Gud, konge og fædreland?

Som jægersoldat var jeg i over to år udsendt til Afghanistan og Irak. Her oplevede jeg menneskeheden udfolde sig fra sin mørkeste og mest makabre side og var vidne til armod, frygt, lemlæstelse og død på tætteste hold. Adskillige gange mistede jeg selv nær livet på grund af selvmordsbombere eller beskydning. Og jeg må erkende: Jeg kunne lide at befinde mig i en krigszone.

Denne erkendelse skurer i de flestes ører. Med rette. Siden jeg forlod forsvaret, har jeg tænkt meget over, hvad der ligger til grund for denne irrationelle og bizarre indstilling og har lettest ved at definere de motiver, som IKKE drev mig, for at drage i krig: Det var ikke for Gud, konge og fædreland.

Først det med Gud. Guddommelighed eksisterer ikke i min verden. Jeg tror på, at man kan være et anstændigt menneske uden et moralske retningslinjer fra ophøjede og altfavnende kræfter, der prædiker det ideelle liv. Jeg skal nok definere mit eget liv.  

Hvad så med monarkiet? Som institution er kongehuset da ganske hygsomt og et fint nationalt samlingspunkt. Men at gå i krig for Hendes Majestæt? Næh tak. Og så er der fædrelandet. Jeg holder uendelig meget af lille, gæve Danmark og kæmper gerne på nationens vegne, men fædrelandet har kun haft perifer indflydelse på min motivation for at drage i krig.

Jeg drog heller ikke i krig i en højere sags tjeneste. Jeg har klare holdninger, og jeg interesserer mig naturligvis for verden omkring mig, men havde mit motiv været ideologi eller storpolitik, var jeg blevet (en elendig) politiker eller aktivist i en NGO.

Spænding og adrenalinsus er nok en del af forklaringen på min affektion for soldaterlivet. Jeg følte mig spillevende, og hver fiber i kroppen var aktiveret, når jeg stod ansigt til ansigt med fjenden, eller da jeg om natten sprang ud ad en flyvemaskine i 10 kilometers højde.  

Men frem for alt drog jeg i krig for at være en del af den samhørighed og det åndsfællesskab, som hersker blandt soldater i krigszoner. Krigens paradoks er, at den udstiller vores mørkeste sider og samtidig mobiliserer de mest ædle og medmenneskelige sider af os. I de afghanske bjerge eller i Bagdads blodige gader var jeg en del af et værdifællesskab, hvor mine kammerater var ærlige, loyale, omsorgsfulde, beskedne, ansvarlige og modige. Facaderne var skrællet af, der florerede ingen løgne, og der var ingen fejhed, grådighed eller egoisme. Det var en bull-shit-fri zone – i skærende kontrast til den verden jeg nu dagligt er en del af.