Jason Bourne eller hystade?
”Når jeg sidder på en café eller bar, scanner jeg stedet for udgange. Jeg søger efter spejle eller skinnende overflader, så jeg kan observere alle vinkler og de personer, som befinder sig på stedet. Jeg vurderer hvem, der udgør den potentielt største trussel, og udser mig mindst to våben indenfor rækkevidde, som jeg kan bruge til at forsvare mig selv med.”
Kender du typen? Det gør jeg. Typen der anser sig selv for at være en klon mellem James Bond og Jason Bourne. Som overfor familie og venner gør en dyd ud af at indtage denne ”jeg-ved-sgu-nok-af-bitter-erfaring-hvad-det-drejer-sig-om-rolle.”
Er vedkommende en opmærksomhedssøgende hystade med paranoide tendenser, eller er vagtsomheden og årvågenheden berettiget? Jeg mener både-og.
Graden af vagtsomhed og årvågenhed som ovenfor beskrevet udvises oftest af den uerfarne amatør og ikke af den professionelle. Omvendt er en passende grad af årvågenhed mod potentielle trusler og farer afgjort berettiget.
Min træning og krigsindsættelse som jægersoldat igennem 11 år har absolut formet min adfærd i det offentlige rum. Ikke mindst henset til den latente terrortrussel, der er blevet en del af vores samfund. Omgivelserne scannes af min mentale radar, som ved udslag aktiverer små røde lamper for mit indre øje. Instinktivt rettes en krog af min bevidsthed mod køretøjer, genstande og personer, der adskiller sig fra normalbilledet – og ja; hvis min mentale radar finder det relevant, identificerer jeg også ind- og udgange på caféer, restauranter, barer, markeder og andre offentlige lokaliteter.
Men jeg farer ikke sammen ved den mindste lyd eller sidder konsekvent med front mod ind- og udgange på restauranter eller med benene placeret på ydersiden af stolebenene for at kunne flygte fra bordet. Ej heller overvejer jeg, hvilke produkter jeg i min lokale Netto kan anvende som våben mod terrorister, der brager ind igennem vinduerne. Det ville ikke være sund og rationel vagtsomhed. Det ville være udtryk for tyndslidte nerver i en flosset sjæl.
Naturligvis vil jeg være mere årvågen og fokuseret på trusler og farer under en operation i Irak eller Afghanistan, end når jeg indtager min burger på McDonald’s. Og jeg vil i mit nuværende civile liv altid udvise den instinktive vagtsomhed, når det giver mening. Men den har ikke invaderet mit tankesæt.
Grundlæggende handler det om sund, situationsbaseret fornuft. Så næste gang du for eksempel indlogerer dig på et hotel; så orientér dig om nødudgangene, læs brandinstruksen og ellers nyd opholdet med de mennesker, du omgiver dig med. Og øg vagtsomheden når og hvis, det bliver relevant.
