Det højeste trin i verden

Den 16. august 1940 udførte løjtnant William Ryder det første officielle faldskærmsspring i den amerikanske hær og dannede dermed grundlaget for tusinder af soldater, der blev indsat med faldskærm under anden verdenskrig.

På samme dato 20 år senere satte endnu en amerikaner rekord i luftrummet, da oberst Joe Kittinger som frontmand i Excelsior III-projektet (navnet Excelsior blev valgt fordi det betyder noget i stil med ’altid opad’ på latin) gennemførte et faldskærmsspring fra en højde af intet mindre af 31 kilometer (!)

Iført hjelm, visir, iltmaske, en særlig g-kraft-dragt og med påmonterede kameraer forlod Kittinger sin gondol 31 kilometer over New Mexicos ørken, og da han nåede til en højde af 27 kilometer, faldt han med en utrolig hastighed af over 1000 kilometer i timen. Efter fire et halvt minuts frit fald udløstes hans skærm, og Kittinger svævede ned over ørkenen og landede sikkert. I alt havde bedriften varet 13 minutter og 45 sekunder.

At springe ud i himmelrummet med faldskærm og lade sig falde frit lyder måske ligetil. Det er det ikke. Mange ting kan gå galt. Da jeg som jægersoldat første gang sprang fra mere beskedne 10 kilometers højde, kom jeg i gevaldige problemer.

Umiddelbart efter mit ’exit’ fra flyet, der fløj cirka 650 kilometer i timen (mod 350 i normal flyvehøjde), trak jeg skærmen. Opbremsningen var så hård, at min iltmaske sprang op i den ene side og nu hang og dinglede kun i den ene lås. Uden ilt i 10 kilometers højde ville jeg miste bevidstheden indenfor cirka 30 sekunder og herefter svæve livløs rundt uden indflydelse på hvor, jeg endte.

Valget var enkelt. Enten kunne jeg tage mine luffer af men herved risikere at tabe dem og ødelægge hænderne med permanente frostskader (det var 50 graders kulde) og i værste fald blive ukampdygtig som soldat. Alternativt kunne jeg forsøge at få iltmasken på plads med lufferne på. Men det var vanskeligt og indebar den risiko, at jeg fejlede og gled ind i bevidstløshed.

Svære forfrysninger eller bevidstløshed? Jeg valgte det sidste. Jeg greb den flagrende iltmaske og placerede den foran munden, mens jeg fumlede med lufferne. Lidt efter hørte jeg et befriende klik fra spændet, der gled op i beslaget. Den kølige og svagt metalliske smag af ilt strømmede nu ind i mine hårdt prøvede luftveje.

Min lille flirt med himmelrummet som ung jægersoldat var ingenting i forhold til de prøvelser som oberst Kittinger blev udsat for. Da han for 60 år siden udførte sit banebrydende spring, dannede hans og hans efterfølgeres mod og pionerånd grundlaget for militære specialstyrkes indsættelser med faldskærm i de kommende årtier. Hvilket mine tidligere kollegaer og jeg har nydt godt af. Så tak for det, hr. oberst.