Svenske æbler – løb for livet!
Den så ikke ud af meget, når den lå dér i ens hånd. Håndgranaten. Med form som et mindre æble og vægt som to af slagsen, lod den ikke til at kunne at forvolde meget skade. Der lød et ’pling’, når jeg kastede den. Den klare metalliske lyd – som ingen soldater ønsker at høre uden at være i dækning bag mindst 25 centimeter tyk cement – var fjederen, som skød sikringsbøjlen væk. Inde i granaten startede eksplosionstogets rejse.
Fjederen hamrede slagstiften ind i fænghætten, der eksploderede og antændte forsinkelseselementet bestående af en sortkrudtstreng. Sortkrudtet i forsinkelseselementet var typisk tre-fire sekunder om at brænde i bund og antænde detonatoren, som fik granaten til at detonere. Med to gange lydens hastighed spredtes hundredvis af metalfragmenter på størrelse med knappenålshoveder ud i alle retninger. Fragmenterne var dødelige ud til 15 meter og lemlæstede ud til mellem 30 og 50 meter. Det lille bæst var en effektiv dræber, erfarede jeg hver gang, jeg som soldat kastede en håndgranat.
Brugen af håndgranater burde være forbeholdt krigens slagmark. Men de små dræbere – også kaldet ”æbler” i bandemiljøet – er desværre en trend blandt kriminelle i vort kære broderland, Sverige. Nogle eksempler: I januar cyklede en 63-årig årig svensker af chilensk oprindelse en tur med sin kone i en forstad til Stokholm og bemærkede en genstand på jorden. Han standsede og samlede den op. Det var en håndgranat. Den eksploderede, og manden døde på stedet, men konen overlevede. Granaten var en såkaldt forsager, hvilket betyder, at den ikke eksploderer med det samme, som den ellers skal, når splinten trækkes.
I oktober sidste år blev der kastet en håndgranat mod politistationen i Helsingborg og blæste 40 vinduer ud.En otteårig, britisk dreng mistede livet, da en håndgranat blev kastet ind gennem vinduet til hans soveværelse i den svenske by Gøteborg i 2016. Samme år eksploderede en håndgranat i en restaurant, og i 2015 blev to af slagsen kastet ind på en natklub, der lykkeligvis var mennesketom. I 2015 blev der også kastet en håndgranat mod en politibil.
Ovenstående er blot et mindre uddrag af den sørgelige udvikling, som udspiller sig på den anden side af Øresund, hvor myndighederne ved, at håndgranaterne – typisk modellen M75 – indsmugles fra Balkanlandene. Efter krigen i 90’erne er der hér adgang til rigelige mængder våben, der indsmugles til Sverige i køretøjer. Det svenske politi formoder, at håndgranaterne ofte leveres gratis som supplement til større bestillinger af automatvåben – for eksempel AK-47’ere. I 2015 konfiskerede politiet 45 granater, i 2016 55 og 43 i 2017. I løbet af disse tre år detonerede 66 håndgranater i offentligheden.
Fordelene ved at anvende håndgranater er åbenlyse. De er relativt lettilgængelige på det sorte marked, de er billige, nemme at skjule samt simple at betjene. Med en militær-term kan de anvendes i et ”hit-and-run”, hvor granaten blot kastes rundt om et hjørne, over en mur eller ud ad et bilvindue, hvorpå gerningsmanden forsvinder fra stedet. Og håndgranaten efterlader ikke mange spor, når den er detoneret, i modsætning til et skydevåben, der ofte efter lader DNA-spor og projektiler, som politiet kan bruge i efterforskningen.
For at imødegå denne dødelige trend blandt kriminelle har de svenske myndigheder strammet op på lovgivningen omkring smugleri samt udstedt et amnesti, der tilbyder kriminelle at indlevere deres granater i perioden oktober 2018 til januar 2019 uden at blive retsforfulgt. Lad os håbe, at det virker. Som dansker er det nemlig virkelig bekymrende at følge udviklingen i det ellers så fantastiske land, Sverige.
