Jeppe i Baronens Seng
Lad os være ærlige: Vore grønlandske venner i det mørke nord er nogle, vi danskere generelt forbinder med Hendes Majestæt Dronningens nytårstaler og med forarmede og alkoholisede skæbner, der strejfer rundt i vore byer. Og det er en skam. Men det kan være, at det er en god ide, at vi begynder at tage Grønland og dets rolle i Rigsfællesskabet alvorligt.
Klimaforandringerne betyder nemlig, at isen smelter i Arktis, hvilket åbner nye handelsruter gennem Det Arktiske Hav og giver adgang til råstoffer og olie i regionen. Det betyder, at Grønland har fået en central rolle i en geostrategisk magtkamp mellem klodens mægtigste nationer – USA, Kina og Rusland. Det betyder igen, at Danmark har en tilsvarende central rolle, idet vi har ansvaret for Grønlands udenrigs-, forsvars og sikkerhedspolitik.
Og som Jeppe i baronens seng har Danmark noget omtumlet og fodslæbende sovet gevaldigt i timen og først nu indset alvoren i Grønlands betydningsfulde rolle i stormagternes magtkamp. Alt imens opruster russerne militært i regionen (senest med Nagurskoye-basen på Franz Josef Land øst for Svalbard), og kineserne forsøger at købe sig til indflydelse i regionen med investeringer i infrastruktur, blandt andet i Grønland. Og USA har med sin orange præsident i spidsen for alvor rettet blikket mod Arktis.
Historisk set har Danmark anset Grønland for at være et ”lavspændingsområde”, og vores militære tilstedeværelse på og omkring øen er symbolsk. Den gæve Siriuspatrulje patruljerer med et par hundeslæder i verdens største nationalpark, søværnet er repræsenteret af fire aldrende inspektionsskibe, og noget luftforsvar er der intet af på den enorme ø. Og fraværet af militær i området vækker bekymring i USA, hvilket var en af grundene til præsident Trump ønskede at besøge Danmark.
Så hvad nu, Danmark? Ja, det er ikke godt at vide. Den nyligt tiltrådte forsvarsminister, Trine Bramsen, har udsendt en pressemeddelelse, hvori hun blandt andet udtaler, at ”regeringen ønsker at fastholde Arktis som et ”lavspændingsområde”” og, at ”vi skal have en tættere og regelmæssig dialog med Grønland og Færøerne om forsvarspolitiske spørgsmål.”
Ja, det er nok en god ide. Lad os se, hvad der sker. Forhåbentligt er Jeppe ved at løsrive sig fra søvnens tåger og er klar til at engagere sig i spillet med de store drenge i klassen.