”Her smiler ingen. Her ler kun djævlen. Og Djævlen, det er mig.”
(ukendt)

Kælderen

Efter tre nætter næsten uden søvn kiggede Nastasiya sig i spejlet. Hun lignede en kvinde på 30, ikke en på 18. De sorte rande under de mat­te øjne og det fedtede, uredte hår fik hende til at se forfærdelig ud. Hendes mange bumser lignede skoldkopper. Hverken kunderne eller cheferne ville acceptere det. Det var hun sikker på. Hun blev nødt til at tage sig sammen. Ellers ville de gøre det for hende, og det kom der aldrig noget godt ud af. Med et tykt lag foundation begyndte hun at dække bumserne, vel vidende at huden kun fik det endnu værre med cremen.                                                
   Nastasiya havde ingen idé om, hvor hun befandt sig. Siden de for tre eller fire dage siden havde smidt hende herind på det lille værelse, havde hun ikke fået lov til at forlade det, bortset fra når hun skulle på toilettet eller blev kaldt ud i det lille køkken nede ad gangen for at blive fodret. Tidsfornemmelsen var væk. Hun havde intet ur og vid­ste ikke, om det var dag eller nat. Eneste indikation på tiden var, når kunderne udeblev, hvilket de sædvanligvis gjorde mellem klokken ét om natten og klokken otte om morgenen. Det erindrede hun fra bordellet, hun tidligere havde været på.
   Der var ingen vinduer i bygningen, ingen adgang til fjernsyn el­ler telefon – ingen forbindelser til omverdenen. Det måtte føles på samme måde at være isolationsfængslet, tænkte hun. Forskellen var vel bare, at man i et fængsel formentlig ikke blev tvunget til at dyrke beskidt sex femten til tyve gange dagligt med overvægtige, stinkende mænd og i øvrigt modtage lussinger, når man ikke virkede tilstræk­keligt engageret eller talte pænt nok til kunderne. Livet i et fængsel måtte trods alt byde på en eller anden form for værdighed for de ind­satte, gættede Nastasiya på.
   Men hun havde levet i denne verden i snart mange år og var så småt begyndt at glemme, hvordan tilværelsen udenfor var. Ikke at hun på nogen måde havde vænnet sig til denne verden – det ville hun aldrig komme til – men hun følte sig ikke længere som en frem­med. Hun brød sig ikke om tanken, men på en underlig måde føltes det hele efterhånden en smule hjemligt.
   Da Nastasiya var færdig med at smøre foundation i ansigtet, ville hun i gang med at lægge mascara på øjenvipperne, men hun nåede blot at finde påføreren frem, da døren gik op. En muskuløs mand iført en stramtsiddende sort T-­shirt og med tatoveringer op ad armene og en massiv guldkæde om halsen trådte ind i værelset. Han smed en kjole på sengen.
   “Chefen siger, at der kommer kunder med mellemøstlig bag­grund i dag, og han vil have, at du tager den her på,” sagde han med tonløs stemme. “Spørgsmål?”
   Han betragtede Nastasiya med et tomt blik.
   Hvordan kan der være spørgsmål, tænkte hun.Du beder mig om at tage en kjole på. Hvor mange spørgsmål kan der være til det? Men hun kendte Sami. Han var egentlig en okay fyr og var efter sigende gift med en af de bulgarske piger. Trods sin beskedne IQ forstod han godt, at hvis han behandlede pigerne for kummerligt, gik det ud over forretningen, og Sami havde aldrig slået hende og vistnok heller ikke nogen af de andre piger.
   Nastasiya rystede på hovedet.
   Sami blev stående i døren og gloede på hende i et stykke tid, som om han prøvede at finde på noget at sige.
   “Gør noget ved dig selv. Du ligner et spøgelse. Og sørg for at få noget morgenmad – det bliver en lang dag,” sagde han så og lukkede døren bag sig.
   Nastasiya gik hen til sengen, tog kjolen og gik tilbage foran spejlet og holdt den op foran sig. Den var grufuld. Den var dybblå og brode­ret med sølvperler og nåede næsten hele vejen ned til anklerne. Hun smed den tilbage på sengen, satte sig foran spejlet igen og begyndte at lægge mascara.
   Gad vide, hvad der var blevet af Rebeca, tænkte hun. Hun havde kun set et par af de andre piger ude i køkkenet, men de talte rumænsk eller bulgarsk, hvilket hun ikke forstod. Hun havde prøvet at hviske “Rebeca” til dem, men de havde bare trukket på skuldrene.
   Hun savnede Rebeca. De havde haft en god kemi og forstod hin­anden. De få minutter, hun havde tilbragt med den svenske pige, havde for en stund lagt en dæmper på ensomheden og fortvivlelsen. Rebeca havde føltes som en livline, der var blevet smidt ind til hende.
   Efter nogle minutter blev døren atter åbnet, og Sami stak sit skal­dede hoved ind.
   “Vær klar om fem minutter,” sagde han. “Den første kunde er på vej. Få nu den kjole på. Manden har bedt om en ærbar kvinde, og jeg går ud fra, at kjolen skal forestille at være ærbar.”
   Sami trak hovedet til sig og lukkede døren.
   Klokken måtte være omkring otte om morgenen, tænkte Nasta­siya. Dagens første kunde. Der var ikke tid til morgenmad, men hun var heller ikke sulten.
   Hun hoppede hurtigt i den blå rædsel, der viste sig at være alt for stor, og tog et par flade sko på. Normalt skulle hun gå i stiletter, men det var ligegyldigt nu, eftersom kjolen nåede ned over ankler­ne. Nastasiya stillede sig foran spejlet. Hun lignede et telt og havde mest lyst til at græde. Men hun bekæmpede tårerne og tvang sig til at drikke lidt vand; som sædvanligt ville hun komme til at mangle spyt.
   Så bankede det på døren, og Nastasiya stillede sig klar på gulvet og forsøgte at fremtvinge et smil.
   Forude ventede seksten til sytten timer i helvede.