Nyheder

Bjørnen Brummer

Da jeg som ung soldat under den kolde krig i de sene 80’ere drog på øvelse var fjendebilledet uomtvisteligt bygget op omkring Warszawa-pagten. Sovjetunionen var den ultimative fjende efterfulgt af Polen og Østtyskland, der med sine landsgangsenheder ville invadere Danmark fra søsiden. Vi trænede til at imødegå invasionen med håbløst forældet udrustning men til gengæld med et ungt og ubekymret sind. Ingen af os troede nemlig for alvor på krigens komme.

Ingen af os kendte ej heller til Warszawa-pagtens gruopvækkende planer, der gik ud på at smide taktiske atombomber over Danmark inden den egentlige invasion. Danmark ville være jævnet med jorden. Byerne ville blive fejet væk af trykbølgerne. Danskerne ville brænde op fra eksplosionerne eller lide en hæslig død som følge af radioaktiv stråling fra de massive støvskyer. Mine kammerater og jeg havde ikke haft en chance.

Efter Sovjetunionens opløsning og den kolde krigs ophør i 1991 har jeg ikke hørt til dem, som er bekymret over den russiske bjørns genopvågning og deraf følgende raslen med sablen. Men det er der måske grund til nu. I hvert fald set med danske øjne. Blot 350 kilometer fra Bornholm ligger den lille russiske enklave, Kaliningrad. Ifølge nye satellitbilleder (fra den kommercielle virksomhed ImageSat International)har det russiske militær hér påbegyndt en modernisering og oprustning af sine styrker, som burde give anledning til panderynken i NATO og ikke mindst i Danmark.

Kaliningrad er på størrelse med en tredjedel af Danmark og har en befolkning på lidt under en million. Enklaven ligger ud til Østersøen klemt inde mellem Litauen og Polen og grænser således ikke direkte op til Rusland. Men kun en strækning på knap 100 kilometer, kaldet Suwalki-bæltet (opkaldt efter den polske by Suwalki), adskiller det russiske territorium fra sin trofaste og loyale allierede, Hviderusland.

Den militære oprustning i Kaliningrad omfatter ikke blot en ny radar og et par vagttårne. Satellitbillederne antyder, at russerne er ved at opføre intet mindre end 40 nye bunkers på et militærområde nær havnebyen Primorsk. Nord herfor etableres desuden en jernbanestrækning til Chkalovsk flybasen, hvor der også installeres et nyt instrumentlandingssystem til brug for flyene i dårligt vejr.

Mest foruroligende er dog, at der til Chernyakhovsk-basen, hvor den russiske 152. Missilbrigade ligger, er leveret Iskander-missiler. De har en rækkevidde på 500 kilometer og kan bære atomsprænghoveder. Andre satellitbilleder viser, at russerne formodentlig er i færd med at opgradere atomvåbenarsenalet i Kaliningrad. Der er ingen beviser herfor, men ifølge organisationen Federation of American Scientists (FAS) lader det til at være tilfældet.

Danske Hans Kristensen, som er leder af FAS’ afdeling for information om atomvåben, har til TV 2 udtalt: ”Det bærer alle tegn på et typisk russisk lager for atomvåben. Den ligner meget samme type atombunker, som vi har set ved deres stillehavsflåde.”

Den russiske præsident Putin og hans forbundsfæller ønsker tilsyneladende ikke alene at opgradere sine atomvåbenarsenaler, men også Ruslands status fra stormagt til supermagt. Om det kommer til at ske, og hvad prisen herfor i givet fald bliver, kan jeg kun gisne om. Blot håber jeg, at kommende generationer ikke skal tynges yderligere af bekymringer for den russiske bjørns brummen.

Verdens bedste øvelse – og job!

Jægerkorpset har netop afholdt øvelsen Night Hawk. Blandt specialstyrker i NATO har den ry for at indeholde det ypperste og mest realistiske øvelses set-up. Jeg erindrer mine svenske kollegaer, der med slet skjult hentydning til øvelsens efterfølgende intense indtag af øl, betegnede Night Hawk som ”probably the best exercise in the world”.

Hver gang jeg hører ordene Night Hawk, starter en film for mit indre øje. Sædvanligvis befinder jeg mig i en C130 Hercules transportmaskine med min faldskærm på ryggen. I fem kilometers højde bliver sidedøren åbnet. Larmen er øredøvende fra de to enorme motorer, som brøler på vingen få meter fremme.

Jeg kigger ud i et stort, sort hul. Ingenting. Intet lys fra jorden. Ingen måne. Det er sort som en brøndgravers røvhul. Men jeg ved, at den nordjyske muld ligger fem kilometer under mig. Og jeg ved, at jeg inden for to minutter skal springe ud i det sorte hul.

Jeg mærker hjertet sende tunge slag ud i min adrenalinmættede krop. At springe ud af et fly i fem kilometers højde en mørk oktobernat strider imod al logik. En del af mig ønsker ikke at forlade flyet. En anden del kan ikke vente. Min verden er sort og hvid. Ingen dikkerdarer. Jeg sætter af i døren og falder mod jorden med knap 200 km i timen.

Kulden føles som piskesmæld i ansigtet, men jeg ænser det ikke. En sky rammer mig. Jeg falder igennem den på et par sekunder og kan nu skimte prikker af lys på jorden. Vigtigst er at holde øje med min højdemåler. Den viser 9.000 fod, og der er cirka endnu to kilometers frit fald, før jeg skal trække min skærm. Jeg falder videre igennem natten. Og jeg elsker det.

Night Hawk er en fantastisk øvelse – og det er jobbet som jægersoldat også. Trods alle pinslerne det indebar. Jeg frøs. Jeg var sulten. Der blev skudt på mig. Jeg mistede kollegaer. Jeg fik skader på krop og sjæl. Men alligevel betegner jeg altid – uden at tøve – mine 11 år i Jægerkorpsets patruljer som de bedste i mit liv. Hvordan hænger det så sammen?

Jeg tror, at det er fordi, vi mennesker er dem, vi er: Flokdyr. Grundlæggende er vi designet til at bidra­ge til flokken, og vi skal føle, at vi er vigtige for det fællesskab, vi er en del af. Føler vi ikke det, skabes der et tomrum, og vi begynder at visne. Som det sker for mange mennesker i den verden, vi i dag lever i. Derfor holdt jeg så meget af jobbet som soldat. Jeg var vigtig for mine kammerater, og de var vigtige for mig. Jeg følte mig betydningsfuld.

Blot ved at skrive disse linjer, dukker flere billeder op for mit indre øje. Jeg ser sortslørede, tavse ansigter i en mørk heli­kopterkabine over de afghanske bjerge eller den flade irakiske ørken. Larmen er intens og gør det umuligt at tale med ansigterne. Men det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad de tænker, hvad de føler. At udveksle ord er ikke nødvendigt. Jeg er en del af flokken.

Hav en god Flagdag!

Forleden deltog jeg i et vældig hyggeligt middagsselskab. Mine medgæster var fra det bedre borgerskab og talte blandt andet direktører, arkitekter, psykologer og andre akademikere. Alle sympatiske og givetvis dygtige, flittige medborgere, som levede konventionelle og komfortable liv. Jeg skilte mig ud ved at være eneste soldat i selskabet.

Under desserten faldt jeg i snak med en af gæsterne. Han var i slutningen af trediverne, var født og opvokset i Hellerup, hvor han nu ejede og drev en succesfuld tegnestue. På et tidspunkt spurgte han mig om, jeg skulle deltage i forsvarets Flagdag, som afholdes hvert år den 5. september. Jeg svarede, at jeg desværre var forhindret men, at jeg satte stor pris på netop den mærkedag, hvor vi anerkender og hædrer vores soldater, der har været udsendt for Danmark. Til min store overraskelse ændrede stemningen sig herefter med ét omkring middagsbordet.

Mit nationale sindelag faldt tilsyneladende ikke i god jord. Med slet skjult selvtilfredshed erklærede arkitekten sig som pacifist og kunne ikke se pointen med hverken krig, militær eller for den sags skyld Flagdagen. Især selskabets kvindelige gæster nikkede anerkendende. For hvordan i alverden kunne man synes andet end, at krig var ækelt og frastødende, mumlede flere af dem samstemmende. Uden at sige det direkte tog selskabet tydeligvis afstand til mig og min tidligere profession som soldat. At soldater var afstumpede og enfoldige lå ligesom i luften.

Jeg var i godt humør og orkede ikke at gå i retorisk infight med dem. Slet ikke med arkitekten, der fra sin bastion i Hellerup demonstrerede ufejlbarlig godhed, og – senere viste det sig – stort set aldrig havde bevæget sig udenfor reservatet, undtagen når det gjaldt solbeskinnede turistmål eller konferencer med ligesindede.  

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at langt de fleste soldater ser krig som et nødvendigt onde. At soldater om nogen kender de frygtelige konsekvenser ved krig. At mange soldater – heriblandt undertegnede – fuldt ud anerkender, at mange krige har været formålsløse, nytteløse og enormt destruktive.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at jeg som humanitær medarbejder underviste flygtninge i Tjetjenien om faren ved landminer, mens han producerede skitser og tegninger på Arkitektskolen. At jeg sidenhen ryddede landminer i Afghanistan, hvor man spyttede efter mig, fordi jeg ikke bar fuldskæg. Jeg orkede ikke at forklare ham, at jeg samme sted havde oplevet kvinder blive stenet, fordi de var utro, eller mænd få hugget hænderne af, fordi de stjal et æble.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at jeg som soldat sidenhen havde været med til at forhindre ovennævnte despoter for at terrorisere sin egen befolkning. At ingen ord eller midler – udover væbnet magt – kunne have stoppet dem fra deres forehavende.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, hvor privilegeret han var ved at have gennemført sin statsfinansierede uddannelse i et demokratisk og frit land. En frihed som igennem årtier er funderet på blandt andet anvendelsen af militær og potentiel væbnet magt. Ej heller orkede jeg at fortælle ham, hvor meget jeg respekterede hans succes som arkitekt og samtidig hvor lidt, jeg respekterede hans småborgerlige snæversyn.

Jeg orkede ikke at spørge ham, hvordan han som selvbestaltet humanist ikke bare kunne anerkende Flagdagen. En begivenhed der netop ikke romantiserer eller glorificerer krig, men blot har til formål at anerkende de danskere, som har savnet, mistet og lidt.

Nej, jeg gad ganske enkelt ikke. Og heldigvis for det. Selskabet glemte hurtigt emnet, og efter desserten løsnede stemningen op i takt med indtaget af vin, øl og sjusser. Og ham arkitekten var jo i virkeligheden en ganske flink fyr, da han fik noget at drikke.

Hav en god Flagdag på onsdag.

Ukraines glemte krig

Verdensmesterskaberne i fodbold er en kæmpe propagandasejr for Putins Rusland, der i disse dage viser sig fra sin bedste side for milliarder af fodboldseere verden over. Ro og orden står højt på dagsordenen, så længe turneringen varer, og alverdens medier har linserne rettet mod landet. Det gælder også i det østlige Ukraine, hvor russiske tropper tilsyneladende holder sig nogenlunde på måtten, og lader krigen simre på vågeblus, mens der afholdes VM i fodbold.

Men tag ikke fejl: Der er stadig krig i Ukraine, selv om vi har glemt alt om den, og ingen vestlige politikere eller medier gider at beskæftige sig med den. Krigen udkæmpes på den ene side af den ukrainske stat og på den side anden russisksindede separatister, der støttet af russiske styrker kæmper en indædt kamp for at løsrive regionen Donbas og forene det østlige Ukraine med Rusland, som det skete for naboerne på Krim Halvøen.

I politikernes abstrakte fagsprog betegnes krigen som en lav-intensitets konflikt. Det betyder i praksis, at parterne afholder sig fra storskala bombeangreb og massivt brug af tungt artilleri og kampvogne. Men regionen er ikke desto mindre gennemskåret af gammeldags skyttegrave og minefelter, og mere end 10.000 mennesker er døde i konflikten indtil videre.

Krigen i Ukraine er en kompleks og beskidt affære, som er fristende at ignorere: Ukraine er et land præget af korruption, udtalt nationalisme og alle de andre dårligdomme, som det gamle Sovjetunionen fremavlede. I det østlige Ukraine, hvor krigen raser, bor der flere mennesker med russiske rødder, end der bor ukrainere. De har ingen grund til at elske det fædreland, de fik påtvunget, efter Sovjetunionens fald.

Nynazister og militante nationalister fra hele Europa er strømmet til Ukraine og udgør en frygtet og effektiv del af militserne, der kæmper mod de russiske enheder. På deres hjemmesider kan man læse absurde konspirationsteorier, der udråber Putin til at være den jødiske mastermind i en global zionistisk sammensværgelse.

Det er ikke betryggende at opleve, hvordan den ukrainske regering varmt byder dem velkommen. På de russiske separatisters side er korruptionen og nationalismen mindst lige så udbredt og paranoid. Begge sider begår overgreb og intimiderer uskyldige civile. I baggrunden står Putin og magthaverne i Moskva med en klar strategisk interesse i adgang til Sortehavet gennem Ukraine og et brændende ønske om at genetablere Rusland som en supermagt, verden respekterer og frygter.

Set fra EU og Natos side er Ukraine den måske vigtigste frontstat ind mod Rusland. Invasionsruten til Moskva og det russiske hjerteland går traditionelt hen over de flade ukrainske sletter. Dermed er banen kridtet op, og alle ingredienser til en beskidt krig er til stede.

Da Ukraines præsident Petro Porosjenko besøgte Danmark i april 2017 for at få støtte i kampen mod russerne, udtalte Lars Løkke Rasmussen, at ”Ukraine ikke ville blive glemt”. Siden har vi stort set glemt alt om den krig, men det kan være, at billedet ændrer sig, når VM i fodbold er forbi.