Nyheder
Jeg. Mig. Til helvede med de andre.
Jeg. Mig. Til helvede med de andre.
Det går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på mit tidligere liv som jægersoldat. På godt og ondt. Men klart mest godt. Jeg savner ikke fraværet af hunden og familien, og jeg savner slet ikke koldt vand, våde soveposer og frysetørret mad. Men I guder hvor jeg savner følelsen af at træde ind i teamrummet og øjeblikkeligt føle samhørighedsfølelsen i det lille eksklusive fællesskab, hvor alle helhjertet og uselvisk tilsidesætter egne interesser og agendaer til fordel for teamet.
Siden jeg entrerede mit voksenliv udenfor den militære boldgade, er det gået op for mig, hvor privilegeret jeg var. Ikke siden uniformen blev lagt på hylden, har jeg oplevet samme intense fællesskab baseret på integritet, loyalitet og vedholdenhed. Og jeg kommer aldrig til det. Derimod er jeg desværre ofte oplevet ind kollektiver inficeret af ligegyldighed eller endnu værre: Surstrålere, korslagte arme og hvad-er-der-i-det-for-mig-mentalitet.
Jeg har aldrig rigtigt forstået den tilgang til teamet. Den er kontraproduktiv, defensiv og glædesløs. Har man meldt sig ind i fællesskabet, er det ens forbandede pligt at bidrage til det fælles bedste og ikke bremse dets fremdrift med smålige særinteresser. Fungerer man ikke i sit team, afdeling eller arbejdsplads, bør man i stedet opsøge fællesskaber, hvor man passer ind. Nemmere sagt end gjort? Nej, det er blot at gøre det. Tager man ikke fat ved nældens rod, går man sin egen undergang i møde i form af ensomhed, afmagt og udstødelse. Alverdens MUS-samtaler eller HR-tiltag kommer alligevel ikke til at gøre nogen reel forskel.
Er min tidligere arbejdsplads, Jægerkorpset, så et fejlfrit glansbillede? Naturligvis ikke. Som jeg plejer at sige: Vi løb ikke rundt deroppe i korpset med en regnbue ude af røven. Det var ikke en fejlfri arbejdsplads, hvor der ikke blev begået fejl. Langt fra. Og heldigvis. Fejl gør ondt i stoltheden men er i virkeligheden en genvej til vigtig viden. Således blev fejlene omgående erkendt, adresseret og dissekeret med henblik på ikke at begå samme fejl igen.
Forestillingen om Jægerkorpset som et rosenrødt broderskab er efter min mening også en myte. Selvfølgelig er alle jægersoldater ikke perlevenner. Men alle har en grundlæggende forståelse for vigtigheden af den rendyrkede og kompromisløse professionalisme, i det øjeblik man træder ind i teamrummet eller sætter sig ind i helikopteren og drager på mission. Sagt på en anden måde: den indre uniform var ligeså vigtig som den ydre.
En kompetent dværg
En kompetent dværg
En kompetent dværg. Således plejer jeg at svare, når spørgsmålet falder på, hvordan danske specialstyrkers omdømme er blandt vores allierede. Dværgmetaforen er ganske rammende. Når det kommer til Jægerkorpsets og Frømandskorpsets pondus i den globale specialstyrkefamilie, kan korpsene ikke andet end betegnes som små. Meget små. Tæt på irrelevante. Men dog kompetente!
Med slet skjult selvtilfredshed har politikere, højtstående officerer og andet godtfolk ofte for vane at varedeklarere vores specialstyrker med svedige superlativer. At vi er beundret verden over – at vi bidrager med det ypperste indenfor specialstyrker. At vi er verdens bedste. Ikke et øje tørt. Jeg tillader mig at være mere forbeholden.
Lad mig først og fremmest slå fast: Danmark kan absolut være tilfredse med den enkelte jægersoldats og frømands faglige niveau. De er fremragende soldater. Så hvorfor vælger jeg blot betegne operatørerne i de to korps som ”kompetente” og ikke for eksempel ”sublime” eller ”verdens bedste”?
Det gør jeg af følgende simple grund: De er ikke sublime, og vi har ikke verdens bedste specialstyrker. For at kunne blive løftet op i den absolutte verdensklasse af specialstyrker mangler der efter min mening grundlæggende to ting.
For det første ressourcer. Et godt eksempel er træningsfaciliteter. Da jeg op igennem 00’erne gjorde tjeneste i Jægerkorpset, blev der ivrigt snakket om at bygge et skydehus på korpsets matrikel, hvor jægerne kunne træne såkaldt rumkamp med skarp ammunition (med henblik på gidselbefrielsesaktioner eller indtrængning på og rensning af fjendtlige bygninger). Det blev ved snakken. Fire forkølede træpinde på en græsplæne markerede fantasifostret, der røg i glemmebogen. Alle seriøse specialstyrker i NATO har i årtier haft eget skydehus. Danmark glimrer med sit fravær heraf og står gang på gang med hatten i hånden hos vore allierede for at låne deres skydehuse.
For det andet – og allervigtigst: Danske specialstyrker mangler p.t. operativ erfaring og har gjort det i nogle år. En soldat kan træne, træne og træne – og det skal han – men det er nu engang på slagmarken, han for alvor formes, støbes og hærdes. Som operativ jægersoldat i 00’erne var mit team og jeg udsendt på skarpe missioner minimum en gang om året. Oftest flere gange. En operativ kultur gennemsyrede de enkelte teams, samtidig med den fælles forståelse om missionernes vitale betydning blomstrede og styrkede enhedens korpsånd.
Det er op til forsvaret og først og fremmest politikerne, om de ønsker at bringe danske specialstyrker op i sværvægtsklassen i selskab med deres amerikanske og britiske brødre. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske. Holdningen er sikkert noget i stil med, at det er ”godt nok”.
Nyd søndagen. Med venlig hilsen – en tidligere kompetent dværg.
Quds-enheden – Irans forlængede og hemmelige arm
Quds-enheden – Irans forlængede og hemmelige arm
Selv de mest nyhedsresistente danskere har formentlig hørt om lederen af den iranske Quds-enhed, General Qassem Soleimani, der blev dræbt af et missil fra en amerikansk drone i Baghdad den 3. januar. Der har herefter været sagt og skrevet nok om generalen, der ganske ufrivilligt blev antændt af den hellige ild, så lad mig i stedet kaste lidt lys over Quds-enheden, han stod i spidsen for.
Det iranske militær er sammenlignet med andre lande i regionen ganske stærkt men ikke stærkt nok til at kunne dominere konventionelle krige. Slet ikke når det gælder deres hovedfjende, USA – ”Den store Satan”. Derfor har iranernes strategi været at føre proxy-krige – krige hvor de i hemmelighed finansierer, udstyrer, træner og leder militser, der i andre lande fører guerilla-krige og terrorvirksomhed på vegne af Iran. Til det formål har de i årtier anvendt Quds-enheden.
I Iran er Quds-enheden kendt som Al-Quds, hvilket på arabisk betyder Jerusalem, og fint underbygger enhedens erklærede mål: At befri Jerusalem fra jøderne og give byen tilbage til araberne. Quds-enheden har tætte bånd til Hizbollah, Hamas, Islamic Jihad og andre terrororganisationer, ligesom den i Irakkrigen fra omkring 2004 bidrog med finansiering og træning af shiamilitser, som kæmpede mod den amerikanskledede koalition, deriblandt Danmark.
Det er fair at sige, at Quds-enheden bærer det direkte ansvar for tabet af en håndfuld udsendte danske soldater i Basra-regionen, hvor iranernes specialitet var avancerede, retningsbestemte vejsidebomber. Selv har jeg oplevet djævelskabet på tætteste hold. Især de cylindriske EFP-sprængladninger (explosively formed projectile), der gennemtrængte kampvogne og pansrede køretøjer som knive i smør, frygtede mine kammerater og jeg, hver gang vi forlod basen.
Quds-enheden er organiseret i underafdelinger, der respektive har fokus på efterretningsindhentning, finansiering, politik, sabotage og specialoperationer. Underafdelingerne er blandt andet engageret i vestlige lande (primært Europa og USA) samt Irak, Afghanistan, Pakistan, Indien, Israel, Libanon, Tyrkiet, Nordafrika og den arabiske halvø.
Ingen ved med sikkerhed, hvor stor Quds-enheden er. Estimater varierer mellem alt fra nogle tusinde til 50.000 personer. Enhedens budget er også hemmeligt og styret direkte af Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, som nu har overdraget ansvaret for Quds-enheden til general Esmail Qaani, efter Soleimani sluttede sig til sine himmelske skabere.
Kommer det til at ændre noget for Quds-enhedens strategi? I det lange løb sikkert ikke. Men den nye general gør nok klogt i at plædere for et fornuftigt risikotillæg, når han skal forhandle løn med Ayatollahen.
Den Ensomme Ulv
Den ensomme ulv – terrorens discount
Iført et falsk selvmordsbælte og bevæbnet med en kniv knivdræbte den 28-årige Usman Khan forleden to uskyldige civile i London. Et par vidner til terrorangrebet reagerede heroisk ved at tackle og overmande Khan, der øjeblikke senere blev skudt og dræbt af politiet. Terroristen var dømt for terrorrelaterede forbrydelser og blev prøveløsladt i 2018, hvilket burde give anledning til grå hår i såvel britiske som andre landes efterretnings- og sikkerhedstjenester.
For hvis en person, som allerede er dømt for terror – og således må antages at være under kontrol af myndighederne – kan slippe afsted med at begå yderligere terror, hvordan kan vi så stole på, at efterretningstjenesterne har styr på potentielle terrorister, der endnu ikke ar dukket op på radaren?
Terrorister som Usman Khan er det, eksperter betegner som en ”ensom ulv”. Det vil sige en person, der planlægger og udfører et terrorangreb på egen hånd uden medsammensvorne og heller ikke kommunikerer med ligesindede i forbindelse med angrebet.
Terrorangreb begået af ”ensomme ulve” kræver ikke den store planlægning eller erfaring. De er terrorens discountudgave. Det eneste, det kræver – som i tilfældet med Usman Khan – er et par store knive, gaffa tape (den ene kniv var angiveligt tapet fast på hånden) og viljen til at slå ihjel samt potentielt dø for sin overbevisning.
”Ensomme ulve” er et mareridt for efterretnings- og sikkerhedstjenesterne, fordi de næsten er umulige at opspore. Terrorangrebet i London var simpelt og lavteknologisk, og Usman Khan efterlod sandsynligvis ingen digitale spor på Internettet eller mobiltelefonen, som kunne have aktiveret de røde lamper hos efterretningstjenesterne.
Sammenholdt med de beskedne ressourcer den ”ensomme ulvs” terrorangreb kræver, er det yderst effektivt. Det har global rækkevidde i medierne, og for terroristerne bliver det allervigtigste succeskriterie opfyldt: Frygt. Denne form for terror er ikke designet til at bringe en nation i knæ. Målet er psykologisk funderet. Det er – bogstavelig talt – at terrorisere befolkningen.
Siden jeg blev født, har jeg hørt om terror – og har i en årrække som soldat været med til at bekæmpe den. Desværre kommer jeg også til at høre om terror, indtil jeg dør, men bliver forhåbentlig ikke vidne til den. Således opløftet ønskes I en god søndag i advent.
Alfahannen er blevet silverback
Alfahannen er blevet silverback
Aldrig har jeg set så mange mørke jakkesæt samlet under ét tag, som da jeg forleden holdt foredrag for et par hundrede topdirektører fra det danske erhvervsliv. Før jeg gik på scenen, fik jeg muligheden for at hilse på nogle af virksomhedsbosserne. Det skortede ikke på faste håndtryk, testosteron (hvor var østrogenen iøvrigt?) og kompetitive attituder. Der var ”high performance” for alle pengene. Ingen skulle være i tvivl om, at de gik forrest og var committed.
Og selvfølgelig skal man være comitted og gå forrest som chef og leder. Problemet opstår efter min mening, når chefen udvikler sig til en alfahan, for hvem egen smertetærskel, personlig ydeevne og snik-snak om løsrivelse fra komfortzoner danner grundlaget for ledelses- og virksomhedskulturen. Den hårdkogte macho-chef er en klods om benet på den moderne ”high-performance”-organisation.
I stedet bør den effektive leders fornemmeste opgave være at sammensætte de rigtige teams i organisationen. Herved opnås der en ”high performance”-kultur, hvor det enkelte team leverer varen, gør det kontinuerligt og begår færre og færre fejl, hvilket er den kondenserede definition på ”high performance”. Pointen er grundlæggende, at et team altid vil levere højere kvalitet end individualisterne.
Grunden hertil er fænomenet kollektiv intelligens. Studier viser, at teammedlemmer med meget høj eller lav personlig intelligens ikke har ret stor påvirkning på et teams kollektive intelligens eller dets evne til at løse opgaver. Synergien i teams vil altid overtrumfe individet.
Og personlige egenskaber som attitude, vilje, kompetencer og motivation er i højeste kurs, når et team skal sammensættes. En noget overset egenskab er efter min mening empati. Har du ikke empati og er i stand til at indgå som en smidig og naturlig del af et team, når du aldrig ”high performance”. Med andre ord: Ingen samarbejdsevne og empati – ingen ”high performance”.
Og her er vi tilbage ved virksomhedsbosserne. Nogle af dem struttede af alfahan-attituden og ikke ligefrem af empati. Måske bør machostilen genovervejes. For moderne virksomheder, der forstår vigtigheden af ”high performance”-teams, vil altid komme først til markedet og levere bedre kvalitet.
Kinesiske specialstyrker på fremmarch
Kinesiske specialstyrker på fremmarch
Kinas militær er i en rivende udvikling. Landets imponerende stående styrke på 2.6 millioner soldater (amerikanernes er på 1.3 millioner) bliver moderniseret, trænet og tunet med henblik på at kunne matche Vestens militær. Det gælder ikke mindst kinesernes specialstyrker. Siden kampen mod terror begyndte i 2001 anført af amerikanerne, har Vestens specialstyrker vist sig som et endog meget effektivt værktøj på slagmarken, hvilket ikke er gået kinesernes næser ram forbi.
De første egentlige kinesiske specialstyrker blev grundlagt i 1990’erne, og op igennem 00’erne fik alle værn – hæren, flåden og flyvevåbnet – deres egne specialstyrker. Med de amerikanske Navy SEAL-enheder som forbillede grundlagde den kinesiske flåde i 2002 specialstyrken ”Jiaolong” (”Vanddragerne”), og flyvevåbnet fulgte efter med ”Leishen” (”Tordenguderne”), en specialstyrke med faldskærmsindsættelse som kernekompetence. Så Folkerepublikkens specialstyrker er i en rivende udvikling.
Kineserne står dog fortsat overfor en grundlæggende udfordring, når det gælder om at udnytte deres militær og herunder specialstyrker effektivt. At transportere de mange soldater rundt i Kina med tungt udstyr og materiel er et logistisk kæmpeprojekt, der fortrinsvis baseres på landets jernbanenetværk.
Såfremt kineserne vil udsende større landstyrker udenfor landets grænser, bliver den logistiske udfordring endnu større. Billedet står i skærende kontrast til amerikanerne, hvis militær i årtier har haft en global rækkevidde.
Men også på dette område rykker kineserne. Deres nyudviklede tunge transportfly, Xi’an Y-20, er sat i masseproduktion og har først og fremmest gavnet specialstyrkerne, der nu kan indsættes som en strategisk kapacitet i stil med amerikanernes specialstyrker.
Duer kinesernes specialstyrker så til noget? Jeg har ingen anelse. Videoer af deres træning, procedurer og udstyr florerer på Internettet, men de emmer af indstuderet koreografi og distance-blænderi. Når det er sagt, har jeg absolut ingen grund til at betvivle kinesernes evne og vilje til at producere specialstyrkemandskab af høj kvalitet. Når Folkerepublikken sætter sig noget for, har den det med at indfri målsætningen.
Men deres specialstyrker har vel ikke nævneværdig krigserfaring, kan man indvende. Jo, de har faktisk nogen. I 2015 blev ”Vanddragerne” indsat i Yemen for at evakuere kinesiske statsborgere fra borgerkrigen, og i 2017 befriede samme enhed et kapret kinesisk fragtskib i Adenbugten.
Men i hvilken grad kinesernes specialstyrker kan sidestilles med sine vestlige søsterenheder, vil kun en egentlig indbyrdes test på slagmarken vise. Lad os ikke håbe, at det scenarie bliver en realitet.
Malinois – fjendens værste mareridt
Malinois – fjendens værste mareridt
For et par uger siden blev verden et bedre sted. Lederen af Islamisk Stat, massemorderen og voldtægtsforbryderen Abu Bakr al-Baghdadi, valgte på heroisk vis at detonere selvmordsvesten omgivet af sine tre døtre, han brugte som menneskeskjolde, under et flugtforsøg i en tunnel.
Al-Baghdadi flygtede fra soldater tilhørende klodens ypperste specialstyrke, amerikanske Delta Force, der gennemførte den skæbnesvangre operation mod terrorlederens skjulested. Men al-Baghdadi flygtede også fra noget af det, han og hans åndsfæller og frygter og hader allermest: en hund. Nu om dage har enhver seriøs specialstyrke nemlig menneskets bedste ven med som en del af holdets spydspids.
Hunde i specialstyrkerne, øvrige militærenheder, politi og sikkerhedstjenester er et uvurderligt aktiv ikke mindst på grund af deres fine snuder. Typisk indeholder de 220 millioner lugteceller mod menneskets beskedne fem millioner. Det gør vores firebenede venner i stand til at opfange og lokalisere stoffer, landminer, bomber, granater og improviserede sprængladninger og ikke mindst fjendtlige kombattanter som for eksempel al-Baghdadi, der endte sine dage jagtet af en frådende og gøende hund, som var ved at bide røven af ham.
Labradorer og Schæfere er populære tjenestehunde. Men når det kommer til heroisme og effektivitet på slagmarken, er den belgiske Malinois superstjernen. Det var den race, som jagtede al-Baghdadi. Malinois har vist sig at være ekstremt hårdføre, hurtige, fokuserede og – når det er påkrævet – aggressive. I forhold til Schæferen er en Malinois noget mindre og dermed nemmere at håndtere (fx ved faldskærmsindsættelse, rappelling og water-cast) og er desuden mere resistent overfor varme grundet sin tyndere pels.
Det er ikke første gang, vi hører om brugen af en Malinois på slagmarken. I maj 2011 gennemførte amerikanske SEAL Team 6 operationen, der fik ram på al Qaedas leder, Osama bin Laden. En Malinois ved navn Cairo var med til at sikre perimeteren omkring bygningen, hvor bin Laden skjulte sig, og var klar til at blive sendt efter ham, hvis terrorlederen viste sig vanskelig at lokalisere eller forsøgte at flygte.
Da USA’s daværende præsident Barack Obama hørte om Cairos deltagelse i operationen, udbrød han ifølge amerikanske medier: ”Jeg vil møde den hund!” Hertil havde et medlem af SEAL Team 6 angiveligt svaret muntert: ”Hvis De vil møde den hund, hr. præsident, vil jeg råde Dem til at medbringe godbidder.”
Jeg deler ubetinget begejstringen for hunde i militær tjeneste (og i alle andre sammenhænge). En amerikansk soldat og hundefører sagde engang noget lignende til mig: ”Hunde er perfekte soldater. De vil aldrig svigte dig. De er tapre og kvikke og giver aldrig op. De kan lugte igennem mure, se i mørket og spiser en hvilken som helst feltration uden at klage.”
Drop selvmedlidenheden
Drop selvmedlidenheden
Jeg glemmer aldrig den nat. Udmattet og gennemblødt af sved kæmpede jeg mig med over 80 kilo tung udrustning op ad den næsten lodrette klippeside uden sikkerhedsudstyr dybt inde i de fjendtlige, afghanske bjergegne. Fjenden vidste, at mine jægerkammerater og jeg var i området; Chinook-helikopteren, der få timer forinden satte os af på klippen, havde larmet som et damplokomotiv på steorider.
Mit våben hang frit på brystet i skulderremmen, så jeg kunne bruge mine arme og hænder til at hive og presse mig opad. Med én støvle ad gangen fandt jeg fodfæste og mobiliserede al kraft i hver eneste fiber i mit ben. Mine tynde handsker var flossede af de skarpe klippekanter. Jeg kiggede ned ad klippesiden. At miste balancen her betød den sikre død.
Dette overgik min vildeste fantasi, og pludselig gav helvedet som aspirant til Jægerkorpset mening. Sanseindtryk fra de fire måneders optagelsesprøve for igennem hovedet. Smerte, frygt, uvished og blodsmag i munden. At blive ved selvom kroppen siger nej. Jeg stoppede et øjeblik for at drikke lidt vand, og et par småsten dryssede ned ad klippen forbi mig. I nogle sekunder turde jeg ikke trække vejret. Var det fjenden? Et dyr? Eller klippens luner?
Stående der på klippen var jeg presset til det alleryderste af min fysiske og mentale formåen. Og måske er det nærliggende at antage, at jeg havde lidt ondt af mig selv. Bare en smule. At jeg ynkede mig selv. Men det var ikke tilfældet. Jeg havde på ingen måde ondt af mig selv. År forinden havde jeg taget et aktivt valg om at søge ind i Jægerkorpset. Ingen havde tvunget mig op på den klippe. Jeg var der helt af egen fri vilje.
Hvilket er min pointe med denne klumme: Det nytter ikke at have ondt af sig selv, når det – i mit tilfælde bogstaveligt talt – går op ad bakke. For der kommer ingen og hjælper dig. Livet består af en række mentale flaskehalse. Nogle dage er nemme, andre dage er mindre nemme og enkelte er ad helvedes til. Og når de er ad helvedes til, er der kun en ting at sige: Suck it up!
En klog herre udtrykte det engang meget rammende: ”Selvmedlidenhed er det mest destruktive narkotikum, der kan skaffes uden recept. Det er afhængighedsskabende, giver kortvarig velvære og ødelægger realitetssansen.” Jeg kunne ikke være mere enig.
Dahl på Hack
Du kan lytte til talkshowet hér:
FM og DAB:
Radio Nordjyske
Classic FM
Radio SLR
DIGITAL:
www.dahlpaahack.dk – podcast og streaming.
www.podbean.com
www.mixcloud.com
www.spotify.com
