Opholdsafdelingen

Den samme umiskendelige lyd, som Plessner havde hørt få timer tidligere, kom igen. Han stirrede ud ad vinduet, men kunne intet se. Det var som at kigge ned i et sort hav. Men han vidste, at lyden betød, at de kom nu. Det var stadig helt sort på den anden side af vinduet, men lyden blev kraftigere og kraftigere, og Ehrenberg rystede mere og mere.
  Rotorblade. Turbiner.
  Plessner førte natbrillen op foran øjet – og dér: Den sorte metalklump dukkede op ud af mørket. Ingen blinkende markeringslys eller navigationslys. Helt mørklagt. I ti-femten meters højde brølede helikopteren direkte mod ham og kunne ikke være mere end halvtreds meter væk. Den forekom enorm og ondsindet. Med hvinende turbiner bremsede den ved at sænke næsen og rejse halen som en fugl, der dykkede efter et bytte, og rotorbladene piskede skyer af fygesne henover forskningsstationen. Det var som, at vinduerne var ved at briste for trykket, og Plessner var ikke i stand til at se noget som helst ud ad vinduerne. Men han kunne høre, at helikopteren langsomt fortsatte henover bygningen, som nu skælvede vildt under presset fra rotorbladene. Derimod kunne han ikke høre sine skridt for motorlarmen, da han løb henover gulvet og ud til mellemgangen ved hoveddøren og videre ned til soveværelset i midterlængen. Fra vinduet hér kunne Plessner se den lande umiddelbart syd for forskningsstationen. Den sidste flig af håb i hans underbevidsthed forsvandt som en sort kat i natten. Det var ikke en dansk 101’er med Tarok og resten af gutterne, der med brede og varme smil ville træde ud ad den, klar til at bringe Maliki og ham i sikkerhed. Dette var en russiskudviklet HIP Mi-8-helikopter og var sikkert fuld af udtryksløse og kolde kinesere.
  Da hjulene tog jorden, pressede rotorbladene igen skyer af sne ind mod forskningsstationen, og Plessner kunne hverken se vestlængen eller opholdsafdelingen. Ikke godt.Det var ikke en del af planen, der stod og faldt med et frit udsyn mod begge steder. Men da motorlarmen langsomt døde ud, og rotorbladene drejede langsommere og langsommere for til sidst at løbe tør for kraft, lagde sneskyerne sig, hvorpå både helikopteren, vestlængen og opholdsafdelingen igen blev synlige.
  Men hvor var angrebsstyrken?! Det burde pible ud med kinesere fra helikopteren. Havde de allerede forladt den?! Og i givet fald hvor mange?!
  Der var plads til cirka femogtyve mand om bord på helikopteren, erindrede Plessner fra de gange, han havde fløjet med samme type. Hvis angrebsstyrken bestod af så mange, var han og Maliki færdige. Uanset antallet af termoflasker og mængden af ammunition til Steyr’en og Glock’en, ville det være en umulig kamp at vinde.
  Det blev mere stille igen. Kun vindens tag i bygningen fortsatte med uformindsket styrke i form af knirken og knagen, men der var hverken råb, kommandoer, automatild eller andre tegn på et stormangreb på Ehrenberg. Kineserne valgte åbenbart en mere forsigtig taktik. Sikkert fordi de vidste, at han vidste, at de nu var på vej ind på forskningsstationen og dermed var klar over, at de ikke havde alle parametre opfyldt for et succesfuldt angreb. Overraskelse. Momentum. Aggression.De tre grundsten i enhver succesfuld og offensiv militær operation. Kineserne vidste, at overraskelsen allerede var gået tabt ved helikopterens ankomst. Tilbage stod momentum og aggression. Og hvor kompetente de var til at udnytte disse to parametre, afhang ene og alene af deres evner til at koordinere, kommunikere samt deres grundlæggende soldatermæssige færdigheder, vidste Plessner. Hvilket de kommende sekunder ville afsløre.    
  Han tog det lille orange tændapparat op ad lommen og armerede detonatorerne i de tre termoflasker. Tre røde dioder lyste nu på displayet.
  Armeret.
  Igennem natbrillenscannede han terrænet mellem helikopteren og forskningsstationen, men der var stadig ingen bevægelse at spore nogen steder. Kun en flimrende og grynet mørk nat i sort og grøn. Men et eller andet sted derude var de på vej mod de tre indgange: hoveddøren, bagdøren til køkkenet samt døren for enden af gangen i vestlængen.

De første to dukkede op ved hjørnet ved bagdøren til køkkenet. Iført sorte skimasker, mørke heldragter og noget der lignede moderne militære udrustningsveste, gik mændene hen til døren med rolige skridt. De var bevæbnet med moderne automatrifler, men Plessner kunne ikke se hvilken model. I hvert fald var der ikke tale om den gamle og klassiske AK-47. Disse mænd lod til at være professionelle og paramilitære. Den forreste tog i håndtaget til køkkendøren, og da han konstaterede, at den var låst, trak de sig begge tilbage og forsvandt rundt om hjørnet.
 Santidig anede Plessner to silhuetter, der langsomt nærmede sig døren i vestlængen. Tilsvarende outfit. Samme type våben. Samme procedure: Den forreste tog i dørhåndtaget. Da han konstaterede, at den var åben, trak han sig et par skridt tilbage med makkeren og ventede. Så førte han den ene hånd op foran munden – Plessner antog, at han talte ind i en radio.
 Mændene varprofessionelle. Ikke noget med at bare vade ind ved førstkomne mulighed. Nej, de meldte til den øvrige del af angrebsstyrken, at de havde fundet en åben dør og var klar til at trænge ind. Koordination og kommunikation.
 Plessner kastede et blik ned på tændapparatet. Tre røde dioder. Han tog Glock’en frem og lagde den i vindueskarmen og placerede en finger på knapperne ud for to af dioderne på tændapparatet. Indenfor få sekunder ville han høre en ny lyd, vidste han: Lyden af vind som blæste ned ad gangen i midterlængen, når hoveddøren blev åbnet. Og den ville han kunne høre, når de to mænd for enden af vestlængen gik ind ad døren. Kineserne var professionelle og havde til hensigt at trænge ind samtidigt.  
Præcis på samme tid hvor, Plessner så mændene ved vestlængen træde ind ad døren, hørte han vinden blæse ned ad gangen som et hviskende spøgelse.
  Så trykkede han på de to knapper på tændapparatet.
  Bragethamrede imod Plessners trommehinder, og rystelserne, som helikopteren havde fremkaldt, da den fløj hen over bygningen, forekom som en blid forårsbrise i forhold til den dobbelte eksplosion.Gulvene, væggene og loftet skælvede, og Plessner mærkede benene give efter. Trykbølgen blæste døren til soveværelset op og blev efterfulgt af en støvsky, der bølgede videre ned ad gangen i midterlængen.
  Han trådte hen til døren og kiggede ud. På gulvet foran ham lå et svedet og blodigt underben i en sort læderstøvle, og ved siden af lå en hånd. Hele hjørnet af bygningen var stort set væk, og han kunne kigge direkte op på de sorte skyer. Samme ragnarok for gjaldt for vestlængen, der nærmest var reduceret til det halve. Plessner var fattet, men groggy; en slat Eurodyn og et par termoflasker var sgu noget af en cocktail.
  Det var ikke slut endnu. Da han trådte tilbage til vinduet, så han flere silhuetter nærme sig vestlængen. Kineserne besluttede sig åbenbart for at trænge ind med resten af styrken hér. Fem mand trådte indenfor og begav sig i hastigt tempo ned ad resterne af gangen i vestlængen. De havde ingen grund til forsigtig finesse nu – slaget var vidt åbent og kunne kun vindes ved fremdrift og initiativ. Momentum og aggression.
 Plessner trak Steyr’en frem i skydestillingen, tog sigte og trykkede på aftrækkeren. Projektilet røg igennem soveværelsevinduet og videre i retning mod mændene i vestlængen. Den forreste kineser tumlede omkring. Plessner tog ladegreb og affyrede endnu et skud, hvorpå også den næste kineser drattede om. Men tre mand fortsatte samtidig med at de begyndte at skyde vildt i retning mod opholdsafdelingen, tilsyneladende uden at at vide præcist, hvad de skød mod. Det gik op for Plessner, at de antog, at han befandt sig i opholdsafdeling og satte nu alt ind på at kæmpe sig frem hertil.
 Hvilket passede ham fint; hans overraskelsesmoment var stadig intakt.
  De tre kineserne fortsatte ned ad gangen i vestlængen, drejede rundt om hjørnet og begav sig ned igennem midterlængen under høje tilråb og kommandoer. Plessner forstod ikke, hvad de sagde, men ud for tonefaldet at dømme blev de rådvilde og paniske ved synet af kropsdelene fra deres kammerater.
  Da de passerede soveværelset, trådte Plessner ud bag dem. Med Glock’en afgav han en hurtig serie på tre double taps. To projektiler i hvert baghoved. Mændene havde skudsikre veste på, og ni-millimeter projektilerne ville ikke trænge igennem, hvis han skød dem i ryggen. Alle tre faldt om. To af dem rallede og bevægede sig stadig. Den tredje gjorde ikke.
 Plessner trådte hen over den ene, som bevægede sig. Han havde aldrig brudt sig om det kalkulerede hovedskud på klods hold, men for længe siden havde man lært ham at gøre det; når først fjenden var nede, skulle man sikre sig, at han aldrig kom op igen. Det var brutalt og skånselsløst, men det gav, mening. Et hovedskud på denne afstand var betydeligt mere blodigt og grimt end på film, så Plessner holdt en hånd foran ansigtet for at beskytte sig om mod blod, hjernemasse og knoglestumper. Han gjorde det hurtigt. De hundredeogfemten gram tunge projektiler flåede kinesernes kranierne op og splattede gulvet til med en rød, grødagtig masse.
  Plessner gik tilbage i soveværelset og hentede tændapparatet. Der var en termoflaske tilbage under sofaen i opholdsafdelingen, og han besluttede sig for ikke at lade den gå til spilde. I følge armbåndsuret var klokken nu 17.52. Han programmerede den til at detonere præcis klokken 18.00. Om otte minutter. Det gav ham tid til at få Maliki ud på pulken, hente rygsækken og komme i sikkerhed inden skidtet gik af.
 Plessner trådte ud på gangen med natbrillen for øjet og Glock’en hævet i den anden hånd – ingen garanti for Ehrenberg var kineserfri. Forsigtigt gik han ned mod hjørnet af bygningen, hvor hoveddøren engang havde været. Der hang en dunst af blod og brændt kød til trods for, at vinden strøg ind i bygningen. Da han nåede til svingdøren, som førte ind til opholdsafdelingen, skubbede han den på klem og kiggede ind. Der var tomt, mørkt og stille. Kun det røde digitalur og svingdøren ud til køkkenet kastede en smule lys af sig. Han lagde natbrillen i lommen, trådte indenfor og gik ned mod køkkenet. Først roligt. Så hurtigere og mere utålmodigt.
  Maliki.
  Men Plessner nåede ikke længere end halvvejs henover gulvet, da en stemme lød i mørket foran ham. En stemme, han genkendte øjeblikkeligt.