Dødemandsbugten

Whiteout.

  Sneen lukkede alt lys ude, og himlen, horisonten og jorden under ham var væk. Den normale verden var forsvundet, og kun han og den piskende sne var tilbage i universet.Når han strakte armen, kunne han ikke se hånden for enden af den, ligesom støvlerne var usynlige, når han kiggede ned. Med med en sigtbarhed på nul havde han ingen referencepunkter og følte sig blind, døv og fuldstændig alene. Men han var ikke alene. Hun var derude et sted, og han var hendes eneste chance for overlevelse.
  Koncentreret tog han endnu et skridt i den dybe sne, fandt balancen og førte igen benet fremad i en kluntet, cirkulær bevægelse.
  88.
 Stop ikke. Bliv ved.
  Han havde hørt omjægere, der var blevet fundet dybfrosne i sneen efter en whiteout-storm. Nogle blev fundet få meter fra den fangsthytte, de havde søgt ly i, men sneen var så tæt, at de aldrig fandt hytten. Udmattede havde de givet op, sat sig, var frosset ihjel og blev fundet som dybfrosne skulpturer.
  Endnu et skridt.
  89.
  Hvor er hun?!
  Støvlen brød den tynde skorpe af is, og benet sank ned i sneen til knæet. På trods af stormens rasen kunne han høre sit hæse åndedræt. Hver indånding sved i lungerne, og hver udånding blev til is i rørhalstørklædet, der dækkede næse og mund.
  90.
  Endnu et skridt.
  91.
  Syre i benene. Blodsmag i munden.
  Forbandede whiteout.
  Om lidt ville glimtet af dagslys fremstå som et eksotisk minde, vidste han. Denne årstid var kun begunstiget med få minutters mat lys, hvorpå polarnatten atter regerede. Det gik hurtigere, end han regnede med, og den mælkehvide tåge sygnede hen til en grålig nuance.
  Mørket lukkede sig omkring ham.
  Blackout.
  Han kiggede ned, og ikke engang armene eller hans overkrop kunne han se nu. I komplet mørke var det sværere at holde balancen. En blind mand måtte have det på samme måde.
  Nu gik han på næsten ren is. Stormen måtte have blæst sneen væk.
  100 skridt.
  Hvor var hun?! 
  Han stoppede. Stirrede ind i det sorte ingenting. Hun kunne ikke være langt væk nu, måske kun få meter.
Tiden var knap, og fandt han hende ikke snart, døde hun enten af blodtab eller hypotermi – eller fordi de fandt hende først. Uden GPS var han nødsaget til at finde hende på gammeldags manér; kompas, skridttælling og en god portion dead-reckoning – gisning baseret på erfaring og instinktudviklet gennem de mange år i korpset, et instinktivt værktøj udviklet gennem de mange år i korpset.
  Videre.
105. 106.
  Han mærkede, hvordan hans krop begyndte at ryste. Kulden havde fundet vej igennem lag af uld, Gore-Tex, syninger og lynlåse. Vinden pressede ham mod venstre, og han kompenserede ved at læne sig mod højre. 111. 112. 113. På jævn grund tilbagelagde han hundrede meter efter 105 skridt. Under disse forhold skulle der lægges mindst femten skridt til. 117. 118. 119. 120.
  Så stoppede han. Yderligere hundrede meter var tilbagelagt. Nitten gange havde han talt til 120. 1900 meter var tilbagelagt, siden han forlod snescooteren. Nu gjaldt det kontrol af retningen – han havde ikke tænkt sig at ende som en dybfrossen skulptur. Den følelsesløse, luffebeklædte hånd fumlede i brystlommen, og han tog kompasset frem og holdt det op foran snebrillerne. Både nordpilen og eller gradskalaen var usynlige. Så knælede han, tændte pandelampen, skærmede med lufferne, hvorpå lyset mættede kompassets fluorescerende belægninger. Nordpilen og gradskalaen lyste svagt.165 grader. Ok. Selvom kompasset angav retningen, vidste han, at han altid trak mod venstre, når han gik dead-reckoning. De fleste højrehåndede mennesker endte med at gå i store cirkler i retning mod uret, fordi deres venstre ben oftest var en anelse kortere end deres højre. Han var højrehåndet. Det venstre ben var blevet fire millimeter kortere end det højre efter træfningen i Afghanistan. Så rejste han sig, tog ti skridt mod højre, sikrede sig, at nordpilen lå, som den skulle over gradskalaen og fortsatte.
  Et skridt ad gangen. 1. 2. 3. 4. Hold de ben i gang.Om et par hundrede meter burde det begynde at gå opad, huskede han fra kortet på forskningsstationen.
  2000 meter.
 Han mærkede, hvordan terrænet nu steg svagt.
  2100 meter.
  Nu gik det opad i en jævn, stigende linje. Han justerede kursen femogtyve grader mod øst – op mod toppen af højdedraget, hvor varden lå. Den lille stenpyramide, som fangerne benyttede som referencepunkt nede fra dalen, ville om sommeren være tydelig nede fra forskningsstationen. I en lavning cirka tohundrede meter stik nord fra varden burde hun ligge.
  Han gik bogstavelig talt ind i den.
  Stenpyramiden nåede ham til brystet, og han lænede sig ind over den for at hvile lungerne. Han kunne skimte hullet, hvor det infrarøde kamera var monteret. Følelsen af isolation aftog en smule ved tanken om menneskeskabt højteknologi, men det kunne han ikke bruge til noget som helst nu.
  Videre mod nord. Han begyndte at tælle sine skridt igen.
  Ved det attende snublede han og tumlede forover. Det var ikke en sten – genstanden havde givet efter.
  Han famlede sig tilbage igennem sneen, indtil lufferne fik kontakt med noget, der på en gang føltes blødt og hårdt. Både levende og dødt. Han lænede sig ned over det og tændte pandelampen. Et lyseblåt øje stirrede tomt på ham. Den klare, isblå farve mindede om hendes øjne. Den lyse pels på slædehundens hals var flænset op i to åbne kødsår hver på størrelse med en knyttet næve. Udgangshuller. Blødnæsede projektiler i en grim kaliberstørrelse.
  Han slukkede pandelampen, rejste sig for at fortsætte, men stivnede ved en svag lyd inde i mørket; netop den lyd han ikke ønskede at høre nu. Han håbede, at det var vinden.Det var det ikke. Den hvinende, metalliske larm blev tydeligere og var, hvad han frygtede; motorer, der blev presset til det yderste.
  Snescootere!
  Ikke godt.
  Hvis han kunne høre dem, betød det, at de var tæt på. Alt for tæt. Lyden blev højere, og førerne af snescooterne var tilsyneladende også klar over, hvor de skulle lede efter hende.
  Med et glemte han alt om kulde og begyndte at løbe. Store, kejtede bevægelser; som i slowmotion. Han var ingen hurtig løber og havde aldrig været det. Sneen nåede ham til knæene, og det føltes som at løbe i vand, der gik til livet. Meresyre og blodsmag.Han mærkede terrænet skråne nedad, hvilket betød, at han var på vej ned i lavningen. Som aggressive insekter hylede motorlarmen tydeligere og mere insisterende bag ham. Antallet af skridt var uklart, men det var også lige meget nu. Tilsyneladende var han fremme; terrænet fladede ud, og han måtte befinde sig i bunden af lavningen nu.
  Selvom det var risikabelt at bruge lys, tændte han pandelampen for at kunne se den.
 Dér. Lige foran ham. Hundeslæden.
 Men hvor var hun?!
 Han følte sig frem henover slæden og mærkede efter. Havde hun pakket sig ned under udstyret?
  Der var ingen spor af hende.
  Hvor ville han selv gemme sig?
  Hvor var der mest læ?
 Mellem mederne under slæden.
  Han løb hen til bagenden, smed sig og gravede sneen mellem mederne væk med hænderne. Omridset af et menneske i fosterstilling kom til syne.
  Han trak hende ud – hvilket var alt for let – og bøjede sig over hende. Under snebrillerne var øjnene lukkede, men han huskede tydeligt, hvordan de så ud. Fulde af liv. Isblå. Ved den højre skulder var hendes polarjakke blodstænket og et blødningsstandsende torniquet var anlagt om den modsatte overarm. Det så skidt ud. Han ruskede i hende.
  Slap.
  Der var ikke ikke mere tid. Han svingede den livløse krop over skulderen, rejste sig, stavrede ned mod fronten af slæden og fandt skaglerne, som hundene var fastgjort til. Med den frie hånd trak han kniven, skar dem over og slukkede pandelampen.
  Han burde befinde sig i komplet mørke igen. Men det gjorde han ikke. Få meter bag ham, på vej ned ad skråningen, glimtede snescooternes forlygter som lyn i tordenskyer.
  Michael Plessner begyndte at løbe.
  Men han var en elendig løber.