MEDALJER ELLER AR?
Jeg har sat lidt ord på mit syn om det at fejre vores helte – byd gerne ind med dit syn på sagen … fortsat god søndag.
Bono fra U2 sagde engang, at han ikke havde respekt for medaljer og ordener, men for ar. Sådan har jeg det også. Jeg er aldrig gået op i medaljer, udmærkelser og fine uniformer, men samtidig mener jeg absolut, at vi skal hædre vores helte. Selvmodsigende? Lad mig forklare.
I sidste uge modtog seks danske politibetjente den franske medalje for intern sikkerhed, “Médaille de la sécurité intérieure”, som anerkendelse for deres indsats under attentatet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København i februar 2015. Det er fuldt fortjent. Al respekt for disse betjente. De skal naturligvis anerkendes for deres mod, handlekraft og loyalitet.
Medaljerne blev tirsdag overrakt ved en ceremoni i Justitsministeriet, hvor justitsminister Søren Pape Poulsen var til stede. Efter fransk forbillede ønsker ministeren at etablere en tilsvarende dansk hæder for politiets indsats. Jeg synes, at det er en fremragende idé! Heltemod bør anerkendes og fejres.
At rose og anerkende vores soldater, politibetjente, brandmænd, reddere osv. er nemlig noget vi danskere nemlig ikke altid er lige gode til. Jeg har selv mærket det. I sommeren 2005 – tre år efter min hjemkomst som jægersoldat fra Afghanistan – bemærkede jeg tilfældigvis i et af Jægerkorpsets mødelokaler et billede af korpsets daværende chef, som trykker hånd med USA’s præsident, George W. Bush. På vegne af korpset modtager chefen ”The Presidential Unit Citation Award” – den højeste amerikanske militære enhedsudmærkelse, man kan modtage. Jeg blev målløs, da det gik op for mig, hvad korpset i fuldkommen ubemærkethed var blevet hædret med.
Jeg anser ikke mig selv om helt. Absolut ikke. Jeg var blot en soldat, der passede sit arbejde og personligt er jeg ligeglad med medaljer i sig selv. Men at anerkendelsen blev forbigået med typisk dansk duknakkethed, gjorde mig rasende. Med livet som indsats knoklede jeg i de afghanske bjerge omringet af Taleban og al-Qaida. Og så havde min militære ledelse udvist den arrogance ikke engang at bringe denne anerkendelse videre til mine kammerater og jeg, som fortjente den.
Anerkendelse er nemlig en nødvendighed i den militære verden. Hér er moral – eller ”esprit de corps” – et centralt begreb for holdindsatsen. Føler soldaten, at den sag, han kæmper for, ikke nytter, eller høster han ikke anerkendelse for sin indsats på slagmarken, kæmper soldaten uden moral. Derved uden sjæl og vilje. Og han vil uundgåeligt tabe krigen.
For at støtte soldaten under hans til tider umenneskelige vilkår, behøver han derfor anerkendelse. Men anerkendelse i form af skåltaler eller højpandede floskler fra bonede gulve har sjældent en reel effekt og fænger ikke den enkelte soldat. I hvert fald ikke blandt dem, jeg har kendt.
Derfor er en mere konkret og fysisk anerkendelse i form af en udmærkelse, medalje eller orden på sin plads. Ikke alene sendes der et værdifuldt signal til verden udenfor soldatens egne rækker, men i mindst ligeså høj grad indenfor soldatens egne. Og det er i virkeligheden dér, at anerkendelsen betyder mest for soldaten. For hans kammerater betyder mest for ham. Overfor dem føler han den største loyalitet.
Så et stort tillykke med medaljerne til de seks betjente og et bifald til justitsministerens idé om en dansk hædersmedalje. Til trods for, at jeg tilslutter mig Bono’s syn på medaljer og ar.
/Thomas
