Køb mine bøger her

Køb

Køb mine bøger her

Køb
Menu

Nyheder

Lev for helvede!

, 1

Lev for helvede!

Træt af et flosset socialt liv og psykisk slidt af krigsindsættelse forlod jeg for 10 år siden forsvaret, og ernærer mig nu som forfatter, foredragsholder og Tv-vært. Mit CV tæller desuden referencer som fotograf, markedsøkonom, brolægger, rengøringsmedarbejder, computersælger og programleder for en humanitær minerydningsorganisation. Ikke just stringente karrierevalg.

”Du har aldrig været et ligusterbarn, min dreng,” sagde min mor engang til mig i en kærlig men træt tone. Og ganske rigtigt. Jeg er drevet af en markant rastløshed og stritter imod, når det konventionelle og forudsigelige sniger sig op bag mig og lægger en klam hånd på skulderen. Ikke at der er noget galt med at leve konventionelt og forudsigeligt. Det virker bare ikke for mig.

Jeg trækker bedst vejret i en sfære præget af nysgerrighed, risici og usikkerhed. Først der lever jeg for alvor. Hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg som soldat stod ansigt til ansigt med fjenden, eller når jeg om natten i faldskærm sprang ud fra en flyvemaskine i 10 kilometers højde eller lå med måsen i vejret og bortsprængte flybomber i Afrika. Nu om stunder føler jeg mig spillevende, når jeg omgås ildsprudlende aspiranter på Tv, eller drømmer mig ind i mine romaners fiktionsverden.   

Bagsiden ved denne trang til at søge det uvisse har været mentale knubs, mange nederlag, himmelvendte øjne hos familie og venner samt et til tider uforholdsmæssigt højt forbrug af dåsetun og pasta. Men det har været hver en flad bankkonto værd. Og vigtigst: jeg har formået at undvige selvynken, når det har været mørkest, men har i stedet rejst mig, børstet støvet af skulderen og kigget fremad med styrket sind.   

Når jeg betragter verden omkring mig, oplever jeg ofte et fravær af passion eller endda bare livsglæde og gnist. Mange driver apatisk med strømmen og dyrker nationalfænomenet; brok. Måske vores enorme velstand og tryghed, har gjort os dovne og forvænte. Måske vi i virkeligheden har så få problemer, at grænsen for, hvad der egentligt er et problem, har rykket sig derhen, hvor petitesser bliver gjort til problemer. Det er en skam.    

Den fortærskede kliché om, at livet er kort holder stik, men omvendt er livet rigeligt langt, såfremt det forvaltes godt. Jeg ved ikke med dig – men inden de stiller mig ud på gaden som storskrald og kører mig på forbrændingen, skal jeg dælme opleve så mange favntag med livet som muligt. Så jeg kan kun opfordre dig til følgende: Lev for helvede!

Link
IMG_6175

Kvindernes Kampdag 2020 !

, 0

Kvindernes Kampdag 2020 !

I år fylder den militære transport maskine, C-130, 65 år og kan fejre sin fødselsdag som historiens længst producerede militære flyvemaskine. 

Følelserne vælter op i mig, når jeg ser, hører eller læser om denne ukuelige og seje pige. 

Netop idag på Kvindernes Kampdag må det derfor være på sin plads med en hyldest til hende, så jeg fandt min gamle tekst frem fra ét af hendes tidligere runde år.

Tillykke gamle pige.

Jeg har aldrig fået takket dig ordentligt for de hundredevis af timer, jeg tilbragte i din hule, cigarformede metalbug. Igennem 16 år delte vi glæde, sorg, sejrsrus, afmagt, angst og udmattelse. Stærk som få har du aldrig svigtet mig og mine kammerater, kun sjældent meldt dig syg med mekaniske kvaler eller lidt under elektroniske primadonnanykker. 

Jeg erindrer først og fremmest dit særegne udseende; du er ikke pæn, men din kompakte krop, de lange og rette vinger med fire motorer samt dit ranke haleror udstråler styrke og autoritet, som var du en flyvende bulldog. Til hver en tid kan jeg genkende dig, uanset om du befinder dig adskillige kilometer borte eller højt oppe på himlen over mig.

Og jeg mindes dine lugte; den svage aroma af hydraulikolie og duften af kølig, metallisk ilt, du pumpede ud i min maske for at holde mig i live, mens vi steg op igennem de tynde luftlag, og jeg ventede på at forlade dig iført faldskærm. Ligesom jeg erindrer dine lyde; din hvinende, hydrauliske lasterampe og de fire turboprop motorer, der ved opstart begyndte at summe og hyle og fik propellerne til at snurre – først langsomt, dernæst mere og mere insisterende for til sidst at fylde den vibrerende kabine med en intens og hidsig brølen. En brølen der om noget føltes beroligende, når du med din våbenlast vagtsomt kredsede over de fjendtlige, afghanske bjerge, hvor jeg befandt mig med mine kammerater. Tak for det.

Stor og tyk er du fyldt med uforlignelige kvaliteter – men din elendige komfort er ikke en af dem; de røde netsæder som kun var marginalt behageligere end kirkebænke og din kabinetemperatur, der enten fik mig til at svede tran eller klapre tænder af kulde. Eller dit såkaldte toilet, som du skamløst havde placeret på kabinens bagvæg, hvor man bag et blafrende badeforhæng forrettede sin nødtørft til frit skue og stor moro for medpassagererne.

Jeg mindes varmt din formidable styrke; når du på en hullet grusbane i krigszonerne udløste dine knap 20.000 hestekræfter, slap bremserne og accelererede så kraftigt, at jeg lå skråt i sædet og måtte stemme i med støvlerne og ud ad de små koøjer kunne skimte ørkenlandskabet passere, indtil det blot var lysende streger på nethinden, hvorpå du slap jorden og steg stejlt og brutalt for at beskytte mig mod beskydning fra jorden. En kraftpræstation ingen andre kan gøre dig efter og en væsentlig grund til, at jeg stadig er i live.

Vi har rejst langt sammen, og vi har delt angstfyldte og triste oplevelser. Første gang jeg stod på kanten af lasterampen i ti kilometers højde med en 50 kilo tung rygsæk mellem benene, var jeg nervøs. Da du slukkede den lille røde lampe på væggen og i stedet tændte den grønne, blev jeg hunderæd. Jeg havde egentlig ikke lyst til at forlade dig, men jeg sprang alligevel ud i den sorte og fyrre grader kolde nat, fordi det var mit job. De triste øjeblikke var der heldigvis ikke så mange af. Men der var nok. Når kister svøbt i Dannebrogsflag blev båret ind i din bug, var det lavpunkterne i min militære karriere. Men det var ikke din skyld. Du passede også bare dit job.

Tak for oplevelserne igennem årene, gamle pige. Jeg havde ikke været dem foruden. Og tillykke med de 65 år.

Link
#37 C130 PÅ TLZ
Link
Billede1

Den Længste Krig

, 0

Den Længste Krig
 
En sen nattetime den 12. september 2001 befandt jeg mig bag rattet i en firehjulstrækker og havde øjnene stift rettet mod grusvejens lunefulde huller og sving. Med mig var min hundehvalp og to kollegaer fra den humanitære organisation, jeg arbejdede for, og vi havde netop forladt Afghanistans hovedstad, Kabul, med kursen sat mod Pakistan. Foran os lå en køretur på 11 timer, og bag os lå en storby, hvorover Stars and Stripes snart ville veje.
 
Få timer forinden var USA blevet angrebet af Al-Qaedas selvmordsterrorister, der rev næsten 3000 civile med sig i døden. Billederne fra den forbandede dag, hvor World Trade Center styrtede i grus, hænger stadig klart for mit indre øje. Terrorangrebet forandrede mit liv, ligesom det gjorde for så mange andre.   
 
I otte måneder havde jeg befundet mig i Afghanistan, hvor min opgave var at rydde russiske minefelter og ueksploderet ammunition i de afsidesliggende landsbyer. Det var et slidsomt og til tider farligt arbejde. Og ganske utaknemmeligt. For Talibanbevægelsen – den islamistiske bevægelse der regerede landet og terroriserede sin egen befolkning – havde ikke andet end foragt tilovers for en skægløs og vantro vesterlænding som mig til trods for, at jeg ryddede miner i deres jord, efter deres krige og for egne medbragte penge.
 
Allerede en måned efter terrorangrebet havde det amerikanske militær kontrol over Afghanistan. Talibanbevægelsen, der havde tilladt Al Qaeda-terroristerne at træne i landet, var flygtet sydover til de sydlige provinser og de autonome pakistanske grænseområder, hvor amerikanerne ikke måtte røre dem. I januar 2002 returnerede jeg som jægersoldat og gjorde tjeneste i Afghanistan i et år.    
 
Krigen mod Taliban skulle vise sig at blive USA’s længste og har nu været i omkring 18 år. Den har kostet i omegnen af 2.500 amerikanske soldaters liv og 6.120 milliarder kroner. Danmark mistede 43 soldater i krigen – heriblandt én jægersoldat. Målt per indbygger er antallet det højeste blandt NATO-landene.    
 
Men måske er det slut nu. I dag underskrives en fredsaftale mellem amerikanerne og Talibanbevægelsen i Qatars hovedstad, Doha. Aftalen går i overordnede træk ud på, at talibanerne i fremtiden lover ikke at huse terrororganisationer som i tilfældet med Al-Qaeda, der havde træningslejre i Afghanistan. Til gengæld lover amerikanerne en tilbagetrækning af egne og allierede styrker.
 
Amerikanerne er dødtrætte af krigen, og de er opsatte på at få den bragt til ende. Men de indgår formentlig fredsaftalen med en god portion skepsis, eftersom de ikke stoler på talibanerne. Mod god grund. Talibanerne ved, at amerikanerne er sultne efter en tilbagetrækning og venter sandsynligvis kun på at udnytte tomrummet efter deres exit. Jeg håber, at jeg tager fejl. Afghanerne har brug for fred.

Link
IMG_6077

Jeg. Mig. Til helvede med de andre.

, 0

Jeg. Mig. Til helvede med de andre.

Det går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på mit tidligere liv som jægersoldat. På godt og ondt. Men klart mest godt. Jeg savner ikke fraværet af hunden og familien, og jeg savner slet ikke koldt vand, våde soveposer og frysetørret mad. Men I guder hvor jeg savner følelsen af at træde ind i teamrummet og øjeblikkeligt føle samhørighedsfølelsen i det lille eksklusive fællesskab, hvor alle helhjertet og uselvisk tilsidesætter egne interesser og agendaer til fordel for teamet.
 
Siden jeg entrerede mit voksenliv udenfor den militære boldgade, er det gået op for mig, hvor privilegeret jeg var. Ikke siden uniformen blev lagt på hylden, har jeg oplevet samme intense fællesskab baseret på integritet, loyalitet og vedholdenhed. Og jeg kommer aldrig til det. Derimod er jeg desværre ofte oplevet ind kollektiver inficeret af ligegyldighed eller endnu værre: Surstrålere, korslagte arme og hvad-er-der-i-det-for-mig-mentalitet.  
 
Jeg har aldrig rigtigt forstået den tilgang til teamet. Den er kontraproduktiv, defensiv og glædesløs. Har man meldt sig ind i fællesskabet, er det ens forbandede pligt at bidrage til det fælles bedste og ikke bremse dets fremdrift med smålige særinteresser. Fungerer man ikke i sit team, afdeling eller arbejdsplads, bør man i stedet opsøge fællesskaber, hvor man passer ind. Nemmere sagt end gjort? Nej, det er blot at gøre det. Tager man ikke fat ved nældens rod, går man sin egen undergang i møde i form af ensomhed, afmagt og udstødelse. Alverdens MUS-samtaler eller HR-tiltag kommer alligevel ikke til at gøre nogen reel forskel.  
 
Er min tidligere arbejdsplads, Jægerkorpset, så et fejlfrit glansbillede? Naturligvis ikke. Som jeg plejer at sige: Vi løb ikke rundt deroppe i korpset med en regnbue ude af røven. Det var ikke en fejlfri arbejdsplads, hvor der ikke blev begået fejl. Langt fra. Og heldigvis. Fejl gør ondt i stoltheden men er i virkeligheden en genvej til vigtig viden. Således blev fejlene omgående erkendt, adresseret og dissekeret med henblik på ikke at begå samme fejl igen.  
 
Forestillingen om Jægerkorpset som et rosenrødt broderskab er efter min mening også en myte. Selvfølgelig er alle jægersoldater ikke perlevenner. Men alle har en grundlæggende forståelse for vigtigheden af den rendyrkede og kompromisløse professionalisme, i det øjeblik man træder ind i teamrummet eller sætter sig ind i helikopteren og drager på mission. Sagt på en anden måde: den indre uniform var ligeså vigtig som den ydre.

Link
IMG_5989

En kompetent dværg

, 0

En kompetent dværg

En kompetent dværg. Således plejer jeg at svare, når spørgsmålet falder på, hvordan danske specialstyrkers omdømme er blandt vores allierede. Dværgmetaforen er ganske rammende. Når det kommer til Jægerkorpsets og Frømandskorpsets pondus i den globale specialstyrkefamilie, kan korpsene ikke andet end betegnes som små. Meget små. Tæt på irrelevante. Men dog kompetente!
 
Med slet skjult selvtilfredshed har politikere, højtstående officerer og andet godtfolk ofte for vane at varedeklarere vores specialstyrker med svedige superlativer. At vi er beundret verden over – at vi bidrager med det ypperste indenfor specialstyrker. At vi er verdens bedste. Ikke et øje tørt. Jeg tillader mig at være mere forbeholden.   
   
Lad mig først og fremmest slå fast: Danmark kan absolut være tilfredse med den enkelte jægersoldats og frømands faglige niveau. De er fremragende soldater. Så hvorfor vælger jeg blot betegne operatørerne i de to korps som ”kompetente” og ikke for eksempel ”sublime” eller ”verdens bedste”?
 
Det gør jeg af følgende simple grund: De er ikke sublime, og vi har ikke verdens bedste specialstyrker. For at kunne blive løftet op i den absolutte verdensklasse af specialstyrker mangler der efter min mening grundlæggende to ting.
  
For det første ressourcer. Et godt eksempel er træningsfaciliteter. Da jeg op igennem 00’erne gjorde tjeneste i Jægerkorpset, blev der ivrigt snakket om at bygge et skydehus på korpsets matrikel, hvor jægerne kunne træne såkaldt rumkamp med skarp ammunition (med henblik på gidselbefrielsesaktioner eller indtrængning på og rensning af fjendtlige bygninger). Det blev ved snakken. Fire forkølede træpinde på en græsplæne markerede fantasifostret, der røg i glemmebogen. Alle seriøse specialstyrker i NATO har i årtier haft eget skydehus. Danmark glimrer med sit fravær heraf og står gang på gang med hatten i hånden hos vore allierede for at låne deres skydehuse.  
 
For det andet – og allervigtigst: Danske specialstyrker mangler p.t. operativ erfaring og har gjort det i nogle år. En soldat kan træne, træne og træne – og det skal han – men det er nu engang på slagmarken, han for alvor formes, støbes og hærdes. Som operativ jægersoldat i 00’erne var mit team og jeg udsendt på skarpe missioner minimum en gang om året. Oftest flere gange. En operativ kultur gennemsyrede de enkelte teams, samtidig med den fælles forståelse om missionernes vitale betydning blomstrede og styrkede enhedens korpsånd.
 
Det er op til forsvaret og først og fremmest politikerne, om de ønsker at bringe danske specialstyrker op i sværvægtsklassen i selskab med deres amerikanske og britiske brødre. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske. Holdningen er sikkert noget i stil med, at det er ”godt nok”.
 
Nyd søndagen. Med venlig hilsen – en tidligere kompetent dværg.

Link
IMG_5824

Quds-enheden – Irans forlængede og hemmelige arm

, 0

Quds-enheden – Irans forlængede og hemmelige arm

Selv de mest nyhedsresistente danskere har formentlig hørt om lederen af den iranske Quds-enhed, General Qassem Soleimani, der blev dræbt af et missil fra en amerikansk drone i Baghdad den 3. januar. Der har herefter været sagt og skrevet nok om generalen, der ganske ufrivilligt blev antændt af den hellige ild, så lad mig i stedet kaste lidt lys over Quds-enheden, han stod i spidsen for.

Det iranske militær er sammenlignet med andre lande i regionen ganske stærkt men ikke stærkt nok til at kunne dominere konventionelle krige. Slet ikke når det gælder deres hovedfjende, USA – ”Den store Satan”. Derfor har iranernes strategi været at føre proxy-krige – krige hvor de i hemmelighed finansierer, udstyrer, træner og leder militser, der i andre lande fører guerilla-krige og terrorvirksomhed på vegne af Iran. Til det formål har de i årtier anvendt Quds-enheden.

I Iran er Quds-enheden kendt som Al-Quds, hvilket på arabisk betyder Jerusalem, og fint underbygger enhedens erklærede mål: At befri Jerusalem fra jøderne og give byen tilbage til araberne. Quds-enheden har tætte bånd til Hizbollah, Hamas, Islamic Jihad og andre terrororganisationer, ligesom den i Irakkrigen fra omkring 2004 bidrog med finansiering og træning af shiamilitser, som kæmpede mod den amerikanskledede koalition, deriblandt Danmark.

Det er fair at sige, at Quds-enheden bærer det direkte ansvar for tabet af en håndfuld udsendte danske soldater i Basra-regionen, hvor iranernes specialitet var avancerede, retningsbestemte vejsidebomber. Selv har jeg oplevet djævelskabet på tætteste hold. Især de cylindriske EFP-sprængladninger (explosively formed projectile), der gennemtrængte kampvogne og pansrede køretøjer som knive i smør, frygtede mine kammerater og jeg, hver gang vi forlod basen.

Quds-enheden er organiseret i underafdelinger, der respektive har fokus på efterretningsindhentning, finansiering, politik, sabotage og specialoperationer. Underafdelingerne er blandt andet engageret i vestlige lande (primært Europa og USA) samt Irak, Afghanistan, Pakistan, Indien, Israel, Libanon, Tyrkiet, Nordafrika og den arabiske halvø.

Ingen ved med sikkerhed, hvor stor Quds-enheden er. Estimater varierer mellem alt fra nogle tusinde til 50.000 personer. Enhedens budget er også hemmeligt og styret direkte af Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, som nu har overdraget ansvaret for Quds-enheden til general Esmail Qaani, efter Soleimani sluttede sig til sine himmelske skabere.   

Kommer det til at ændre noget for Quds-enhedens strategi? I det lange løb sikkert ikke. Men den nye general gør nok klogt i at plædere for et fornuftigt risikotillæg, når han skal forhandle løn med Ayatollahen.

Link
EB_AL_QUDS

Den Ensomme Ulv

, 0

Den ensomme ulv – terrorens discount

Iført et falsk selvmordsbælte og bevæbnet med en kniv knivdræbte den 28-årige Usman Khan forleden to uskyldige civile i London. Et par vidner til terrorangrebet reagerede heroisk ved at tackle og overmande Khan, der øjeblikke senere blev skudt og dræbt af politiet. Terroristen var dømt for terrorrelaterede forbrydelser og blev prøveløsladt i 2018, hvilket burde give anledning til grå hår i såvel britiske som andre landes efterretnings- og sikkerhedstjenester.

For hvis en person, som allerede er dømt for terror – og således må antages at være under kontrol af myndighederne – kan slippe afsted med at begå yderligere terror, hvordan kan vi så stole på, at efterretningstjenesterne har styr på potentielle terrorister, der endnu ikke ar dukket op på radaren?

Terrorister som Usman Khan er det, eksperter betegner som en ”ensom ulv”. Det vil sige en person, der planlægger og udfører et terrorangreb på egen hånd uden medsammensvorne og heller ikke kommunikerer med ligesindede i forbindelse med angrebet.

Terrorangreb begået af ”ensomme ulve” kræver ikke den store planlægning eller erfaring. De er terrorens discountudgave. Det eneste, det kræver – som i tilfældet med Usman Khan – er et par store knive, gaffa tape (den ene kniv var angiveligt tapet fast på hånden) og viljen til at slå ihjel samt potentielt dø for sin overbevisning.

”Ensomme ulve” er et mareridt for efterretnings- og sikkerhedstjenesterne, fordi de næsten er umulige at opspore. Terrorangrebet i London var simpelt og lavteknologisk, og Usman Khan efterlod sandsynligvis ingen digitale spor på Internettet eller mobiltelefonen, som kunne have aktiveret de røde lamper hos efterretningstjenesterne.

Sammenholdt med de beskedne ressourcer den ”ensomme ulvs” terrorangreb kræver, er det yderst effektivt. Det har global rækkevidde i medierne, og for terroristerne bliver det allervigtigste succeskriterie opfyldt: Frygt. Denne form for terror er ikke designet til at bringe en nation i knæ. Målet er psykologisk funderet. Det er – bogstavelig talt – at terrorisere befolkningen.  

Siden jeg blev født, har jeg hørt om terror – og har i en årrække som soldat været med til at bekæmpe den. Desværre kommer jeg også til at høre om terror, indtil jeg dør, men bliver forhåbentlig ikke vidne til den. Således opløftet ønskes I en god søndag i advent.

Link
Discount_terrorist

Alfahannen er blevet silverback

, 0

Alfahannen er blevet silverback
 
Aldrig har jeg set så mange mørke jakkesæt samlet under ét tag, som da jeg forleden holdt foredrag for et par hundrede topdirektører fra det danske erhvervsliv. Før jeg gik på scenen, fik jeg muligheden for at hilse på nogle af virksomhedsbosserne. Det skortede ikke på faste håndtryk, testosteron (hvor var østrogenen iøvrigt?) og kompetitive attituder. Der var ”high performance” for alle pengene. Ingen skulle være i tvivl om, at de gik forrest og var committed.
 
Og selvfølgelig skal man være comitted og gå forrest som chef og leder. Problemet opstår efter min mening, når chefen udvikler sig til en alfahan, for hvem egen smertetærskel, personlig ydeevne og snik-snak om løsrivelse fra komfortzoner danner grundlaget for ledelses- og virksomhedskulturen. Den hårdkogte macho-chef er en klods om benet på den moderne ”high-performance”-organisation.
 
I stedet bør den effektive leders fornemmeste opgave være at sammensætte de rigtige teams i organisationen. Herved opnås der en ”high performance”-kultur, hvor det enkelte team leverer varen, gør det kontinuerligt og begår færre og færre fejl, hvilket er den kondenserede definition på ”high performance”. Pointen er grundlæggende, at et team altid vil levere højere kvalitet end individualisterne.
 
Grunden hertil er fænomenet kollektiv intelligens. Studier viser, at teammedlemmer med meget høj eller lav personlig intelligens ikke har ret stor påvirkning på et teams kollektive intelligens eller dets evne til at løse opgaver. Synergien i teams vil altid overtrumfe individet.  
 
Og personlige egenskaber som attitude, vilje, kompetencer og motivation er i højeste kurs, når et team skal sammensættes. En noget overset egenskab er efter min mening empati. Har du ikke empati og er i stand til at indgå som en smidig og naturlig del af et team, når du aldrig ”high performance”. Med andre ord: Ingen samarbejdsevne og empati – ingen ”high performance”.
 
Og her er vi tilbage ved virksomhedsbosserne. Nogle af dem struttede af alfahan-attituden og ikke ligefrem af empati. Måske bør machostilen genovervejes. For moderne virksomheder, der forstår vigtigheden af ”high performance”-teams, vil altid komme først til markedet og levere bedre kvalitet.

Link
ALFAHANNEN

Kinesiske specialstyrker på fremmarch

, 0

Kinesiske specialstyrker på fremmarch

Kinas militær er i en rivende udvikling. Landets imponerende stående styrke på 2.6 millioner soldater (amerikanernes er på 1.3 millioner) bliver moderniseret, trænet og tunet med henblik på at kunne matche Vestens militær. Det gælder ikke mindst kinesernes specialstyrker. Siden kampen mod terror begyndte i 2001 anført af amerikanerne, har Vestens specialstyrker vist sig som et endog meget effektivt værktøj på slagmarken, hvilket ikke er gået kinesernes næser ram forbi.

De første egentlige kinesiske specialstyrker blev grundlagt i 1990’erne, og op igennem 00’erne fik alle værn – hæren, flåden og flyvevåbnet – deres egne specialstyrker. Med de amerikanske Navy SEAL-enheder som forbillede grundlagde den kinesiske flåde i 2002 specialstyrken ”Jiaolong” (”Vanddragerne”), og flyvevåbnet fulgte efter med ”Leishen” (”Tordenguderne”), en specialstyrke med faldskærmsindsættelse som kernekompetence. Så Folkerepublikkens specialstyrker er i en rivende udvikling.

Kineserne står dog fortsat overfor en grundlæggende udfordring, når det gælder om at udnytte deres militær og herunder specialstyrker effektivt. At transportere de mange soldater rundt i Kina med tungt udstyr og materiel er et logistisk kæmpeprojekt, der fortrinsvis baseres på landets jernbanenetværk.

Såfremt kineserne vil udsende større landstyrker udenfor landets grænser, bliver den logistiske udfordring endnu større. Billedet står i skærende kontrast til amerikanerne, hvis militær i årtier har haft en global rækkevidde.

Men også på dette område rykker kineserne. Deres nyudviklede tunge transportfly, Xi’an Y-20, er sat i masseproduktion og har først og fremmest gavnet specialstyrkerne, der nu kan indsættes som en strategisk kapacitet i stil med amerikanernes specialstyrker.

Duer kinesernes specialstyrker så til noget? Jeg har ingen anelse. Videoer af deres træning, procedurer og udstyr florerer på Internettet, men de emmer af indstuderet koreografi og distance-blænderi. Når det er sagt, har jeg absolut ingen grund til at betvivle kinesernes evne og vilje til at producere specialstyrkemandskab af høj kvalitet. Når Folkerepublikken sætter sig noget for, har den det med at indfri målsætningen.

Men deres specialstyrker har vel ikke nævneværdig krigserfaring, kan man indvende. Jo, de har faktisk nogen. I 2015 blev ”Vanddragerne” indsat i Yemen for at evakuere kinesiske statsborgere fra borgerkrigen, og i 2017 befriede samme enhed et kapret kinesisk fragtskib i Adenbugten.

Men i hvilken grad kinesernes specialstyrker kan sidestilles med sine vestlige søsterenheder, vil kun en egentlig indbyrdes test på slagmarken vise. Lad os ikke håbe, at det scenarie bliver en realitet.  

Link
Kineserne kommer

Load More