Malinois – fjendens værste mareridt
For et par uger siden blev verden et bedre sted. Lederen af Islamisk Stat, massemorderen og voldtægtsforbryderen Abu Bakr al-Baghdadi, valgte på heroisk vis at detonere selvmordsvesten omgivet af sine tre døtre, han brugte som menneskeskjolde, under et flugtforsøg i en tunnel.
Al-Baghdadi flygtede fra soldater tilhørende klodens ypperste specialstyrke, amerikanske Delta Force, der gennemførte den skæbnesvangre operation mod terrorlederens skjulested. Men al-Baghdadi flygtede også fra noget af det, han og hans åndsfæller og frygter og hader allermest: en hund. Nu om dage har enhver seriøs specialstyrke nemlig menneskets bedste ven med som en del af holdets spydspids.
Hunde i specialstyrkerne, øvrige militærenheder, politi og sikkerhedstjenester er et uvurderligt aktiv ikke mindst på grund af deres fine snuder. Typisk indeholder de 220 millioner lugteceller mod menneskets beskedne fem millioner. Det gør vores firebenede venner i stand til at opfange og lokalisere stoffer, landminer, bomber, granater og improviserede sprængladninger og ikke mindst fjendtlige kombattanter som for eksempel al-Baghdadi, der endte sine dage jagtet af en frådende og gøende hund, som var ved at bide røven af ham.
Labradorer og Schæfere er populære tjenestehunde. Men når det kommer til heroisme og effektivitet på slagmarken, er den belgiske Malinois superstjernen. Det var den race, som jagtede al-Baghdadi. Malinois har vist sig at være ekstremt hårdføre, hurtige, fokuserede og – når det er påkrævet – aggressive. I forhold til Schæferen er en Malinois noget mindre og dermed nemmere at håndtere (fx ved faldskærmsindsættelse, rappelling og water-cast) og er desuden mere resistent overfor varme grundet sin tyndere pels.
Det er ikke første gang, vi hører om brugen af en Malinois på slagmarken. I maj 2011 gennemførte amerikanske SEAL Team 6 operationen, der fik ram på al Qaedas leder, Osama bin Laden. En Malinois ved navn Cairo var med til at sikre perimeteren omkring bygningen, hvor bin Laden skjulte sig, og var klar til at blive sendt efter ham, hvis terrorlederen viste sig vanskelig at lokalisere eller forsøgte at flygte.
Da USA’s daværende præsident Barack Obama hørte om Cairos deltagelse i operationen, udbrød han ifølge amerikanske medier: ”Jeg vil møde den hund!” Hertil havde et medlem af SEAL Team 6 angiveligt svaret muntert: ”Hvis De vil møde den hund, hr. præsident, vil jeg råde Dem til at medbringe godbidder.”
Jeg deler ubetinget begejstringen for hunde i militær tjeneste (og i alle andre sammenhænge). En amerikansk soldat og hundefører sagde engang noget lignende til mig: ”Hunde er perfekte soldater. De vil aldrig svigte dig. De er tapre og kvikke og giver aldrig op. De kan lugte igennem mure, se i mørket og spiser en hvilken som helst feltration uden at klage.”