Mavefornemmelsen har næsten altid ret
 
Mavefornemmelse. Intuition. Instinkt. Indfølingsevne. Disse egenskaber var næsten altid udslagsgivende, for hvilken beslutning jeg traf, når jeg som jægersoldat i krig eller under træning fornemmede fare. I langt de fleste tilfælde var beslutningerne rigtige og førte til en korrekt og i nogle tilfælde endda livreddende adfærd. Denne intuitive fremfærd gjaldt ikke blot for mig alene, men også når teamet traf en fælles beslutning.
 
Mavefornemmelse er en underlig gråzone med fravær af egentlig logik og rationale og opstod for mine teamkammeraters og mit vedkommende som et resultat af erfaring fra tusinder af træningstimer, talrige operative indsættelser og årelangt samarbejde. Teamets sammenhængskraft var så stærk, at et enkelt blik, en bevægelse eller lyd var nok til, at vi intuitivt forstod hinanden.
 
Under operationer i Irak og Afghanistan blev disse intuitive værktøjer bragt i spil. For en konventionel soldat er slagmarken oftest relativ sort og hvid, og han kan identificere og nedkæmpe fjenden. Som livvagt i en krigszone – for eksempel i Baghdads ellers Basras blodige gader i midten af nullerne – smeltede fjendebilledet sammen til en uforudsigelig og sløret masse. Der var ingen klare indikationer på, hvor fjenden befandt sig, hvordan han var klædt, hvordan han var bevæbnet, og hvad han havde i sinde.
 
Pludselig kunne han komme kørende med sin familie, detonere en flere hundrede kilo tung sprængladning skjult i bilen og massakrere alt i en radius af hundrede meter. En finskytte kunne affyre sit våben fra et tilfældigt vindue i et beboelseskompleks, uden vi nogensinde fandt ud af, hvor han befandt sig. Et dødt æsel eller en død hund i vejkanten kunne være fyldt med sprængstof, der blev fjernudløst, når vi passerede dyret. På den måde var det oftest umuligt at forudse kontakt med fjenden.
 
Der er ingen tvivl om, at mavefornemmelsen var ekstrem vigtig, for hvordan vi som individer og team tolkede og agerede i den konkrete situation under krigsindsættelse. Vores tankerækker var nærmest synkrone. Mavefornemmelsen viste vejen og reddede formentlig ofte vores liv. Men denne instinktive adfærd opstod ikke ud af det blå. Som nævnt ovenfor var den et produkt af adskillige års krigserfaring samt mange års træning af procedurer og teknikker.