Kategori: Nyheder

Hav et godt 2019 – uden frygt for terror!

En del danskere, jeg møder, frygter at blive udsat for et terrorangreb. Tag det roligt – plejer jeg at sige til dem – sandsynligheden for, at du bliver udsat for et terrorangreb, er forsvindende lille, og chancen for, at du dør af hudkræft eller bliver kørt over af en bus, er langt større. Dette siger jeg ikke for at forklejne de grufulde omstændigheder og konsekvenser ved et terrorangreb. Terror begås af kujoner og skal bekæmpes med alle midler. Men jeg siger det fordi, vi under ingen omstændigheder skal lade terroren kontrollere eller tyrannisere vores levevis.

Vi skal forstå, at formålet med terrorisme er at skræmme os. At få os til at tro, at vi konstant lever i overhængende fare for at blive skudt, stukket ned, sprunget i luften eller blive kørt over af en lastbil. Det gør vi ikke. Terrorens sjæl næres af frygt og intimidering. Den er et psykologisk våben, som benyttes af primitive og hadefulde mennesker, der ikke har andre metoder eller våben at ty til. Havde de haft det, ville de benytte dem.

Når terroristerne slår 10, 20, 100 eller flere mennesker ihjel er det blodigt, brutalt og tragisk – ikke mindst for ofrene og deres pårørende. Men historisk set har terroristerne aldrig sejret ved hjælp af vold, lemlæstelse og død. I nyere tid er De Røde Brigader, IRA, Baader-Meinhof og De Sorte Pantere gode eksempler herpå, og samtlige af disses terrororganisationers projekter er smuldret over tid. Tværtimod har det vist sig, at når befolkningerne udsættes for terrorangreb, forenes de i endnu højere grad, og myndighedernes vilje og evne til at bekæmpe terror styrkes.

Ej heller Islamisk Stats illusoriske og regressive projekt om etableringen af et globalt kalifat har vist sig at sejre. Jovist, ideologien lever fortsat i bedste velgående og vil gøre det i årtier fremover. Men efter min bedste overbevisning vil Islamisk Stat og deres åndsfæller ultimativt fejle.

Misforstå mig ikke. Terror skal tages alvorligt, og vores sikkerheds- og efterretningstjenester skal gøre alt, hvad de kan for at sikre befolkningen mod angreb. Men terroren bliver aldrig en eksistentiel trussel mod os. I glimt kan terroristerne forekomme magtfulde, og deres forehavender forekommer skræmmende, men de kan aldrig besejre 300 millioner amerikanerne og 300 millioner europæere.

Så mit råd til dig, som til dagligt måtte gå rundt og frygte at blive udsat for et terrorangreb, er simpelt: Lad være med at være frygtsom. Sandsynligheden for, at du bliver involveret i terrorangreb, er ekstremt lille. Smør hellere noget ekstra solcreme i fjæset når du er på ferie og se dig bedre for, når du går over gaden.

Hav et godt 2019.

Bjørnen Brummer

Da jeg som ung soldat under den kolde krig i de sene 80’ere drog på øvelse var fjendebilledet uomtvisteligt bygget op omkring Warszawa-pagten. Sovjetunionen var den ultimative fjende efterfulgt af Polen og Østtyskland, der med sine landsgangsenheder ville invadere Danmark fra søsiden. Vi trænede til at imødegå invasionen med håbløst forældet udrustning men til gengæld med et ungt og ubekymret sind. Ingen af os troede nemlig for alvor på krigens komme.

Ingen af os kendte ej heller til Warszawa-pagtens gruopvækkende planer, der gik ud på at smide taktiske atombomber over Danmark inden den egentlige invasion. Danmark ville være jævnet med jorden. Byerne ville blive fejet væk af trykbølgerne. Danskerne ville brænde op fra eksplosionerne eller lide en hæslig død som følge af radioaktiv stråling fra de massive støvskyer. Mine kammerater og jeg havde ikke haft en chance.

Efter Sovjetunionens opløsning og den kolde krigs ophør i 1991 har jeg ikke hørt til dem, som er bekymret over den russiske bjørns genopvågning og deraf følgende raslen med sablen. Men det er der måske grund til nu. I hvert fald set med danske øjne. Blot 350 kilometer fra Bornholm ligger den lille russiske enklave, Kaliningrad. Ifølge nye satellitbilleder (fra den kommercielle virksomhed ImageSat International)har det russiske militær hér påbegyndt en modernisering og oprustning af sine styrker, som burde give anledning til panderynken i NATO og ikke mindst i Danmark.

Kaliningrad er på størrelse med en tredjedel af Danmark og har en befolkning på lidt under en million. Enklaven ligger ud til Østersøen klemt inde mellem Litauen og Polen og grænser således ikke direkte op til Rusland. Men kun en strækning på knap 100 kilometer, kaldet Suwalki-bæltet (opkaldt efter den polske by Suwalki), adskiller det russiske territorium fra sin trofaste og loyale allierede, Hviderusland.

Den militære oprustning i Kaliningrad omfatter ikke blot en ny radar og et par vagttårne. Satellitbillederne antyder, at russerne er ved at opføre intet mindre end 40 nye bunkers på et militærområde nær havnebyen Primorsk. Nord herfor etableres desuden en jernbanestrækning til Chkalovsk flybasen, hvor der også installeres et nyt instrumentlandingssystem til brug for flyene i dårligt vejr.

Mest foruroligende er dog, at der til Chernyakhovsk-basen, hvor den russiske 152. Missilbrigade ligger, er leveret Iskander-missiler. De har en rækkevidde på 500 kilometer og kan bære atomsprænghoveder. Andre satellitbilleder viser, at russerne formodentlig er i færd med at opgradere atomvåbenarsenalet i Kaliningrad. Der er ingen beviser herfor, men ifølge organisationen Federation of American Scientists (FAS) lader det til at være tilfældet.

Danske Hans Kristensen, som er leder af FAS’ afdeling for information om atomvåben, har til TV 2 udtalt: ”Det bærer alle tegn på et typisk russisk lager for atomvåben. Den ligner meget samme type atombunker, som vi har set ved deres stillehavsflåde.”

Den russiske præsident Putin og hans forbundsfæller ønsker tilsyneladende ikke alene at opgradere sine atomvåbenarsenaler, men også Ruslands status fra stormagt til supermagt. Om det kommer til at ske, og hvad prisen herfor i givet fald bliver, kan jeg kun gisne om. Blot håber jeg, at kommende generationer ikke skal tynges yderligere af bekymringer for den russiske bjørns brummen.

Verdens bedste øvelse – og job!

Jægerkorpset har netop afholdt øvelsen Night Hawk. Blandt specialstyrker i NATO har den ry for at indeholde det ypperste og mest realistiske øvelses set-up. Jeg erindrer mine svenske kollegaer, der med slet skjult hentydning til øvelsens efterfølgende intense indtag af øl, betegnede Night Hawk som ”probably the best exercise in the world”.

Hver gang jeg hører ordene Night Hawk, starter en film for mit indre øje. Sædvanligvis befinder jeg mig i en C130 Hercules transportmaskine med min faldskærm på ryggen. I fem kilometers højde bliver sidedøren åbnet. Larmen er øredøvende fra de to enorme motorer, som brøler på vingen få meter fremme.

Jeg kigger ud i et stort, sort hul. Ingenting. Intet lys fra jorden. Ingen måne. Det er sort som en brøndgravers røvhul. Men jeg ved, at den nordjyske muld ligger fem kilometer under mig. Og jeg ved, at jeg inden for to minutter skal springe ud i det sorte hul.

Jeg mærker hjertet sende tunge slag ud i min adrenalinmættede krop. At springe ud af et fly i fem kilometers højde en mørk oktobernat strider imod al logik. En del af mig ønsker ikke at forlade flyet. En anden del kan ikke vente. Min verden er sort og hvid. Ingen dikkerdarer. Jeg sætter af i døren og falder mod jorden med knap 200 km i timen.

Kulden føles som piskesmæld i ansigtet, men jeg ænser det ikke. En sky rammer mig. Jeg falder igennem den på et par sekunder og kan nu skimte prikker af lys på jorden. Vigtigst er at holde øje med min højdemåler. Den viser 9.000 fod, og der er cirka endnu to kilometers frit fald, før jeg skal trække min skærm. Jeg falder videre igennem natten. Og jeg elsker det.

Night Hawk er en fantastisk øvelse – og det er jobbet som jægersoldat også. Trods alle pinslerne det indebar. Jeg frøs. Jeg var sulten. Der blev skudt på mig. Jeg mistede kollegaer. Jeg fik skader på krop og sjæl. Men alligevel betegner jeg altid – uden at tøve – mine 11 år i Jægerkorpsets patruljer som de bedste i mit liv. Hvordan hænger det så sammen?

Jeg tror, at det er fordi, vi mennesker er dem, vi er: Flokdyr. Grundlæggende er vi designet til at bidra­ge til flokken, og vi skal føle, at vi er vigtige for det fællesskab, vi er en del af. Føler vi ikke det, skabes der et tomrum, og vi begynder at visne. Som det sker for mange mennesker i den verden, vi i dag lever i. Derfor holdt jeg så meget af jobbet som soldat. Jeg var vigtig for mine kammerater, og de var vigtige for mig. Jeg følte mig betydningsfuld.

Blot ved at skrive disse linjer, dukker flere billeder op for mit indre øje. Jeg ser sortslørede, tavse ansigter i en mørk heli­kopterkabine over de afghanske bjerge eller den flade irakiske ørken. Larmen er intens og gør det umuligt at tale med ansigterne. Men det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad de tænker, hvad de føler. At udveksle ord er ikke nødvendigt. Jeg er en del af flokken.

Hav en god Flagdag!

Forleden deltog jeg i et vældig hyggeligt middagsselskab. Mine medgæster var fra det bedre borgerskab og talte blandt andet direktører, arkitekter, psykologer og andre akademikere. Alle sympatiske og givetvis dygtige, flittige medborgere, som levede konventionelle og komfortable liv. Jeg skilte mig ud ved at være eneste soldat i selskabet.

Under desserten faldt jeg i snak med en af gæsterne. Han var i slutningen af trediverne, var født og opvokset i Hellerup, hvor han nu ejede og drev en succesfuld tegnestue. På et tidspunkt spurgte han mig om, jeg skulle deltage i forsvarets Flagdag, som afholdes hvert år den 5. september. Jeg svarede, at jeg desværre var forhindret men, at jeg satte stor pris på netop den mærkedag, hvor vi anerkender og hædrer vores soldater, der har været udsendt for Danmark. Til min store overraskelse ændrede stemningen sig herefter med ét omkring middagsbordet.

Mit nationale sindelag faldt tilsyneladende ikke i god jord. Med slet skjult selvtilfredshed erklærede arkitekten sig som pacifist og kunne ikke se pointen med hverken krig, militær eller for den sags skyld Flagdagen. Især selskabets kvindelige gæster nikkede anerkendende. For hvordan i alverden kunne man synes andet end, at krig var ækelt og frastødende, mumlede flere af dem samstemmende. Uden at sige det direkte tog selskabet tydeligvis afstand til mig og min tidligere profession som soldat. At soldater var afstumpede og enfoldige lå ligesom i luften.

Jeg var i godt humør og orkede ikke at gå i retorisk infight med dem. Slet ikke med arkitekten, der fra sin bastion i Hellerup demonstrerede ufejlbarlig godhed, og – senere viste det sig – stort set aldrig havde bevæget sig udenfor reservatet, undtagen når det gjaldt solbeskinnede turistmål eller konferencer med ligesindede.  

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at langt de fleste soldater ser krig som et nødvendigt onde. At soldater om nogen kender de frygtelige konsekvenser ved krig. At mange soldater – heriblandt undertegnede – fuldt ud anerkender, at mange krige har været formålsløse, nytteløse og enormt destruktive.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at jeg som humanitær medarbejder underviste flygtninge i Tjetjenien om faren ved landminer, mens han producerede skitser og tegninger på Arkitektskolen. At jeg sidenhen ryddede landminer i Afghanistan, hvor man spyttede efter mig, fordi jeg ikke bar fuldskæg. Jeg orkede ikke at forklare ham, at jeg samme sted havde oplevet kvinder blive stenet, fordi de var utro, eller mænd få hugget hænderne af, fordi de stjal et æble.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, at jeg som soldat sidenhen havde været med til at forhindre ovennævnte despoter for at terrorisere sin egen befolkning. At ingen ord eller midler – udover væbnet magt – kunne have stoppet dem fra deres forehavende.

Jeg orkede ikke at fortælle ham, hvor privilegeret han var ved at have gennemført sin statsfinansierede uddannelse i et demokratisk og frit land. En frihed som igennem årtier er funderet på blandt andet anvendelsen af militær og potentiel væbnet magt. Ej heller orkede jeg at fortælle ham, hvor meget jeg respekterede hans succes som arkitekt og samtidig hvor lidt, jeg respekterede hans småborgerlige snæversyn.

Jeg orkede ikke at spørge ham, hvordan han som selvbestaltet humanist ikke bare kunne anerkende Flagdagen. En begivenhed der netop ikke romantiserer eller glorificerer krig, men blot har til formål at anerkende de danskere, som har savnet, mistet og lidt.

Nej, jeg gad ganske enkelt ikke. Og heldigvis for det. Selskabet glemte hurtigt emnet, og efter desserten løsnede stemningen op i takt med indtaget af vin, øl og sjusser. Og ham arkitekten var jo i virkeligheden en ganske flink fyr, da han fik noget at drikke.

Hav en god Flagdag på onsdag.

Ukraines glemte krig

Verdensmesterskaberne i fodbold er en kæmpe propagandasejr for Putins Rusland, der i disse dage viser sig fra sin bedste side for milliarder af fodboldseere verden over. Ro og orden står højt på dagsordenen, så længe turneringen varer, og alverdens medier har linserne rettet mod landet. Det gælder også i det østlige Ukraine, hvor russiske tropper tilsyneladende holder sig nogenlunde på måtten, og lader krigen simre på vågeblus, mens der afholdes VM i fodbold.

Men tag ikke fejl: Der er stadig krig i Ukraine, selv om vi har glemt alt om den, og ingen vestlige politikere eller medier gider at beskæftige sig med den. Krigen udkæmpes på den ene side af den ukrainske stat og på den side anden russisksindede separatister, der støttet af russiske styrker kæmper en indædt kamp for at løsrive regionen Donbas og forene det østlige Ukraine med Rusland, som det skete for naboerne på Krim Halvøen.

I politikernes abstrakte fagsprog betegnes krigen som en lav-intensitets konflikt. Det betyder i praksis, at parterne afholder sig fra storskala bombeangreb og massivt brug af tungt artilleri og kampvogne. Men regionen er ikke desto mindre gennemskåret af gammeldags skyttegrave og minefelter, og mere end 10.000 mennesker er døde i konflikten indtil videre.

Krigen i Ukraine er en kompleks og beskidt affære, som er fristende at ignorere: Ukraine er et land præget af korruption, udtalt nationalisme og alle de andre dårligdomme, som det gamle Sovjetunionen fremavlede. I det østlige Ukraine, hvor krigen raser, bor der flere mennesker med russiske rødder, end der bor ukrainere. De har ingen grund til at elske det fædreland, de fik påtvunget, efter Sovjetunionens fald.

Nynazister og militante nationalister fra hele Europa er strømmet til Ukraine og udgør en frygtet og effektiv del af militserne, der kæmper mod de russiske enheder. På deres hjemmesider kan man læse absurde konspirationsteorier, der udråber Putin til at være den jødiske mastermind i en global zionistisk sammensværgelse.

Det er ikke betryggende at opleve, hvordan den ukrainske regering varmt byder dem velkommen. På de russiske separatisters side er korruptionen og nationalismen mindst lige så udbredt og paranoid. Begge sider begår overgreb og intimiderer uskyldige civile. I baggrunden står Putin og magthaverne i Moskva med en klar strategisk interesse i adgang til Sortehavet gennem Ukraine og et brændende ønske om at genetablere Rusland som en supermagt, verden respekterer og frygter.

Set fra EU og Natos side er Ukraine den måske vigtigste frontstat ind mod Rusland. Invasionsruten til Moskva og det russiske hjerteland går traditionelt hen over de flade ukrainske sletter. Dermed er banen kridtet op, og alle ingredienser til en beskidt krig er til stede.

Da Ukraines præsident Petro Porosjenko besøgte Danmark i april 2017 for at få støtte i kampen mod russerne, udtalte Lars Løkke Rasmussen, at ”Ukraine ikke ville blive glemt”. Siden har vi stort set glemt alt om den krig, men det kan være, at billedet ændrer sig, når VM i fodbold er forbi.

Svenske æbler – løb for livet!

Den så ikke ud af meget, når den lå dér i ens hånd. Håndgranaten. Med form som et mindre æble og vægt som to af slagsen, lod den ikke til at kunne at forvolde meget skade. Der lød et ’pling’, når jeg kastede den. Den klare metalliske lyd – som ingen soldater ønsker at høre uden at være i dækning bag mindst 25 centimeter tyk cement – var fjederen, som skød sikringsbøjlen væk. Inde i granaten startede eksplosionstogets rejse.

Fjederen hamrede slagstiften ind i fænghætten, der eksploderede og antændte forsinkelseselementet bestående af en sortkrudtstreng. Sortkrudtet i forsinkelseselementet var typisk tre-fire sekunder om at brænde i bund og antænde detonatoren, som fik granaten til at detonere. Med to gange lydens hastighed spredtes hundredvis af metalfragmenter på størrelse med knappenålshoveder ud i alle retninger. Fragmenterne var dødelige ud til 15 meter og lemlæstede ud til mellem 30 og 50 meter. Det lille bæst var en effektiv dræber, erfarede jeg hver gang, jeg som soldat kastede en håndgranat.

Brugen af håndgranater burde være forbeholdt krigens slagmark. Men de små dræbere – også kaldet ”æbler” i bandemiljøet – er desværre en trend blandt kriminelle i vort kære broderland, Sverige. Nogle eksempler: I januar cyklede en 63-årig årig svensker af chilensk oprindelse en tur med sin kone i en forstad til Stokholm og bemærkede en genstand på jorden. Han standsede og samlede den op. Det var en håndgranat. Den eksploderede, og manden døde på stedet, men konen overlevede. Granaten var en såkaldt forsager, hvilket betyder, at den ikke eksploderer med det samme, som den ellers skal, når splinten trækkes.

I oktober sidste år blev der kastet en håndgranat mod politistationen i Helsingborg og blæste 40 vinduer ud.En otteårig, britisk dreng mistede livet, da en håndgranat blev kastet ind gennem vinduet til hans soveværelse i den svenske by Gøteborg i 2016. Samme år eksploderede en håndgranat i en restaurant, og i 2015 blev to af slagsen kastet ind på en natklub, der lykkeligvis var mennesketom. I 2015 blev der også kastet en håndgranat mod en politibil.

Ovenstående er blot et mindre uddrag af den sørgelige udvikling, som udspiller sig på den anden side af Øresund, hvor myndighederne ved, at håndgranaterne – typisk modellen M75 – indsmugles fra Balkanlandene. Efter krigen i 90’erne er der hér adgang til rigelige mængder våben, der indsmugles til Sverige i køretøjer. Det svenske politi formoder, at håndgranaterne ofte leveres gratis som supplement til større bestillinger af automatvåben – for eksempel AK-47’ere. I 2015 konfiskerede politiet 45 granater, i 2016 55 og 43 i 2017. I løbet af disse tre år detonerede 66 håndgranater i offentligheden.

Fordelene ved at anvende håndgranater er åbenlyse. De er relativt lettilgængelige på det sorte marked, de er billige, nemme at skjule samt simple at betjene. Med en militær-term kan de anvendes i et ”hit-and-run”, hvor granaten blot kastes rundt om et hjørne, over en mur eller ud ad et bilvindue, hvorpå gerningsmanden forsvinder fra stedet. Og håndgranaten efterlader ikke mange spor, når den er detoneret, i modsætning til et skydevåben, der ofte efter lader DNA-spor og projektiler, som politiet kan bruge i efterforskningen.

For at imødegå denne dødelige trend blandt kriminelle har de svenske myndigheder strammet op på lovgivningen omkring smugleri samt udstedt et amnesti, der tilbyder kriminelle at indlevere deres granater i perioden oktober 2018 til januar 2019 uden at blive retsforfulgt. Lad os håbe, at det virker. Som dansker er det nemlig virkelig bekymrende at følge udviklingen i det ellers så fantastiske land, Sverige.

Hjemmeværnet – topmave eller sixpack?

Jeg har stor respekt for Hjemmeværnets 14.000 aktive frivillige og de 30.000 reservister. I en tid hvor det ofte er svært at få danskerne til at yde et frivilligt bidrag til fælleskabet, er det opløftende at se så mange dedikerede mænd og kvinder, der er klar til at iføre sig uniform og støvler. Efter min tid som aktiv jægersoldat arbejdede jeg i to år med at uddanne Hjemmeværnets specialenheder, og jeg har kun gode ting at sige om det personel, jeg i den forbindelse mødte og samarbejdede med.

Nu har kommitteret for Hjemmeværnet Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre, åbnet debatten om et militært stærkere, og bedre uddannet, hjemmeværn. Det sker som et led i regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig kaldet ”Et stærkt værn om Danmark”. Ifølge de to politikere er Danmarks sikkerhed og tryghed truet af islamisk terror og Ruslands aggressive adfærd kombineret med stigende spændinger i Arktis og flygtningestrømmen fra Afrika. Fra politisk side har det allerede udmøntet sig i de planer om at opbygge en stående, slagkraftig brigade på 4000 soldater (som om det kommer til at ske), der kan indsættes med kort varsel i internationale operationer, som jeg tidligere har beskrevet her i Ekstra Bladet.

Men regeringen vil øge den danske forsvarsevne yderligere med et stærkt opgraderet hjemmeværn, der kan bistå NATO-styrker på dansk jord. Hvis vi for eksempel sender vores kommende brigade til de baltiske lande i en optrappet krise med Rusland, bliver Danmark, ifølge regeringens oplæg, et naturligt opmarchområde for forstærkninger fra andre NATO lande. I den situation skal et opgraderet hjemmeværn yde såkaldt værtsnation-støtte for de allierede enheder.

Med Søren Espersens ord betyder det nye trusselsbillede at Hjemmeværnet skal løse opgaver med ”kortere aftræk” end det er i stand til på nuværende tidspunkt. Samtidig betyder regeringens udspil, at udrustning og militær uddannelse skal opdrageres kraftigt for de frivillige. Folkeviddets billede af den overvægtige weekendkriger iført refleksvest og bevæbnet med en slikkepind skal slettes. En af løsningerne er ifølge politikerne at tiltrække flere veteraner og tidligere værnepligtige, der i kraft af deres erfaring og træning bidrager til en tiltrængt professionalisering.

Jeg er på ingen måde modstander af tanken om et handlekraftigt Danmark, der indgår som en mere troværdig partner i NATO samarbejdet end tilfældet er i dag. Men jeg har svært ved at se, hvordan den nødvendige, militære opgradering af 44.000 frivillige – 10 gange så mange soldater som den stående brigade råder over – skal foregå.  Selv hvis vi udelukkende fokuserer på de 14.000 aktive hjemmeværnsfolk og ser bort fra reserven, er det en kæmpe opgave. Jeg tvivler på, at et ekstra optag af tidligere værnepligtige og veteraner kan løse opgaven, uanset hvor professionelle de er.

Siden Hjemmeværnet blev dannet kort efter 2.Verdenskrig, har opgaverne og uddannelsen ændret sig. Oprindeligt var det en militær enhed uddannet til at forsvare Danmark, hvis russerne gik i land. Men russerne kom aldrig, og i dag varetager Hjemmeværnet en bred vifte af opgaver fra trafikregulering ved kræmmermarkeder over forureningsbekæmpelse til eftersøgning af sejlere i havsnød. Medlemmerne modtager en kortvarig, militær grunduddannelse, og er en del af værnsfællesskabet men for langt de fleste medlemmers vedkommende, er der ikke tale om en toptrimmet, professionel militær indsatsstyrke. Det er ansvarsbevidste borgere og familiefædre, der yder en frivillig indsats for Danmark. De har topmave og tyndt hår på toppen, men de leverer en stor indsats. Forsvarets årlige meningsmålinger viser, at Hjemmeværnets popularitet er høj og fortsat stiger i befolkningen.

Danskerne har respekt for det arbejde de frivillige udfører, og føler sig trygge ved indsatsen. Selvfølgelig kan vi udvikle nogle ekstra specialenheder for de særligt egnede og målrettede, men at trimme 14.000 medlemmer for at skabe en slagkraftig, militær styrke, som kan måle sig med professionelle soldater i en krigssituation, ligner mere politisk utopi end et realistisk trænings-scenarie. Hvis der virkelig er politisk vilje til at øge Danmarks forsvarsevne, var det måske mere hensigtsmæssigt at øge bevillingerne yderligere til rekrutteringen og uddannelsen af forsvarets professionelle specialoperationsstyrker fremfor at slække på optagelseskravene, hvilket alt tyder på er tilfældet nu. 

Jason Bourne eller hystade?

”Når jeg sidder på en café eller bar, scanner jeg stedet for udgange. Jeg søger efter spejle eller skinnende overflader, så jeg kan observere alle vinkler og de personer, som befinder sig på stedet. Jeg vurderer hvem, der udgør den potentielt største trussel, og udser mig mindst to våben indenfor rækkevidde, som jeg kan bruge til at forsvare mig selv med.”
Kender du typen? Det gør jeg. Typen der anser sig selv for at være en klon mellem James Bond og Jason Bourne. Som overfor familie og venner gør en dyd ud af at indtage denne ”jeg-ved-sgu-nok-af-bitter-erfaring-hvad-det-drejer-sig-om-rolle.”
Er vedkommende en opmærksomhedssøgende hystade med paranoide tendenser, eller er vagtsomheden og årvågenheden berettiget? Jeg mener både-og.
Graden af vagtsomhed og årvågenhed som ovenfor beskrevet udvises oftest af den uerfarne amatør og ikke af den professionelle. Omvendt er en passende grad af årvågenhed mod potentielle trusler og farer afgjort berettiget.
Min træning og krigsindsættelse som jægersoldat igennem 11 år har absolut formet min adfærd i det offentlige rum. Ikke mindst henset til den latente terrortrussel, der er blevet en del af vores samfund. Omgivelserne scannes af min mentale radar, som ved udslag aktiverer små røde lamper for mit indre øje. Instinktivt rettes en krog af min bevidsthed mod køretøjer, genstande og personer, der adskiller sig fra normalbilledet – og ja; hvis min mentale radar finder det relevant, identificerer jeg også ind- og udgange på caféer, restauranter, barer, markeder og andre offentlige lokaliteter.
Men jeg farer ikke sammen ved den mindste lyd eller sidder konsekvent med front mod ind- og udgange på restauranter eller med benene placeret på ydersiden af stolebenene for at kunne flygte fra bordet. Ej heller overvejer jeg, hvilke produkter jeg i min lokale Netto kan anvende som våben mod terrorister, der brager ind igennem vinduerne. Det ville ikke være sund og rationel vagtsomhed. Det ville være udtryk for tyndslidte nerver i en flosset sjæl.
Naturligvis vil jeg være mere årvågen og fokuseret på trusler og farer under en operation i Irak eller Afghanistan, end når jeg indtager min burger på McDonald’s. Og jeg vil i mit nuværende civile liv altid udvise den instinktive vagtsomhed, når det giver mening. Men den har ikke invaderet mit tankesæt.
Grundlæggende handler det om sund, situationsbaseret fornuft. Så næste gang du for eksempel indlogerer dig på et hotel; så orientér dig om nødudgangene, læs brandinstruksen og ellers nyd opholdet med de mennesker, du omgiver dig med. Og øg vagtsomheden når og hvis, det bliver relevant.

Taktisk Vejrtrækning

”Man kan ikke fysisk kontrollere sin frygt og nervøsitet,” lød det skråsikkert fra en deltager til ét af mine foredrag forleden. ”Jo, det kan du faktisk,” svarede jeg. Som jægersoldat brugte jeg nemlig simple vejrtrækningsøvelser til at få styr på nervøsiteten under en operationsindsættelse.

Situationen var den samme hver gang, hvad enten det gjaldt at springe faldskærm, fastrope fra en helikopter, trænge ind i et hus eller som livvagt at forlade den skudsikre bil og træde ud i Bagdads blodige gader. Kroppen befandt sig udadtil i tilsyneladende ro, men indvendig havde udsigten til fare sat min produktion af kamphormoner på højtryk. Maven trak sig sammen, hjertet hamrede, det prikkede i fingrene. Den grønne farve i natbrillerne blev endnu skarpere, lyden fra helikopterens hvinende turbine blev tydeligere, dunsten af hydraulikolie fremstod klarere, og en tørhed bredte sig i munden.

Sådan følte jeg det, når jeg med mit team for eksempel befandt mig i en mørklagt helikopterkabine, tungt bevæbnet og iført hjelm, balaclava og skudsikker vest påsat 6-bang-granater, ekstra ammunition, sprængladninger, koben samt anden udrustning til brug for operationen. Bag piloterne sad kabinechefen på knæ og holdt én finger op mod os. Ét minut. Om cirka 60 sekunder ville helikopteren ankomme til målet – en lagerbygning, hvor ”terrorister” holdt et dansk gidsel. Opgaven lød på at lade os fire ned ad det 15 meter lange reb, sprænge tagdøren op, trænge ind i bygningen, eliminere terroristerne og befri gidslet.

Teamet rykkede helt frem mod den åbne dør, og forreste mand satte sig med benene ud over kanten i den kølige aftenluft, der hvirvlede forbi med 150 kilometer i timen. Som bagerste mand var jeg den sidste til at forlade helikopteren. Stress-symptomerne blev altid særligt markante inden for de sidste par minutter, og jeg vidste, hvordan de skulle imødegås.

Jeg påbegyndte min ’taktiske vejrtrækning’. Under balaclavaen pustede jeg ud i fire sekunder. Derefter fyldte jeg lungerne igennem næsen i fire sekunder og stimulerede på den måde kroppens antistresshormoner. Så holdt jeg vejret i fire sekunder og pustede til sidst ud igennem munden i fire sekunder. Denne øvelse gentog jeg fire gange.

Både helikopteren og min puls sagtnede nu farten, mærkede jeg. Knuden i maven løsnede sig op, det prikkede ikke længere i fingrene, og min mundhule var igen fugtig. Iltbalancen var genoprettet i kroppen. Jeg var klarsynet, og operationsplanen stod knivskarpt i bevidstheden.

Helikopteren sagtnede farten helt og holdt positionen over målet, hvorpå den første jæger forsvandt ned ad rebet skarpt efterfulgt af den næste. Jeg rykkede frem mod døren, tjekkede mit våben og min udrustning en sidste gang. Roligt og fokuseret greb jeg få sekunder senere fat i rebet, svang mig ud ad døren og firede mig ned ad rebet.

Prøv taktisk vejrtrækning næste gang du er nervøs. Skidtet virker.