Jægersoldaten, Michael Plessner, er tilbage. I seriens fjerde bind, Djævlens Døtre, er han tilbage i København, hvor han hyres som livvagt af en ukrainsk forretningskvinde ved navn Yulia. Hvad der burde være et rutinejob, udvikler sig i en uventet dramatisk retning, og Plessner og Yulia kommer i nærkontakt med den københavnske underverden. Da han får kendskab til Yulias grumme fortid, bliver jobbet et personligt anliggende for Plessner. Han kan ikke lukke øjnene for de uhyrligheder, han får kendskab til, og snart jages han og Yulia af en østeuropæisk bande, der bortfører og sælger purunge piger.

Uddrag af Djævlens Døtre.

Hvidovre
 
Endnu en bygning, der virkede tilforladelig. Endnu en bygning, som ingen ville mistænke for at huse kriminel virksomhed. Hvilket selvføl­gelig var pointen. Meget forekommer på ydersiden tilforladeligt i den kriminelle underverden, hvor det handler om ikke at vække mistanke og tiltrække opmærksomhed. Ren logik, tænkte Plessner og parkere­de på villavejen et halvt hundrede meter fra parcelhuset.
   Men der var intet tilforladeligt ved de mennesker, som befandt sig i huset, vidste han. De var som parasitter, der sugede livet ud af deres artsfæller. Menneskeligt bundfald.
   Plessner orienterede sig. Vejen henlå ganske rolig uden hverken trafik eller mennesker. Parcelhuset forekom fredsommeligt og vel­holdt. Ingen prangende biler i indkørslen, blot en præsentabel ja­pansk sedan. Græsset i forhaven var blevet slået, og hækken, der om­ gav matriklen, var nyligt blevet trimmet. Pænt. Nydeligt. Ingen store armbevægelser. Helt normalt småborgerskab i hjertet af Hvidovre. Eneste indikator på, at husets beboere ikke var helt sædvanlige, var vinduerne, som alle havde gardinerne trukket for.
   Fornemmelsen af harmløst småborgerskab bekymrede Plessner. Kriminelle, der blærede sig med bling­bling og kørte i dyre biler, kun­ne absolut være farlige, men de var til gengæld ofte forudsigelige. Kri­minelle, der foregav at være vanlige småborgere og ønskede at operere under radaren, var derimod ofte mere konsekvente og professionelle.
   Og dermed de farligste.
 
“Denne gang går jeg med ind, Yulia. Og det står ikke til diskussion. Insisterer du, må vores samarbejde ophøre nu og her. Beklager, men jeg kan ikke tillade, at du går ind i det hus alene.”
   Plessner kiggede på Yulia i bakspejlet. Hendes ansigt var udtryks­løst og viste ingen tegn på nervøsitet. Enten fordi hun ikke vidste, at albanerne i huset var farlige, eller fordi hun ganske enkelt ikke var nervøs ved tanken om at møde dem. Plessner hældte til det sidste. Måske hun simpelthen var vant til at omgås den slags mennesker.
   “Okay,” sagde hun og gengældte Plessners blik med en snert af mistro i øjnene. “Så du ved godt, at det ikke er guds bedste børn, der holder til derinde?”
   “Jeg har mine kilder, ja,” sagde han. “Hvad du vil med de men­nesker, er ikke min sag, men jeg håber, at du ved, hvad du har med at gøre.”
   “Tro mig, Pless – det ved jeg,” sagde hun så. “Kom, lad os gå der­ind.”
   Plessner steg ud og åbnede døren for Yulia, og sammen gik de op til husets hoveddør ad en smal flisebelagt sti. I vinduet ved siden af døren blev et gardin trukket en anelse til side, og et ansigt dukkede op i sprækken. Manden havde et nærmest hvidt stenansigt og så ud, som om han ikke havde set dagslys i årtier. Plessner ringede på dørklok­ken, men den afgav ingen lyd. Efter 10 sekunder trykkede han igen på knappen. Huset forblev tavst.
   Pludselig knitrede det i en lille højttaler under tagets udhæng.
   “What?” lød en stemme derfra.
   “Jeg skal tale med Ylli,” sagde Yulia.
   “Her bor ingen ved det navn. Forsvind.”
   Stemmen havde en tyk østeuropæisk accent.
   “Jeg har fået oplyst, at han venter mig,” fortsatte Yulia.
   “Af hvem?”
   “Af Zoltan.”
   Stilhed.
   Plessner vidste ikke, om det var betryggende eller det modsatte, at Yulia slyngede om sig med fornavne på medlemmer af en af klodens mest brutale mafiaorganisationer.
   “Vent,” lød stemmen i højttaleren.
   Stilhed.
   Et halvt minut senere vendte stemmen tilbage:
   “Hvem er manden ved din side?”
   “En ven,” svarede Yulia.
   Klogt træk, tænkte Plessner. En livvagt ville albanerne opfatte som en trussel.
   Stemmen i højttaleren var tavs, men kort efter blev der rodet ved dørens låse, inden den åbnedes på klem. Manden med stenansigtet dukkede op i sprækken og kiggede mistænkeligt først på Plessner, der­næst på Yulia, så på Plessner igen og til sidst ud på gaden. Herefter viftede manden dem ind og lukkede hurtigt døren igen.
   I entréen stod yderligere to mænd, begge med let spredte ben og en hånd bag ryggen. Pistoler, gættede Plessner. Mændene var iført mørke T­-shirts og camouflagebukser og så ud til at være i god fysisk form. Stenansigtet beordrede Yulia og Plessner til at løfte armene, hvorpå han visiterede dem ligeså metodisk, som Yulias egen livvagt havde gjort på hotellet. Med ivrige fingre brugte han unødvendigt lang tid på at visitere Yulias ben samt bag­ og frontparti. Udover man­gel på dagslys var der tilsyneladende også mangel på østrogen i huset, antog Plessner.
Stenansigtet bemærkede Plessners batong, lygte og plasticstrips i bæltet og holdt det op foran ham.
    “Friend, huh?” snerrede han med en ånde, der rev Plessner i næ­sen. 
   Fyren smed genstandene på gulvet.
   Plessner trak på skuldrene og tænkte på støvlekniven, som stenan­sigtet ikke havde opdaget.
   “Denne vej,” mumlede fyren så og førte Yulia og Plessner ned ad en trappe.
 
Der hang en dunst af dårlig hygiejne i det mørke kælderlokale. Op ad den ene væg stod et livløst akvarium, og langs den modsatte væg hang en ramponeret sofa på tre ben. Et sofabord var dækket af kulørte magasiner, hvis forsider var prydet af tatoverede kvinder med svulstige bryster. De tre albanere, som havde taget imod i entreen, stillede sig af­ventende inden for døren, de to af dem stadig med en hånd bag ryggen.
   For enden af lokalet stod et skrivebord med to træstole foran.
   Bag skrivebordet sad der en mand.
   Han var kolossal.
   Det så ud, som om han befandt sig i et dukkehus. Selv om kæm­pen sad ned, var han højere end de fleste – og tykkere. Et enormt fedtlag udspilede hans gigantiske sorte T-­shirt. Plessner havde svært ved at forestille sig, at manden ville kunne nå computeren på bordet henover sin kæmpe vom. Armene var simpelthen ikke lange nok. Mandens glatte hoved var på størrelse med en bowlingkugle og så ud, som om det var ved at eksplodere. To små pastillignende prikker, der faktisk lignede hullerne i en bowlingkugle, sad dybt inde i øjenhuler­ne. En hvalros måtte være polstret med et tilsvarende spæklag, tænkte Plessner. Billedet af en hvalros blev forstærket af mandens idiotiske skæg. Et af dem magen til Hulk Hogans, den amerikanske fribryder. Og som Hogan havde klovnen her også iført sig en sort bandana, der – sikkert for at tilføre stylingen lidt finesse – var prydet med små dødningehoveder. En net lille sag, tænkte Plessner og håbede ikke, at han selv ville ende nederst i en brydekamp med Hvalrossen.
   Yulia og Plessner stillede sig midt på gulvet. Plessners hår strejfe­de loftet, og han havde svært ved at forestille sig, hvordan Hvalrossen kunne stå oprejst hernede.
   Yulia trådte hen foran skrivebordet.
   Hun talte med lav stemmeføring, og Plessner havde vanskeligt ved at høre, hvad hun sagde. Manden nikkede mod den ene stol, hvorpå Yulia satte sig og lagde et papir på bordet foran ham.
   Efter nogen tøven møvede Hvalrossen sig ind over bordet, tog pa­piret og lænede sig tilbage igen, mens en knagende kakofoni fra den hårdtprøvede stol under ham fyldte rummet. Manden holdt papiret op foran ansigtet, og efter et halvt minuts tid lagde han det på bordet. Så foldede han hænderne på maven og lod sine små prikker af øjne hvile på Yulia.
   Plessner bemærkede hænderne. De var på størrelse med super­markedskyllinger. Fingre som medisterpølser. Knoer som valnødder.
   Yulia brød tavsheden.
   “Det er mit tilbud. Jeg kan skaffe varerne til dig og dine chefer inden for to uger,” hørte Plessner hende sige. “Det vil give dig re­spekt, at du kan levere så hurtigt. Normalt vil det være dyrere og tage måneder at skaffe. Mit modkrav står på papiret.”
   Hvalrossen forblev tavs, men fremtvang et smil, hvilket så ud til at være en decideret fysisk anstrengelse for ham. Endnu engang knage­de stolen faretruende, da han lænede sig frem og med to fingre be­gyndte at taste på tastaturet. Indimellem lød der små utilfredse grynt fra ham. Plessner gættede på, at fyrens fingre ramte flere taster på én gang.
   Ud af øjenkrogen registrerede Plessner, at de tre albanere nikkede til hinanden, hvorpå de førte hænderne ned bag ryggen – formentlig for at sætte pistolerne tilbage i bukselinningen. Hvilket var et godt tegn. Albanerne lænede sig nu op ad væggen med korslagte arme.
   Hvalrossen arbejdede videre på tastaturet, men efter en kort stund rystede han på hovedet og trak på skuldrene.
   “Jeg kan ikke hjælpe dig,” sagde han.
   “Det mener jeg nu nok, at du kan. Og det har jeg hørt, at du kan,” sagde Yulia.
   Hvalrossen rystede på hovedet og sagde:
   “Så har du hørt forkert.”
   “Hør hér,” sagde Yulia insisterende. “Jeg kan lægge 20 procent til i volumen – til samme pris og med leveringshorisont.”
   “Det ændrer ikke ved noget. Som sagt kan jeg ikke hjælpe,” kom det fra kæmpen.
   “Du kan ikke eller vil ikke?” udbrød Yulia.
   Hvalrossen kiggede på hende med sammenknebne øjne, der svandt ind til to horisontale sprækker i ansigtet.
   Plessner mærkede med det samme stemningen blive køligere. En af albanerne førte igen hånden om bag ryggen. Var Yulia ved at åbne Pandoras æske? Tre bevæbnede mafiagangstere samt et fedtbjerg, der fik en sumobryder til at ligne en ballerina, i en mørk kælder – ikke det perfekte udgangspunkt for en konfrontation.
   “Du og din ven må hellere forlade huset. Mens I kan,” lød det bag skrivebordet.
   Plessner overvejede sine muligheder. I værste fald ville albanerne trække pistolerne for at nakkeskyde Yulia og ham på stedet. Skulle han nå at nedkæmpe dem alle tre, før de trykkede på aftrækkeren, var han tvunget til at handle hurtigt. Meget hurtigt. Den nærmeste albaner var inden for rækkevidde og kunne dermed hurtigt stryges fra ligningen. Resten afhang af, hvor hurtigt de to andre kunne få pistolerne op til skudafgivelse. Mellem to og tre sekunder, gættede Plessner. Hvilket burde være nok.
   Den midterste af albanerne havde et fremstående adamsæble og spinkel hals. Plessner valgte det som mentalt fokuspunkt og visualise­rede, hvordan han ville sætte albuen ind dér og fortsætte bevægelsen videre til den tredje albaners pistolarm, som skulle brækkes, inden fyren nåede at afgive et skud.
   Det var værre med Hvalrossen. Hans låste position bag skrivebor­det var til Plessners fordel. Medmindre fyren havde en pistol i skuffen under bordet, hvilket var sandsynligt. Til gengæld bevægede Hvalros­sen sig med samme adræthed som en entreprenørmaskine, så med lidt held var der tid nok.
   Men helvede var befolket med tåber, som havde sat deres lid til heldet, og Plessner havde i sinde at forlade dette hus med Yulia i live. Planen skulle gennemføres, uden at held spillede nogen rolle.
   “Jeg vil bede dig om at genoverveje mit tilbud,” vedblev Yulia.
   Hvalrossen lavede en bevægelse med den ene hånd som tegn til, at de skulle forlade lokalet, og nikkede derpå til sine tre vagthunde.
   “I hørte, hvad manden sagde,” lød det arrigt fra Stenansigtet, der trådte frem bag Plessner. Med hånden bag ryggen.
   “Yulia,” sagde Plessner med dæmpet stemme. “Det er tid.”
   Yulia tøvede et par sekunder, inden hun vendte sig og gik op ad trappen med Plessner bag sig. I entréen lagde han frakken over hendes skulder, og Stenansigtet åbnede døren for dem, hvorpå de forlod huset.
 
Yulia stirrede tavst ud ad vinduet, da Plessner langsomt kørte ned ad vejen. Hun så bleg og sammenbidt ud, tænkte han. Forpint. Da han drejede om hjørnet, tog hun et par store solbriller på og kørte lidt efter en finger ind under hvert øje. Yulia var hverken teatralsk anlagt eller blændet af solen, så godt kendte Plessner hende trods alt efter de få timer, de havde tilbragt sammen.
   Noget var galt.
   Han holdt ind til siden.
   Fra en lille medic­-taske i handskerummet fremdrog Plessner en rulle elastisk kompressionsbind, rev et stykke af og vendte sig mod Yulia.
   “Ikke hvad en gentleman burde tilbyde en kvinde, men i mangel af bedre,” smilede han og rakte hende kompressionsbindet.
   “Tak.”
   “Selv tak.”
   Plessner lod for en stund Yulia og hendes tanker være i fred. Efter et par minutter spurgte han så:
   “Hvad end det var, du kom efter i det hus, ville du rigtig gerne have fat på det, ikke?”
   “Jo, og den venlige herre med vægtproblemerne havde forment­lig, hvad jeg skulle bruge. Alt sammen lå på hans computer. Hans organisation har styr på den slags.”
   Plessner tog en dyb indånding og spurgte:
   “Hvilke slags?”
   Yulia snøftede og tørrede næsen i bindet.
   “Det kan jeg ikke fortælle dig, Pless. Det er et privatanliggende. Og et forretningsanliggende faktisk.”
   “Helt forståeligt. Jeg beklager, jeg spurgte. Det kommer selvfølge­lig ikke mig ved.”
   Plessner var gået over stregen, indså han. At spørge ind til klien­tens ærinder var upassende. Amatøragtigt.
   “Det er okay,” sagde Yulia. “Jeg skulle aldrig have ladet dig gå med mig ind i huset.”
   “Selvfølgelig skulle du det. Din sikkerhed er mit ansvar. Og jeg har prøvet det, der er værre.”
   Plessner tav, stirrede frem for sig og trommede med fingrene på rattet.
   “Computeren, siger du?” spurgte han stilfærdigt.
   “Ja, hvorfor?”
   “Du vil altså rigtig gerne have adgang til den?”
   “Det vil hjælpe mig meget, ja.”
   “Vil du betegne albanerne som dine forretningspartnere?”
   “Nej, absolut ikke. De er besiddelse af oplysninger, som er meget værdifulde for mig. Men hvis du spørger mig, om jeg er involveret i deres aktiviteter, er svaret nej. Jeg kunne aldrig drømme om at ind­ lade mig med afskum som dem.”
   Plessner betragtede Yulia i bakspejlet. Hun lignede ikke en, der løj – hun så for træt og trist ud til at lyve. Han overvejede sine mulig­heder i nogle sekunder.
   Fordele. Ulemper. Trusler. Til- og afgangsveje. Flugtveje. Nødplaner.
   “Og du er klar over, at hvis jeg skaffer den computer, overskrider vi et punkt, hvorfra vi ikke kan vende tilbage?”
   “Det er jeg klar over. Det ville ændre situationen grundlæggende. Men det kan vi jo tilsyneladende godt glemme alt om. Du hørte selv kæmpen nede i kælderen.”
   Plessner kastede en tanke på Hvalrossen og hans tre vagthunde.
   Menneskeligt bundfald.
   Til helvede med det, tænkte han og satte bilen i gear, foretog en U-­vending og kørte tilbage ad vejen og parkerede 50 meter fra alba­nerreden.
   “Hvad laver du?” spurgte hun med lige dele nysgerrighed og over­raskelse i stemmen.
   Plessner vendte sig mod Yulia.
   “Har du kørekort?” spurgte han.
   “Om jeg har kørekort? Hvorfor i alverden – ?”
   “Har du kørekort, Yulia?”
   “Ja.”
   “Godt. Når jeg har forladt bilen, så sæt dig bag rattet her og kig på uret på instrumenterne. Er jeg ikke tilbage fra huset indenfor fem minutter, så kør herfra. Jeg lader motoren køre. Kør mod København centrum og hold ind på nærmeste tankstation og stil bilen på en par­keringsplads. Gå ind til personalet og få dem til at bestille en taxa og kør derefter til dit hotel og forlad landet omgående. Og glem alt om mig.”
   “Men hvad har du tænkt dig at gøre”?
   “Sæt dig bag rattet og vær venlig at gøre, hvad jeg siger.”
   Plessner steg ud af bilen og gik om og åbnede bagsmækken.
   Han kunne mærke hendes øjne i nakken, da han gik ned ad for­tovet mod huset.
   I den ene hånd havde han et baseballbat.