Jeg. Mig. Til helvede med de andre.
Det går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på mit tidligere liv som jægersoldat. På godt og ondt. Men klart mest godt. Jeg savner ikke fraværet af hunden og familien, og jeg savner slet ikke koldt vand, våde soveposer og frysetørret mad. Men I guder hvor jeg savner følelsen af at træde ind i teamrummet og øjeblikkeligt føle samhørighedsfølelsen i det lille eksklusive fællesskab, hvor alle helhjertet og uselvisk tilsidesætter egne interesser og agendaer til fordel for teamet.
Siden jeg entrerede mit voksenliv udenfor den militære boldgade, er det gået op for mig, hvor privilegeret jeg var. Ikke siden uniformen blev lagt på hylden, har jeg oplevet samme intense fællesskab baseret på integritet, loyalitet og vedholdenhed. Og jeg kommer aldrig til det. Derimod er jeg desværre ofte oplevet ind kollektiver inficeret af ligegyldighed eller endnu værre: Surstrålere, korslagte arme og hvad-er-der-i-det-for-mig-mentalitet.
Jeg har aldrig rigtigt forstået den tilgang til teamet. Den er kontraproduktiv, defensiv og glædesløs. Har man meldt sig ind i fællesskabet, er det ens forbandede pligt at bidrage til det fælles bedste og ikke bremse dets fremdrift med smålige særinteresser. Fungerer man ikke i sit team, afdeling eller arbejdsplads, bør man i stedet opsøge fællesskaber, hvor man passer ind. Nemmere sagt end gjort? Nej, det er blot at gøre det. Tager man ikke fat ved nældens rod, går man sin egen undergang i møde i form af ensomhed, afmagt og udstødelse. Alverdens MUS-samtaler eller HR-tiltag kommer alligevel ikke til at gøre nogen reel forskel.
Er min tidligere arbejdsplads, Jægerkorpset, så et fejlfrit glansbillede? Naturligvis ikke. Som jeg plejer at sige: Vi løb ikke rundt deroppe i korpset med en regnbue ude af røven. Det var ikke en fejlfri arbejdsplads, hvor der ikke blev begået fejl. Langt fra. Og heldigvis. Fejl gør ondt i stoltheden men er i virkeligheden en genvej til vigtig viden. Således blev fejlene omgående erkendt, adresseret og dissekeret med henblik på ikke at begå samme fejl igen.
Forestillingen om Jægerkorpset som et rosenrødt broderskab er efter min mening også en myte. Selvfølgelig er alle jægersoldater ikke perlevenner. Men alle har en grundlæggende forståelse for vigtigheden af den rendyrkede og kompromisløse professionalisme, i det øjeblik man træder ind i teamrummet eller sætter sig ind i helikopteren og drager på mission. Sagt på en anden måde: den indre uniform var ligeså vigtig som den ydre.