den intense skriveproces i sommeren 2018 betød, at jeg skrev mindst 10 timer dagligt, hvorfor jeg blev nødt til at holde pauser. Så typisk skrev jeg omkring fem timer på kontoret, tog ned og trænede i centeret, hvorpå jeg kørte hjem og fortsatte her. Det varierede og lettede skriveprocessen ved at arbejde to forskellige steder.
Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sender det til forlaget.
Jeg har en god bekendt, med hvem jeg sparrer om plot, indhold og karakterer. Det er for mig meget nyttigt at have en slags djævlens advokat-funktion koblet på skriveprocessen. Men derudover er ingen inde over manuskriptet før det fremsendes til forlaget.
Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder sammen og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?
Ifm. skrivningen af min første roman, Shadow Army, var jeg i udgangspunktet usikker og meget uerfaren. Derfor besluttede min redaktør og jeg, at jeg afleverede manuskriptet kapitel for kapitel. I den anden roman, Sort Daggry, var jeg mere sikker og afleverede manuskriptet i to halvdele, mens jeg afleverede den tredje, Dødemandsbugten, i fuld færdig form. Jeg har lært utroligt meget ved at skrive de fire romaner og er nu i stand til at stå på egne ben så at sige – selvfølgelig med en kompetent og kritisk redaktør på sidelinjen. Når jeg afleverer manuskriptet, er det selvfølgelig med følelse af forløsning men samtidig velvidende, at der fortsat er arbejde med manuskriptet, efter redaktørens falkeblik har været igennem det.
Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?
Jeg har selv fundet på såvel titel som layout. Og forsiden udtrykker fint romans tema: ensomhed, tristesse, frustration, frygt.
Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Djævlens døtre?
Forlagets pr- og marketingsafdelinger gør, hvad de kan for at markedsføre romanen – dvs. reklamer i trykte og digitale medier, optræden i tv- og radio, kontakt til bloggere, bogmesser – fx krimimessen i Horsens i april, hvilket jeg ser meget frem til. Derudover gør jeg meget selv og bruger mange penge på sociale medier, hvor jeg laver reklamekampagner, oplægger læseprøver m.v.
Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?
Jeg synes, at det er fremragende. Professionelle anmeldere kan have tendens til at lægge vægt på andre elementer i bøger og romaner i forhold til den gængse læser. Således kan det være sundt for alle parter, at der kommer anderledes øjne på udgivelser. Og her kan bloggere bidrage på glimrende vis bidrage til bogmarkedet, idet de i sagens natur har andre forudsætninger for at anmelde en bog end en journalist eller litteraturuddannet, professionel anmelder.
20. februar 2019 @ 16:43
Der er altid en dag i morgen , Den kan se helt anerledses ud end Den der er i dag .
Der er bare et mål med live det er vilje vej og ærlighed i den udstrækning at det ikke skader en selv .
Fantastisk klumme af dig og dine syn på menneskeheden og det at være dig midt i den , man kan altid lære sig noget
livet har mange facetter ,og man skal være mentalt styrket for at klare opgaver der bringer en i valg
tak for at dele dit livsyn