”Her smiler ingen. Her ler kun djævlen. Og Djævlen, det er mig.”
(ukendt)

Sydtyskland

Skoven var ligeså mørk og dyster, som navnet antydede. Langsomt førte Plessner Audi’en ned ad den smalle asfaltvej omgivet af rang­lede ædelgraner og nøgne bøgetræer, der som skeletter advarede om skovens dybe hemmeligheder.
  Stedet måtte være perfekt som ramme for uhyggelige børneeven­tyr, tænkte Plessner. Han forestillede sig, hvordan en krumrygget heks overhalede bilen på et kosteskaft og med sine krogede fingre kastede tryllepulver mod forruden.
  Schwarzwald lå gemt i det sydvestlige hjørne af Tyskland med kun få kilometer til den franske grænse mod vest og den schweiziske mod syd, og den var rigelig stor til, at folk her kunne skjule sig for omverdenen og foretage sig lidt af hvert – som for eksempel en rask lille handel med våben, ammunition, sprængstoffer, håndgranater og skudsikre veste.
  Plessner kastede et blik på GPS’en. Om to kilometer dannede vejen et Y, hvor han skulle holde til højre og så fortsætte yderligere knap tre kilometer til en rasteplads, der lå langs et vandløb. Derfra var der kun et par kilometer til samlepunktet, hvor han om et par timer skulle mødes med Ruth og Kish.
  Plessner så på Yulia og spurgte:
   “Stadig intet?”
   Hun rystede på hovedet.
   Under den seks timer lange køretur fra Berlin havde hun været mere eller mindre tavs det meste af tiden, mens hun gennemgik Günthers mobiltelefon. Plessner vidste, at hun for længst havde er­kendt, at den ikke indeholdt nogen kontakter eller andre data af be­tydning. Men han forstod, at hun foregav at lede videre i telefonen simpelthen fordi, hun ikke orkede at tale.
  Af samme grund havde han holdt sin mund.
  Der var en god grund til, at Yulia mentalt lukkede sig inde for en stund. Hun nærmede sig forhåbentlig kulminationen på mange års opslidende kamp for at finde sin datter og var nervøs og rådvild. Hvad nu hvis det hele endte i det rene ingenting som så mange gange tidligere? Befandt Nastasiya sig på Fabrikken, og havde hun mistet forstanden efter så mange års misbrug? Var hun overhovedet i live?
  Alle disse tanker og bekymringer summede forståeligt nok i Yulias hoved og, at kampen så pludselig havde taget en overraskende drej­ning, gjorde det ikke nemmere for hende.

Ved rastepladsen bakkede Plessner ind imellem træerne, slukkede ka­binelyset, steg ud og huggede nogle kraftige grangrene af, som han placerede rundt om køleren på Audi’en, så den var næsten usynlig fra rastepladsen. Derefter gik han om til bagagerummet og gjorde sig klar.
  Først iførte han sig platecarrieren med skudsikre Level 4­-plader og satte en Glock 17 med ‘Tactical Light’ i hylsteret på fronten. Den var konfigureret med tre fuldt opladte magasiner i samt en røggranat, to 6­-bang­chokgranater og en lille taske med medicinsk udstyr i særlige lommer ved siden af pistolen. I den ene lårlomme stak han en hånd­ fuld plasticstrips og en håndholdt Garmin GPS med ekstra batterier pakket vandtæt, og i den modsatte lårlomme placerede han en plastic­ pose med en plade mørk chokolade, to flasker vand samt et lamineret kortudsnit af den sydlige del af skoven. Han stoppede en sort balaclava i baglommen og spændte derefter en ansigtsmaske om hovedet med et sæt dual nightvision-­goggles monteret, inden han som det sidste iførte sig et par militærhandsker med polstringer på knoerne.
  Plessner gik derefter hen og åbnede passagerdøren på klem.
  “Du kender efterhånden proceduren. Er jeg ikke tilbage inden for tre timer, så kører du herfra og glemmer alt om mig.”
  Yulia kiggede op på ham.
   “Nej, det gør jeg ikke.”
   “Hvilket? Kører herfra eller glemmer mig?”
   “Det sidste,” sagde hun med et smil.
   “Godt. Men lov mig at køre herfra, hvis jeg ikke dukker op.” Hun nikkede, tog hans hånd og kyssede den sorte handske.
   “Pas på dig selv,” sagde hun og slap hånden.
   ”Selvfølgelig, hvem skulle ellers passe på mig,” sagde han og blin­kede til hende, inden han lukkede døren.

Plessner fulgte en kurs stik syd ind i skoven. De knap to kilometer til samlepunktet med Ruth og Kish havde ikke set ud af meget på kortet. Men som altid så ruten på kortet tilforladelig ud – en helt anden sag var den virkelige verden.
  Sigtbarheden var nu nede på et par meter, da han møvede sig igennem tæt buskads, forcerede væltede træstammer og vandhuller, ramlede ind i meterhøje tuer med millioner af myrer, der aldrig sov, og passerede brandbælter i mudder op til knæene. Men Plessner hav­de kæmpet sig igennem tilsvarende terræn utallige gange før, og han følte sig på hjemmebane. Per automatik og uden brug af GPS eller kort talte han metodisk antallet af skridt, og han vidste, hvor langt han havde til samlepunktet.
  Lidt over en halv time senere var han fremme. Samlepunktet var en lysning for enden af en vej, hvorfra et større stisystem førte videre ud i skoven. I mørket anedes konturerne af Ruth og Kishs varevogn, og ved siden af den holdt en mørk BMW af ældre dato parkeret. Plessner gik ud fra, at den tilhørte de to israelske agenter, som var blevet tilført operationen.
  Adspurgt om hvorfor han ikke ville parkere samme sted som israelerne, havde han i Berlin svaret, at gamle vaner ikke døde let. Det noget kryptiske svar havde ikke tilfredsstillet Ruth og Kish, hvor­for Plessner havde uddybet med en forklaring om, at det taktisk var uhensigtsmæssigt at samle logistiske ressourcer på ét sted.
  Det var sandt, men kun én del af sandheden.
  En anden del var, at han havde parkeret Audi’en et stykke væk for at beskytte Yulia. Der var ingen garanti for, at operationen forløb planmæssigt, ligesom der heller ingen garanti var for, at brutalitet ikke blev udslagsgivende i sidste ende.
  Helt kynisk anskuet: Ruth og Kish kunne modtage ordrer oppefra om ikke at efterlade nogen løse ender overhovedet, hvilket betød, at de måtte likvidere ham og Yulia, selv om de ikke ønskede at gøre det. Af den grund havde Plessner efterladt Yulia i sikkerhed et stykke væk. Såfremt han endte sine dage i Schwarzwald med et projektil i baghovedet, ville hun stadig have muligheden for at finde sin datter.
  Da Plessner nærmede sig varevognen, gled sidedøren op, og han steg indenfor. Ruth og Kish virkede alvorstunge ligesom deres to kol­legaer, og der var en anspændt stemning i kabinen. Alle fire israelere var iført taktisk udrustning bestående af skudsikre veste spækket med ekstra magasiner, fosforgranater og medic-­grej, og de var bevæbnet med amerikanske M4-­karabiner med red dot Aimpoint­-sigter og in­frarøde og aktive lasersigter på forskæfterne. Ligesom han selv be­nyttede de også balaclavaer, som var trukket op i panden omkring natbrillerne, der mindede om hans.
  Plessner satte sig på bænken over for de to ukendte israelere og rakte dem hånden. De nikkede og præsenterede sig som henholdsvis Daniel og Zohar.
  “Pless,” kvitterede Plessner.
  ”Godt, hør efter,” begyndte Ruth. “Vi har netop modtaget frisk in­tel fra vores franske netværk, som har skygget islamisterne hele vejen fra Dijon, hvor en del af terrorcellen holder til. Som antaget ankom­mer de tre mand og er bevæbnet med lange våben, højst sandsynligt AK’ere. De kører i en sort Peugeot Boxer, hvilket er en varevogn lidt større, end den vi sidder i. Alle tre er veteraner fra Islamisk Stat i Syri­en, som slap retur til Frankrig via flygtningestrømmen for et par år si­den. De er ekstremt farlige. Og med hensyn til ungarerne: Ifølge den seneste intel ankommer de ligeledes tre mand. Én kører en sølvgrå Ford Mondeo fra 2012, og de to resterende kører en blå Iveco­-lastbil, hvilket er en knap syv meter lang sag. Lastrummet er dobbeltbundet, og under den falske bund ligger våbnene, sprængstofferne og så vide­re. Spørgsmål så langt?”
  Ingen i kabinen sagde noget. Eneste lyde var vinden, der peb i karosseriet, og regnen, som ubønhørligt hamrede mod taget.
  “Godt. Kish – gennemgår du planen?”
   Kish nikkede og lænede sig frem.
   “Den er meget enkel. Vi går herfra om lidt. Pless, du går forrest – du er erfaren i den her type terræn. Du får koordinaterne, når jeg er færdig med at briefe, okay?”
  Plessner nikkede.
  “Handlen bliver indgået på det punkt her,” fortsatte Kish og pege­ de med en blyant på et kort i skødet. “Hér er det. Det er et vejkryds, hvor de to afsides grusveje mødes. Der er tæt skov omkring krydset. Ungarerne kommer antageligvis fra øst og islamisterne fra vest. Vi placerer os alle fem nord for krydset. Når der er etableret kontakt mellem de to parter, går vi på dem. Signalet til at vi går frem, vil være, når jeg blænder op med hvidt lys fra mit våben. I følger efter, ligeledes med hvidt lys fra våbnene. Som udgangspunkt vil vi have alle levende – men der må selvfølgelig afgives ild, såfremt det bliver nødvendigt. Ungarerne og islamisterne beordres ned på jorden, face down, hvor de bliver stripset. Resten af jer sikrer. Derefter bliver alle smidt på lastbilen, hvor Daniel og Zohar stripser deres ankler og for­bliver på ladet under transporten retur til Frankrig. Ruth og jeg kører i henholdsvis Boxer’en og Mondeo’en. Vores egne køretøjer henter vi efter at have afleveret ‘lasten’ ved den tysk-­franske grænse. Det er i al sin enkelhed planen. Spørgsmål?”
  Fortsat tavshed i kabinen.
  “Ingen intel på, om ungarerne eller islamisterne har forstærk­ningsstyrker med i baghånden? Vi bliver ikke pludseligt overrasket af lastvogne fulde af krigere?” spurgte Plessner.
  “Tja, det er en risiko, vi desværre ligger under for. Lad os ikke håbe, at det bliver tilfældet – for vi har absolut hænderne fulde, som det er nu. Vi er færre end dem, men har til gengæld overraskelses­momentet på vores side. Andre spørgsmål?”
  “Jeg har ét mere,” kom det fra Plessner. “Det må formodes, at un­garerne skal afrapportere til deres bagland, efter handlen er indgået. Vides det, hvornår de skal sende en sitrep, eller hvordan de har til hensigt at gøre det, eller hvad meldingen skal indeholde?”
  “Ruth, dét er din afdeling,” svarede Kish.
  “Jeg forstår sgu godt, at du spørger, Pless. Det bliver yderst rele­vant for dig, når du og din veninde dukker op på Fabrikken i Ungarn. Men jeg må skuffe dig – vi ved ganske enkelt ikke, hvad ungarernes modus operandi er i den henseende. Men det vil selvfølgelig være logisk, at de skal sende en eller anden form for sitrep efter handlen.”
  Plessner trak på skuldrene.
   “Okay. Jeg finder en løsning.”
   “Som du plejer, ja. Andre spørgsmål?” spurgte Kish forsamlingen i den dunkle kabine.
  Tavshed.
  “Pless, hér er koordinaterne. Vi smutter herfra om fem minutter.”

Fem minutter senere tjekkede Plessner uret. 02.14. Så forlod han lysningen, hvor køretøjerne holdt parkeret, og trådte med de fire is­raelere bag sig ind mellem ædelgranerne. I et roligt tempo begyndte de at gå mod sydvest.
  Schwarzwald.
  Et mere rammende navn for denne skov fandtes ganske enkelt ikke. Det var komplet mørkt omkring ham. “Som i en brøndgravers røvhul,” som hans bedste og nu afdøde ven, Mulle, i korpset så smukt ville have udtrykt det. Selv med natbrillerne for øjnene havde Plessner svært ved at orientere sig, og han forholdt sig udelukkende til antallet af skridt, han tog, samt den lille fluorescerende nord­-pil på håndledskompasset. Kun hvis han mistede orienteringen, ville GPS’en komme i brug.
  Der var cirka 1.000 meter til vejkrydset, hvor ungarerne og isla­misterne skulle mødes. Under normale vejrforhold tog det cirka 10 minutter, maksimalt 15 – i storm, regn og mørke, som her, ville det tage det dobbelte. For hvert tiende skridt droppede han et lille grønt fluorescerende knæklys på jorden i tilfælde af, at de valgte samme vej tilbage til køretøjerne efter operationen.
  Det var tydeligt, at de fire israelere ikke følte sig på hjemmebane i den våde skov. Hvilket ikke var nogen gåde. Deres militære og efter­ retningsmæssige træning var overvejende foregået i et hot­-dry­-miljø med knastørre og åbne ørkenvidder under en stjernebeslået himmel med tropiske varmegrader. Den absolutte kontrast til det her sted. Men de hang i bag ham, kunne han høre.
  Småbandende fulgte Kish ham i hælene og spyede hebraiske eder, hver gang en gren svirpede ind i hovedet på ham, eller når han var ved at snuble over en træstamme, der krydsede sporet.
  Nøjagtig 27 minutter senere holdt Plessner en knyttet næve op. Kish og hans følge kendte stopsignalet. De standsede prompte og dannede en tæt cirkel omkring Plessner.
  “Vi befinder os cirka 25 meter nord for krydset. Lad os søge længe­re frem og danne os et overblik over selv krydset, okay?”
  Stormen hylede i en sådan grad, at han blev nødt til at hæve stem­ men betragteligt.
   Israelerne nikkede, og Plessner gik langsomt frem mod krydset. Terrænet åbnede sig nu mere op, og jorden var dækket af et tykt tæp­pe af mos mellem granernes stammer. Kort efter tonede vejkrydset frem i natbrillerne, som et lyst krydsfelt i natbrillernes grønne billede.
  Langs de to grusveje, der dannede krydset, løb grøfter på cirka en meters dybde. Det betød, at ungarerne og islamisterne ikke hav­de mulighed for at parkere deres køretøjer andre steder end på selve vejen, hvilket passede Plessner fint. Det gjorde det nemmere at kon­trollere operationszonen. Da Kish tilbage i varevognen havde gen­nemgået operationen, havde det lydt nemt og enkelt. Hvilket det i princippet også var. Ikke så mange dikkedarer. Jo mere enkelt, planen var konstrueret, des større var sandsynligheden naturligvis for succes. En lærdom han havde fået af korpsets instruktører for mange år siden, da han som jægeraspirant og senere operativ jæger trænede lignende scenarier igen og igen.
  Og ofte gik et eller andet alligevel galt.
  Også på slagmarken i Afghanistan og Irak. Her var det ofte gået galt enten på grund af dårlig eller manglende kommunikation, el­ler fordi fjenden havde reageret uventet og uforudsigeligt. Glimt fra Plessners seks år i krig trængte sig pludselig på i erindringen. Og det var overvejende grimme, blodige og triste billeder. Han lukkede ned for den indre film ved at trække den sorte balaclava over ansigtet.
  “De bør være her inden for de næste par timer,” meddelte Kish til teamet.
  Daniel og Zohar – de to israelere som ud over deres navne intet havde sagt – knælede bag hvert deres træ og gav sig til at observere i modsatte retninger, og Ruth fandt en position bag et træ, hvorfra hun stirrede mod krydset. Kish placerede sig ved siden af Plessner, dybt koncentreret, mens han gned sine kolde hænder mod hinanden.
  Nu kunne de ikke gøre andet end at vente.
  Hvilket de ikke kom til længe.