Køb mine bøger her

Køb

Køb mine bøger her

Køb
Menu

Klumme

Quds-enheden – Irans forlængede og hemmelige arm

, 0

Quds-enheden – Irans forlængede og hemmelige arm

Selv de mest nyhedsresistente danskere har formentlig hørt om lederen af den iranske Quds-enhed, General Qassem Soleimani, der blev dræbt af et missil fra en amerikansk drone i Baghdad den 3. januar. Der har herefter været sagt og skrevet nok om generalen, der ganske ufrivilligt blev antændt af den hellige ild, så lad mig i stedet kaste lidt lys over Quds-enheden, han stod i spidsen for.

Det iranske militær er sammenlignet med andre lande i regionen ganske stærkt men ikke stærkt nok til at kunne dominere konventionelle krige. Slet ikke når det gælder deres hovedfjende, USA – ”Den store Satan”. Derfor har iranernes strategi været at føre proxy-krige – krige hvor de i hemmelighed finansierer, udstyrer, træner og leder militser, der i andre lande fører guerilla-krige og terrorvirksomhed på vegne af Iran. Til det formål har de i årtier anvendt Quds-enheden.

I Iran er Quds-enheden kendt som Al-Quds, hvilket på arabisk betyder Jerusalem, og fint underbygger enhedens erklærede mål: At befri Jerusalem fra jøderne og give byen tilbage til araberne. Quds-enheden har tætte bånd til Hizbollah, Hamas, Islamic Jihad og andre terrororganisationer, ligesom den i Irakkrigen fra omkring 2004 bidrog med finansiering og træning af shiamilitser, som kæmpede mod den amerikanskledede koalition, deriblandt Danmark.

Det er fair at sige, at Quds-enheden bærer det direkte ansvar for tabet af en håndfuld udsendte danske soldater i Basra-regionen, hvor iranernes specialitet var avancerede, retningsbestemte vejsidebomber. Selv har jeg oplevet djævelskabet på tætteste hold. Især de cylindriske EFP-sprængladninger (explosively formed projectile), der gennemtrængte kampvogne og pansrede køretøjer som knive i smør, frygtede mine kammerater og jeg, hver gang vi forlod basen.

Quds-enheden er organiseret i underafdelinger, der respektive har fokus på efterretningsindhentning, finansiering, politik, sabotage og specialoperationer. Underafdelingerne er blandt andet engageret i vestlige lande (primært Europa og USA) samt Irak, Afghanistan, Pakistan, Indien, Israel, Libanon, Tyrkiet, Nordafrika og den arabiske halvø.

Ingen ved med sikkerhed, hvor stor Quds-enheden er. Estimater varierer mellem alt fra nogle tusinde til 50.000 personer. Enhedens budget er også hemmeligt og styret direkte af Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, som nu har overdraget ansvaret for Quds-enheden til general Esmail Qaani, efter Soleimani sluttede sig til sine himmelske skabere.   

Kommer det til at ændre noget for Quds-enhedens strategi? I det lange løb sikkert ikke. Men den nye general gør nok klogt i at plædere for et fornuftigt risikotillæg, når han skal forhandle løn med Ayatollahen.

Link
EB_AL_QUDS

Den Ensomme Ulv

, 0

Den ensomme ulv – terrorens discount

Iført et falsk selvmordsbælte og bevæbnet med en kniv knivdræbte den 28-årige Usman Khan forleden to uskyldige civile i London. Et par vidner til terrorangrebet reagerede heroisk ved at tackle og overmande Khan, der øjeblikke senere blev skudt og dræbt af politiet. Terroristen var dømt for terrorrelaterede forbrydelser og blev prøveløsladt i 2018, hvilket burde give anledning til grå hår i såvel britiske som andre landes efterretnings- og sikkerhedstjenester.

For hvis en person, som allerede er dømt for terror – og således må antages at være under kontrol af myndighederne – kan slippe afsted med at begå yderligere terror, hvordan kan vi så stole på, at efterretningstjenesterne har styr på potentielle terrorister, der endnu ikke ar dukket op på radaren?

Terrorister som Usman Khan er det, eksperter betegner som en ”ensom ulv”. Det vil sige en person, der planlægger og udfører et terrorangreb på egen hånd uden medsammensvorne og heller ikke kommunikerer med ligesindede i forbindelse med angrebet.

Terrorangreb begået af ”ensomme ulve” kræver ikke den store planlægning eller erfaring. De er terrorens discountudgave. Det eneste, det kræver – som i tilfældet med Usman Khan – er et par store knive, gaffa tape (den ene kniv var angiveligt tapet fast på hånden) og viljen til at slå ihjel samt potentielt dø for sin overbevisning.

”Ensomme ulve” er et mareridt for efterretnings- og sikkerhedstjenesterne, fordi de næsten er umulige at opspore. Terrorangrebet i London var simpelt og lavteknologisk, og Usman Khan efterlod sandsynligvis ingen digitale spor på Internettet eller mobiltelefonen, som kunne have aktiveret de røde lamper hos efterretningstjenesterne.

Sammenholdt med de beskedne ressourcer den ”ensomme ulvs” terrorangreb kræver, er det yderst effektivt. Det har global rækkevidde i medierne, og for terroristerne bliver det allervigtigste succeskriterie opfyldt: Frygt. Denne form for terror er ikke designet til at bringe en nation i knæ. Målet er psykologisk funderet. Det er – bogstavelig talt – at terrorisere befolkningen.  

Siden jeg blev født, har jeg hørt om terror – og har i en årrække som soldat været med til at bekæmpe den. Desværre kommer jeg også til at høre om terror, indtil jeg dør, men bliver forhåbentlig ikke vidne til den. Således opløftet ønskes I en god søndag i advent.

Link
Discount_terrorist

Alfahannen er blevet silverback

, 0

Alfahannen er blevet silverback
 
Aldrig har jeg set så mange mørke jakkesæt samlet under ét tag, som da jeg forleden holdt foredrag for et par hundrede topdirektører fra det danske erhvervsliv. Før jeg gik på scenen, fik jeg muligheden for at hilse på nogle af virksomhedsbosserne. Det skortede ikke på faste håndtryk, testosteron (hvor var østrogenen iøvrigt?) og kompetitive attituder. Der var ”high performance” for alle pengene. Ingen skulle være i tvivl om, at de gik forrest og var committed.
 
Og selvfølgelig skal man være comitted og gå forrest som chef og leder. Problemet opstår efter min mening, når chefen udvikler sig til en alfahan, for hvem egen smertetærskel, personlig ydeevne og snik-snak om løsrivelse fra komfortzoner danner grundlaget for ledelses- og virksomhedskulturen. Den hårdkogte macho-chef er en klods om benet på den moderne ”high-performance”-organisation.
 
I stedet bør den effektive leders fornemmeste opgave være at sammensætte de rigtige teams i organisationen. Herved opnås der en ”high performance”-kultur, hvor det enkelte team leverer varen, gør det kontinuerligt og begår færre og færre fejl, hvilket er den kondenserede definition på ”high performance”. Pointen er grundlæggende, at et team altid vil levere højere kvalitet end individualisterne.
 
Grunden hertil er fænomenet kollektiv intelligens. Studier viser, at teammedlemmer med meget høj eller lav personlig intelligens ikke har ret stor påvirkning på et teams kollektive intelligens eller dets evne til at løse opgaver. Synergien i teams vil altid overtrumfe individet.  
 
Og personlige egenskaber som attitude, vilje, kompetencer og motivation er i højeste kurs, når et team skal sammensættes. En noget overset egenskab er efter min mening empati. Har du ikke empati og er i stand til at indgå som en smidig og naturlig del af et team, når du aldrig ”high performance”. Med andre ord: Ingen samarbejdsevne og empati – ingen ”high performance”.
 
Og her er vi tilbage ved virksomhedsbosserne. Nogle af dem struttede af alfahan-attituden og ikke ligefrem af empati. Måske bør machostilen genovervejes. For moderne virksomheder, der forstår vigtigheden af ”high performance”-teams, vil altid komme først til markedet og levere bedre kvalitet.

Link
ALFAHANNEN

Kinesiske specialstyrker på fremmarch

, 0

Kinesiske specialstyrker på fremmarch

Kinas militær er i en rivende udvikling. Landets imponerende stående styrke på 2.6 millioner soldater (amerikanernes er på 1.3 millioner) bliver moderniseret, trænet og tunet med henblik på at kunne matche Vestens militær. Det gælder ikke mindst kinesernes specialstyrker. Siden kampen mod terror begyndte i 2001 anført af amerikanerne, har Vestens specialstyrker vist sig som et endog meget effektivt værktøj på slagmarken, hvilket ikke er gået kinesernes næser ram forbi.

De første egentlige kinesiske specialstyrker blev grundlagt i 1990’erne, og op igennem 00’erne fik alle værn – hæren, flåden og flyvevåbnet – deres egne specialstyrker. Med de amerikanske Navy SEAL-enheder som forbillede grundlagde den kinesiske flåde i 2002 specialstyrken ”Jiaolong” (”Vanddragerne”), og flyvevåbnet fulgte efter med ”Leishen” (”Tordenguderne”), en specialstyrke med faldskærmsindsættelse som kernekompetence. Så Folkerepublikkens specialstyrker er i en rivende udvikling.

Kineserne står dog fortsat overfor en grundlæggende udfordring, når det gælder om at udnytte deres militær og herunder specialstyrker effektivt. At transportere de mange soldater rundt i Kina med tungt udstyr og materiel er et logistisk kæmpeprojekt, der fortrinsvis baseres på landets jernbanenetværk.

Såfremt kineserne vil udsende større landstyrker udenfor landets grænser, bliver den logistiske udfordring endnu større. Billedet står i skærende kontrast til amerikanerne, hvis militær i årtier har haft en global rækkevidde.

Men også på dette område rykker kineserne. Deres nyudviklede tunge transportfly, Xi’an Y-20, er sat i masseproduktion og har først og fremmest gavnet specialstyrkerne, der nu kan indsættes som en strategisk kapacitet i stil med amerikanernes specialstyrker.

Duer kinesernes specialstyrker så til noget? Jeg har ingen anelse. Videoer af deres træning, procedurer og udstyr florerer på Internettet, men de emmer af indstuderet koreografi og distance-blænderi. Når det er sagt, har jeg absolut ingen grund til at betvivle kinesernes evne og vilje til at producere specialstyrkemandskab af høj kvalitet. Når Folkerepublikken sætter sig noget for, har den det med at indfri målsætningen.

Men deres specialstyrker har vel ikke nævneværdig krigserfaring, kan man indvende. Jo, de har faktisk nogen. I 2015 blev ”Vanddragerne” indsat i Yemen for at evakuere kinesiske statsborgere fra borgerkrigen, og i 2017 befriede samme enhed et kapret kinesisk fragtskib i Adenbugten.

Men i hvilken grad kinesernes specialstyrker kan sidestilles med sine vestlige søsterenheder, vil kun en egentlig indbyrdes test på slagmarken vise. Lad os ikke håbe, at det scenarie bliver en realitet.  

Link
Kineserne kommer

Malinois – fjendens værste mareridt

, 0

Malinois – fjendens værste mareridt

For et par uger siden blev verden et bedre sted. Lederen af Islamisk Stat, massemorderen og voldtægtsforbryderen Abu Bakr al-Baghdadi, valgte på heroisk vis at detonere selvmordsvesten omgivet af sine tre døtre, han brugte som menneskeskjolde, under et flugtforsøg i en tunnel. 

Al-Baghdadi flygtede fra soldater tilhørende klodens ypperste specialstyrke, amerikanske Delta Force, der gennemførte den skæbnesvangre operation mod terrorlederens skjulested. Men al-Baghdadi flygtede også fra noget af det, han og hans åndsfæller og frygter og hader allermest: en hund. Nu om dage har enhver seriøs specialstyrke nemlig menneskets bedste ven med som en del af holdets spydspids.

Hunde i specialstyrkerne, øvrige militærenheder, politi og sikkerhedstjenester er et uvurderligt aktiv ikke mindst på grund af deres fine snuder. Typisk indeholder de 220 millioner lugteceller mod menneskets beskedne fem millioner. Det gør vores firebenede venner i stand til at opfange og lokalisere stoffer, landminer, bomber, granater og improviserede sprængladninger og ikke mindst fjendtlige kombattanter som for eksempel al-Baghdadi, der endte sine dage jagtet af en frådende og gøende hund, som var ved at bide røven af ham.

Labradorer og Schæfere er populære tjenestehunde. Men når det kommer til heroisme og effektivitet på slagmarken, er den belgiske Malinois superstjernen. Det var den race, som jagtede al-Baghdadi. Malinois har vist sig at være ekstremt hårdføre, hurtige, fokuserede og – når det er påkrævet – aggressive. I forhold til Schæferen er en Malinois noget mindre og dermed nemmere at håndtere (fx ved faldskærmsindsættelse, rappelling og water-cast) og er desuden mere resistent overfor varme grundet sin tyndere pels.

Det er ikke første gang, vi hører om brugen af en Malinois på slagmarken. I maj 2011 gennemførte amerikanske SEAL Team 6 operationen, der fik ram på al Qaedas leder, Osama bin Laden. En Malinois ved navn Cairo var med til at sikre perimeteren omkring bygningen, hvor bin Laden skjulte sig, og var klar til at blive sendt efter ham, hvis terrorlederen viste sig vanskelig at lokalisere eller forsøgte at flygte.

Da USA’s daværende præsident Barack Obama hørte om Cairos deltagelse i operationen, udbrød han ifølge amerikanske medier: ”Jeg vil møde den hund!” Hertil havde et medlem af SEAL Team 6 angiveligt svaret muntert: ”Hvis De vil møde den hund, hr. præsident, vil jeg råde Dem til at medbringe godbidder.”

Jeg deler ubetinget begejstringen for hunde i militær tjeneste (og i alle andre sammenhænge). En amerikansk soldat og hundefører sagde engang noget lignende til mig: ”Hunde er perfekte soldater. De vil aldrig svigte dig. De er tapre og kvikke og giver aldrig op. De kan lugte igennem mure, se i mørket og spiser en hvilken som helst feltration uden at klage.”

Link
MALLINOIS

Drop selvmedlidenheden

, 0

Drop selvmedlidenheden

Jeg glemmer aldrig den nat. Udmattet og gennemblødt af sved kæmpede jeg mig med over 80 kilo tung udrustning op ad den næsten lodrette klippeside uden sikkerhedsudstyr dybt inde i de fjendtlige, afghanske bjergegne. Fjenden vidste, at mine jægerkammerater og jeg var i området; Chinook-helikopteren, der få timer forinden satte os af på klippen, havde larmet som et damplokomotiv på steorider.   

Mit våben hang frit på brystet i skulderremmen, så jeg kunne bruge mine arme og hænder til at hive og presse mig opad. Med én støvle ad gangen fandt jeg fodfæste og mobiliserede al kraft i hver eneste fiber i mit ben. Mine tynde handsker var flossede af de skarpe klippekanter. Jeg kiggede ned ad klippesiden. At miste balancen her betød den sikre død.

Dette overgik min vildeste fantasi, og pludselig gav helvedet som aspirant til Jægerkorpset mening. Sanseindtryk fra de fire måneders optagelsesprøve for igennem hovedet. Smerte, frygt, uvished og blodsmag i munden. At blive ved selvom kroppen siger nej. Jeg stoppede et øjeblik for at drikke lidt vand, og et par småsten dryssede ned ad klippen forbi mig. I nogle sekunder turde jeg ikke trække vejret. Var det fjenden? Et dyr? Eller klippens luner?

Stående der på klippen var jeg presset til det alleryderste af min fysiske og mentale formåen. Og måske er det nærliggende at antage, at jeg havde lidt ondt af mig selv. Bare en smule. At jeg ynkede mig selv. Men det var ikke tilfældet. Jeg havde på ingen måde ondt af mig selv. År forinden havde jeg taget et aktivt valg om at søge ind i Jægerkorpset. Ingen havde tvunget mig op på den klippe. Jeg var der helt af egen fri vilje.

Hvilket er min pointe med denne klumme: Det nytter ikke at have ondt af sig selv, når det – i mit tilfælde bogstaveligt talt – går op ad bakke. For der kommer ingen og hjælper dig. Livet består af en række mentale flaskehalse. Nogle dage er nemme, andre dage er mindre nemme og enkelte er ad helvedes til. Og når de er ad helvedes til, er der kun en ting at sige: Suck it up!

En klog herre udtrykte det engang meget rammende: ”Selvmedlidenhed er det mest destruktive narkotikum, der kan skaffes uden recept. Det er afhængighedsskabende, giver kortvarig velvære og ødelægger realitetssansen.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Link
IMG_4255

Hvad der skal til

, 0

Har du hvad der skal til?
 
Hvad skal der til? Hvordan skal man træne? Hvilke personlige egenskaber skal man have? Når unge mænd – og kvinder – drømmer om optagelse i Jægerkorpset, Frømandskorpset og Siriuspatruljen, er det oftest spørgsmålene, de stiller mig.  
 
Før jeg svarer, stiller jeg altid følgende kontraspørgsmål: VIL du virkelig være specialstyrkesoldat? Når den spirende specialstyrkeaspirant har tygget lidt på spørgsmålet og afklaret vender tilbage med et rungende JA, forklarer jeg vedkommende følgende: Husk at det ikke er svulstige overarme og store fødder, der er afgørende for at komme igennem nåleøjet. Afgørende er din VILJE. Nedenstående opstiller jeg – indrømmet, noget simplistisk – seks af de efter min mening vigtigste kriterier for at blive optaget i specialstyrkerne.
 
#1 Træning, træning og træning. Jeg trænede intensivt i fire år, før jeg søgte ind i Jægerkorpset. Med en rygsæk så stor og marginalt lettere som Rundetårn marchtrænede jeg skov- og landevejene tynde. Jeg svømmetrænede i havet om vinteren, trænede orientering under de sværeste forhold og sov i skoven i dagevis for at vænne mig til feltlivet. Om man kan mentaltræne? Ja, det kan man. Havsvømning om vinteren er ikke en fysisk men en mental udfordring.   
 
#2 Attitude. Din attitude som aspirant er vigtigere, end du tror. Instruktørerne er allergiske overfor negative attituder. En negativ attitude trækker et teams moral ned og reducerer dets præstationsevne. Aspiranter, der ikke kan kontrollere attituden under pres, bliver luget væk uden tøven. Jeg advokerer ikke for blind jubeloptimisme men for en positiv og pragmatisk attitude, når man er under intenst pres.
 
#3 Vær en god kammerat. Aspiranten, der lægger sig i slipstrømmen på sine kammerater og kun tager del i fællesskabet, når instruktørerne er tilstede, vil altid blive gennemskuet og evalueret derefter. Vær derfor altid en god kammerat. Tag aktivt del i fællesskabet. Herved er man en teamplayer, og specialstyrkerne vil kun have teamplayere.
 
#4 Kvæl horisonten. Lad være med at tænke langsigtet. Fokuser på hvad du er i færd med nu og her, og glem hvad der måtte ske om en time, i nat eller i morgen. Dit mål er fortsat at stå op, når marchen, svømmetesten eller udholdenhedsprøven, du er i færd med, er overstået. Tænk på at overleve til aftensmaden – hvis du da får noget.
 
#5 Accepter fejl. Du vil uvægerligt begå fejl men lad være med at ærgre dig over dem. Det er fortid og alligevel for sent at rette op på fejlen. Kig i stedet fremad og fokuser på den næste opgave og sørg for ikke at begå samme fejl igen. Instruktørerne vil måle dig netop på evnen til at ryste modgangen af dig.  
 
#6 Giv aldrig op. Uanset hvor udmattet, sulten, kold og forpint du er – lad være med at melde fra. Du har taget en beslutning om at være jægersoldat, frømand eller siriusmand – vær loyal over for den beslutning. Du får intet ud at melde fra ud over at ærgre dig over det resten af livet.

Link
HAR_DU_HVAD_DER_SKAL_TIL

Jeppe i Baronens Seng

, 0

Jeppe i Baronens Seng

Lad os være ærlige: Vore grønlandske venner i det mørke nord er nogle, vi danskere generelt forbinder med Hendes Majestæt Dronningens nytårstaler og med forarmede og alkoholisede skæbner, der strejfer rundt i vore byer. Og det er en skam. Men det kan være, at det er en god ide, at vi begynder at tage Grønland og dets rolle i Rigsfællesskabet alvorligt.

Klimaforandringerne betyder nemlig, at isen smelter i Arktis, hvilket åbner nye handelsruter gennem Det Arktiske Hav og giver adgang til råstoffer og olie i regionen. Det betyder, at Grønland har fået en central rolle i en geostrategisk magtkamp mellem klodens mægtigste nationer – USA, Kina og Rusland. Det betyder igen, at Danmark har en tilsvarende central rolle, idet vi har ansvaret for Grønlands udenrigs-, forsvars og sikkerhedspolitik. 

Og som Jeppe i baronens seng har Danmark noget omtumlet og fodslæbende sovet gevaldigt i timen og først nu indset alvoren i Grønlands betydningsfulde rolle i stormagternes magtkamp. Alt imens opruster russerne militært i regionen (senest med Nagurskoye-basen på Franz Josef Land øst for Svalbard), og kineserne forsøger at købe sig til indflydelse i regionen med investeringer i infrastruktur, blandt andet i Grønland. Og USA har med sin orange præsident i spidsen for alvor rettet blikket mod Arktis. 

Historisk set har Danmark anset Grønland for at være et ”lavspændingsområde”, og vores militære tilstedeværelse på og omkring øen er symbolsk. Den gæve Siriuspatrulje patruljerer med et par hundeslæder i verdens største nationalpark, søværnet er repræsenteret af fire aldrende inspektionsskibe, og noget luftforsvar er der intet af på den enorme ø. Og fraværet af militær i området vækker bekymring i USA, hvilket var en af grundene til præsident Trump ønskede at besøge Danmark.

Så hvad nu, Danmark? Ja, det er ikke godt at vide. Den nyligt tiltrådte forsvarsminister, Trine Bramsen, har udsendt en pressemeddelelse, hvori hun blandt andet udtaler, at ”regeringen ønsker at fastholde Arktis som et ”lavspændingsområde”” og, at ”vi skal have en tættere og regelmæssig dialog med Grønland og Færøerne om forsvarspolitiske spørgsmål.”

Ja, det er nok en god ide. Lad os se, hvad der sker. Forhåbentligt er Jeppe ved at løsrive sig fra søvnens tåger og er klar til at engagere sig i spillet med de store drenge i klassen.

Link
JEPPE_KLUMME

Surstråleren

, 0

Surstråleren

Kender du typen fra din arbejdsplads? Brokkehovedet, der konstant lufter sin selvmedlidenhed og utilfredshed, og bevidst deltager i diskussionerne for at kuldsejle dem, mens du eller kollegaerne hverken kan eller orker at lukke ned for vedkommendes giftigheder.

Det gør jeg. Da jeg i forsvaret bestred jobfunktioner udenfor Jægerkorpset samt i civile organisationer, oplevede jeg den såkaldte ”surstråler”. Vedkommende er destruktiv for arbejdspladsen. Han eller hun forpester arbejdsklimaet og ultimativt hæmmer virksomhedens produktivitet.

Problemet med den negative og vrantne attitude er, at den hurtigt breder sig som gift blandt virksomhedens øvrige medarbejderne, teams og afdelinger. Derfor skal den inddæmmes og elimineres omgående. Men hvordan? Dels gennem en stærk og resolut ledelse og dels fra den enkelte medarbejder, som også deler ansvaret for at løfte virksomhedens moral.

Lad mig tage udgangspunkt i den enkelte medarbejder. Jægerkorpset står for mig som mønstereksemplet på god arbejdsmoral. Den enkelte jægersoldat deltager passioneret og dedikeret i fællesskabet og opgaveløsningen. Negative attituder og ”surstrålere” sorteres omgående fra, hvis de da overhovedet formår at slippe igennem rekrutterringens tætte filter. En jægersoldat anerkender værdien i den positive og progressive adfærd; er den ikke tilstede bliver det nemlig umådeligt vanskeligt at opretholde det høje og kontinuerlige fagniveau i teamet.

I de 11 år, jeg var jægersoldat, fokuserede jeg primært på to ting for at bidrage til den gode arbejdsmoral. For det første benyttede jeg det, jeg kalder ”den indre uniform”. Det vil sige, at når jeg hver morgen fremtog og iførte mig den ydre uniform, iførte jeg mig samtidig den indre uniform. Med andre ord: jeg tilsluttede mig hundrede procent Jægerkorpsets kultur, kodeks og værdier, indtil jeg efter fyraften satte mig ind i bilen og kørte hjem.

For det andet nulstillede jeg de personlige relationer med mine kollegaer. Jeg havde såvel gode som mindre gode relationer med mine teammedlemmer. Sådan vil det altid være på en arbejdsplads; nogle kollegaer klikker man med – med andre gør man ikke. Men ved at nulstille de personlige (mis-)relationer, tilsidesatte jeg herved mine egne behov, personlige agendaer og sulten efter anerkendelse. Mit personlige bidrag indgik således smidigt og ukompliceret i den fælles indsats, der skulle føre mit team over målstregen.

Således et par fif til dig der eventuelt aspirerer eller endda allerede sorterer under kategorien ”surstråler”. Tænk over dem. Livet bliver meget nemmere, når man ikke surstråler. 

Link
Surstråleren

En uhellig alliance

, 0

En uhellig alliance

Det strider imod mine instinkter: At skulle samarbejde med en person, organisation eller bevægelse, hvis menneskesyn og værdier repræsenterer det stik modsatte af mine egne. Det var dog den virkelighed, jeg i 2001 stod overfor, da jeg som humanitær minerydder, var nødsaget til at samarbejde med talibanbevægelsen, der fra 1996-2001 regerede Afghanistan med en jernnæve.

Det var mit ansvar at forestå rydningen af et minefelt på størrelse med fem-seks fodboldbaner i udkanten af byen, hvor de russiske forsvarsstillinger var etableret i løbet af den 10 år lange besættelse i 1980’erne. Mine knap 100 afghanske mineryddere, organiseret i fire teams, arbejdede i 40-50 grades varme iført visir og tung kevlar-beskyttelsesvest med det ekstremt langsommelige rydningsarbejde. Som arkæologer krattede de sig frem i den hårde jordskorpe meter for meter med henblik på at identificere og tilintetgøre panser- og personelminerne, imens afghanske teamledere superviserede dem.

Én af teamlederne var problematisk. Ikke alene krævede han blind loyalitet og underkastelse af sine folk, der frygtede ham, men han var også var loyal overfor talibanbevægelsen.  Jeg havde ikke den luksus at kunne irettesætte endsige fyre manden. Det ville omgående betyde problemer med talibanbevægelsen, der i forvejen var en belastning.

Men situationen var uholdbar og måtte løses. Jeg adresserede således problemet med min afghanske stab, men for at komplicere tingene yderligere var enkelte medlemmer af staben også talibantilhængere, mens andre foragtede dem, hvilket medførte en betændt og anspændt atmosfære.

Jeg valgte mine ord med omhu og fremførte, at vi måtte vægte sikkerheden for minerydderne og, at det nok var på tide at udskifte og forfremme et par af teamlederne for at få friske øjne i minefeltet. Jeg foreslog derfor lidt henkastet, at vi oprettede stillingen som ’Chief Administrative Mechanic’ til teamlederen. Afghanerne elsker svulstige titler, og på papiret var det en forfremmelse. Forslaget gik rent ind. 

I realiteten betød det, at teamlederen skulle sidde på sin flade røv og se vores køretøjer køre ind og ud ad porten, mens de egentlige mekanikere selvstændigt håndterede bilparken. Såvel talibanvenlige som talibanfjendtlige medlemmer af staben nikkede tilfredst. Ingen tabte ansigt, og Taliban blev ikke sure. Og teamlederen blev så begejstret, da jeg overbragte ham nyheden, at han rent faktisk gjorde honnør for mig (hvilket snarere mindede om en ’Mussolini-finte’). Således kan en alliance med ”fjenden” indgås.

Link
UHELLIG_ALLIANCE

Load More