Hey venner
Ny læseprøve fra min roman, Dødemandsbugten.
Kapitel 5: om hovedpersonen, jægersoldaten Michael Plessner, der lægger sig ud med rumænske narkohandlere, der sælger stoffer til grønlandske børn i Nuuks dybfrosne gader.

Nuuk
Lydkulissen var velkendt. En summen fra køleskabets kompressor. Klukken i radiatoren. Barnegråd fra lejligheden ovenpå. En dør som smækkede. Tavshed.
Lydene generede ikke Plessner, for han kunne alligevel ikke sove. Han slog øjnene op. Hans indre ur fortalte ham, at det var tid, så han svingede benene ud over sengekanten og satte sig op. Udenfor var sneen taget til i styrke, men det blæste stadig ikke. Han læste vejrudsigten på telefonen; mere sne, vind af stormstyrke i de kommende dage og temperaturer på mellem femogtredive og fyrre graders kulde, men slut på ugen opklaring fra vest. Så skimmede han nyhederne og tjekkede, om der var ulæste sms’er eller e-mails. Det var der ikke, og han lagde telefonen fra sig.
Plessner trak i tøjet og spiste et måltid bestående af to dåser tun, fire gulerødder og et æble og drak hertil en dåse Red Bull. Da han var færdig, tog han Glock’en og tre magasiner fra køleskabets dørhylde. Det ene af magasinerne var tomt, de to andre fuldt opladte. Han tømte et af de opladte magasiner og fyldte de sytten ni-millimeter patroner i det tomme. Hver femte dag udførte han denne lille manøvre. Herved hvilede én magasinfjeder altid; en doven fjeder kunne betyde fejlfunktion og dermed tab af liv. Ikke at Plessner regnede med at få brug for pistolen – det var blot en gammel vane. Et våben, man ikke kunne stole på, var værre end intet våben. Til sidst tørrede han Glock’en over med en klud og lagde den og magasinerne tilbage i dørhylden.
Efter at have børstet tænder redte han sengen, lagde hånden på billedet af kvinden og den smilende dreng, der hang over sengen, og gik ud i entréen, hvor han gjorde han sig klar til at forlade lejligheden.
Uret over hoveddøren viste 02.35. Det passede fint. Vagten startede klokken 03.30, og der var knap fyrre minutters rask gang til stenbruddet – i dette vejr snarere halvtreds.
Men først var der en ting, han skulle gøre. På et lille rullebord i entréen stod et skakbræt, hvor han udkæmpede en indædt kamp mod ‘G.I. Joe 8’ – en modstander på Internettet, han havde tabt til tre gange, men aldrig mødt. Skakpartiet blev udkæmpet online, men Plessner foretrak samtidig at have det fysiske bræt med rigtige brikker stående. Overblikket var bare bedre i 3D end elektronikkens todimensionelle verden. På det punkt var han old school. G.I. Joe 8 var en lumsk modstander, der kunne spille henholdende træk efter træk for så pludselig at slå til med lynskarp aggressivitet. Det var en opponent efter Plessners hoved, og han var efterhånden kommet til den overbevisning, at G.I. Joe 8 måtte være veteran med militær træning som han selv. Hver gang Plessner forlod lejligheden og kom hjem, tog han et træk. De strategiske og taktiske analyser lindrede tankerne og fik desuden vagterne i stenbruddet til at virke kortere.
Plessner knælede og studerede brættet. I de foregående timer havde han analyseret brikkernes placering og overvejet næste træk. Han var ikke i tvivl og flyttede den sorte springer til feltet e5, hvilket gav sort solid kontrol med det kritiske centrum af brættet. G.I. Joe 8 var nødt til at komme ud af busken nu. Maddingen var sat. Fælden spændt. Plessner gennemgik positionerne en sidste gang, gik ind i stuen og foretog trækket online på computeren, tog frakken på og forlod lejligheden.
Gaden henlå i mørke, der kun blev brudt af et dvaskt skær fra gadelampen, og dynen af sne over de parkerede biler fik dem til at minde om igloer. Selv snefnuggene virkede rystede over kulden, der øjeblikkelig fik væden i næseborene til at krystallisere. Han slog hætten op og begyndte at gå hen ad fortovet. Sneen nåede ham til knæene, og benene arbejdede sig ubesværet igennem det uberørte snetæppe. Lyden fra skridtene blev reduceret til en tør knasen, og vejrtrækningen under hætten lød som om han gik i et vakuum. Som om han befandt sig i det ydre rum.
I sit perifere syn registrerede Plessner gløden fra en af rumænernes cigaretter i opgangen på modsatte side af gaden. På trods af travlheden tidligere på aftenen havde det siden tilsyneladende stået sløjt til med narkosalget, eftersom de normalt var taget hjem, når han gik på nattevagt.
Han standsede op og kiggede på uret. Der var tid nok. Der skulle være tid nok.
Plessner vendte om og gik over gaden i retning mod opgangen. Fremme ved glasdøren kiggede han tilbage for at sikre sig, at ingen nytilkomne narkokunder var på vej ned ad fortovet. Så skubbede han døren op og trådte ind i opgangen.
Luften føltes lun og var tung af fugt og nikotin. Plessner lynede jakken ned, skubbede hætten bagover og trykkede på vægkontakten med en lille orange diode. Neonrørene i loftet blinkede modvilligt et par gange og brød derpå ud i et stabilt skær.
Han scannede opgangen; til venstre døren til stuelejligheden, hvor den fede mand, der opbevarede narkoen, boede. Den havde ikke yderhængsler, hvilket betød, at den åbnede indad. Til højre var døren til den anden stuelejlighed. Ligegyldig.Lige fremme, langs den venstre væg, førte en otte trin høj stentrappe med gelænder op til førstesalen. Afstanden mellem dets lodrette metalprofiler vurderede han til at være femogtyve centimeter. Tilstrækkeligt.Tre-fireskridt fremme langs den højre væg stod rumænerne og hang op ad postkasserne på væggen. Bag dem var en barnevogn parkeret op ad endevæggen. Ingen reelle faresignaler lyste i Plessners hjerne. Kun gulvet var lidt tricky. Det var dækket af et tyndt lag sjap fra sneen, der var blevet ført med ind. Men det kunne han vende til sin fordel.
Han trådte hen mod rumænerne og stoppede tre skridt fra dem. Mistroisk rettede de sig op og stirrede på ham. Det var tydeligt, at han ikke lignede deres gængse klientel. Med sine 194 centimer og 110 kilo tunge krop forekom Plessner dobbelt så stor som en grønlænder og mindede ikke om en mand, der hverken købte eller indtog stoffer. Snarere om en, der solgte dem. Han betragtede de to mænd. Evaluerede dem. Med mindre de trak knive eller var bevæbnede, burde ingen af dem udgøre problemer.
Rumænerne kiggede på hinanden. De lod til at være i tvivl om, hvorvidt manden over for dem var en kunde eller en trussel. Den store af dem smed cigaretten, som hvislede svagt ved mødet med det fugtige gulv, og trådte frem mod Plessner.
“Ja?” spurgte han.
Oppe fra sin lejlighed havde Plessner kunnet se, at manden var enorm. Nu hvor han stod overfor rumæneren, forekom han endnu større. Det hørte til sjældenhederne, at Plessner var nødsaget til at rette blikket opad, når han stod overfor et andet menneske. Rumæneren havde et brutalt og benet ansigt med kopar og et tandsæt i guld.
“Vil du handle, eller hva’?” fortsatte han på gebrokkent engelsk. “Hvad glor du på?”
“Jeg glor på to røvhuller, som sælger stoffer til børn,” svarede Plessner.
Rumæneren måbede. At blive kaldt et røvhul var givetvis ikke hverdagskost for ham.
Han havde sikkert en helt særlig procedure for personer, som kaldte ham røvhul, tænkte Plessner og spændte igennem. Men rumæneren tøvede og kiggede sig over skulderen mod sin makker, der befippet så til.
”Hey … du er jo ham danskeren, der hænger ud på Lagunen,” kom det fra ham. Han var lille og overvægtig og mindede Plessner om en pingvin i den alt for store dunjakke.
Plessner forholdt sig tavs. At rumænerne også arbejdede som dørmænd på stamværtshuset var uvedkommende nu.
”Ah, ham, som alle siger, er en hård negl. Men tag nu bare og smut med dig!” sagde den store.
”Ikke før I har sagt det,” sagde Plessner.
”Sagt hvad?”
”At I ikke længere vil sælge stoffer til børn.”
Rumæneren tog yderligere et skridt frem, og de to mænd var nu indenfor armslængdes afstand. Helt som Plessner havde regnet med.
”Fuck dig, danskerhoved! Det rager ikke dig, hvem vi sælger til!” spyede han med en ånde, der lugtede af råddent kød.
”Mennesker, der sælger stoffer til børn, rager mig.”
”Og du er ligeglad med, at vi sælger til voksne måske?”
”Voksne mennesker er voksne og træffer deres egne valg,” svarede Plessner.
”Nu siger jeg det for sidste gang: Gå hjem med dig, inden du kommer i problemer.”
”Nej, I skal gå hjem, inden I kommer i problemer. Men I får ikke lov til at gå, før I har sagt det. Lad mig høre det: ’Vi lover aldrig mere at sælger stoffer til børn’.”
Rumænerens knyttede sine næver.
Plessner så det og lagde vægten fremover på fødderne. Klar.
”Og hvis vi ikke gør det?!”
”Så kommer jeg tilbage og brækker jeres arme, næste gang I sælger til børn. Det er ikke en trussel, men et løfte.”
”FUCK DIG!”
”Det har du allerede sagt – sig det, jeg beder jer om i stedet … begge to.”
Som Plessner havde forudset, blev det for meget for rumæneren. Hans mægtige, højre lab satte i bevægelse, men Plessner havde allerede registreret den.
På mindre end fem sekunder var det overstået. Plessner afværgede rumænerens slag og benyttede mandens momentum til at feje benene væk under ham. Den over to meter høje narkogangster lå pludselig vandret i luften og ramte gulvet som et fældet egetræ. Inden han nåede at reagere, havde Plessner trukket hans arm ind imellem de to nederste metalprofiler i trappens gelænder og brækket den med et klassisk tohånds åretag, som var en olympisk roer værdigt. Rumæneren udstødte et brøl, der lød som et krondyr i brunst.
Den lille rumæner så chokeret på demonteringen af sin store ven. Febrilsk trak han en springkniv op af lommen, trådte frem og fægtede med den, som var den et samuraisværd. Plessner trak på smilebåndet. En ilter pingvin med dårlig dømmekraft.Han greb om rumænerens håndled, klemte til og drejede det rundt som gashåndtaget på en motorcykel. Kniven faldt til jorden, mens Plessner gik i knæ, trak pingvinens arm op over skuldrene og rettede sig op med et ryk. Han mærkede ikke, at den brækkede. Men den lille rumæners udspilede øjne og ligblege teint fortalte ham, at sener og knoglevæv var revet over. Plessner slap grebet, og rumæneren tumlede omkuld. Panikslagent krabbede han sig baglæns for at søge tilflugt bag barnevognen med armen hængene i en unaturlig vinkel ud fra albuen.
To mand nede. Én tilbage; den fede mand.
Plessner forventede en reaktion fra beboeren i stuelejligheden til venstre. Rumænerne var trods alt hans indtægtskilde. Og ganske rigtigt. Døren til lejligheden gik op – indad – som Plessner havde forudset.
Med fuld styrke accelererede han hen over gulvet, og da døren var kvart åben, ramte han den med skulderen, der var godt beskyttet af flere lag tykt tøj. Døren fløj op og ramte den fede mand i hovedet, hvorefter han styrtede bagover med blodet sprøjtende fra næsen og tabte et baseballbat af aluminium i entréen. Plessner bevarede momentum og hamrede sin størrelse otteogfyrre Meindl-støvle ind på mandens kæbe.
Game over.
Plessner vendte den bevidstløse, fede mand om på siden, så han kunne trække vejret uhindret. Herpå samlede han baseballbattet op og gik ind i stuen. Der hang en dunst af skridtsved i luften tilsat en skarp og sødlig lugt, som Plessner ikke kunne genkende. Affald, madrester og tomme sprutflasker flød over det hele. På et af bordene lå en overvægtig kat og sov oven på en tom pizzabakke, og en enorm fladskærm på væggen viste en scene med ældre mænd, der dyrkede sex med en alt for ung pige. Den modsatte ende af stuen mindede om et mindre gartneri med skunkplanter opstillet på et langbord under ultraviolette lamper. Den skarpe, sødlige lugt måtte komme fra dem, gættede Plessner.
Han gik hen til et af bordene, der til forskel fra de øvrige var rydeligt og velorganiseret. På det stod store, gennemsigtige Tupperware-beholdere med hash i alle afskygninger, og ved siden af dem bunker med små lynlåsposer indeholdende hvidt pulver, klumper og piller i forskellige farver og former. Ved siden af stofferne lå en hobbykniv, barberblade, en digital brevvægt og en blok, hvor regnskabet over nattens omsætning var opført.
Plessner tømte en papirkurv på gulvet, fejede alle poserne med stoffer ned i den og gik ud på badeværelset, der var ligeså frastødende, som han havde forventet. Over fire omgange skyllede han stofferne ud i toilettet, og da han havde sikret sig, at alle poserne var skyllet ud, gik han tilbage i stuen. Her fandt han en sort plasticaffaldssæk, tømte hashen fra Tupperware-beholderne ned i den, forlod stuen og skrævede over den fede mand i entréen. Han var stadig bevidstløs. Efter at have opholdt sig mindre end fem minutter i lejligheden lukkede Plessner døren til den.
I opgangen var pingvinen stukket af, og tilbage lå den store rumæner i fosterstilling på gulvet og jamrede.
Plessner bøjede sig over ham.
“Da jeg sagde, at I skulle holde jer fra børn, mente jeg det.”
“Fuck dig!” rallede rumæneren. “Du kommer til at fortryde det her!”
“Jeg fortryder af princip aldrig noget,” svarede Plessner og forlod opgangen.
På gaden faldt sneen ubønhørligt og voksede sig mægtigere og mægtigere.
Uret viste 02.47. Der var ikke meget tid. Men med lidt held kunne han stadig nå at være i stenbruddet klokken 03.30.
Han kiggede ned i affaldsposen, og ud fra vægten at dømme var der i hvert fald ti kilo hash. Men ikke længe endnu. Plessner havde allerede udset sig et sted i skakten i stenbruddet, hvor hashen kunne plastres til med en gang Eurodyn-sprængstof og tilintetgøres ved formiddagens sprængning.
Med posen over skulderen satte Plessner i løb. Han hadede at komme for sent.