Inspiration

VIL DU OPTAGES I SPECIALSTYRKERNE?
SÅ TRÆN FOR HELVEDE!

Som ung var jeg temmelig rådvild i en række af livets forhold. Mit indre kompas var ikke kalibreret, og jeg havde det sikkert ligesom mange andre unge mennesker: for mange spørgsmål og for få svar. I skolen var jeg i bedste fald middelmådig og drømte mig væk fra bøgerne og ud i naturen. Dér følte jeg mig hjemme og tilbragte fritiden med at bygge huler og lege soldat.

Men en dag oplevede jeg pludselig det privilegium at få et klart mentalt referencepunkt. I min lokale boghandler bemærkede jeg en bog i vinduet. På forsiden var en kronraget badass med en smøg i kæften, og titlen på bogen var ”SÅDAN!” Det var en selvbiografi skrevet af jæger nummer 172, Carsten Mørch, der i bogen beretter om sine prøvelser på et amerikansk Ranger-overlevelses- kursus, hvor han bestod som nummer 1.

De kommende år var ønsket om at blive jægersoldat drivkraften i mit unge liv. Alt andet forekom mere eller mindre ligegyldigt. For mig repræsenterede jægersoldater hæder, mod, styrke og vilje – alle de menneskelige kvaliteter, jeg higede efter at besidde. Jeg var overbevist om, at hvis drømmen om at blive jægersoldat gik i opfyldelse, ville jeg kunne gå på vandet, og resten af livet være en leg. Selvfølgelig himmelråbende naivt, men det betød ikke noget, for jeg troede rent faktisk på det.

Som 18-årig begyndte jeg i forsvaret og intensiverede min fysiske træning, der inkluderede koldtvandstilvænning/havsvømning, muskeltræning, terrænløb og orienteringsløb, oftest i uniform og støvler, samt marchtræning, hvor jeg fyldte min gamle rygsæk op med en 30 kilo tung sæk med vejsalt lånt på kasernen. Men jeg følte, at træningen var for tilfældig og ikke målbar nok. Jeg manglede struktur. Så for første gang i mit liv blev jeg for alvor struktureret og planlagde min træning for ét år ad gangen. Det var før regnearkets tid, og min første træningsplan blev en realitet i en krøllet A5-notesbog, hvori jeg fastsatte årsmålene samt træningsart og mængde dag for dag og uge for uge. En typisk træningsuge kunne se ud som på billedet.

I de følgende år gik jeg de nordsjællandske skove og landeveje tynde, dag og nat, sommer og vinter, når tjenesten som soldat tillod det. Enkelte gange gik jeg knap 80 kilometer i træk fra København til den sjællandske nordkyst og retur sydover igennem skove og landsbyer. Jeg svømmede i Øresunds iskolde vand i min gamle indkøbte hjemmeværnsuniform og læderstøvler. Ofte sov jeg i dagevis i skovene for at vænne mig til mørket og til det at være isoleret. En træningsdag på mellem fire og seks timer var normal, og selv om jeg ofte var udmattet, kold, sulten og våd, fortsatte jeg på blodige og slidte fødder, mens drømmen om at blive jægersoldat blev mere og mere rodfæstet i min bevidsthed.

5 år senere – på min 23-års fødselsdag – begyndte jeg optagelsesforløbet til Jægerkorpset. Herefter fulgte fem måneder med et massivt mentalt pres, kulde, sult, en mørbanket krop, meget ømme fødder samt et minimum af søvn og restitution. Jeg var en god – en rigtig god – aspirant og blæste igennem optagelseskurset. Jeg plejer at sige, at jeg var en bedre aspirant, end jeg var jæger. Jeg var forskånet for alvorlige skader, præsterede oftest i top-fem i alle prøver og havde mere overskud end de øvrige aspiranter.

Grunden til min fremragende aspirantpræstation var det konstante, stabile og høje niveau, jeg kunne holde under hele kurset. Og jeg er ikke et sekund tvivl om, hvad grunden hertil var: tusindvis af trænings-timer fordelt på fem års målrettet træning! Og ikke mindst fordi træningen havde ligget meget tæt på den virkelighed, som ramte mig under aspirantkurset.

Så til dig derude, der går med en spirende drøm om et liv i de danske specialstyrker; se at komme i gang med træningen !!

/RAT