Stockholm eller Baghdad ?
 
No go-zoner. Ildoverfald. Granater. Molotovscocktails. Baghold. Pansrede køretøjer. Overfald på redningstjenester. Stenkast. Lovløshed. Ingen myndighedskontrol. Magtesløshed. Anarki.
 
Ovenstående ord indgik i en række artikler, som medierne har bragt i de foregående dage – blandt andre i denne avis. Artiklerne omhandlede hverken konflikterne i Syrien, Irak, Libyen, Afghanistan eller andre steder, hvorfra nyhedsstrømmen om krig, vold og elendighed flyder i en lind strøm og efterhånden blot registreres med let hovedrysten og skuldertræk. Næh, artiklerne omhandlede såmænd vort kære broderland, Sverige.
 
Flere end 50 bydele i Sverige er nu kategoriseret som ”no go-zoner”, hvor lovløsheden råder, og kriminelle bander og netværk reelt har overtaget magten. Ifølge politiinspektør Lars Alvarsjø fra politiet i Stockholm er lovløsheden nu så udbredt, at man i nogle boligområder helt er ved at miste kontrollen.
 
Når redningstjenester som brandvæsen og ambulancer skal rykke ind i områderne, gør de det aldrig uden, at politiet er på plads til at sikre deres udrykninger. Politiinspektøren beretter endvidere, at en politipatrulje for nyligt blev beskudt samt, at der blev kastet en håndgranat mod en anden, og kun fordi patruljevognen var pansret (!), blev politifolkene ikke dræbt. Ildspåsættelser er dagligdag ofte udelukkende med det formål at lokke politi og brandvæsen til stedet og herpå angribe dem.   
 
Da jeg læste om de svenske tilstande, følte jeg mig hensat til min tid som jægersoldat i den irakiske hovedstad Baghdad for lidt over 10 år siden, hvor jeg i over et år gjorde tjeneste som livvagt. Det er stort set de samme omstændigheder, jeg opererede under dér, som politiet opererer under i Sveriges no go-zoner. Hver gang jeg i min pansrede firehjulstrækker kørte rundt i Baghdads gader, blev der enten smidt sten mod bilen eller skudt på den, og der blev udløst vejsidebomber og selvmordsbomber i gaderne, som vi var nødsaget til at benytte for at bringe vores VIP (very impportant person) – den danske ambassadør – sikkert frem til sine destinationer.    
 
Baghdad var en krigszone, og det var grimt. Men nu – knap halvanden times flyvning fra København (og 30 minutters kørsel til Malmø, hvor der også er no go-zoner) – er lignende tilstande nu en realitet, vel at mærke i det samfund, som vi tidligere opfattede som et af klodens mest civiliserede og trygge.
 
Og hvad med Danmark? Tendensen peger i samme retning – i hvert fald hvis man skal tro formanden for det danske Politiforbund, Claus Oxfeldt, der advarer om, at tendensen med parallelsamfund, hvor politiet ikke kan operere frit, er stigende. Og jeg har absolut ingen grund til ikke at tro på manden.
 
Så jeg håber sandt for dyden, at danske politikere lytter til Claus Oxfeldt og hans kollegaer – og herpå handler. Om end jeg har mine tvivl. Fedtspilleriet har kronede dage, og tingene skal som regel gå grueligt galt, før der handles.
 
Hvad angår svenskerne, tjah, så bevæger de sig støt og roligt mod et kollaps, såfremt de ikke handler. For et samfund, der ikke er i stand til at beskytte sine borgere mod egne borgere, er et samfund i opløsning. Ganske ligesom i Baghdad.