Ja, jeg har i tidligere klummer skrevet om optagelse af kvinder i danske specialstyrker. Og hver gang slår det mig, i hvilken grad temaet bringer sindene i kog – ikke mindst kvindelige. Således forsøger jeg nedenstående at grave et spadestik dybere og redegøre for, hvad der ligger til grund for mit syn på sagen.   

I Danmark kan kvinder blive medlemmer af specialstyrkerne Jægerkorpset, Frømandskorpset og Siriuspatruljen, såfremt de kan bestå optagelsesprøverne. Indtil videre er det ikke sket, og det er primært fysikken, der står i vejen. Jeg har intet imod kvinder på min gamle arbejdsplads i Jægerkorpset – forudsat de kan klare adgangskravene og strabadserne. Siden skjoldmøernes tid har kvinder vist, at de gør fyldest på slagmarken, og flere af vores allierede har de senere år åbnet for indrullering af kvinder i regulære kamptropper, selv om der stadig er ret få kvinder, som reelt søger ind. Rapportager fra kampene mod Islamisk Stat har vist os imponerende, frygtløse kurdiske kvinder i forreste linje, og israelske kvinder gør tjeneste i over 80% af landets militære enheder med stor succes. Kvinder har absolut en plads i forsvaret, og rent mentalt er de fuldt på niveau med deres mandlige kollegaer.

Men der er uomtvistelige problemer, når det kommer til den fysiske belastning, en moderne specialstyrke-soldat skal kunne klare. Som udsendt jægersoldat i Afghanistan bar jeg udrustning, der vejede 80 kg – kun lidt mindre end min egen kropsvægt. Jeg har endnu ikke mødt en kvinde, som er i stand til at klare den vægt i længere tid ad gangen. Det samme gør sig gældende ved evakuering til fods af en såret kammerat eller de mange tunge løft af udstyr, der skal flyttes manuelt under operationer og træning.

Ud over de åbenlyse forskelle i muskelstyrke, fungerer kvinder og mænds krop forskelligt under pres. Israelske undersøgelser har for eksempel vist, at kvindelige soldater i højere grad lider under ødelæggende varmestress og hedeslag i ørkenmiljøer, fordi mænd og kvinder har forskellig svedtærskel og afgiver forskellige svedmængder. I de missioner, jeg deltog i under ekstrem varme i Irak og Afghanistan, ville det have været en alvorlig udfordring, som vi skulle håndtere i tilgift til den øvrige belastning. De israelske undersøgelser dokumenterer også et langt højere antal frakturskader ved spring fra køretøjer eller bygninger i fuld udrustning hos kvindelige soldater med en væsentligt mindre knoglemasse. Kvinders fysik er kort sagt mindre robust end mænds, og dermed er der en lavere grænse for, hvilke opgaver de kan løse. Så længe vi har en optagelsesprøve, der afspejler den operative virkelighed, vil kvinder falde fra.

I amerikanske og canadiske militærmedier tales der om en omstrukturering af træning og selektion, hvor belastningen dimensioneres efter at kvinder i fremtiden skal indgå i enhederne. Det kan der være meget sund fornuft i. Men min 80 kg tunge udrustning, som jeg skulle slæbe i Afghanistan, vejer stadig 80 kg, og den klippevæg, jeg skulle klatre op ad med udrustningen, er stadig lige høj. Ingen kvinde kan udføre det job, jeg varetog, og hvis optagelseskriterierne skal ændres, skal missionerne også ændres, så træningen matcher missionen.

Dermed ikke sagt, at kvinder ikke kan udfylde andre og lige så væsentlige roller på lige fod, eller endda bedre, end mænd i såvel kamptropper som i specialenheder. Ved indhentning af militære efterretninger og analyse heraf vil specialstyrke-teams med både mænd og kvinder for eksempel have en langt større fleksibilitet og operationel smidighed. Kvindelige finskytter har høstet anderkendelse siden Anden Verdenskrig, og rene kvindeenheder vil være et stærkt aktiv mange steder. Men indtil vi implementerer de exo-skeletter (udvendigt robotskelet), som blandt andet det amerikanske forsvar tester for tiden, eller ændrer de militærdoktriner, vi opererer under, er jobbet som jægersoldat for fysisk krævende til kvinder. 

I sidste uge skrev jeg om kvinders muligheder for at blive jægersoldater med udgangspunkt i den fysiske vinkel. Lad mig nu dykke ned i substansen og redegøre lidt for hvad det egentligt kræver at blive optaget i Jægerkorpset.  

For som jeg plejer at sige: At blive jægersoldat et spørgsmål om software – ikke hardware.

”Hvor fysisk hårdt er det at blive jægersoldat?” lød det fra salen, da jeg forleden holdt foredrag. Spørgsmålet er relevant og fair, men svaret tilbyder kun delvis forklaringen på hvor krævende, det reelt er at blive optaget i Jægerkorpset. For det er ikke den fysiske men derimod den mentale styrke, som i sidste ende afgør, om jægeraspiranten består det seks måneder lange optagelsesforløb.

Jeg plejer at sige, at det kræver 70% mental styrke og 30% fysisk styrke. Naturligvis er aspirantens fysiske styrke væsentlig. Det er fint, at han kan løbe solen sort, er bygget som en kampvogn og er en gymnastisk ekvilibrist. Men har aspiranten ikke den fornødne vilje og stamina, når han presses under optagelsesforløbet, gennemfører han ikke. Og under pres kommer han!                                   

Som jægeraspirant oplevede jeg presset som en nærmest permanent tilstand smerte, kulde, sult, tørst, træthed og frygt for det uvisse. Havde jeg ikke haft viljen til at fortsætte trods blodige og væskende fødder, gnavesår på ryggen fra rygsækken, blodsmag i munden af overanstrengelse og en overtræt, hallucinerende hjerne havde jeg aldrig gennemført. Nogle aspiranter var fysisk stærkere end jeg var, men de manglede den fornødne vilje og motivation. Jeg har oplevet store, stærke mænd give op fordi de frøs, var sultne eller fordi de var presset over at befinde sig i en mørk skov og simpelthen ikke kunne overskue situationen.

Jeg vil fremhæve to nøgleord, som i særdeleshed er vigtige for aspirantens personlighed. Først egoet. Der er ikke noget i vejen med et stærkt ego, tværtimod – men det kan være et problem med et for stort ego. I korpsets operative teams er der ikke plads til egotrippere, primadonnaer og forfængelige førstesangere. Hvis aspiranten ikke forstår betydningen af fællesskabet – af gruppen, af teamet – har han ikke en chance for at bestå kurset. Jægerkorpset vil have teamplayere og personer, som vil ofre alt for deres kammerater. For krig vinder man ikke alene – man er dybt afhængig af sine kammerater.

Dernæst attituden. Jægerkorpset har en benhård nul-tolerance politik over for negative attituder. Aspiranter, der ikke kan kontrollere deres attitude under pres, bliver luget væk uden tøven. Én aspirants negative attitude kan forårsage et helt teams opløsning, men den er også ødelæggende for aspiranten selv. Jeg taler ikke om, at aspiranten skal løbe rundt i blind jubeloptimisme med en regnbue ud af måsen, men han skal demonstrere en positiv og pragmatisk attitude i modgang. Kort – og lidt populært – sagt: at blive jægersoldat er et spørgsmål om software, ikke hardware.

Samme forhold gør sig gældende i TV2-programmet ”Korpset – gjort af det rette stof”. Hér udsættes de 30 aspiranter – godt nok kun over en periode på otte døgn – for en række fysiske strabadser, men afgørende for dem, som går hele vejen, er, at de besidder den fornødne vilje til at gennemføre.

Så kig med den 31, januar og seks uger frem, hvor Korpset Sæson 2 toner frem på skærmen, eller kig forbi til mit nye foredrag – ”Rathsack – råt for usødet!” – hvor jeg taler om vedholdenhed, modgang, pres og stress. I vinteren kommer jeg over det meste af landet – se mere hér:

Foredrag

/Thomas