Dødemandsbugten

På få minutter blev den stille og klare polarnat forvandlet til et arrigt uvejr med sne, storm og mørke skyer, der fra vest trak ind under månen og absorberede dens lys.
  Ved siden af slædens opstandere stred Mulle og Majoren sig frem langs Gael Hamkes Bugt i retning mod Eskimonæs, fast besluttede på at identificere de mystiske lysglimt, som hundene havde reageret så kraftigt på. Efter ti kilometer satte Mulle kursen mod nordvest op i en slugt, der førte videre ind i Granatdal, hvorfra lysglimtene kom, og ved hjælp af kortet, kompasset og GPS’en havde han og Majoren beregnet, at lyskilden var femten kilometer inde i dalen. Sneen var dyb og blød, så hundene var spændt for i skaglerne parvis to og to i en lang række foran slæden. Mætte og nogenlunde udhvilede trak de i et fornuftigt tempo, og ved afgang fra fangsthytten havde Majoren spået, at turen i dette føre ikke burde tage mere end tre timer, trods de over tyve sekundmeter modvind. Det passede næsten, tænkte Mulle anerkendende, da de efter to timer og femoghalvtreds minutter kommanderede hundene holdt for at give dem en pause og bestemme slædens præcise position.

”Vi befinder os på denne koordinat,” råbte Majoren og holdt GPS’en op foran Mulle.
  Vinden overdøvede ethvert forsøg på at holde sig til et normalt stemmeleje, og han lænede sig ind mod Mulle, der fandt kortet frem og i lyset fra pandelampen pegede på koordinatpunktet.
  ”Her! Vi befinder os i den vestlige side af Granatdal, langs foden af fjeldet – hvis vi bare følger kanten af dalen videre frem cirka fire kilometer, bør vi ramle direkte ind i punktet, hvor lyset kommer fra.”
  ”O.k., vi kan køre i en lige linje derop, ingen problemer.”
  ”Nej, lad os komme af sted og se, hvad fanden der foregår,” råbte Mulle. ”Og du er helt sikker på, at Daneborg ikke har nogen meldinger om aktivitet i området deroppe?”
 ”Helt sikker. Jeg ringede til dem på satellittelefonen, før vi forlod hytten, og meldte, at vi sadlede op og drog mod dalen for at undersøge, hvad der foregår. I morges modtog Daneborg seneste situationsrapport fra Arktisk Kommando i Nuuk, og ifølge dem er vi og de fem andre slædepatruljer stort set de eneste mennesker i hele Nordøstgrønland – altså bortset lige fra gutterne på Daneborg. Derudover ligger et forskerskib for anker i farvandet syd for isen i Dødemandsbugten, men det har ikke folk i land. Skibet afventer bedre vejr så deres forskere kan foretage nogle havbiologiske undersøgelser på isbjergene, eller noget i den stil.”
  ”Og Ehrenberg? Forskerstationen i den nordlige ende af Granatdal?”
  Majoren rystede på hovedet.
  ”Nej, forladt og lukket ned om vinteren. Der kommer vist kun et par geologer for at tilse noget elektronik og indsamle nogle data en gang imellem – og de er der ikke nu. Slet ikke i det her vejr. Jeg vil vædde ti stegte rødspætter på, at lyset skyldes et eller andet besynderligt vejr- eller naturfænomen, du har set. Det kan simpelthen ikke være mennesker. Ingen andre end vi er sindssyge nok til at færdes i det her vejr herude!”
  ”Lad os finde ud af det – og lad os gøre det nu! Jeg har ikke brug for flere forfrysninger,” råbte Mulle.
  Han var ikke enig i Majorens teori om, at lyset skyldtes et vejrfænomen. Lyset var ikkenaturligt – der befandt sig nogen derude, eller nogen havde i det mindste været der for kort tid siden. Majoren havde i årenes løb tilbagelagt mere end halvtreds tusinde kilometer på slædepatruljer – mere end en gang rundt om jorden – og udover slædemakkeren havde han aldrig set mennesker undervejs. Så for Majoren var det utænkeligt, at der nu – under årtiers værste vinter – skulle befinde sig mennesker der, og der var ingen grund til at diskutere det med ham, tænkte Mulle. Indenfor kort tid ville de have en afklaring på lyskilden.
  Instinktivt mærkede Mulle efter, om Glock’en sad i lårhylstret, og tjekkede samtidig, at 53/17-riflen sad solidt i hylstret på slædens opstander. Med en kommando og et piskesmæld satte han hundene i gang. Sneen var dyb og blød, så slæden gled fint hen over dalens flade bund, og selv i den stride modvind ville de være fremme indenfor en time. Mulle mærkede en følelse af spænding brede sig i kroppen, en følelse, han ikke havde mærket siden tiden i korpset. 

Knap en time senere trak hundene mere modvilligt. Majoren fandt et par skarpe kommandoer frem, men lige meget hjalp det. Efterhånden trak de i gåtempo, og kort efter stoppede de helt og satte sig. Men de gjorde det ikke på grund af træthed, kunne Mulle se. Ligesom tilbage ved fangsthytten var deres sanser i højeste beredskab. De var bange igen. 
  “Det var fandens – bæsterne reagerer på et eller andet!” råbte Majoren.
  Den store vendelbo stavrede frem igennem sneen på skiene, knælede bag hundene og forsøgte at se hvad de registrerede, og i hvilken retning det befandt sig. Han gik tilbage til Mulle og rystede på hovedet.
  “Det har jeg sgu aldrig været ude for før,” brummede han.      
  “Præcis samme adfærd som oppe ved hytten,” råbte Mulle og pegede rakt frem. “GPS’en viser 321 meter til lyspunktet. Jeg siger, at vi hanker op i riflerne og tjekker det ud uden slæden. Hundene er tydeligvis ikke trygge, og der er ingen grund til at stresse dem. Lad dem hvile i stedet – hvad siger du?” 
  “Enig,” svarede Majoren og begyndte at kommandere hundene i læ bag slæden.
  Mulle trak 53/17-riflen op af hylstret og kontrollerede, at der lå en patron i kammeret.
  Majoren slog en latter op og lagde en lap på Mulles skulder. “Rolig nu, mester, du er ikke i Afghanistan.”
  Mulle ignorerede ham. “Lad os komme af sted,” sagde han begyndte at vralte frem på skiene med Majoren ved sin side.
  Vinden rasede dem i ansigterne og gjorde det umuligt at høre noget, ligesom de intet kunne se. Det var som at stirre op i en brøndgravers røvhul, som Majoren plejede at udtrykke det. Men det passede Mulle fint. Mørket og vinden betød, at hvad eller hvem der end befandt sig derinde, ikke ville have en jordisk chance for at opdage Majoren og ham. Omvendt var det også umuligt for dem at se, hvad de gik imod.
  Efter nogle minutter standsede de for at lytte og observere. Mulle tjekkede afstanden og retningen til punktet. Der resterede 228 meter, og kursen var fin.
  Vagtsomme vadede de frem skridt for skridt.
  Der var intet lys. Kun farven sort. Ingen lyde, bortset fra vindens hylen.
 164 meter. Ingenting.
  83 meter. Stadig ingenting.
 52 meter.
  Sne. Storm. Mørke.

“Hvad sker der…?!” udbrød Majoren og pegede frem. “Hvad er det!?”
  Mulle havde også set det og knælede per refleks.
  Et skarpt og markant lys skinnede pludselig foran dem. Afstanden var umulig at vurdere. Måske hundrede meter. Måske ti. Det hang statisk og havde et underligt borende og lidt blåligt skær over sig. Nærmest som et øje, der stirrede. Det kunne ikke være en projektør eller lygte, tænkte Mulle. Snarere en form for energikilde.
  Han rejste sig, trak riflens kolbe ind i skulderen og bevægede sig langsomt fremad flankeret af Majoren.
  Lyset blev ved med at skinne og bevægede sig ikke.
  Så forsvandt det.
  Og lyste igen.
  Forsvandt.
  Mulle udvalgte et imaginært punkt i mørket og gik mod det. Med munden trak han den yderste flap af luffen og placerede fingeren på aftrækkerbøjlen, klar til at flytte den ind på selve aftrækkeren. Fingeren blev næsten øjeblikkeligt følelsesløs af kulde, men han ænsede det ikke. Han nød spændingen og adrenalinen, men følte sig også sårbar; en riffel fra 1917 og en makker med arktiske feltkundskaber i verdensklasse, men som ikke besad nogen militærtaktisk erfaring eller forståelse, var langt fra den optimale cocktail, når man blindt bevægede sig mod et ukendt objekt, som ifølge alle officielle myndigheder ikke burde findes, og hvis blotte eksistens stred mod al logik.
  Lyset begyndte at skinne igen.
  De måtte være tæt på – tyve-femogtyve meter, gættede Mulle.
  Han og Majoren fortsatte.
  Pludselig var det som om, hans hjerte slog en kolbøtte. Lyset kastede et skær omkring sig, og med ét forstod han, hvad lyset skyldtes, og hvad han havde set oppe ved fangsthytten.  
  Det var en svejseflamme.
  To mænd stod bøjet over et stykke metal og arbejdede med et svejseapparat, der sprøjtede gnister i alle retninger. De var iført store, tykke heldragter og svejsehjelme, og umiddelbart bag dem anedes bælterne på en form for terrængående køretøj. Ovenpå køretøjet kunne Mulle skimte konturerne af en større metalkonstruktion.
  Mulle og Majoren stirrede på hinanden. Hvad i helvede foregik der!?
  Mulle holdt en hånd op foran ansigtet som signal til, at Majoren ikke skulle råbe mændene an. Der var ingen grund til at give sig til kende endnu – de havde overraskelsesmomentet på deres side.
  Mulle trådte yderligere et par skridt frem. Han befandt sig højest femten meter fra mændene, som stadig ikke ænsede ham. Tilsyneladende var de i færd med at reparere et bæltekøretøj med en eller anden form for entreprenørmaskine monteret ovenpå. Men uanset hvad de foretog sig, var det ikke officielt – og dermed ikke lovligt. Desuden var det usandsynligt, at de to mænd opererede alene. De havde med et stykke avanceret udstyr at gøre, hvilket formentlig krævede mere bemanding. Mulle gættede på, at der udover de to mænd befandt sig yderligere en håndfuld personer på stedet. Og hvor var de henne?
  Mulle og Majoren nikkede til hinanden.
  “HALLO!” råbte Majoren, “VI ER FRA SIRIUSPATRULJEN – IDENTIFICÉR JER!”  
  Mændene reagerede ikke. Vinden og svejsehjelmene gjorde det umuligt at høre anråbet. Mulle og Majoren gik tættere på. De var højest fem meter fra mændene nu. Sneen omkring dem var smeltet på grund af gnisterne fra svejseapparatet, og Mulle kunne nu høre lyden fra en maskine, der satte ind med en hydraulisk hylen, hver gang manden aktiverede svejseapparatet. En generator måske. Var det lyden, hundene havde hørt?
  “HALLO! HVEM ER I?!” råbte Mulle af sine lungers fulde kraft.
  Nu hørte mændene anråbet.
  De stivnede ved synet af de to bevæbnede og skæggede vildmænd, som pludselig trådte ud af mørket. Mændene rettede sig op og gjorde front mod Mulle og Majoren.     
  “VI ER FRA DEN DANSKE SIRIUSPATRULJE OG HAR POLITIMYNDIGHEDEN I NATIONALPARKEN – IDENTIFICER JER SELV!” råbte Majoren.
  Mændene sagde ikke noget. Svejseflammen døde ud, og de dannede silhuet i lyset fra en lampe, som var monteret på et metalstativ bag dem. Med hjelme og tykke dragter lignede de to væsener fra det ydre rum. Mulle råbte en tilsvarende kommando på engelsk, men mændene reagerede fortsat ikke og gjorde heller ikke antræk til at foretage sig noget.
  Indtil den ene førte hånden ned i brystlommen.
  Mulle hævede prompte riflen mod manden, og lagde fingeren på aftrækkeren.
  “STOP – JEG VIL SE DINE FUCKING HÆNDER!”
  Manden ignorerede Mulles kommando, fortsatte bevægelsen og trak en håndholdt radio op ad lommen. Havde Mulle befundet sig i en lignende situation i Afghanistan, Irak eller Somalia, havde han trykket på aftrækkeren. Men dette var en ‘blød’ operation, og han løste en politimæssig opgave i et fredeligt område af verden uden terrorister eller fjendtlige militser. 
  Manden førte radioen ind under hjelmens visir. Et par sekunder efter knitrede en stemme i radioen, men Mulle kunne ikke høre, hvad vedkommende sagde, eller hvilket sprog beskeden var på. Manden førte herpå langsomt radioen tilbage i lommen.
  “Der er noget helt galt her!” råbte han til Majoren, der også stod med riflen hævet i retning mod de to fremmede.
  “Ja, det er lusket – jeg ringer op til Daneborg på satellitten og giver dem en melding,” sagde han og fremtog Iridium satellittelefonen op af lårlommen.
  “Ring hellere direkte til Arktisk Kommando i Nuuk først, det her er ikke for sjov – og Daneborg kan alligevel ikke gøre meget nu!” kom det fra Mulle.
  Majoren nikkede, tændte for satellittelefonen og trak dens antenne ud med munden, så den kunne opfange signalet fra en satellit.

Mulle så dem ud af øjenkrogen. Års erfaring udløste svaret på, hvad det var; to mundingsglimt fra et semiautomatisk våben. Et double tap. Kalkuleret. Professionelt.
  Instinktivt var han klar over, at projektilerne ikke havde retning mod ham – men mod Majoren. Det var ham, som holdt telefonen op til øret og var i færd med at skabe kontakt til omverdenen – Majoren var det højest prioriterede mål. Smerten i Mulles ansigt bekræftede ham i dette. Måske skyldtes smerten plasticfragmenter fra satellittelefonen. Måske knoglestumper. Måske begge dele.
  Majorens ben blev slappe, og den store krop sank om i sneen.
  Mulle vidste, at han var næste mål; kun at slå Majoren ihjel gav ingen mening. Så hans finger havde allerede klemt aftrækkeren på Mauser-riflen. Med en fart af ottehundrede meter i sekundet fandt det 11,7 gram tunge projektil sit mål, og visiret på den ene svejsehjelm splintredes.
  Mulle vidste også, at han ikke havde en chance – at genlade med riflens Mauser-lås tog for lang tid. Minimum et sekund. Dertil et sekund for at tage sigte. Men værre; der var ikke nogen at tage sigte mod. Han ikke kunne se hvem, der havde afgivet skuddet mod Majoren, og den anden svejser var sprunget i dækning bag køretøjet.
  Mulle tog ladegreb og forsøgte at vinde dyrebare millisekunder ved at smide sig ned, rulle væk og herved være sværere at identificere for skytten. Men skiene hæmmede ham, og han tumlede om på stort set samme position. Mulle afgav næste skud i den retning, hvor han antog at skytten befandt sig. Men skuddet havde ikke ramt sit mål, vidste han i samme øjeblik, da han registrerede to mundingsglimt.
  Endnu et double tap. Koldt og velovervejet. Skytten vidste, hvad han lavede. 
  Projektilerne ramte Mulles venstre arm og skulder og udløste et hydrostatisk chok, der væltede ham om på siden. Måske var det hans redning. Det betød, at han stadig kunne bruge sin højre arm. Diskret førte han hånden ned til lårhylstret og trak langsomt Glock’en op. Og ventede. Han vidste, at de ville komme til ham, hvis han foregav at være livløs.
  Hvilket en af dem gjorde.
  Den anden svejser trådte frem bag køretøjet og gik forsigtigt hen mod ham.
  Da manden var et par skridt fra ham, trak Mulle Glock’en frem og affyrede tre hurtige hovedskud.
  Manden faldt død om.
  Mulle fortsatte med at fyre de resterende fjorten skud i magasinet af i håb om at ramme skytten.
  Men han nåede kun at affyre tre skud.
  Lyden af endnu et dobbelttab skar igennem stormens rasen, og han registrerede samtidig en ubærlig smerte i brystkassen. Som om nogen jog to knive i den. Han havde prøvet det før og vidste, at den var gal. At blive ramt i brystet døde man som regel af. Men sidst havde han ikke været alene og kyndige hænder, der sad på modige og loyale mænd, bragte ham i sikkerhed.
  Denne gang var han helt alene.
  Pless – jeg er sgu blevet ramt.
  Sekundet efter lukkede mørket sig om Mulle.