juni 2018

Ukraines glemte krig

Verdensmesterskaberne i fodbold er en kæmpe propagandasejr for Putins Rusland, der i disse dage viser sig fra sin bedste side for milliarder af fodboldseere verden over. Ro og orden står højt på dagsordenen, så længe turneringen varer, og alverdens medier har linserne rettet mod landet. Det gælder også i det østlige Ukraine, hvor russiske tropper tilsyneladende holder sig nogenlunde på måtten, og lader krigen simre på vågeblus, mens der afholdes VM i fodbold.

Men tag ikke fejl: Der er stadig krig i Ukraine, selv om vi har glemt alt om den, og ingen vestlige politikere eller medier gider at beskæftige sig med den. Krigen udkæmpes på den ene side af den ukrainske stat og på den side anden russisksindede separatister, der støttet af russiske styrker kæmper en indædt kamp for at løsrive regionen Donbas og forene det østlige Ukraine med Rusland, som det skete for naboerne på Krim Halvøen.

I politikernes abstrakte fagsprog betegnes krigen som en lav-intensitets konflikt. Det betyder i praksis, at parterne afholder sig fra storskala bombeangreb og massivt brug af tungt artilleri og kampvogne. Men regionen er ikke desto mindre gennemskåret af gammeldags skyttegrave og minefelter, og mere end 10.000 mennesker er døde i konflikten indtil videre.

Krigen i Ukraine er en kompleks og beskidt affære, som er fristende at ignorere: Ukraine er et land præget af korruption, udtalt nationalisme og alle de andre dårligdomme, som det gamle Sovjetunionen fremavlede. I det østlige Ukraine, hvor krigen raser, bor der flere mennesker med russiske rødder, end der bor ukrainere. De har ingen grund til at elske det fædreland, de fik påtvunget, efter Sovjetunionens fald.

Nynazister og militante nationalister fra hele Europa er strømmet til Ukraine og udgør en frygtet og effektiv del af militserne, der kæmper mod de russiske enheder. På deres hjemmesider kan man læse absurde konspirationsteorier, der udråber Putin til at være den jødiske mastermind i en global zionistisk sammensværgelse.

Det er ikke betryggende at opleve, hvordan den ukrainske regering varmt byder dem velkommen. På de russiske separatisters side er korruptionen og nationalismen mindst lige så udbredt og paranoid. Begge sider begår overgreb og intimiderer uskyldige civile. I baggrunden står Putin og magthaverne i Moskva med en klar strategisk interesse i adgang til Sortehavet gennem Ukraine og et brændende ønske om at genetablere Rusland som en supermagt, verden respekterer og frygter.

Set fra EU og Natos side er Ukraine den måske vigtigste frontstat ind mod Rusland. Invasionsruten til Moskva og det russiske hjerteland går traditionelt hen over de flade ukrainske sletter. Dermed er banen kridtet op, og alle ingredienser til en beskidt krig er til stede.

Da Ukraines præsident Petro Porosjenko besøgte Danmark i april 2017 for at få støtte i kampen mod russerne, udtalte Lars Løkke Rasmussen, at ”Ukraine ikke ville blive glemt”. Siden har vi stort set glemt alt om den krig, men det kan være, at billedet ændrer sig, når VM i fodbold er forbi.

Svenske æbler – løb for livet!

Den så ikke ud af meget, når den lå dér i ens hånd. Håndgranaten. Med form som et mindre æble og vægt som to af slagsen, lod den ikke til at kunne at forvolde meget skade. Der lød et ’pling’, når jeg kastede den. Den klare metalliske lyd – som ingen soldater ønsker at høre uden at være i dækning bag mindst 25 centimeter tyk cement – var fjederen, som skød sikringsbøjlen væk. Inde i granaten startede eksplosionstogets rejse.

Fjederen hamrede slagstiften ind i fænghætten, der eksploderede og antændte forsinkelseselementet bestående af en sortkrudtstreng. Sortkrudtet i forsinkelseselementet var typisk tre-fire sekunder om at brænde i bund og antænde detonatoren, som fik granaten til at detonere. Med to gange lydens hastighed spredtes hundredvis af metalfragmenter på størrelse med knappenålshoveder ud i alle retninger. Fragmenterne var dødelige ud til 15 meter og lemlæstede ud til mellem 30 og 50 meter. Det lille bæst var en effektiv dræber, erfarede jeg hver gang, jeg som soldat kastede en håndgranat.

Brugen af håndgranater burde være forbeholdt krigens slagmark. Men de små dræbere – også kaldet ”æbler” i bandemiljøet – er desværre en trend blandt kriminelle i vort kære broderland, Sverige. Nogle eksempler: I januar cyklede en 63-årig årig svensker af chilensk oprindelse en tur med sin kone i en forstad til Stokholm og bemærkede en genstand på jorden. Han standsede og samlede den op. Det var en håndgranat. Den eksploderede, og manden døde på stedet, men konen overlevede. Granaten var en såkaldt forsager, hvilket betyder, at den ikke eksploderer med det samme, som den ellers skal, når splinten trækkes.

I oktober sidste år blev der kastet en håndgranat mod politistationen i Helsingborg og blæste 40 vinduer ud.En otteårig, britisk dreng mistede livet, da en håndgranat blev kastet ind gennem vinduet til hans soveværelse i den svenske by Gøteborg i 2016. Samme år eksploderede en håndgranat i en restaurant, og i 2015 blev to af slagsen kastet ind på en natklub, der lykkeligvis var mennesketom. I 2015 blev der også kastet en håndgranat mod en politibil.

Ovenstående er blot et mindre uddrag af den sørgelige udvikling, som udspiller sig på den anden side af Øresund, hvor myndighederne ved, at håndgranaterne – typisk modellen M75 – indsmugles fra Balkanlandene. Efter krigen i 90’erne er der hér adgang til rigelige mængder våben, der indsmugles til Sverige i køretøjer. Det svenske politi formoder, at håndgranaterne ofte leveres gratis som supplement til større bestillinger af automatvåben – for eksempel AK-47’ere. I 2015 konfiskerede politiet 45 granater, i 2016 55 og 43 i 2017. I løbet af disse tre år detonerede 66 håndgranater i offentligheden.

Fordelene ved at anvende håndgranater er åbenlyse. De er relativt lettilgængelige på det sorte marked, de er billige, nemme at skjule samt simple at betjene. Med en militær-term kan de anvendes i et ”hit-and-run”, hvor granaten blot kastes rundt om et hjørne, over en mur eller ud ad et bilvindue, hvorpå gerningsmanden forsvinder fra stedet. Og håndgranaten efterlader ikke mange spor, når den er detoneret, i modsætning til et skydevåben, der ofte efter lader DNA-spor og projektiler, som politiet kan bruge i efterforskningen.

For at imødegå denne dødelige trend blandt kriminelle har de svenske myndigheder strammet op på lovgivningen omkring smugleri samt udstedt et amnesti, der tilbyder kriminelle at indlevere deres granater i perioden oktober 2018 til januar 2019 uden at blive retsforfulgt. Lad os håbe, at det virker. Som dansker er det nemlig virkelig bekymrende at følge udviklingen i det ellers så fantastiske land, Sverige.