Taktisk Vejrtrækning
”Man kan ikke fysisk kontrollere sin frygt og nervøsitet,” lød det skråsikkert fra en deltager til ét af mine foredrag forleden. ”Jo, det kan du faktisk,” svarede jeg. Som jægersoldat brugte jeg nemlig simple vejrtrækningsøvelser til at få styr på nervøsiteten under en operationsindsættelse.
Situationen var den samme hver gang, hvad enten det gjaldt at springe faldskærm, fastrope fra en helikopter, trænge ind i et hus eller som livvagt at forlade den skudsikre bil og træde ud i Bagdads blodige gader. Kroppen befandt sig udadtil i tilsyneladende ro, men indvendig havde udsigten til fare sat min produktion af kamphormoner på højtryk. Maven trak sig sammen, hjertet hamrede, det prikkede i fingrene. Den grønne farve i natbrillerne blev endnu skarpere, lyden fra helikopterens hvinende turbine blev tydeligere, dunsten af hydraulikolie fremstod klarere, og en tørhed bredte sig i munden.
Sådan følte jeg det, når jeg med mit team for eksempel befandt mig i en mørklagt helikopterkabine, tungt bevæbnet og iført hjelm, balaclava og skudsikker vest påsat 6-bang-granater, ekstra ammunition, sprængladninger, koben samt anden udrustning til brug for operationen. Bag piloterne sad kabinechefen på knæ og holdt én finger op mod os. Ét minut. Om cirka 60 sekunder ville helikopteren ankomme til målet – en lagerbygning, hvor ”terrorister” holdt et dansk gidsel. Opgaven lød på at lade os fire ned ad det 15 meter lange reb, sprænge tagdøren op, trænge ind i bygningen, eliminere terroristerne og befri gidslet.
Teamet rykkede helt frem mod den åbne dør, og forreste mand satte sig med benene ud over kanten i den kølige aftenluft, der hvirvlede forbi med 150 kilometer i timen. Som bagerste mand var jeg den sidste til at forlade helikopteren. Stress-symptomerne blev altid særligt markante inden for de sidste par minutter, og jeg vidste, hvordan de skulle imødegås.
Jeg påbegyndte min ’taktiske vejrtrækning’. Under balaclavaen pustede jeg ud i fire sekunder. Derefter fyldte jeg lungerne igennem næsen i fire sekunder og stimulerede på den måde kroppens antistresshormoner. Så holdt jeg vejret i fire sekunder og pustede til sidst ud igennem munden i fire sekunder. Denne øvelse gentog jeg fire gange.
Både helikopteren og min puls sagtnede nu farten, mærkede jeg. Knuden i maven løsnede sig op, det prikkede ikke længere i fingrene, og min mundhule var igen fugtig. Iltbalancen var genoprettet i kroppen. Jeg var klarsynet, og operationsplanen stod knivskarpt i bevidstheden.
Helikopteren sagtnede farten helt og holdt positionen over målet, hvorpå den første jæger forsvandt ned ad rebet skarpt efterfulgt af den næste. Jeg rykkede frem mod døren, tjekkede mit våben og min udrustning en sidste gang. Roligt og fokuseret greb jeg få sekunder senere fat i rebet, svang mig ud ad døren og firede mig ned ad rebet.
Prøv taktisk vejrtrækning næste gang du er nervøs. Skidtet virker.
