Software vs. Hardware
I sidste uge skrev jeg om kvinders muligheder for at blive jægersoldater med udgangspunkt i den fysiske vinkel. Lad mig nu dykke ned i substansen og redegøre lidt for hvad det egentligt kræver at blive optaget i Jægerkorpset.
For som jeg plejer at sige: At blive jægersoldat et spørgsmål om software – ikke hardware.
”Hvor fysisk hårdt er det at blive jægersoldat?” lød det fra salen, da jeg forleden holdt foredrag. Spørgsmålet er relevant og fair, men svaret tilbyder kun delvis forklaringen på hvor krævende, det reelt er at blive optaget i Jægerkorpset. For det er ikke den fysiske men derimod den mentale styrke, som i sidste ende afgør, om jægeraspiranten består det seks måneder lange optagelsesforløb.
Jeg plejer at sige, at det kræver 70% mental styrke og 30% fysisk styrke. Naturligvis er aspirantens fysiske styrke væsentlig. Det er fint, at han kan løbe solen sort, er bygget som en kampvogn og er en gymnastisk ekvilibrist. Men har aspiranten ikke den fornødne vilje og stamina, når han presses under optagelsesforløbet, gennemfører han ikke. Og under pres kommer han!
Som jægeraspirant oplevede jeg presset som en nærmest permanent tilstand smerte, kulde, sult, tørst, træthed og frygt for det uvisse. Havde jeg ikke haft viljen til at fortsætte trods blodige og væskende fødder, gnavesår på ryggen fra rygsækken, blodsmag i munden af overanstrengelse og en overtræt, hallucinerende hjerne havde jeg aldrig gennemført. Nogle aspiranter var fysisk stærkere end jeg var, men de manglede den fornødne vilje og motivation. Jeg har oplevet store, stærke mænd give op fordi de frøs, var sultne eller fordi de var presset over at befinde sig i en mørk skov og simpelthen ikke kunne overskue situationen.
Jeg vil fremhæve to nøgleord, som i særdeleshed er vigtige for aspirantens personlighed. Først egoet. Der er ikke noget i vejen med et stærkt ego, tværtimod – men det kan være et problem med et for stort ego. I korpsets operative teams er der ikke plads til egotrippere, primadonnaer og forfængelige førstesangere. Hvis aspiranten ikke forstår betydningen af fællesskabet – af gruppen, af teamet – har han ikke en chance for at bestå kurset. Jægerkorpset vil have teamplayere og personer, som vil ofre alt for deres kammerater. For krig vinder man ikke alene – man er dybt afhængig af sine kammerater.
Dernæst attituden. Jægerkorpset har en benhård nul-tolerance politik over for negative attituder. Aspiranter, der ikke kan kontrollere deres attitude under pres, bliver luget væk uden tøven. Én aspirants negative attitude kan forårsage et helt teams opløsning, men den er også ødelæggende for aspiranten selv. Jeg taler ikke om, at aspiranten skal løbe rundt i blind jubeloptimisme med en regnbue ud af måsen, men han skal demonstrere en positiv og pragmatisk attitude i modgang. Kort – og lidt populært – sagt: at blive jægersoldat er et spørgsmål om software, ikke hardware.
Samme forhold gør sig gældende i TV2-programmet ”Korpset – gjort af det rette stof”. Hér udsættes de 30 aspiranter – godt nok kun over en periode på otte døgn – for en række fysiske strabadser, men afgørende for dem, som går hele vejen, er, at de besidder den fornødne vilje til at gennemføre.
Så kig med den 31, januar og seks uger frem, hvor Korpset Sæson 2 toner frem på skærmen, eller kig forbi til mit nye foredrag – ”Rathsack – råt for usødet!” – hvor jeg taler om vedholdenhed, modgang, pres og stress. I vinteren kommer jeg over det meste af landet – se mere hér:
/Thomas