Nyheder

Mavefornemmelsen har næsten altid ret
 
Mavefornemmelse. Intuition. Instinkt. Indfølingsevne. Disse egenskaber var næsten altid udslagsgivende, for hvilken beslutning jeg traf, når jeg som jægersoldat i krig eller under træning fornemmede fare. I langt de fleste tilfælde var beslutningerne rigtige og førte til en korrekt og i nogle tilfælde endda livreddende adfærd. Denne intuitive fremfærd gjaldt ikke blot for mig alene, men også når teamet traf en fælles beslutning.
 
Mavefornemmelse er en underlig gråzone med fravær af egentlig logik og rationale og opstod for mine teamkammeraters og mit vedkommende som et resultat af erfaring fra tusinder af træningstimer, talrige operative indsættelser og årelangt samarbejde. Teamets sammenhængskraft var så stærk, at et enkelt blik, en bevægelse eller lyd var nok til, at vi intuitivt forstod hinanden.
 
Under operationer i Irak og Afghanistan blev disse intuitive værktøjer bragt i spil. For en konventionel soldat er slagmarken oftest relativ sort og hvid, og han kan identificere og nedkæmpe fjenden. Som livvagt i en krigszone – for eksempel i Baghdads ellers Basras blodige gader i midten af nullerne – smeltede fjendebilledet sammen til en uforudsigelig og sløret masse. Der var ingen klare indikationer på, hvor fjenden befandt sig, hvordan han var klædt, hvordan han var bevæbnet, og hvad han havde i sinde.
 
Pludselig kunne han komme kørende med sin familie, detonere en flere hundrede kilo tung sprængladning skjult i bilen og massakrere alt i en radius af hundrede meter. En finskytte kunne affyre sit våben fra et tilfældigt vindue i et beboelseskompleks, uden vi nogensinde fandt ud af, hvor han befandt sig. Et dødt æsel eller en død hund i vejkanten kunne være fyldt med sprængstof, der blev fjernudløst, når vi passerede dyret. På den måde var det oftest umuligt at forudse kontakt med fjenden.
 
Der er ingen tvivl om, at mavefornemmelsen var ekstrem vigtig, for hvordan vi som individer og team tolkede og agerede i den konkrete situation under krigsindsættelse. Vores tankerækker var nærmest synkrone. Mavefornemmelsen viste vejen og reddede formentlig ofte vores liv. Men denne instinktive adfærd opstod ikke ud af det blå. Som nævnt ovenfor var den et produkt af adskillige års krigserfaring samt mange års træning af procedurer og teknikker.

Krigen er slut – men slaget er knap begyndt

Efter terrorbevægelsen Islamisk Stats (IS) Utopia helt som forventet har mødt sit endeligt på slagmarken i Syrien og Irak, efterlader det spørgsmålet, som vore politikere for længst burde have haft svaret på: Hvad gør vi ved de danske jihadister – eller fremmedkrigere som de også betegnes – der fortsat befinder sig i regionen? Skal de bringes hjem og retsforfølges, eller skal de forblive i regionen og overlades til lokale myndigheder?

I den seneste rapport fra Center for Terroranalyse, som vurderer terrortruslen mod Danmark, fremgår det, at der siden sommeren 2012 er udrejst mindst 150 personer til Syrien eller Irak, og de vurderes at have opholdt sig hos militante islamistiske grupper. Der findes ikke en præcis opgørelse over hvor mange danske jihadister, som sidder fængslet i Mellemøsten, men sidste år vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at omkring 30 danskere stadig opholder sig i konfliktområdet – enten på fri fod eller i hænderne på de syriske eller omkringliggende landes myndigheder.

Og nu raser debatten. Nogle mener, at fremmedkrigerne skal have frataget sit danske statsborgerskab ved at Danmark melder sig ud af FN’s statsløsekonvention, mens andre – heriblandt justitsminister Søren Pape Poulsen – ikke mener, at Danmark skal melde sig ud af statsløsekonventionen. For som han siger: ”et lille land skal overveje, hvor meget det melder sig ud af verden.”

Hvad jeg mener om de danske fremmedkrigere? Lås dem inde og smid nøglen væk. De har fravalgt Danmark, og fortjener ikke dette land. Samtidig ved jeg godt, at virkeligheden er mere nuanceret end som så, og det givetvis ender med, at vi lader dem komme hjem. Hvad der herefter sker med dem, skal jeg ikke kunne sige. Sikkert en masse juridisk tovtrækkeri, skattefinansierede og blåøjede rehabiliterings-programmer krydret med en gang politisk jammer og infight.

Som borger i Danmark kan jeg blot håbe på følgende: At myndighederne – politikerne og efterretningstjenesterne – ved, hvad de har med at gøre, når fremmedkrigerne på et tidspunkt vender hjem. Som medlemmer af IS’s terrorvælde er de erfarne krigsveteraner, og deres modus har været – og formentlig fortsat er – vold og drab. Og skulle dagen komme, hvor blot én af dem fortsætter denne modus på dansk grund, har de mennesker, der foranstaltede deres hjemkomst, svigtet danskerne monumentalt.

Hvordan fungerer et team i Jægerkorpset?
Dette spørgsmål er jeg jævnligt blevet stillet i løbet af de sidste seks år, jeg har holdt foredrag. Der er mange svar hertil. Men ét grundlæggende fællestræk kendetegner Jægerkorpsets teams: De er såkaldte high performance-teams, hvilket betyder, at de i forhold til andre teams kontinuerligt præsterer bedre, begår færre fejl og overskrider grænserne for det forventelige på trods af alle forhindringer.

Men hvad vil det sige i praksis?
Hvilke egenskaber besidder den enkelte jægersoldat, og hvad er det for en professionel adfærd, som han bidrager med til sit team? Nedenstående forsøger jeg overordnet at redegøre herfor.   

1. Forberedelse
   
   Først og fremmest en grundig forberedelse.Djævlen bor i detaljen, og det er kendetegnende for professionel adfærd, at du bruger den nødvendige tid og energi på god planlægning, samt at du sikrer dig mod forglemmelser og fejl i en omhyggelig, disciplineret adfærd. Kun ved en solid forberedelse kan teamet eksekvere optimalt.
   
   
2. Ansvarlighed

   Professionelle gør alt, der står i deres magt, for at fuldføre den opgave, de påtager sig. I den proces er tid og personlige interesser uvæsentlige. Intet er mere uprofessionelt end at forlade et projekt, før det er færdigt, fordi man ikke orker mere, eller fordi de opståede problemer er større end forventet. Det er også kendetegnende for professionel adfærd at hjælpe øvrige teammedlemmer med at udføre deres opgaver og bidrage til fællesskabet.
   
   
3. Respekt

   Professionelle anerkender og respekterer andre professionelles kompetencer. Som professionel ser du behovet for at lytte til andre professionelles ekspertise uden for dit eget kompetenceområde og virkefelt. Det er afgørende, at den faglige stolthed, som er en del af den professionelles styrke, ikke fører til arrogance eller manglende lydhørhed over for andre ekspertgrupper.
   
   
4. Smidighed

   Vigtigt! (og efter min mening desværre en mangelvare i mange danske virksomheder) Medlemmer af et high performance-team undgår så vidt muligt at markere deres magt, forsvare territorier og stå på deres ret. I den professionelles adfærd ligger en stærk motivation til at løse opgaven. Det fordrer en fleksibilitet og smidighed, som er mulig på grund af det faglige overblik og den erfaring, den professionelle besidder.
   
   
5. Stolthed

   Faglig stolthed kendetegner professionelle og er en drivkraft bag den kvalitet, professionelle leverer. I teams og professionelle miljøer opstår ofte en fagidentitet, som grænser til faglig fetichisme med særlige ritualer og normer. Det styrker den faglige identitet og stolthed og dermed teamets præstationsevne.
   
   
6. Ydmyghed

   I langt de fleste situationer er den professionelle lavmælt og optræder med afdæmpet selvsikkerhed. Den professionelle pisker ikke en stemning op, men bidrager til ro og effektivitet gennem sin adfærd. Den bevidste lavmælthed er især udtalt under kriser og pres. Undtagelsen er de situationer, der kræver professionel aggression og særlig handlekraft. Sidstnævnte egenskaber er om nogen væsentlige for et teammedlem i Jægerkorpset.  

I 11 år – heraf over to år i krig – gjorde jeg tjeneste i Jægerkorpsets high performance teams. Et sandt privilegium. Bad ass-kollegaer. Bad ass-teams.