En uhellig alliance
En uhellig alliance
Det strider imod mine instinkter: At skulle samarbejde med en person, organisation eller bevægelse, hvis menneskesyn og værdier repræsenterer det stik modsatte af mine egne. Det var dog den virkelighed, jeg i 2001 stod overfor, da jeg som humanitær minerydder, var nødsaget til at samarbejde med talibanbevægelsen, der fra 1996-2001 regerede Afghanistan med en jernnæve.
Det var mit ansvar at forestå rydningen af et minefelt på størrelse med fem-seks fodboldbaner i udkanten af byen, hvor de russiske forsvarsstillinger var etableret i løbet af den 10 år lange besættelse i 1980’erne. Mine knap 100 afghanske mineryddere, organiseret i fire teams, arbejdede i 40-50 grades varme iført visir og tung kevlar-beskyttelsesvest med det ekstremt langsommelige rydningsarbejde. Som arkæologer krattede de sig frem i den hårde jordskorpe meter for meter med henblik på at identificere og tilintetgøre panser- og personelminerne, imens afghanske teamledere superviserede dem.
Én af teamlederne var problematisk. Ikke alene krævede han blind loyalitet og underkastelse af sine folk, der frygtede ham, men han var også var loyal overfor talibanbevægelsen. Jeg havde ikke den luksus at kunne irettesætte endsige fyre manden. Det ville omgående betyde problemer med talibanbevægelsen, der i forvejen var en belastning.
Men situationen var uholdbar og måtte løses. Jeg adresserede således problemet med min afghanske stab, men for at komplicere tingene yderligere var enkelte medlemmer af staben også talibantilhængere, mens andre foragtede dem, hvilket medførte en betændt og anspændt atmosfære.
Jeg valgte mine ord med omhu og fremførte, at vi måtte vægte sikkerheden for minerydderne og, at det nok var på tide at udskifte og forfremme et par af teamlederne for at få friske øjne i minefeltet. Jeg foreslog derfor lidt henkastet, at vi oprettede stillingen som ’Chief Administrative Mechanic’ til teamlederen. Afghanerne elsker svulstige titler, og på papiret var det en forfremmelse. Forslaget gik rent ind.
I realiteten betød det, at teamlederen skulle sidde på sin flade røv og se vores køretøjer køre ind og ud ad porten, mens de egentlige mekanikere selvstændigt håndterede bilparken. Såvel talibanvenlige som talibanfjendtlige medlemmer af staben nikkede tilfredst. Ingen tabte ansigt, og Taliban blev ikke sure. Og teamlederen blev så begejstret, da jeg overbragte ham nyheden, at han rent faktisk gjorde honnør for mig (hvilket snarere mindede om en ’Mussolini-finte’). Således kan en alliance med ”fjenden” indgås.
