”Her smiler ingen. Her ler kun djævlen. Og Djævlen, det er mig.”
(ukendt)
Vedbæk
Klokken 17.58 parkerede han Suzuki’en uden for advokatens hus. Villaernes tætte hække og solide mure dannede et beskyttende bolværk ud mod vejen, der ud over Plessners bil var tom. Samtlige villaer i rigmandskvarteret havde åbenbart garager. Kish og Ruth var endnu ikke ankommet, men det kunne ikke vare længe, før Transporter’en holdt klar i position et eller andet sted på vejen.
Plessner gik hen til smedejernsporten i den hvidkalkede mur, der omgav matriklen, og ringede på klokken i panelet.
“Ja?” knitrede en stemme i højttaleren kort efter.
“Tonny Ravn, jeg skal stå for sikkerheden i aften,” svarede Plessner.
Låsen summede, og porten gled langsomt op, hvorpå han trådte indenfor og gik op ad den oplyste indkørsel. Vinden og regnen ruskede så kraftigt, at han ikke kunne høre sine egne fodtrin i perlestenene. Han skuttede sig ved tanken om alle de gange, han på denne årstid under ugelange øvelser var blevet gennemblødt og iskold. Fugten, vinden og mørket gjorde Danmark til ét af de mest slidsomme steder at være soldat. Så hellere 50 graders varme i Afghanistan, Irak eller Somalia. Men trods det modbydelige vejrlig i de våde nordjyske plantager og skove havde han følt sig i kontrol. At begå sig til fester med tilhængere af Det Tredje Rige hos en rigmandsadvokat i Nordsjælland havde ikke just været uddannelsespensum i Jægerkorpset. Her var han ikke i kontrol.
Som en anden lejesoldat begav han sig nu ind på ukendt territorium mod en ukendt fjende, der tænkte og handlede anderledes, end han var vant til. Spillereglerne var ubekendte. Ubekendte faktorer betød uforudsigelighed. Uforudsigelighed var ensbetydende med fare. Soldatens spilleregler var derimod enkle og uden det forstyrrende lag af menneskelig fernis, som tilfældet var her i den civile verden. En verden Plessner aldrig rigtig havde forstået og følt sig hjemme i.
Et kort øjeblik tænkte Plessner på sin tidligere verden, og billeder af hans brødre i korpset passerede for hans indre blik. Såvel de levende som de døde. Han savnede hver eneste af dem. Mest de døde.
Plessner nærmede sig huset. På begge sider af indkørslen stod egetræer, som for længst havde smidt bladene og nu lignede gamle, livstrætte konstruktioner, der imødeså lys og varmere vinde nøjagtig som de fleste andre skabninger.
Efter et minuts tid dukkede huset op foran ham. Det var snarere et palæ end et hus. Bygningen måtte have huset generationer af rige mennesker, gættede han. Den tre etager høje, hvidkalkede bygning med længer, der omsluttede gårdspladsen, havde sprossede vinduer med skodder, og selv på denne mørke aften skinnede tagstenene.
Plessner gik op ad trappen til hoveddøren og ringede på. I næsten samme øjeblik blev døren åbnet, og en lille hånd viftede ham inden for, mens en stemme kommanderede:
“Kom, kom nu indenfor – det er jo ikke til at holde det skrækkelige vejr ud.”
Knap var Plessner trådt indenfor, før døren blev smækket i bag ham. Manden rakte hånden frem, og Plessner gengældte håndtrykket, der føltes som en rå kyllingefilet.
Foran ham stod en lille mand med et fjollet udseende. Advokaten. Han mindede Plessner om en karakter fra en Tintin-tegneserie, han havde læst som barn. Han kunne ikke huske hvem. Advokaten nåede Plessner til brystkassen, var svært overvægtig med et rundt, skaldet hoved og en krum næse, hvorunder der sad et kraftigt sort overskæg, som helt sikkert var farvet. Hans ansigt var unaturligt brunt. Det så ud til at være tværet ind i selvbrunercreme i en grad, der fik Donald Trump til at ligne Pjerrot. Han var iført et absurd outfit, som bestod af en kort ærmet skjorte med en form for camouflagemønster i røde og orange farver, hvide stramtsiddende bukser og hvide sko med guldspænder. Ingen sokker. Han så usund ud. Plessner skød ham til at være mellem halvtreds og tres år gammel, og manden ville ganske sikkert ikke blive halvfjerds, medmindre han omlagde sin kost og begyndte at motionere, tænkte Plessner.
“Lad mig vise dig rundt. Stueetagen her vil ikke blive anvendt. Kun kælderetagen og udvalgte soveværelser på førstesalen,” prustede advokaten entusiastisk.
Han satte en let albue ind i siden på Plessner og blinkede.
“Vi plejer at have det ret festligt, forstår du.”
“Jeg forstår,” svarede Plessner med kølig professionalisme og tænkte på, hvad Kish og Ruth havde fortalt ham om den lille runde mand, der sniffede kokain på de kvindelige festdeltageres bagdele.
“Kun kælderen og enkelte soveværelser,” gentog Plessner.
Med vævre skridt førte advokaten ham ned ad en bred trappe mod kælderetagen.
“Og ingen andre end du og dine gæster vil være til stede i aften?” spurgte Plessner på vej ned.
“Nej, cateringfirmaet har allerede været her. De har stillet buffeten op nede i kælderen, hvor det hele kommer til at foregå. I kvistværelset bor en ung studerende, men han er ikke hjemme i aften. Og kælderindianerne er også ude af huset i aften.”
“Kælderindianerne? Jeg er ikke med,” sagde Plessner.
“Ja, undskyld,” klukkede advokaten. “Det er jo nok et lidt indspist udtryk på disse kanter. Mine tre filippinske au pair-piger. De er så mænd søde nok, men de ville blive skræmt fra vid og sans i aften, er jeg bange for.”
“Aha – er der noget særligt, jeg skal vide om dine gæster?” spurgte Plessner og lod, som om han ingen anelse havde om, hvem festens deltagere var.
“Vi bliver cirka halvtreds. De er alle bare nogle gode venner i den lidt yngre ende – en flok herlige, men lidt skøre unger. Du ved, de har en forkærlighed for det ældre Tyskland og den orden, der herskede i de gode gamle dage. Man kan vel nærmest kalde det en historisk længsel. Lidt ligesom jøderne længes efter Palæstina, men med modsat fortegn, om man så må sige.”
Han fnisede som en skoledreng, der har sagt en fræk vittighed, men så rømmede han sig og anlagde en faderlig mine.
“Det er meget rørende og lidt naivt, men de er nogle fantastiske unge mennesker, fyldt med liv og energi. Mange af dem har haft en svær start på livet, så jeg prøver at muntre dem lidt op med de her temafester. Vise dem, at de betyder noget. At der er nogen, der holder af dem, for det de er.”
Hans stemme blev grødet, og Plessner indså forbløffet, at manden rent faktisk blev bevæget over sin egen indbildte rummelighed.
De nåede til foden af trappen og fortsatte videre ind i kælderlokalet.
Det var enormt. I hvert fald på størrelse med et par tennisbaner, og tættest på indgangen fyldte en swimmingpool halvdelen af arealet. Den resterende halvdel var fyldt op med en buffetanretning, et billardbord, to bordfodboldspil, to dartbaner og i modsatte ende adskillige båse med hvide lædersofaer samt en hjemmebar i glas og aluminium med et alkoholudvalg, der ville gøre selv de mest velassorterede beværtninger til skamme. Over baren hang et enormt rødt flag med et hagekors i midten.
Festtemaet blev videreført på en fladskærm på væggen ved siden af baren, der dokumenterede Det Tredje Riges storhedstid i form af en sorthvid film, hvor Hitler foran en heilende menneskemængde afholdt en tale. Som et yderligere bidrag til stemningen var der midt på den ene langside af lokalet opstillet et alterlignende arrangement, hvor to meterhøje stearinlys på stager af metalfødder indrammede et billede af Heinrich Himmler. En charmerende detalje, bemærkede Plessner, var fødderne, der havde form som hagekors. Ved siden af husalteret stod et blinkende musikanlæg og udspyede lav metalrock igennem to koncerthøjttalere monteret oppe under loftet, hvor der også hang to roterende diskokugler. For at fuldende orgiet i smagløshed stod noget, der skulle forestille romerske søjler langs væggene, alle viklet ind i en form for vegetation i plastic.
Nuttet lille temafest, tænkte Plessner i sit stille sind.
“Vi skal nok få en sjov aften,” lød det fra advokaten, der småfløjtende begav sig ned mod baren og skænkede et glas med rom.
“Jeg gætter på, at du ikke drikker i tjenesten?” råbte han bag baren. “Cola?”
Plessner holdt afvisende hånden op.
“Nej tak.”
Han havde mest lyst til at kyle den selvfede parasit i poolen og sende musikanlægget med dets strømførende kabler efter ham. ”Okay,” lød det oppe fra baren, hvorfra advokaten gik tilbage mod Plessner efter allerede at have indtaget indholdet af glasset. “Du får sikkert ikke travlt i aften. Det eneste, der bliver din opgave, er lige at holde et vågent øje med etablissementet hernede og se, at de unge mennesker ikke ter sig helt uhæmmet. Men vigtigst er, at du sørger for, at vi ikke får ubudne gæster.”
“Har du tidligere haft ubudne gæster i forbindelse med festerne?” “Nej, aldrig, muren er over tre meter høj med bevægelsessensorer, og eneste vej ud og ind af ejendommen er gennem porten, du passerede. Skal man ud af den, er der en udtryksknap på muren ved siden af porten. Desuden er der ingen, som aner, at jeg holder de her fester bortset fra gæsterne. Så bare stik hovedet udenfor engang imellem og tjek, om alt er, som det skal være. Capiche?”
Plessner nikkede.
“Naturligvis. Det sørger jeg for. Hvornår ankommer gæsterne?” Advokaten kiggede på sit massive Rolexur. Plessner bemærkede, at han bar uret på højre arm ligesom han selv, men det var absolut også den eneste lighed mellem de to, han kunne komme på.
“Om 35 minutter. Klokken 19. Så vi har masser af tid,” sagde han og klikkede med tungen.
“Jeg kan vist sagtens nå at få en lille én til,” sagde han og gik til bage til baren og hældte mere mørk rom op i glasset.
Klokken lidt over nitten rullede en turistbus op ad indkørslen, og Plessner gik med advokaten ud i den mondæne hall for at tage imod gæsterne. Diskret tog han opstilling i det ene hjørne, mens advokaten med små hamsterbevægelser kontrollerede udseendet i det guldindrammede spejl på væggen og derpå åbnede hoveddøren.
Skrålen, sang og slagråb bakket op af metalrock fra bussen blev af vinden ført ind i hallen, mens de unge nazister stormede ind ad døren som en samling hooligans før en hjemmebanekamp. Deres antræk bestod af sorte huer eller kasketter, sorte hættetrøjer, sortestrop trøjer, armybukser med nittebælter og sorte læderstøvler. Temmelig forudsigeligt.
Turen fra Aarhus var ikke tilbagelagt i ro og fordragelighed, kunne Plessner konstatere. Det var tydeligt. Alle i selskabet lod til at være høje på enten stoffer eller alkohol, og de fleste tågede forbi advokaten uden at ænse ham, enkelte udvekslede en krammer med ham, gav ham en highfive eller en Sig Heil-hilsen med højre arm. Blandt gæsterne var højest 10 kvinder, de fleste spinkle med benede, blodfattige ansigter.
Én af kvinderne skilte sig ud ved tilsyneladende stadig at besidde en form for selvkontrol. Ruths og Kishs kilde. Regitze. Hun var ikke svær at genkende ud fra billedet, Ruth havde vist ham. Det iltre, lille ansigt virkede som en radar, der konstant overvågede omgivelserne, og med sin lille lette skikkelse fremstod hun som en sommerfugl blandt havørne.
Da den sidste gæst var indenfor, sikrede Plessner sig, at porten lukkede bag bussen, der tøffede ud ad indkørslen. Derefter fulgte han med selskabet ned i kælderen.
Festen accelererede hurtigere end en Formel 1-racer. For maksimal styrke udsendte højttalerne en underlig, hæs larm, der for Plessner snarere end musik lød som den hvide støj, han under afhørings-øvelser i England i sin tid fik blæst ind i hovedet. Baren blev invaderet af en flok mænd, som alle smed trøjerne og afslørede kropstatoveringer af svastikaer, dødningehoveder eller Waffen-SS’ karakteristiske dobbelte sejrsruner, mens de greb ud efter vilkårlige flasker og hældte indholdet ned i munden. Andre stod ved eller på sofaerne og spillede luftguitar, mens de kastede hovedet frem og tilbage i vilde ryk. For den mere fredsommelige del af selskabet blev festen indledt med at indtage lange og brede baner kokain på billardbordet.
Advokaten lod til at være i sit es, bemærkede Plessner. Han vimsede rundt mellem særligt sine kvindelige gæster og tilbød kokain fra et lille fad med korte sugerør, der flittigt blev placeret i næserne.
Plessner stillede sig i et hjørne og iagttog skuet. En bekymrende samling tabere, der tilsyneladende var helt hægtet af og i mangel af bedre havde begivet sig ned ad denne forskruede ideologis landevej. Under den militante facade så mændene rådvilde og udisciplinerede ud. De var enten polstrede af fedt eller virkede decideret magre med bleg og bumset hud. På flertallet af de glatragede ansigter trivedes en veritabel epidemi af skægpest. Fælles for dem alle var, at de lignede mennesker, hvis daglige menu bestod af frysepizzaer, pølsehorn og kakaomælk.
I Danmark var nazimiljøet marginalt, som Ruth og Kish havde fortalt, men på modsatte side af Øresund var det langt mere omfattende og givetvist også mere seriøst. For ikke at tale om de østeuropæiske nationer, hvor nazismen levede i bedste velgående. Ikke sært at hans israelske venner følte, at de havde en sag at kæmpe for, tænkte Plessner.
En stor skaldet fyr med tyrering i næsen og smøg i kæften gik forbi ham med en flaske vodka i hånden. Med et zombieagtigt ansigtsudtryk skulede han til Plessner og holdt flasken op foran ham, angiveligt for at tilbyde en slurk af den klare væske. Plessner rystede på hovedet og holdt en hånd op – al verbal kommunikation var komplet umulig på grund af musikken.
Fyren trak på skulderen, smed trøje og bukser og sprang derpå i poolen – med flasken i hånden – og lavede en bombeaf den slags, Plessner havde fornøjet sig med som barn i svømmehallen. Vandet sprøjtede op på gulvet og pjaskede hans bukser til. Den skaldede fyr tog ingen notits af det, men opfordrede sine kammerater til at gøre ham selskab. Flere hagekors, SS-symboler og dødningehoveder blev blotlagt på fire radmagre unge mænds kroppe, da de smed tøjet og hoppede i poolen med samme elegance, som den store fyr havde gjort det. I en rundkreds slog de armene om skuldrene på hinanden, begyndte ansigt til ansigt at skråle om kap med højttalernes hæslige hvæsen.
Plessner trak sig diskret bagud, gik hen til trappen og op i hallen ved hoveddøren for at hvile hovedet. Han kiggede på uret. 20.07. Det blev en lang aften. Pokkers lang.
“Hvem fanden er du?” lød det i det samme bag ham.
